At forstå Kina - Del 3

200 års vestlig dominans – måske en anormali i historien og ikke det normale

Som allerede nævnt, så var jeg ikke særligt inde i politiske, historiske og samfundsmæssige forhold, da jeg forlod gymnasiet. Min ”samfundsdannelse” skete ved egne intense oplæsninger af alskens materiale i 90’erne samt gennem alskens fag på økonomistudiet, samt naturligvis opdateringer af dette materiale siden.
Nu er moderne økonomi jo dybt forankret i kapitalisme. Set ud fra en økonoms synsvinkel er det ikke underligt at sætte lighedstegn mellem at det var i Vesten af kapitalismen opstod og så at Vestens udvikling de sidste 200 år er den eneste rigtige vej at gå. Dette vil man også opleve, hvis man kaster sig ud i filosofiske, juridiske, sociologiske og politiske studier. På alle områder er historien om de sidste 200 år fortællingen om Vestens modernisme med demokrati, menneskerettigheder, kapitalisme, fire markeder, tredeling af magten, uafhængige domstole, urbanisering, industrialisering og teknologisering. Man kan endog gå så langt til at konstatere, at selve videnskaben sociologi alene opstod til at forklare de samfundsomvæltninger der skete i Vesten fra slutningen af 1700-tallet, hvor målet er fremstille verden før som Det Traditionelle og verden efter som Det Moderne.

Der er intet usandt i ovenstående forhold vedrørende de sidste 200 år. Og rigtigt mange ideologier/værdier vi har i Vesten vil jeg hårdnakket påstår er næsten universielt gode. I hvert fald de bedste ideer vi har pt., og hvor helt nye geniale tanker skal til førend de potentielt kan trækkes ned fra tronen. Værdier såsom borgerrettigheder, menneskerettigheder, frie uafhængige domstole, ytringsfrihed, demokrati, mindretalsbeskyttelse, firhed mht. tro, politik og seksualitet og lighed mellem kønene er ting som jeg anser af næsten universiel god karakter og som jeg hårdnakket vil kæmpe for, hvis der enten indefra eller udefra bliver stillet spørgsmålstegn ved deres gode væsen.

Men vi har måske en tendens til at se Vestens vej som den eneste duelige vej. Og vi glemmer tit, at når vi ikke ser i detaljerne, så roder vi værdier sammen i et stort kaos. Tag demokrati. Industrialiseringen (take off for modernismen i Vesten begyndende i England i slutningen af 1700-taller) begyndte under monarkier. Først 50 år senere begyndte det at blive normalt med demokratier til overbygning på industrialiseringen. Og selv her var det et lille mindretal der kunne stemme. Først mod slutningen af 1800-tallet bliver det normalt at flertallet har stemmeret. Vel at mærke et flertal blandt mænd. For vi skal betydeligt ind i 1900-tallet førend det bliver normalt at kvinder kan stemme. Man kan således sige, at der går 100-150 år fra industrialiseringens begyndelse indtil demokrati for flertallet af borgerne i Vesten er normalt. Man kan da spørge om det er fair, logisk og hensigtsmæssigt at kræve af ny-industrialiserede lande at de efter få årtier skal være levedygtige demokratier? Det vil vi vende tilbage til senere.

Men for nu er det blot vigtigt at huske på, at når vi i Vesten måler ”moderniseringen” rundt omkring på kloden, så har vi det nok med at sætte vores egen historie de sidste 200 år som den eneste målestok for, hvad der er rigtige og forkerte måder at gøre det på i den moderen verden.
Historien om Kina er historien om, at Vestens historie de sidste 200 år nok snarere skal ses som en anormali end som det eneste rette eksempel på, hvordan et samfund kan og skal bygges.


Kina – Riget i Midten

Kina er landet på kloden med den længste ubrudte historie. Ser man bort fra Mongolernes invasion af det nordlige Kina og deres voldsomme ekspansion mod vest i den sene middelalder, så har Kinas grænser været næsten faste i 2000 år. Begyndelsen til et samlet Kina ligger næsten 2500 år fra nu. Kina som en frodig, stærk og samlet civilisation med ret faste grænser har eksisteret i næsten 2000 år.

I historisk tid har Kina konstant været landet på kloden med flest indbyggere. Kun på Romerrigets højeste og i Osmanerrigets storhedstid har man haft emperier der kan komme op på siden af Kina. Men disse riger har maksimalt holdt nogen hundrede år. Kina derimod konstant i 2000 år.
Ikke nok med det, i perioden år 500 til år 1500 er Kina suverænt klodens stærkeste emperie, med højeste velstand, teknologisk milevidt foran alle andre, videnskabeligt i en helt anden liga og militært uovervidenlige. Kina var Riget i Midten. Den stærkeste og mest avancerede civilisation i menneskets historie og hvor andre lande og emperier kun var småting i dets perifær.

I perioden år 1500 til år 1800 er Kina stadig klodens mægtigste land/emperie. Men Vesten haler ind på dem. Først med industrialiserings take off i England i 1800-tallet rykker Vesten uimodståeligt fra Kina. Og indtil år 2000 var de langt bagefter Vesten. De sidste 10-15 år har de for alvor meldt sig ind som en supermagt, og alt taler for at omkring år 2030, da vil Kina igen være klodens mægtigste land, da Kina her forventes at overhale USA som landet med højest BNP på kloden.

Vi har det med at måle Kinas væsen og betydning ud fra de sidste 200 år. Men set med en kinesers øjne er de sidste 200 år en skam og et pinligt faktum. Kina tænker ikke sig selv som en falmet kæmpe gennem 200 år. De ser sig selv som Riget i Midten med 2000 års historie om dem som klodens mægtigste emperie og hvor de sidste 200 år er det unormale og skamfulde som ikke skal ske igen.

For at forstå det Kina vi ser i dag og det Kina der med næsten uundgåelige skridt meget snart er klodens mægtigste land, så må vi forstå dets historie og hvad det så er kinesere mener den kinesiske kultur og civilisation er. Selvom historien har stor betydning i stort set alle lande og da ikke mindst i Vestens selvforståelse, så er historien om muligt endnu vigtigere for kinesernes selvforståelse.

Den kinesiske civilisation

Centralt i Kinas selvforståelse er deres kejser. Omend den sidste kejser blev afsat i 1911, så er Kinas inderste i højeste grad bestemt ud fra tiden som emperie under en guddommelig kejser.

Det lyder bekendt. Også Japan havde en guddommelig kejser. Men der er en stor forskel på de to kejserdømmer. Den japanske kejser var direkte guddomelig til al evighed (altså dermed slægten), men fordi dette giver uendelige problemer i den daglige politik til at regere landet, så blev Japan reelt styret af hærfører. I Kina er kejserne ikke direkte guddommelig i al evighed. Kinesere mener, at en kejser regere på et guddommeligt mandat. At så længe han har mandatet, så er han guddommelig. Men guderne kan trække mandatet tilbage og så er kejseren ikke mere guddommelig. I Kina blev dette meget smart tolket således at så længe kejseren regerede godt for sit folk og det gik godt, så havde kejseren sit guddommelige mandat. Men når f.eks. der opstod hungersnød, man tabte i store slag eller der var social stor uro i landet, så kunne det være det tegn på, at det guddommelige havde trukket sit mandat tilbage. Det var dermed okay så at vælte kejseren, og indsætte en ny. Kina har således haft næsten ti forskellige slægter til at regere og det synes kinesere er lige som det skal være.

Omend 40 års hård kommunisme en smule har demonteret konfucianismen, så er konfucianismen både historisk og nu om dage den klart mest betydende ”ideologi” i Kina. Konfucianisme er ikke en religion. Det er et filosofisk system udtænkt af Konfucius ca. 500 f.kr. Filosofien omhandler hvordan mennesker skal opføre sig og hvad deres værdier skal være. Ideologien gælder for alle mennesker i deres daglige liv, i deres samværd med andre mennesker og hvordan samfundets samlede etik skal være. Og mest af alt, så blev det statens officielle ideologi. Den fortalte at staten altid skulle tjene folket. At harmoni i alle samfundsforhold var centrale. At man skal sørge for at ingen lider. At mennesket er centralt for alting. At der skal regeres på baggrund af viden, studier og fairness.

Når man kombinerer det kejserlige guddommelige mandat med konfucianismen, så får man et kejserdømme, der har regeret ud fra at gøre det bedste for folket og hvor harmoni i alle samfundselementer er i fokus og hvor retfærdighed og viden var fundamentet for alt dette.

Nu vokser træerne jo ikke ind i himlen. Vigtig moderne idehistorie og historiske erfaringer mht. hvad der så er fair, retfærdigt og i folkets bedste er naturligvis ikke noget regeringsetikken historisk har kunnet forholde sig til. Og ligeledes, at selvom Kina år 500 til år 1500 var landet med suverænt største velstand og teknologi, så var det med nutidens øjne naturligvis et meget fattigt land, hvor der ikke var råd til alt, hvad man ønskede at gøre for folket. Så selvfølgelig har regeringsformen set med nutidens øjne været hård, diktatorisk og med store indhug i korrekt behandling af folket. Men med datidens øjne – og med fair perspektiverende moderne øjne – da må man medgive, at det kinesiske kejserdømme regerede ud fra folkets bedste og med harmoni og retfærdighed som centrale elementer.

Statsadministrationen, der altid har været kejseren fuldkommen loyal og regeret ud fra hans ønsker, var ligeledes klodens mest avancerede. Her blev folk udpeget ud fra hårde prøver der centrede sig om konfucianismen, statsadministration og generel intellektuel indsigt.
I de – lange – perioder, hvor kejserne ansås for at have et guddommeligt mandat, da var kejserens ord lov helt uden for diskussion noget sted i landet. Og en goddommelig kejser og en stor kyndig statsadministration har gjort, at kinesere føler det helt normalt ikke selv at deltage i den politiske proces og næsten blindt følger statens anvisninger.

Dette understreges af, at Kina har haft et meget specielt ”magtvakum” udenfor den officielle stats. Kina har alrig haft en organiseret religion (som f.eks. Kirken i Vesten), der var en spiller overfor staten. Der har heller ikke været en adel på nogen måde, og der har således ikke været noget til at udfordrer statens autoritet. Selvom der gennem historien har været mange rige købmænd/rigt borgerskab, så har heller ikke disse fundet det passende at indgå i den politiske proces, da de opfattede sig selv som helt ubetydende for regeringsførelsen. Og endeligt har militæret altid været total loyal overfor kejseren, og der har ikke været interne politiske magtkampe i militæret. Fra Kinas begyndelse til den dag i dag, da er det ikke pluralistisk politik der er den politiske proces, men derimod, at hvis man vil opnår noget for en selv, så bliver man venner med eller lobbyer for staten. Dette leder naturligvis undertiden til decideret korruption. Men det er nu ikke det normale, hverken historisk eller nu om dage.

For Kina er det langt ind i folkesjælen sådan, at staten er den kærlige men strikse far for folket, der gør hvad han kan for sit folk, og omvendt så brokker folket sig ikke over regeringen, for det er til folkets eget bedste (mener folket selv).

Kinas indenrigspolitik har altid været domineret af tre forhold. For det første, at der altid har boet mange (for mange) mennesker i landet. For det andet, at selvom området omkring Yangze-floden er meget frodig, så er landet som helhed ikke særligt frodigt og har altid haft svært at brødføde dets folk. Og endeligt, at landet – sin størrelse taget i betragtning – har få naturlige ressourcer.

Kina har således altid være kendetegnet ved, at have rigelig med arbejdskraft, men haft for lidt mad og vand og hvor kapitalintensive eventyr (der kræver råstoffer) var meget begrænsede.
Det som staten altid har koncentreret sig om, det er at sikre mad og vand til hele landet, at forbinde hele landet (veje og floder) og gennem omallokeringer at sikre harmoni og stabilitet over hele landet.

Udenrigspolitisk har Kina være kendetegnet ved overbevisningen om Riget i Midten. Kina har aldrig set sig som en nationalstat (en statskonstruktion opfundet i Europa op gennem 1700-1800-tallet), men derimod som en civilisation. Riget i Midten er simpelthen den eneste rigtige civilisation og afgrænses ca. af Kinas fysiske grænser. Rundt om Riget i Midten, da er der så ring efter ring, hvor hver ny ring mere og mere er kendetegnet ved barbarisme.
Den kinesiske udenrigspolitik har afspejlet dette (altså i historisk tid). På den ene side, at Kina på den ene side ser sig selv som et "civilisatorisk bål" i det barbariske mørke, hvor deres indflydelse direkte skinner igennem på deres naboer, men hvor det stadig bliver mere og mere primitivt jo længere man kommer fra Riget i Midten. På den anden side afspejler dette også er et meget navlepillende land. For kinesere er Kina det interessante, men omverdenen - i sin barbariske natur - er uinteressant og noget man stort set kun kan finde underholdningsmæssig (pga. deres primitive natur) interesse for.

Ovenstående forhold er blevet understreget af, at selvom Kina til tider har været invaderet og blevet overtaget af fremmede magter (det gælder specielt mongolske angreb fra de nordlige stepper), så har det altid været sådan, at når nogen har overtaget landet, så har de på forbløffende kort tid udskiftet deres egne værdier, traditioner og politikker med de allerede eksisterende i Kina. For kinesere er dette beviset på at selv de få gange, hvor nogen har overtage magten i landet Kina, da har den kinesiske civilisation været af så fin essens, at den har været noget de nye magthavere har overtaget som deres egen kultur.