Nedenstående er IKKE et seriøst bud på, hvad det bedste plot til The Greatest Show on Earth kunne være. Jeg håber ved gud, at der kan fremskaffes 63 bedre bud på et plot end det nedenstående.
Men for sjovs skyld, og fordi jeg faktisk finder de omtalte emner, problemstillinger, handlinger super interessante, så kunne jeg godt tænke mig en serie, der omhandlede noget ala det.
Alle generationer synes vel, at deres egen generation og tid er den mest interessante at beskæftige sig med. Derfor handler mit plot (eller rettere emneområder) sig om det nutidige menneske. Godt nok tror jeg, at den udspiller sig omkring 2020-25. Men det er kun fordi nogen vigtige "effekter" som skal gøre os klogere på os selv, formentlig først er på plads om +10 år. Jeg anser dog den lille forskydning i tid (grundet krav til teknologi) som værende ubetydelig i forhold til hovedemnet som udspiller sig her og nu....mennesket, menneskets eksistens, vores samfund, vores rettigheder, vores "skæbne", vores moralske ståsted, religion, terror, findes der en gud, hvad skal man tro på, hvad kan man stole på i en verden der konstant forandrer sig, ytringsfrihed, demokrati, moralsk forfald, snerpethed, syn på sex og seksualitet(er), kærlighedsopfattelse og -valg. Og meget mere.
Først vil jeg fortælle om et gimmik. Derefter prøve at afdække, hvad dette gimmik dækker over.
Gimmik drejer sig om de første afnit. Måske er vi helt henne ved 10. afsnit, måske lidt før. Hvad der er vigtigt, det er at seere på dette tidspunkt har fundet sig til rette i serien. Der kører allerede et fedt og vedkommende plot og det er en interessant historie der udspiller sig for vores mange hovedpersoner. Alle seere identificerer sig altid med en eller flere af karakterene i en serie. Ellers er en serie simpelthen mislykket. Hvis folk ikke kan identificerer sig med de problemstillinger, følelser og udfordringer bare nogen af hovedpersonerne har, så er serien intetsigende. Dette gælder for al "kunst". "Kunst" (bemærk anførlsestegnene) der ikke rækker ud over skaberenes egne øjne og ikke siger nogen andre noget er værdiløs kunst.
Så det gælder også her. Seerene har altså fundet deres skurke og helte.
Men der er noget underligt på spil. Det er meget subtilt. Det er mere en uudtalt følelse end det er noget man kan sætte ord på. Men der er et eller andet, som er foruroligende. Der er altså scener som virker en lille smule forkert. Vores "helte" gør nogen gange nogen ting, som er lidt foruroligende. Ville en helt vi følger over mange sæsoner virkeligt gøre noget sådan...det virker ikke helt fint.
Hvad publikum ikke ved, det er at 3/4 af handlingen er en selvstændig historie, og hvad der sker i 1/4 af handlingen det er anden selvstændig historie. På overfladen da er det samme personer og handlinger der sker i begge dele og det virker som om det er én sammenhængende historie.
I 10. afsnit (eller deromkring) efter at folks "foruroligende" stemning er vokset sig fyldig, så klarlægges viser det sig, at 1/4-delen er virtual reality og 3/4-delen er virkelighed.
Når vi snigende-sig-langsomt-ind-på-os er blevet foruroliget, så er det fordi vores "helte" også lever et virtuelt liv i virtual reality.....et sted, hvor de opfører sig, som de aldrig ville opføre sig i den virkelige verden.
Serien kommer til at handle meget om "moral" og "etik", specielt i en verden, hvor vi meget snart kan lave kunstig intelligens, kunstige mennesker og intelligente robotter. OK, måske er vi 20 år ude i fremtiden. Men i det store perspektiv, så er det "snart". Og når grænserne for den verden vi kender nu (verden er givet udefra) hurtigt udviskes og overskrives af en anden verden (en verden mennesket egenhændigt har skabt), så bliver masser nutidens probemstillinger, moraler, etikker og livsanskuelser sat langt mere på spidsen og vedkommende.
Men det er langt bedre at lade folk føle noget end bare at fortælle dem det. Det kræver selvfølgelig en langt bedre scriptforfatter end mig og en langt mere visionær instruktør for at det skal kunne lykkes. Men jeg er sikker på det kan gøres genialt. Altså, at folk selv skal føle, at: "Hov, der havde jeg vist nogen moralske problemer fordi jeg relaterer det til den virkelige verden, men gælder nu også, hvis virkeligheden er skruet anderledes sammen end jeg troede?"
Ved at folk selv føler (selv oplever denne erkendelse) det, så er det langt stærkere end hvis man viste/fortalte dem det.
Eftersom virtual reality er en vigtig, vigtig detalje i hele historien, er det smart at lave dette gimmik.
For hvad skal serien handle om?
Nutiden. Men selvfølgelig med et vist perspektiv.
Nutiden er det oplyste, videnstunge, dokumenterede, analyserede, rige, ressourcestærke, frihedsfyldte, sikre, sunde (ala medicin og hospitaler) samfund mennesket nogensinde har oplevet. Og dog ser det ud til at vi bliver mere og mere forvirrede og lever vores liv mere og mere overfladiske/uinteressante. Og af verdens 7 mia. mennesker der ved til min gru at over 9 ud af 10 meget eller endnu mere bygger deres liv på religiøse ideer. Ikke bare er verdens sekulariserede liv meget forvirret og svært at forholde sig til. Nej ved gud (ganske ironisk valg af ord), 9 ud af 10 levende mennesker tror på overnaturlige sammenhænge og årsager, der absolut intet belæg er for.
Til at hjælpe os med at forstå vores nutidige problemer hiver jeg så f.eks. kunstig intelligens, virtual reality og kunstigt skabte mennesker op af hatten.
Lad mig tage et eksempel.
En mand slår hans kæreste. De fleste normale mennesker på kloden kan blive enige om, at det er no-go og helt uacceptabelt.
Fair.
Men så lad os tage første step.
Hvad hvis nu kæresten var et kunstigt menneske? I mindste detalje og celle identisk med et "normalt menneske". Men frembragt på et laboratorium uden nogensinde at have set en sædceller eller et æg? Skal dette kunstige opfattes på samme måde som et rigtigt menneske?
De fleste ville nok komme til konklusionen, at et sådant perfekt kopiet mennesker var til stede, så skulle det også opfattes som et normalt menneske.
Fair.
Men lad os så sige, at det er en robot der står overfor os. Den er udstyret med kunstig intelligens der er fuldkommen uadskillig fra mennesket. Og robotten er lavet, så den i mindste ligner et rigtigt menneske, føler som et rigtigt menneske, opfører sig som et rigtigt menneske. Men hvis du kapper armen af, så vil det være nemt at se, at robotten ikke er lavet at organisk materiale, men derimod består af plastformer og kulfiber.
Er det ok at slå denne robot?
Mange vil sikkert komme frem til, at selvom det er en robot, så er det ikke okay at slå den, hvis den føler og tænker præcist som et menneske.
Fair.
Men producenten af robotten har indset dette. Så den version vi har nu er identisk med den ovenfor. Men lille detalje. Den føler ikke smerte.
Er det ok nu at slå den? Nogen vil sikkert sige, at nu er det ok, for nu gør det ikke ondt. Jajo, men er det at slå bare et spørgsmål om smerte? Er det ikke også et spørgsmål om, selve konceptet at krænke et andet menneske....smerte eller ej? Hvorfor gælder dette koncept ikke en robot? Hvis det gælder, hvorfor så?
Nå, men hvad nu hvis vi skifter til virtual reality? Vi laver en verden i virtual reality, hvor det for alle derinde (og for den sags skyld en "virkelig person", der dykker ind i VR) simpelthen ikke har en chance for at gennemskue, at de ikke er rigtige mennesker.
Så en virtuel mand slår sin virtuelle kæreste. Kæresten føler og oplever præcist det samme som et virkeligt menneske.
Er det okay at slå i dette tilfælde? Det begynder at bliver kompliceret, ikke? Disse personer er ikke ægte. De findes ikke. De er 0'er og 1'er inde i en computer. En kompliceret og smart kombination af 0'er og 1'er....men dog ikke andet. Men de føler og tror de er mennesker.
Hvad skal vi sige til det?
OK, men den smarte konstruktør af VR ovenfor tager ikke chancer. Så hans nye VR er identisk. Blot er der den lille detalje, at ingen i VR kan føle smerte. Er det nu okay?
Som vi kan se, så begynder tingene at blive kompliceret, når mennesker begynder at skabe verden. Ikke at jeg på nogen måde er imod det. Slet ikke. Blot, at det vitterligt bliver kompliceret. Og jo mere kompliceret det bliver, jo mere fortæller det noget om "os selv". Vi kan langt bedre sætte vores nuværende verden i kontekst, hvis den sættes overfor en verden der er langt mere kompliceret.
Man kan spørge om, hvor det gode plot bliver af? Plottet skal vi ikke være en lang række af ovenstående eksempler. Naturligvis ikke. Jeg har bare ikke plot-mæssige og instruktør-mæssige evner til at skabe den store sammenhængende historie om ovenstående.
Det er blot skrevet for at give en ide om, hvad det er vi skal få seeren sovset ind i.
Vi kunne tage et andet eksempel. En ny meget dogmatisk fraktion af Islam, der mener at Koranen skal læses på en helt ny, men dog dogmatisk måde, viser sig at have stor gennemslagskraft. Flere og flere støtter op om den. Men det viser sig i plottet, at denne fraktion bygger på en kunstig intelligens fortolkning af Koranen i VR. Det er en illusion. Det er hverken gud eller en skriftklog som har skabt ideerne den nye fraktion bygger på. Hvilken reel betydning ville dette have for mennesker som mener, at deres tro er skriftkloges vise udlægning af en dogmatisk tilgang til Koranen? Ville Allah mon have meninger om, hvorvidt hans profeter kunne være menneskeskabte kunstige intelligenser placeret i virtuel virkelighed, der fysisk slet ikke findes?
Men det er vigitgt at forstå, at brugen af fremtidige teknologier i serien helt overvejende er af karakteren "middel" (til at fortælle historien) og kun mindre selve målet.
For hovedpointen i historien skulle klart være, at spidde det moderne samfunds underlige forvirring og underlige valg af at formidle dets frihed, ressourcer og liv.
torsdag den 17. november 2011
The Greatest Show on Earth - Min vision til hvordan et +5 mia. kr. finansieringsgrundlag kunne bruges fornuftigt
I dette indlæg - og det følgende indlæg - er jeg alene fokuseret på en TV-serie. Som jeg påpeget flere gange, så skyldes denne fokusering alene, at jeg simpelthen ikke har visionerne på andre platforme til at komme med forslag indenfor sådanne platforme. Men igen....hvis nogen har tanker på andre platforme, så tilpas bare dine ideer/visioner til de nedenfor udtænkte ideer for en TV-serie.
Det er faktisk ret svært at finde ud af, hvad en TV-serie koster at lave. Jeg har søgt meget på det på nettet. Men for det første så er det åbenbart noget man ikke generelt analyserer meget derude (modsat film, hvor meget præcise angivelser af samlede udgifter typisk fuldt tilgængelige), og omvendt så er finansieringsstrukturen simpelthen anderledes for et TV-serie. Rigtigt mange af udgifterne sikres via af TV-selskaber på forhånd stiller et budget på benene og hvor kun en lille del af de samlede udgifter så at sige er sat på højkant af produktionsselskabet. Via krav til produktionen (kommer vi ind på senere) og en ret god ide om, hvad målgruppen er for ens serier, så har TV-selskabet også en ret god ide om, hvor meget de kan tjene ind på serien via specielt reklamer.
Men sådanne aftaler mellem produktionsenhed og TV-selskab er typisk ret lukkede og noget man ikke kan finde præcise data for. Specielt fordi kontrakten indeholder masser af betingelser (f.eks. hvor godt modtages pilotafsnittet, hvor gode er Nielsens-ratings på de først afsnit, tror vi serien må afsluttes efter en sæson eller skal den fortsætte mange sæsoner osv), og hvor disse betingelser bestemmer hvor mange penge TV-selskabet(/selskaberne) er villige til at sprøjte i projektet.
Men skal man følge de data som faktisk kan fremskaffes, så koster en TV-serie helt typisk pr. afsnit mellem 0,5 og 2 mio. $ at lave pr. afsnit.
Et eksempel på, hvordan sådanne ca. 2 mio. $ kan fordeles kan illustreres via to meget populære serier på Sci-Fi Channel på deres to topserier i 00'erne....hhv. Battlestar Galactica og Stargate (SG 1).
Budgettet pr. afsnit på BG er ca. 1,5 mio. $ og 1,7 mio. $ for SG. Men budgettet blev brugt meget forskelligt. I BG kræves megen computeranimering (hvilket koster kassen), mens at udgifterne til den "normale" produktion er holdt noget nede. Omvendt med SG. Her krævedes betydeligt mindre computeranimation, men til gengæld blev der brugt mange penge på location shoots og dyre kulisser.
OK, for mig er visonen en serie af 4*13 afsnit (sådan ca.).
Hurtig hovedregning giver således et standardbudget i omegnen af 100 mio. $. Hertil skal lægges initiale opstartsomkostninger, der vel ca. løber op i en 50 mio. $ (herunder aflønning af tilbagevendende skuespillere i serien).
Rundt regnet koster en god serie på ca. 50 afsnit således ca. 1 mia. kr. at lave.
Men som sagt ovenfor, så leger jeg hypotetisk med et budget på 5. mia. kr.
Dette indlæg er en spekulation over/ideer til/visioner for, hvad i al verden vi skal bruge fem gange så mange ressourcer til (og tro mig, den skal vi nok få brugt i en fart).
Jeg vil begynde i filmens verden. Udover at det en god indledning til at anskueliggøre nogen pointer, så ved de fleste, at jeg også bare godt kan lide at fortælle løst ud af en tangent og så langt senere ramme tilbage på sporet. Filmproduktionens historie (et uddrag herfra) er således både interessant og en sjov tangent at opliste.
USA blev filmlandet nr. 1. Efter en lidt rystende start op til 1920'erne, så blev filmproduktion voldsomt succesfuld i USA fra 20'erne til 60'erne.
Produktionsmåden dengang var, at et filmselskab så at sige havde alt "in house". Filmselskabet finansierede projektet, havde instruktørene in house, havde fastansatte skuespillere, havde sine egne lokations osv. osv. Intet andet land kunne matche størrelsen af filmproduktion i USA. Tiden er fuldt med "storfilm".....Ben Hur, Cleopatra osv. Stort opsatte film, der var i format så stort at publikum ikke kunne få nok og disse store satsninger altid gav overskud.
Samtidigt opererede Hollywood under nogen fælles (strenge) moralske regler for, hvad der var acceptabelt at vise i film. Hvad var sømmeligt? Hvor meget vold måtte der være? Var filmen samfundsnedbrydelig? Osv. osv.
I 60'erne oplever Hollywood en betydelig nedgang. Det er specielt Europa som presser dem i nakken...specielt fransk film. Europæernes film er mere "kunstneriske", mere udfordrende, mere "realistiske", der er mere nøgenhed, der er mere vold, plots er langt mere udspekulerede og interessante.
Hollywoods svar på dette er The New Hollywood. Ikke noget de frivilligt gik med til. Men eftersom de (instruktører) der fulgte helt nye ideer havde succes med deres projekter, så gik Hollywood med til det.
Det blev i høj grad sparket igang, at den uafhængige institution MPAA (grundet alskens retssager) nu indsatte nogen helt nye ratingssystemer for film, og hvis producenterne bare oplyste om deres rating (hvor meget vold, sex osv. var der i filmen), så var der meget vidde rammer for hvad der kun produceres.
Hollywoods eget oldnordiske, kyske, samfundsbevarende, romatiske regler blev dermed overskrevet.
Det gav en kunstnerisk frihed i Hollywood som aldrig før. Og tilfældet vil, at netop i 70'erne der dukker der nogen af historiens bedste instruktører op: Spielberg, Coppola, Lucas, Scorsese, Polanski bare for at nævne de vigtigste.
Deres første "små" og kunstneriske spændende film blev så godt modtaget, at deres krav til filmproducenterne ikke kunne overhøres. Deres krav var simpelt. Giv os et stort budget. Når I har givet os pengene, så har I intet at skulle have sagt mere. Vi (instruktøren) har så fuld råderum over alle penge og bruger dem præcist som vi ønsker og x antal måneder senere afleverer vi så det færdige produkt som I så kan sende ud i verdens biografer. Dette var The New Hollywood. Uindskrænket magt til instruktøren.
Det gik rigtigt godt. Det ene mesterværk efter det andet blev sprøjtet ud i Hollywood i 70'erne.
Men det kunne naturligvis ikke gå godt. For hvad gør man, når filmproducenten har sprøjtet 200 mio. kr. (i datidens penge) ud på en film og den så flopper for vildt og kun tjener 100 mio. kr. ind? Filmproducenterne kræver selvfølgelig indflydelse for de penge de stiller til rådighed.
Specielt filmen Heaven's Gate (1980) anses som filmen der endeligt tog livet af The New Hollywood. Michael Cimino havde haft voldsom succes med Deer Hunter. Hans næste film skulle være et episk mesterværk om USA i slutningen af 1800-tallet. Derfor fik han et uhørt stort budget på ca. 300 mio. kr. at lege med. Men filmen blev et flop uden lige, da den kun tjente ca. 20 mio. kr. ind.
Ligesiden har filmproducenterne krævet voldsom indflydelse på de film de producerer og omvendt har nærmest alle instruktører herefter været betydeligt hæmmet i deres kunstneriske visioner.
Nu om dage skal målgrupper opstilles. Merchandise medtages som vigtige. Krav til at populære skuespillere skal have vigtige roller (selvom de måske ikke er de rigtige til at spille rollen). Betydelige indrømmelser overfor om scener, temaer og handlinger er tilstrækkeligt lidt provokerende til ikke at skræmme målgruppen. Osv. osv.
Moderne (stor)film skal kort sagt ramme plet. Bruges 1,5 mia. kr. på en film så skal den død og pine mig også tjene mindst 1,5 mia. kr. ind igen.
Det er ikke svært at indse, at hensynet til og underkastelsen overfor de folk som finansierer en projekt typisk vil ligge alvorlige hæmninger for ens kunstneriske visioner.
TV-serier er nærmest endnu mere hæmmede. For det første er regler, ratings og "censur" for TV der skal vises i prime time mange steder på jorden meget, meget snærende. For det andet, så er det endnu vigtigere at TV-selskabet rammer rigtigt. Serien skal fylde et bestemt slot i deres sendeplan (som budgettet er lagt ud fra), og så går det ikke at adskillige ugers prime times slots er fyldt med en serie som skræmmer seerne væk....for så mister TV-selskabet mange, mange reklameindtægter.
Derfor er mange "internationale" serier (specielt amerikanske) generelt en tynd affære. Selvfølgelig flot produceret, dygtigt skrevne plots, meget professionelt lavet osv., men de er bare ret harmløse, da de skal ramme deres standardseer og omvendt ikke skræmme for mange væk.
Som vi ser, så er det næsten umuligt at lave et stort anlagt nu om dage. Enten må man gå ned i gear og lave små uafhængige film (/serier), eller, hvis man vil holde et stort gear, så vil ens kunstneriske ideer blive stærkt hæmmet.
Svaret er naturligvis en pengemand der er ligeglad om økonomien hænger sammen. Så længe at produktet er det mest interessante, mest vedkommende, har største kunstneriske indhold, indeholder hidtil usete visioner, hænger sammen fra ende til anden, giver seeren en unik oplevelse, så har han ingen problemer og betaler gerne.
En lillebitte anekdote er vel Matador. Med rette vel anset i Danmark som den bedste serie i DK nogensinde. En serie der på mange måder emmer af kvaliteter, som jeg meget gerne så efterlevet i min vision. Men serien var IKKE nogen succes første sæson. Med nutidens pengeøjne, da er det slet ikke sikkert, at Matador ville havde været produceret i mere end 1 sæson i 6 afsnit.
Men DR var som bekendt licensfinansieret og kiggede ikke 5 sekunder om måneden på seertal. Så de fortsatte bare. Resultatet af dette kender vi.
Så når vi nu er fuldkommen ligeglade med seertal, med TV-selskabers krav, med alskens underlige regler for at kunne blive sendt i prime time, med om pengene nu rækker, hvordan skal man så lave den ultimative serie.
Som fortalt i et tidligere indlæg, så er TV-seriens hovedfjende nummer et, at en historie fortalt over 20-100 afsnit simpelthen er svær at få hænge sammen handlingsmæssigt. I hvert fald hvis kravet er, at alle afsnit skal levere et selvstændigt og betydeligt bidrag i den samlede historie.
Der er i hvert fald tre måder en typisk serie udvikler sig på.
Et eksempel kunne være Beverly Hills. Her er rammerne ret uskyldige (man følger nogen unge mennesker fra gymnasium til universitet) og en overordnet handling er meget løs. I disse serier er det typisk små temaer over få afsnit og konkrete "korte afsluttede historier" i de enkelte afsnit, der udgør "handlingen". Der er masser af tid til at fortælle om hovedpersonernes liv, fortid, person, karakter osv. Og man kan udsætte dem for alskens af hverdagen problemer. Kelly kan blive medlem af en kult, Brandon kan få et narkoproblem, Donna kan blive uøsnket gravid osv. osv. Denne type handling er slet ikke i spil i min verden.
Som eksempel på de to andre handlingsforløb kan nævnes BG. Eftersom jeg er stor fan af serien, så ved jeg meget om den...herunder hvordan den rent faktisk udviklede sig.
Den var IKKE skrevet med et plot, hvor man begyndte i først afsnit og sluttede med en planlagt afslutning 4 sæsoner senere.
I stedet var den ene måde at gøre det på, at det som var i fokus var afslutningen i den aktuelle sæson. Hvad der skete i næste sæson var nærmest ikke dagsordenen. Derimod gik arbejdet med at finde nogen pejlepunkter over sæsonen for at kunne ramme det sidste afsnit så "uhakket" som muligt.
Men det gjorde at stakkevis af afsnit indenfor den enkelte sæson var helt blanke når man begyndte sæsonen. I stedet så holdt man fokus på at handlingen overordnet skulle ramme pejlepunkterne nogenlunde, men at handlingen i de næste få afsnit specifikt alene blev bestemt ud fra, hvad der så til dramaturisk at virke. Eftersom seriens interesse var menneskets plads i eksistensen (og ikke Sci-Fi action som sådan), så var omdrejningspunktet for serien mennesker, deres udvikling, problemer, udfordringer osv. Så det var udviklingen i karakterene som bestemte mikrohandlingen (det aktuelle afsnit/de næste få afsnit), og hvor så mikrohandlingen bare nogenlunde skulle ramme den overordnede lidt svævende makrohandling, bestemt af 50.000 mennesker i en lille flåde der er på flugt fra de Cylons (kunstig livsform) som var efter dem.
Det er ekstremt sjældent (nu er jeg jo langt fra altvidende om alle mulige serier, så der kan være enkelte eksempler på det modsatte) at en serie faktisk har en fastlagt overordnet handling/historie der gå fra første til sidste afsnit og som gennemsyder alle de enkelte afsnit.
Som jeg ser det, så har ovenstående metoder nogen fordele. Men den væsentligste grund til, at man ikke ser det i en stort anlagt serie er - efter min analyse - mangel på penge.
Men lad mig først klarlægge hvad fordelene er ved at gå frem uden at det enkelte afsnit præcist er defineret i en større omfattende handling. Fordelene er "finde nerven" og "hvad virker".
"Hvad virker" er vigtig. Hvad der ser genialt ud i scriptet og alle siger, yes det er vejen, kan hurtigt vise sig ikke at virke i den konkrete filmatisering. Det så rigtigt ud inden, men bagefter var det knap så godt. Det er derfor ekstremt vigtig i længere serie at man kan improviserer. En bihandling der hurtigt skulle fades ud viser sig at være ekstremt spændende, og den skal nu udvikles de kommende afsnit. At have en skarp historie at skulle forholde sig til, det gør improviseringen sværere.
"Finde nerven" er meget som ovenfor. Man synes at nerven i de ti første afsnit burde omhandle emnet A. Men A finder aldrig helt nerven som historien spændende og vedkommende. Til gengæld er der nerve i emnet i B. Så Bs nerve bliver nu vigtig at udbygge.
Det siger selv, at ovenstående er helt essentielt. Men det burde ikke forhindre at man stadig har en plot som hænger sammen.
Tre ting - i min version med 5 mia. kr. at lege med - skal sikre at vi faktisk får en historie der kan følges gennem hele serien.
Den første er simpel. Vi skal finde det bedste plot ever! Verdens bedste script forfattere betales rundhåndet for at komme op med det bedste plot ever. De betales på forhånd, så de kan prioritere dette arbejde højt, og den vindende forfatter betales selvfølgelig også rundhåndet, når hans udvælges som det bedste.
Et større udvalg af kvalificerede personer (såvel eksperter, instruktører, andre forfattere som almindelige mennesker) udvælger de fem bedste scripts.
Vi har været rundhåndet, men det er småpenge vi har brugt. Nu skal vi til gengæld til at bruge penge. Dette er næste punkt for at sikre at skidtet hænger sammen.
Vi skal simpelthen lave meget professionelle pilotafsnit på 2 * 1½ time til hvert af scripts'ne. Efter hård kamp på argumenter, evner, visioner og andres bifald eller det modsatte skal hvert scrips nu gives til sin egen instruktør.
Hver instruktør har sin tone, sin vision, sin musik, sin scenografi, sit udvalgte cast osv. og laver sit bedste bud på hans pilotafsnit.
Igen sammensættes et panel af eksperter og almindelige mennesker der udvælger, hvilken instruktør, der har fået skabt det bedste af sit script og sin fortolkning. Sådanne pilotafsnit løber hurtigt op i en 100 mio. kr. med vores ambitioner. Så vi bruger hurtigt 0,5 mia. kr. på denne indledende manøvre.
Vi har nu fundet det vi synes er rigtigt spændende.
Så skal vi til endnu en runde.
Dette script (vi allerede nu virker meget lovende med den oprindelige instruktør) gives nu til 4 andre instruktører (igen - som ovenfor - nøje udvalgt), så de kan give deres bud, på hvordan de ville fortolke scriptet i henhold til deres vision. Vi fyrer næste endnu en ½ mia. kr. af på dette trin.
Nu finder vi det endelige script. Vi kan lide scriptet for hele serien og vi har også fundet stil.
Allerede nu er jeg ret sikker på, at serien vil holde et giga niveau. Alle udvælgesene og alle de tanker, debatter, ideudvekslinger, sparring der er udført af klodens fremmeste folk indenfor området gør, at vi har et materiale der er klasser over noget andet i kvalitet, gennemarbejdet, efterprøvet osv. Så det er lige før, at serien nu kører perfekt derudaf.
Men vi har den tredje - og meget vigtige - sidste detalje med. Vi har simpelthen en helt skov af scriptforfattere siddende konstant klar og konstant skrivende. Og vi har et super team af side-instruktører, specialeffektsfolk, psykologer, sociologer osv. klar som konstant er klar med at komme med produkter til hovedteamet (dem vi ovenfor valgte), så de hele tiden har alternativer, sidehandlinger, omskrivninger af dialoger, analyser af alskens forhold (videnskabelige, scenografiske, brugerundersøgelser, panelundøgelser osv) klar, så hovedteamet bare kan koncentrerer sig om planlagte handling og lave perfekte afsnit dertil.
Ja, vi bruger konstant mange penge over hele serien på ting, der måske slet ikke skal bruges. I afsnit 11 mener vi, at der kan være lidt problemer. Så vi laver ikke afsnit. Vi laver tre afsnit. Alle lavet som "endelig version" lige til udsendelse. Men hver med deres lidt forskellige kvist, for vi er ikke helt sikre på, hvad der lige her faktisk vil virke bedst. Og når det rigtige af de tre afsnit er udvalgt, så sidder stakkevis af teksforfattere klar til at tilrette senere afsnit, så det passer med den nye tvist. Afsnit 12 skal lige drejes lidt anderledes, afsnit 12-14 skal have lidt forløb for at hænge sammen og i afsnit 37 er der en vigtig, vigtig detalje som vi lægge om til afsnit 35 for at det nye tvist ikke skal blive meningsløst.
På denne måde for vi løst det umulige. På den ene side at lade en serie leve sit eget liv, lade der opstå overraskende nye tvists, konstant ramme den rigtige nerve og altid have styr på hvad virker (da vi altid har alternativer liggende spritklar) og på den anden side, at vi får en historie som løfter sig til uanede højder, da historien bare er så fed, hænger så godt sammen og hvor hvert eneste afsnit er berigende gave til den konstante udvikling af plottet.
Det er faktisk ret svært at finde ud af, hvad en TV-serie koster at lave. Jeg har søgt meget på det på nettet. Men for det første så er det åbenbart noget man ikke generelt analyserer meget derude (modsat film, hvor meget præcise angivelser af samlede udgifter typisk fuldt tilgængelige), og omvendt så er finansieringsstrukturen simpelthen anderledes for et TV-serie. Rigtigt mange af udgifterne sikres via af TV-selskaber på forhånd stiller et budget på benene og hvor kun en lille del af de samlede udgifter så at sige er sat på højkant af produktionsselskabet. Via krav til produktionen (kommer vi ind på senere) og en ret god ide om, hvad målgruppen er for ens serier, så har TV-selskabet også en ret god ide om, hvor meget de kan tjene ind på serien via specielt reklamer.
Men sådanne aftaler mellem produktionsenhed og TV-selskab er typisk ret lukkede og noget man ikke kan finde præcise data for. Specielt fordi kontrakten indeholder masser af betingelser (f.eks. hvor godt modtages pilotafsnittet, hvor gode er Nielsens-ratings på de først afsnit, tror vi serien må afsluttes efter en sæson eller skal den fortsætte mange sæsoner osv), og hvor disse betingelser bestemmer hvor mange penge TV-selskabet(/selskaberne) er villige til at sprøjte i projektet.
Men skal man følge de data som faktisk kan fremskaffes, så koster en TV-serie helt typisk pr. afsnit mellem 0,5 og 2 mio. $ at lave pr. afsnit.
Et eksempel på, hvordan sådanne ca. 2 mio. $ kan fordeles kan illustreres via to meget populære serier på Sci-Fi Channel på deres to topserier i 00'erne....hhv. Battlestar Galactica og Stargate (SG 1).
Budgettet pr. afsnit på BG er ca. 1,5 mio. $ og 1,7 mio. $ for SG. Men budgettet blev brugt meget forskelligt. I BG kræves megen computeranimering (hvilket koster kassen), mens at udgifterne til den "normale" produktion er holdt noget nede. Omvendt med SG. Her krævedes betydeligt mindre computeranimation, men til gengæld blev der brugt mange penge på location shoots og dyre kulisser.
OK, for mig er visonen en serie af 4*13 afsnit (sådan ca.).
Hurtig hovedregning giver således et standardbudget i omegnen af 100 mio. $. Hertil skal lægges initiale opstartsomkostninger, der vel ca. løber op i en 50 mio. $ (herunder aflønning af tilbagevendende skuespillere i serien).
Rundt regnet koster en god serie på ca. 50 afsnit således ca. 1 mia. kr. at lave.
Men som sagt ovenfor, så leger jeg hypotetisk med et budget på 5. mia. kr.
Dette indlæg er en spekulation over/ideer til/visioner for, hvad i al verden vi skal bruge fem gange så mange ressourcer til (og tro mig, den skal vi nok få brugt i en fart).
Jeg vil begynde i filmens verden. Udover at det en god indledning til at anskueliggøre nogen pointer, så ved de fleste, at jeg også bare godt kan lide at fortælle løst ud af en tangent og så langt senere ramme tilbage på sporet. Filmproduktionens historie (et uddrag herfra) er således både interessant og en sjov tangent at opliste.
USA blev filmlandet nr. 1. Efter en lidt rystende start op til 1920'erne, så blev filmproduktion voldsomt succesfuld i USA fra 20'erne til 60'erne.
Produktionsmåden dengang var, at et filmselskab så at sige havde alt "in house". Filmselskabet finansierede projektet, havde instruktørene in house, havde fastansatte skuespillere, havde sine egne lokations osv. osv. Intet andet land kunne matche størrelsen af filmproduktion i USA. Tiden er fuldt med "storfilm".....Ben Hur, Cleopatra osv. Stort opsatte film, der var i format så stort at publikum ikke kunne få nok og disse store satsninger altid gav overskud.
Samtidigt opererede Hollywood under nogen fælles (strenge) moralske regler for, hvad der var acceptabelt at vise i film. Hvad var sømmeligt? Hvor meget vold måtte der være? Var filmen samfundsnedbrydelig? Osv. osv.
I 60'erne oplever Hollywood en betydelig nedgang. Det er specielt Europa som presser dem i nakken...specielt fransk film. Europæernes film er mere "kunstneriske", mere udfordrende, mere "realistiske", der er mere nøgenhed, der er mere vold, plots er langt mere udspekulerede og interessante.
Hollywoods svar på dette er The New Hollywood. Ikke noget de frivilligt gik med til. Men eftersom de (instruktører) der fulgte helt nye ideer havde succes med deres projekter, så gik Hollywood med til det.
Det blev i høj grad sparket igang, at den uafhængige institution MPAA (grundet alskens retssager) nu indsatte nogen helt nye ratingssystemer for film, og hvis producenterne bare oplyste om deres rating (hvor meget vold, sex osv. var der i filmen), så var der meget vidde rammer for hvad der kun produceres.
Hollywoods eget oldnordiske, kyske, samfundsbevarende, romatiske regler blev dermed overskrevet.
Det gav en kunstnerisk frihed i Hollywood som aldrig før. Og tilfældet vil, at netop i 70'erne der dukker der nogen af historiens bedste instruktører op: Spielberg, Coppola, Lucas, Scorsese, Polanski bare for at nævne de vigtigste.
Deres første "små" og kunstneriske spændende film blev så godt modtaget, at deres krav til filmproducenterne ikke kunne overhøres. Deres krav var simpelt. Giv os et stort budget. Når I har givet os pengene, så har I intet at skulle have sagt mere. Vi (instruktøren) har så fuld råderum over alle penge og bruger dem præcist som vi ønsker og x antal måneder senere afleverer vi så det færdige produkt som I så kan sende ud i verdens biografer. Dette var The New Hollywood. Uindskrænket magt til instruktøren.
Det gik rigtigt godt. Det ene mesterværk efter det andet blev sprøjtet ud i Hollywood i 70'erne.
Men det kunne naturligvis ikke gå godt. For hvad gør man, når filmproducenten har sprøjtet 200 mio. kr. (i datidens penge) ud på en film og den så flopper for vildt og kun tjener 100 mio. kr. ind? Filmproducenterne kræver selvfølgelig indflydelse for de penge de stiller til rådighed.
Specielt filmen Heaven's Gate (1980) anses som filmen der endeligt tog livet af The New Hollywood. Michael Cimino havde haft voldsom succes med Deer Hunter. Hans næste film skulle være et episk mesterværk om USA i slutningen af 1800-tallet. Derfor fik han et uhørt stort budget på ca. 300 mio. kr. at lege med. Men filmen blev et flop uden lige, da den kun tjente ca. 20 mio. kr. ind.
Ligesiden har filmproducenterne krævet voldsom indflydelse på de film de producerer og omvendt har nærmest alle instruktører herefter været betydeligt hæmmet i deres kunstneriske visioner.
Nu om dage skal målgrupper opstilles. Merchandise medtages som vigtige. Krav til at populære skuespillere skal have vigtige roller (selvom de måske ikke er de rigtige til at spille rollen). Betydelige indrømmelser overfor om scener, temaer og handlinger er tilstrækkeligt lidt provokerende til ikke at skræmme målgruppen. Osv. osv.
Moderne (stor)film skal kort sagt ramme plet. Bruges 1,5 mia. kr. på en film så skal den død og pine mig også tjene mindst 1,5 mia. kr. ind igen.
Det er ikke svært at indse, at hensynet til og underkastelsen overfor de folk som finansierer en projekt typisk vil ligge alvorlige hæmninger for ens kunstneriske visioner.
TV-serier er nærmest endnu mere hæmmede. For det første er regler, ratings og "censur" for TV der skal vises i prime time mange steder på jorden meget, meget snærende. For det andet, så er det endnu vigtigere at TV-selskabet rammer rigtigt. Serien skal fylde et bestemt slot i deres sendeplan (som budgettet er lagt ud fra), og så går det ikke at adskillige ugers prime times slots er fyldt med en serie som skræmmer seerne væk....for så mister TV-selskabet mange, mange reklameindtægter.
Derfor er mange "internationale" serier (specielt amerikanske) generelt en tynd affære. Selvfølgelig flot produceret, dygtigt skrevne plots, meget professionelt lavet osv., men de er bare ret harmløse, da de skal ramme deres standardseer og omvendt ikke skræmme for mange væk.
Som vi ser, så er det næsten umuligt at lave et stort anlagt nu om dage. Enten må man gå ned i gear og lave små uafhængige film (/serier), eller, hvis man vil holde et stort gear, så vil ens kunstneriske ideer blive stærkt hæmmet.
Svaret er naturligvis en pengemand der er ligeglad om økonomien hænger sammen. Så længe at produktet er det mest interessante, mest vedkommende, har største kunstneriske indhold, indeholder hidtil usete visioner, hænger sammen fra ende til anden, giver seeren en unik oplevelse, så har han ingen problemer og betaler gerne.
En lillebitte anekdote er vel Matador. Med rette vel anset i Danmark som den bedste serie i DK nogensinde. En serie der på mange måder emmer af kvaliteter, som jeg meget gerne så efterlevet i min vision. Men serien var IKKE nogen succes første sæson. Med nutidens pengeøjne, da er det slet ikke sikkert, at Matador ville havde været produceret i mere end 1 sæson i 6 afsnit.
Men DR var som bekendt licensfinansieret og kiggede ikke 5 sekunder om måneden på seertal. Så de fortsatte bare. Resultatet af dette kender vi.
Så når vi nu er fuldkommen ligeglade med seertal, med TV-selskabers krav, med alskens underlige regler for at kunne blive sendt i prime time, med om pengene nu rækker, hvordan skal man så lave den ultimative serie.
Som fortalt i et tidligere indlæg, så er TV-seriens hovedfjende nummer et, at en historie fortalt over 20-100 afsnit simpelthen er svær at få hænge sammen handlingsmæssigt. I hvert fald hvis kravet er, at alle afsnit skal levere et selvstændigt og betydeligt bidrag i den samlede historie.
Der er i hvert fald tre måder en typisk serie udvikler sig på.
Et eksempel kunne være Beverly Hills. Her er rammerne ret uskyldige (man følger nogen unge mennesker fra gymnasium til universitet) og en overordnet handling er meget løs. I disse serier er det typisk små temaer over få afsnit og konkrete "korte afsluttede historier" i de enkelte afsnit, der udgør "handlingen". Der er masser af tid til at fortælle om hovedpersonernes liv, fortid, person, karakter osv. Og man kan udsætte dem for alskens af hverdagen problemer. Kelly kan blive medlem af en kult, Brandon kan få et narkoproblem, Donna kan blive uøsnket gravid osv. osv. Denne type handling er slet ikke i spil i min verden.
Som eksempel på de to andre handlingsforløb kan nævnes BG. Eftersom jeg er stor fan af serien, så ved jeg meget om den...herunder hvordan den rent faktisk udviklede sig.
Den var IKKE skrevet med et plot, hvor man begyndte i først afsnit og sluttede med en planlagt afslutning 4 sæsoner senere.
I stedet var den ene måde at gøre det på, at det som var i fokus var afslutningen i den aktuelle sæson. Hvad der skete i næste sæson var nærmest ikke dagsordenen. Derimod gik arbejdet med at finde nogen pejlepunkter over sæsonen for at kunne ramme det sidste afsnit så "uhakket" som muligt.
Men det gjorde at stakkevis af afsnit indenfor den enkelte sæson var helt blanke når man begyndte sæsonen. I stedet så holdt man fokus på at handlingen overordnet skulle ramme pejlepunkterne nogenlunde, men at handlingen i de næste få afsnit specifikt alene blev bestemt ud fra, hvad der så til dramaturisk at virke. Eftersom seriens interesse var menneskets plads i eksistensen (og ikke Sci-Fi action som sådan), så var omdrejningspunktet for serien mennesker, deres udvikling, problemer, udfordringer osv. Så det var udviklingen i karakterene som bestemte mikrohandlingen (det aktuelle afsnit/de næste få afsnit), og hvor så mikrohandlingen bare nogenlunde skulle ramme den overordnede lidt svævende makrohandling, bestemt af 50.000 mennesker i en lille flåde der er på flugt fra de Cylons (kunstig livsform) som var efter dem.
Det er ekstremt sjældent (nu er jeg jo langt fra altvidende om alle mulige serier, så der kan være enkelte eksempler på det modsatte) at en serie faktisk har en fastlagt overordnet handling/historie der gå fra første til sidste afsnit og som gennemsyder alle de enkelte afsnit.
Som jeg ser det, så har ovenstående metoder nogen fordele. Men den væsentligste grund til, at man ikke ser det i en stort anlagt serie er - efter min analyse - mangel på penge.
Men lad mig først klarlægge hvad fordelene er ved at gå frem uden at det enkelte afsnit præcist er defineret i en større omfattende handling. Fordelene er "finde nerven" og "hvad virker".
"Hvad virker" er vigtig. Hvad der ser genialt ud i scriptet og alle siger, yes det er vejen, kan hurtigt vise sig ikke at virke i den konkrete filmatisering. Det så rigtigt ud inden, men bagefter var det knap så godt. Det er derfor ekstremt vigtig i længere serie at man kan improviserer. En bihandling der hurtigt skulle fades ud viser sig at være ekstremt spændende, og den skal nu udvikles de kommende afsnit. At have en skarp historie at skulle forholde sig til, det gør improviseringen sværere.
"Finde nerven" er meget som ovenfor. Man synes at nerven i de ti første afsnit burde omhandle emnet A. Men A finder aldrig helt nerven som historien spændende og vedkommende. Til gengæld er der nerve i emnet i B. Så Bs nerve bliver nu vigtig at udbygge.
Det siger selv, at ovenstående er helt essentielt. Men det burde ikke forhindre at man stadig har en plot som hænger sammen.
Tre ting - i min version med 5 mia. kr. at lege med - skal sikre at vi faktisk får en historie der kan følges gennem hele serien.
Den første er simpel. Vi skal finde det bedste plot ever! Verdens bedste script forfattere betales rundhåndet for at komme op med det bedste plot ever. De betales på forhånd, så de kan prioritere dette arbejde højt, og den vindende forfatter betales selvfølgelig også rundhåndet, når hans udvælges som det bedste.
Et større udvalg af kvalificerede personer (såvel eksperter, instruktører, andre forfattere som almindelige mennesker) udvælger de fem bedste scripts.
Vi har været rundhåndet, men det er småpenge vi har brugt. Nu skal vi til gengæld til at bruge penge. Dette er næste punkt for at sikre at skidtet hænger sammen.
Vi skal simpelthen lave meget professionelle pilotafsnit på 2 * 1½ time til hvert af scripts'ne. Efter hård kamp på argumenter, evner, visioner og andres bifald eller det modsatte skal hvert scrips nu gives til sin egen instruktør.
Hver instruktør har sin tone, sin vision, sin musik, sin scenografi, sit udvalgte cast osv. og laver sit bedste bud på hans pilotafsnit.
Igen sammensættes et panel af eksperter og almindelige mennesker der udvælger, hvilken instruktør, der har fået skabt det bedste af sit script og sin fortolkning. Sådanne pilotafsnit løber hurtigt op i en 100 mio. kr. med vores ambitioner. Så vi bruger hurtigt 0,5 mia. kr. på denne indledende manøvre.
Vi har nu fundet det vi synes er rigtigt spændende.
Så skal vi til endnu en runde.
Dette script (vi allerede nu virker meget lovende med den oprindelige instruktør) gives nu til 4 andre instruktører (igen - som ovenfor - nøje udvalgt), så de kan give deres bud, på hvordan de ville fortolke scriptet i henhold til deres vision. Vi fyrer næste endnu en ½ mia. kr. af på dette trin.
Nu finder vi det endelige script. Vi kan lide scriptet for hele serien og vi har også fundet stil.
Allerede nu er jeg ret sikker på, at serien vil holde et giga niveau. Alle udvælgesene og alle de tanker, debatter, ideudvekslinger, sparring der er udført af klodens fremmeste folk indenfor området gør, at vi har et materiale der er klasser over noget andet i kvalitet, gennemarbejdet, efterprøvet osv. Så det er lige før, at serien nu kører perfekt derudaf.
Men vi har den tredje - og meget vigtige - sidste detalje med. Vi har simpelthen en helt skov af scriptforfattere siddende konstant klar og konstant skrivende. Og vi har et super team af side-instruktører, specialeffektsfolk, psykologer, sociologer osv. klar som konstant er klar med at komme med produkter til hovedteamet (dem vi ovenfor valgte), så de hele tiden har alternativer, sidehandlinger, omskrivninger af dialoger, analyser af alskens forhold (videnskabelige, scenografiske, brugerundersøgelser, panelundøgelser osv) klar, så hovedteamet bare kan koncentrerer sig om planlagte handling og lave perfekte afsnit dertil.
Ja, vi bruger konstant mange penge over hele serien på ting, der måske slet ikke skal bruges. I afsnit 11 mener vi, at der kan være lidt problemer. Så vi laver ikke afsnit. Vi laver tre afsnit. Alle lavet som "endelig version" lige til udsendelse. Men hver med deres lidt forskellige kvist, for vi er ikke helt sikre på, hvad der lige her faktisk vil virke bedst. Og når det rigtige af de tre afsnit er udvalgt, så sidder stakkevis af teksforfattere klar til at tilrette senere afsnit, så det passer med den nye tvist. Afsnit 12 skal lige drejes lidt anderledes, afsnit 12-14 skal have lidt forløb for at hænge sammen og i afsnit 37 er der en vigtig, vigtig detalje som vi lægge om til afsnit 35 for at det nye tvist ikke skal blive meningsløst.
På denne måde for vi løst det umulige. På den ene side at lade en serie leve sit eget liv, lade der opstå overraskende nye tvists, konstant ramme den rigtige nerve og altid have styr på hvad virker (da vi altid har alternativer liggende spritklar) og på den anden side, at vi får en historie som løfter sig til uanede højder, da historien bare er så fed, hænger så godt sammen og hvor hvert eneste afsnit er berigende gave til den konstante udvikling af plottet.
The Greatest Show on Earth - Finansieringside og overordnede rammer/ideer
Hvis nedenstående virker af en lidt anden "støbning" end de andre indlæg i denne serie, så er det fordi, at det er direkte klippet fra et indlæg jeg lavede på MOL i sidste uge. Synes ikke det kan betale sig at redigere i indlægget, da det stort set er ok som det står.
----------------------------------------------
----------------------------------------------
Verden er fuld at milliardære. Når man har så mange milliarder kroner/dollar/whatever at man ikke ved, hvordan man skal få brugt en lille del af dem resten af sit liv, så har sådanne personer med at donere store gaver til alskens offentlige/godgørende formål. Al ære og respekt for, at man giver en masse af sin formue til "gode formål". Verden er fuld af rigmænd, hvis trang til at lave et eftermæle de vil blive husket for, har skabt virkeligt betydende bidrag til samfundet. Et klassisk eksempel er Andrew Carnegie, der brugte stakkevis af kroner på at oprette offentlige biblioteker, skoler og uddannelsessteder i USA, UK og Canada....ting der virkeligt battede.
Men jeg har tit tænkt på, hvorfor ingen milliardær nogensinde har villet lave et kunstnerisk statement for dem selv. Nogen har lavet museer eller doneret store kunstværker til almenhedens nytte. Men ingen har selv lavet et bidrag til kunsten.
Jeg ved i hvert fald godt, hvad jeg ville gøre, hvis jeg havde 5 milliarder kroner for meget i pengetanken der skulle brændes af på noget alment godt. Jeg ville finansiere en medie-ting der skabte efterdønninger i årtier eller årh.
Et stort problem ved mange ting i biografen, på TV eller på computeren er, at det er lavet for at give et overskud til producenten. En film der koster 2 mia. kr. at lave skal helst ikke kun tjene 1 mia. kr ind. Det ville være en katastrofe. Så den dyre 2 mia. kr. film bliver med vilje skåret, produceret og castet til at være ret sikker på, at den rammer lige i skabet og tjener +2 mia. kr. ind.
På en måde er TV og film meget som popmusik. Fordi film og stor anlagt TV er så dyrt at lave, så skal det ramme bredt i pøblen....ligesom velproduceret pop. Men f.eks. musik er så billig at lave, at mange lave det helt gratis og uden fokus på indtjening. Og i de skæve, undergrunds, syrede dele af denne musik, da finder man kunstneriske perler, der ikke har en jordisk chance for at slå igennem kommecielt.
Så hvad hvis man havde 5 mia. kr. og INGEN krav havde til at den skulle tjene sig ind. Den måtte hjertens gerne tjene kun 1 mio. kr. selvom den kostede 5 mia. kr. at lave.
Hvis kravet alene var, at man fik lavet noget som i årtier og årh. ville stå som ultimativt kvalitetsarbejde, hvad skulle formatet så være?
Her er en liste over ting som jeg godt kunne tænke mig folk med visioner og ideer indenfor området gav nogen bud på.
Format
Skal produktet være:
- 1 film
- en sammenhængende samling af 2-3-4 film
- måske endnu flere film (der hænger sammen)
- en TV serie på måske 10 afsnit
- en TV serie på måske 20-40 afsnit
- en TV serie på måske 50-100 afsnit
- noget der er lavet til en computer (spil, ny genre whatever)
- noget helt andet jeg ikke lige har visionerne til at opstille
Emne
Hvad er det som verdens bedste film/TV/somputerting skal omhandle
- kærlighed
- meningen med livet
- sat i fremtiden for at kunne undgå virkelighedens hårde tøjler og dermed kunne lave vigtigt
- meget skarpe personskildringer
- meget skarpe skildringer af mennesker/karakterers udvikling over tid
- stille folk overfor umulige/uvirkelige valg for at se, hvordan folk reagere (viser deres natur) når de må gøre noget ud fra noget ikke kendt
- skal det indeholde "mystiske" elementer eller skal det være realisme
- er fokus den overordnede historie/pointe eller en skræmmende præcis og ærlig beskrivelse af hvordan ægte mennesker er og udvikler sig
- skal skæringen være nyskabende
- skal produktet gå til tabuer
- skal produktet bevidst gøre folk rystede
Stil
Behandlet lidt ovenfor:
- skal computergrafik bruges som aldrig set før
- skal dialogen være som nu eller mere hverdagsagtig (i hverdagen da laver folk forkerte sætningskonstruktioner nogen gange, bruger forkerte ord, udtaler ord forkert eller sjusket, der tales i munden på hinanden, to emner tales på samme tid uden at nogen helt er med på begge emner men heller ikke frakoblet samtalen, der tales grimt og provokerende til hinanden hvor det ikke forventes osv)
- må vi vise den menneskelige psyke som den virkelig er.....f.eks. at hovedpersonen der er vores helt også har helt naturlige daglige "beskidte" drifter, fantasier og nederdrægtigheder i sig
- må være med, så vi både følger hvad folk og siger, og hvad de så rent faktisk tænker og manipulerer med bagved
- må mange i produktionen være grimme og utiltalende (specielt vores helte)
Folkene bagved
Hvordan få vi skabt det bedst produkt overhovedet:
- hvordan laver man et team så de bedste personer til at overskue hele processen/produktet/at flere forskellige produkter på samme tid er i spil
- hvem skal skrive historien
- skal flere skrive historien
- skal historien ligesom være skrævet på forhånd og så blot lavet derefter
- skal historien få lov til at udvikle sig semi-spontant over produktionen
- skal der være flere forskellige handlingsforløb i spil og man så hen af vejen finder det forløb som virker mest rigtigt
- hvem skal være instruktør
- skal der være flere instruktører og som produktionen udvikler sig vælger man den/de som bedst passer til produktet
- skal cast være kendte (for at skabe bånd fra forbruger til produktion)
- skal cast være totalt ukendte folk men som bare er spot on til produktionen (eller et mix mellem kendte og ukendte skuespillere)
- hvem skal lave musikken
- må det være en musikvideo som tilfældigvis også bare har en fantisk historie at fortælle
Visning
Eftersom de fleste produkter vi har i spil kræver at nogen køber/efterspørger produktet (på deres præmisser), så vil visningen af ens produkt typisk være lagt i faste kommicielle rammer. Men eftersom man kræver nada penge af nogen, men har et super produkt som de rent faktisk vil tigge og be om, når de nu ved, at de i hvert fald ikke har store penge på spil de skal tjene ind (produktet er som udgangspunkt nærmest gratis....men omstændigheder kan selvfølgelig gøre, at detailledet faktisk kæmper for at betale for at få lov til at vise produktet), så kan man stille krav til dem:
- hvilke interessante (kunsteriske) krav kunne man stille til visningen af 1-4 sammenhængende film (f.eks. at de opsat med en måneds forskydning uanset at dette ville give mindre "profit")
- hvad med at kræve - hvis det er TV-produceret - at reklamer under visningen er strengt forbudt.
- hvad med at kræve, at der kom et nyt afsnit hver 3. dag (og genudsendt 2 gange de efterfølgende dage til det nye afsnit)
- at kræve at det skulle vises i bedste seertid....uanset hvor mange (få) der så på det
- aktiv deltagen mellem afsnit/film? Skal en stor del af handlingen foregå ved at man aktivt gør noget (på f.eks. nettet som en åbenlys mulighed) mellem at man passivt får produktet ind gennem øjne og øre. Hvor stor en del skal aktiv intervenering i det hele taget spille i forhold til at passivt at modtage et produkt?
Massetiltræning kontra unikt kunstværk
Central pointe. Lad os sige, at filmen koster 5 mia. kr. at lave. Det bliver verdens mest sete film (men med højre ratings end nogen anden), men den indtjener kun 3 mia. kr. Kommicielt er det en fiasko. Men det er dog den mest sete og højest vurdere film ever. Spørgsmål må da stilles:
- Du kan lave verdens bedste film (serie/computerting) på måde A, hvor millioner og atter millioner ser filmen, værdsætter den og det bliver et ikon. Men du kan også lave verdens bedste film på måde B, hvor kun 100.000 mennesker ser filmen, filmen værdsættes endnu højere end ved måde A, men til gengæld er den stort set ukendt og ikke noget der i almenbevidstheden går over i historien. Hvordan skal ens produkt laves? Hvor meget vejer ultimativ kusntnerisk værdi og hvor meget vejer, at stakkevis af pøblen rent faktisk ser filmen og nyder den grader de aldrig har nydt noget?
Det var nogen af tankerne jeg havde til, hvis jeg havde 5 mia. kr. at bruge på en film/flere film/en TV serie/en computerting/noget helt 8. Hvad siger I? Hvilket produkt ville I have i tankerne, hvis I havde 5 mia. kr. (eller for den sags skyld 10 mia. kr., hvis de 5 mia. kr. liiiige var lidt for lidt til dække omkostningerne) som skulle bruges på bedst mulige måde?
Men jeg har tit tænkt på, hvorfor ingen milliardær nogensinde har villet lave et kunstnerisk statement for dem selv. Nogen har lavet museer eller doneret store kunstværker til almenhedens nytte. Men ingen har selv lavet et bidrag til kunsten.
Jeg ved i hvert fald godt, hvad jeg ville gøre, hvis jeg havde 5 milliarder kroner for meget i pengetanken der skulle brændes af på noget alment godt. Jeg ville finansiere en medie-ting der skabte efterdønninger i årtier eller årh.
Et stort problem ved mange ting i biografen, på TV eller på computeren er, at det er lavet for at give et overskud til producenten. En film der koster 2 mia. kr. at lave skal helst ikke kun tjene 1 mia. kr ind. Det ville være en katastrofe. Så den dyre 2 mia. kr. film bliver med vilje skåret, produceret og castet til at være ret sikker på, at den rammer lige i skabet og tjener +2 mia. kr. ind.
På en måde er TV og film meget som popmusik. Fordi film og stor anlagt TV er så dyrt at lave, så skal det ramme bredt i pøblen....ligesom velproduceret pop. Men f.eks. musik er så billig at lave, at mange lave det helt gratis og uden fokus på indtjening. Og i de skæve, undergrunds, syrede dele af denne musik, da finder man kunstneriske perler, der ikke har en jordisk chance for at slå igennem kommecielt.
Så hvad hvis man havde 5 mia. kr. og INGEN krav havde til at den skulle tjene sig ind. Den måtte hjertens gerne tjene kun 1 mio. kr. selvom den kostede 5 mia. kr. at lave.
Hvis kravet alene var, at man fik lavet noget som i årtier og årh. ville stå som ultimativt kvalitetsarbejde, hvad skulle formatet så være?
Her er en liste over ting som jeg godt kunne tænke mig folk med visioner og ideer indenfor området gav nogen bud på.
Format
Skal produktet være:
- 1 film
- en sammenhængende samling af 2-3-4 film
- måske endnu flere film (der hænger sammen)
- en TV serie på måske 10 afsnit
- en TV serie på måske 20-40 afsnit
- en TV serie på måske 50-100 afsnit
- noget der er lavet til en computer (spil, ny genre whatever)
- noget helt andet jeg ikke lige har visionerne til at opstille
Emne
Hvad er det som verdens bedste film/TV/somputerting skal omhandle
- kærlighed
- meningen med livet
- sat i fremtiden for at kunne undgå virkelighedens hårde tøjler og dermed kunne lave vigtigt
- meget skarpe personskildringer
- meget skarpe skildringer af mennesker/karakterers udvikling over tid
- stille folk overfor umulige/uvirkelige valg for at se, hvordan folk reagere (viser deres natur) når de må gøre noget ud fra noget ikke kendt
- skal det indeholde "mystiske" elementer eller skal det være realisme
- er fokus den overordnede historie/pointe eller en skræmmende præcis og ærlig beskrivelse af hvordan ægte mennesker er og udvikler sig
- skal skæringen være nyskabende
- skal produktet gå til tabuer
- skal produktet bevidst gøre folk rystede
Stil
Behandlet lidt ovenfor:
- skal computergrafik bruges som aldrig set før
- skal dialogen være som nu eller mere hverdagsagtig (i hverdagen da laver folk forkerte sætningskonstruktioner nogen gange, bruger forkerte ord, udtaler ord forkert eller sjusket, der tales i munden på hinanden, to emner tales på samme tid uden at nogen helt er med på begge emner men heller ikke frakoblet samtalen, der tales grimt og provokerende til hinanden hvor det ikke forventes osv)
- må vi vise den menneskelige psyke som den virkelig er.....f.eks. at hovedpersonen der er vores helt også har helt naturlige daglige "beskidte" drifter, fantasier og nederdrægtigheder i sig
- må være med, så vi både følger hvad folk og siger, og hvad de så rent faktisk tænker og manipulerer med bagved
- må mange i produktionen være grimme og utiltalende (specielt vores helte)
Folkene bagved
Hvordan få vi skabt det bedst produkt overhovedet:
- hvordan laver man et team så de bedste personer til at overskue hele processen/produktet/at flere forskellige produkter på samme tid er i spil
- hvem skal skrive historien
- skal flere skrive historien
- skal historien ligesom være skrævet på forhånd og så blot lavet derefter
- skal historien få lov til at udvikle sig semi-spontant over produktionen
- skal der være flere forskellige handlingsforløb i spil og man så hen af vejen finder det forløb som virker mest rigtigt
- hvem skal være instruktør
- skal der være flere instruktører og som produktionen udvikler sig vælger man den/de som bedst passer til produktet
- skal cast være kendte (for at skabe bånd fra forbruger til produktion)
- skal cast være totalt ukendte folk men som bare er spot on til produktionen (eller et mix mellem kendte og ukendte skuespillere)
- hvem skal lave musikken
- må det være en musikvideo som tilfældigvis også bare har en fantisk historie at fortælle
Visning
Eftersom de fleste produkter vi har i spil kræver at nogen køber/efterspørger produktet (på deres præmisser), så vil visningen af ens produkt typisk være lagt i faste kommicielle rammer. Men eftersom man kræver nada penge af nogen, men har et super produkt som de rent faktisk vil tigge og be om, når de nu ved, at de i hvert fald ikke har store penge på spil de skal tjene ind (produktet er som udgangspunkt nærmest gratis....men omstændigheder kan selvfølgelig gøre, at detailledet faktisk kæmper for at betale for at få lov til at vise produktet), så kan man stille krav til dem:
- hvilke interessante (kunsteriske) krav kunne man stille til visningen af 1-4 sammenhængende film (f.eks. at de opsat med en måneds forskydning uanset at dette ville give mindre "profit")
- hvad med at kræve - hvis det er TV-produceret - at reklamer under visningen er strengt forbudt.
- hvad med at kræve, at der kom et nyt afsnit hver 3. dag (og genudsendt 2 gange de efterfølgende dage til det nye afsnit)
- at kræve at det skulle vises i bedste seertid....uanset hvor mange (få) der så på det
- aktiv deltagen mellem afsnit/film? Skal en stor del af handlingen foregå ved at man aktivt gør noget (på f.eks. nettet som en åbenlys mulighed) mellem at man passivt får produktet ind gennem øjne og øre. Hvor stor en del skal aktiv intervenering i det hele taget spille i forhold til at passivt at modtage et produkt?
Massetiltræning kontra unikt kunstværk
Central pointe. Lad os sige, at filmen koster 5 mia. kr. at lave. Det bliver verdens mest sete film (men med højre ratings end nogen anden), men den indtjener kun 3 mia. kr. Kommicielt er det en fiasko. Men det er dog den mest sete og højest vurdere film ever. Spørgsmål må da stilles:
- Du kan lave verdens bedste film (serie/computerting) på måde A, hvor millioner og atter millioner ser filmen, værdsætter den og det bliver et ikon. Men du kan også lave verdens bedste film på måde B, hvor kun 100.000 mennesker ser filmen, filmen værdsættes endnu højere end ved måde A, men til gengæld er den stort set ukendt og ikke noget der i almenbevidstheden går over i historien. Hvordan skal ens produkt laves? Hvor meget vejer ultimativ kusntnerisk værdi og hvor meget vejer, at stakkevis af pøblen rent faktisk ser filmen og nyder den grader de aldrig har nydt noget?
Det var nogen af tankerne jeg havde til, hvis jeg havde 5 mia. kr. at bruge på en film/flere film/en TV serie/en computerting/noget helt 8. Hvad siger I? Hvilket produkt ville I have i tankerne, hvis I havde 5 mia. kr. (eller for den sags skyld 10 mia. kr., hvis de 5 mia. kr. liiiige var lidt for lidt til dække omkostningerne) som skulle bruges på bedst mulige måde?
onsdag den 16. november 2011
The Greatest Show on Earth - Indledning
De følgende indlæg omhandler forskellige aspekter af de tanker jeg har gjort mig om, hvorfor der aldrig er blevet lavet bedre film/TV-serier/computerspil/whatever end der faktisk er blevet lavet, og hvad man kunne kaste op som ideer og visioner for at lave en "mediebegivenhed" større end nogensinde.
Grundet mine manglende evner til at forstille mig det som endnu ikke er forestillet, så vil jeg typisk forfalde til at tale om film eller TV-serier, da det er to helt typiske måder at formidle store handlingesmættede visionelle oplevelser på. Men som sådan har jeg ingen problemer med at forstille mig, at det som ligger og roder som en ide sagtens kunne være internetfænomen, et computerspil eller noget helt andet.
Men for ikke hele tiden at skulle opliste alskens virkelige og hypotetiske medier som platform for ens ideer, så vil jeg helt typisk bare direkte eller indirekte formidle mine tanker som om det alene er en film eller en TV-serie, jeg har i tankerne. Men blot skal altså huskes på, at hvis læseren af disse indlæg har andre og langt mere visionære medier/platforme i tankerne, så er de apriori mindst ligeså vedkommende.
Baggrunden
Retrospektivt ligger arnestedet for mine tanker formentlig i TV-serien Twin Peaks. Når jeg siger retrospektivt, så er det fordi, at det er en analytisk eftertanke. Kronologisk er Twin Peaks konceptet først noget som har haft indvirken på tankerne i disse indlæg de seneste måneder.
Men som koncpetionelt aspekt, da er Twin Peaks en glimrende indledning.
Twin Peaks ramte USA i 1990 og Danmark i 1991.
Verden havde aldrig set en serie som Twin Peaks. Lynch havde tidlige produceret nogen ret underlige og skæve film. Men de var mest af alt kult-film.
Sådan bredt rammende, da var det Twin Peaks som slog Lynch fast som en interessant film/TV mager.
Hvad der gjorde Twin Peaks interessant var, at over, hvad der i grunden bare var en interessant who-did-it krimi serie, da fik han lagt et vildt lag af mytisk, overnaturlige emner, surrealitiske indslag og i det hele taget et absurd plot.
Nu er Twin Peaks ikke en af mine all time top serier. Dette fordi, at de sidste ca. 10 afsnit blev totalt underlige og hvor tingene simpelthen ikke gav mening. Indtil de sidste afsnit, da havde Lynch smidt 20 forskellige underlige bolde op i luften. Man havde i sæson 1 og halvvejs i sæson 2 været i åndeløs spænding over, hvordan han dog meningsfuldt skulle få samlet alle disse bolde og bare forundret og henrykt fulgt med i galskaben.
Men det viste sig, at Lynch kun greb nogen enkelte bolde, mens resten bare blev glemt og hoppede rundt alene uden forklaring.
Så Twin Peaks var et interessant forsøg....men det blev ikke rundet af på påkrævet vis og derfor kan serien ikke få de ultimative karakterer med på vejen.
Næste udviklingstrin på vejen er MOL. En gang for ca. 6 år siden postede et medlem et spørgsmål om Hitler var genial, gal eller bare heldig.
OK, 1914-1945 er nok en af de perioder jeg mest har læst om mit liv. Så meget om økonomi, politik, kultur osv. i denne periode har jeg i mit voksne liv altid følt mig draget til at forstå og læse stakkevis om. Herunder helt centralt, hvad der skete i Tyskland i perioden, hvordan nazismen kom til magten og hvad hulen der skete i landet i disse år.
En anden debatør på MOL var specialist i krigsførelsens historie - herunder i særdeleshed 2. verdenskrig - og han begyndte på en lang række af fantastiske indlæg der beskrev, hvor elendig en krigsfører Hitler var, og at selvom han hist og her lavede overraskende vellykkede strategier, så var det småting i forhold til de uendelige rækker af absurde og katastrofale strategier han generelt udstedte til sin hær.
Jeg syntes, at jeg måtte tage hansken op. Hvis han skrev så gode indlæg om Hitler som krigsfører, så måtte jeg skrive en lang række af indlæg om, hvordan det overhovedet kunne lade sig gøre, at en galning som Hitler overhovedet kunne komme til magten og i et af tidens mest uddannede og kulturelt dannede folkeslag kunne forføres af hans syge ideer og endog få sit folk til blindt at indlede historiens største krig og systematisk gennemføre holocaust.
Uden at skulle prale, så vil jeg selv mene, at rækken af tonstunge indlæg jeg lavede i den tråd, nok er det fornemmeste intellektuelle stykke arbejde jeg nogensinde har lavet, indregnet alt prof. arbejde og alt udarbejdet i stuediet.
Jeg er virkeligt super tilfreds med min fremlægning, der i alskens detaljer viste, hvor mange tilfældige ting Hitler ikke havde styr på tilfældigt gik hans vej, hvor anderledes folk tænkte dengang i forhold til nu, hvor meget propaganda - aldrig set i den målestok - påvirkede folk, hvor totalt fejlvurderende de senere allierede vurderede Hitlers planer, hvor meget 1. verdenskrig hav determineret udviklingen op til 2. verdenskrig, hvor stor betydning krakket i 1929 havde for udviklingen, hvor desperat nøden var i Tyskland i begyndelsen af 30'erne og de derfor ville lytte på enhver - nok så meget galning - der bare gav dem håb om et bedre liv.
Fair nok, men ligegyldigt hvor meget jeg skrev og hvor meget forsøgte at tydeliggøre det, så syntes jeg aldrig, at jeg helt kunne formidle, hvad der skete inde i hovederne på helt almindelige - civiliserede - tysker og som gjorde, at det kunne ske.
For os moderne mennesker som såvel har set konsekvenserne af nazi-tysklands gerninger og som i årtier har lært at forholde os kritisk til den uendelige mængde af informationer, misinformationer, propaganda og spin som prøver at få os lokket til at mene alskens ting, da er det nærmest umuligt at forestille os at blive tossede duelige nikkedukker til et groteskt nazi-regime. Vi kan simpelthen ikke sætte os ind, hvordan en gennemsnitlig tysker i 30'erne så verden, forstod verden, forholdt sig til den vilde propaganda og statlig organiseret terror som de var midt i.
Tråden er efterhånden 4 år gammel. Men ligesiden har jeg altid haft en ide, at man da må kunne lave en TV-serie om, hvad der skete i Tyskland 1929-39, så alle ville have en mere indfølende og indsigtsfuld viden om, hvordan den største katastrofe i menneskehedens civilisation kunne ske.
En sådan film eller TV-serie findes ikke. Her er årsagen:
En films styrke er dens historie. At samle trådene i en 1½-2-½ til et samlet hele er ikke så svært i en film, og en god film er stort set altid en god film, fordi historien er skarpt skåret og hænger sammen. Til gengæld er 1½-2½ timer ikke megen tid, hvis man skal nuancere og måske endog udvikle mange er personerne i filmen. Går det vildt for sig, så er der måske lagt en smule arbejde i at nuancere hovedpersonen og perifært 1-2 bipersoner. Men det så også det. Resten af personerne i en normal (god) film er personer uden dybde, nuancer og som selvfølgelig ingen udvikling oplever.
En TV-serie har det præcist modsat. Her er der masser plads, tid og scener til at lade stort set alle vigtige personer i serien få deres eget liv, udvikle sig, have flere facetter af deres person og visende dybde. Til gengæld er det en nærmest uoverskuelig proces at få 20-100 afsnit til at hænge overbevisende sammen og hvor alle afsnit er vigtige og interessante.
De snærende bånd grundet hensyn til dyr produktion af film/TV-serie kontra krav til nødvendig indtjening er endnu et perspektiv. Man må ikke ramme ved siden af sin målgruppe, så går man fallit. Og ramme sin målgruppe betyder, at målgruppen kan identificerer sig med hovedpersonerne i serien/filmen. Og her nytter det ikke noget, at ens helt pludselig viser at være en anti-helt og at skurken pludselig er helten. Som Weber ville sige det, å er der idealtype, som er udstukket for karakterne i handlingen overordnet set, som de må indpasse sig under.
Derfor forfalder næmest alle serier (og film) til at lade onde mennesker være onde og lade gode mennesker være gode.
Det nytter bare ingenting, hvis man vil lave en film om 30'ernes Tyskland......eller for den sags skyld, hvis man på nogen måde dramaturisk vil prøve at fortælle noget relevant om den virkelighed vi lever i.
Ikke bare er "ondskab" og "godhed" som koncepter typisk håbløst komplicerede at forstå. For skal gode og onde ting ikke altid placerers i kontekst? Og kan der ikke være nuancer......hvad hvis man gør noget godt for en anden, men det kun fordi man også selv derved opnår noget?
Nej, ikke kun det, verden er fuldt helt andre og langt mere interessante personer. Personer som f.eks. er "gode", men som gør onde ting....eller måske bare glemmer at gøre gode ting. Eller omvendt "onde" personer, men som bag ondskaben også viser sig at være normale menneske, der gør mange gode ting.
En meningsfuld serie om 30'ernes tyskere må derfor omhandle mange ting
- en top-nazist der gør mange onde ting, men måske også viser sig at have reddet sine jødiske naboer som han holder af
- den gode humanist der ikke har bollerne til at stå frem og tale nazisterne imod
- mennesker der i helt andre sammenhænge søger sine egne ambitioner, og for at muliggøre dette bruger systemet til deres fordel
- jøder der glemmer at råbe op med stemme bagved førend det er for sent
- den der kæmper den gode sag og bliver henrettet for det
- en der i starten går ind for ideerne, men som sidenhen kommer i tvivl og med de midler han har forsøger at rette op på uret
- forskeren der kæmper for sine seneste ideer og nyder godt af støtte fra partiet
- medløberen der hverken gør gode eller dårlige ting, men netop fordi han intet gør er dybt ansvarlig for forløbet
Vi skal følge den gode, der kæmper for det gode
Vi skal følge den onde, der dyrker det onde
Vi skal følge den gode, der bliver forført af det onde
Vi skal følge den onde, der trods pres og trusler alligevel også gør det gode
Denne serie ville jeg meget gerne lave.
Næste inspirationskilde er The Game (1997, med Michael Douglas). Filmen holder ikke i længden. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre. For mange ting som dem der planlægger bedraget bag handlingen er ude af deres hænder og kan ikke styres. Men ideen om at blive ført bag lyset for at opleve noget helt, det er fremragende.
Næstsidste vigtige inspiration er The Matrix. Underligt nok, så fik jeg set filmen meget sent. Og indtil jeg fik den set, så var der mange som sagde til mig "Jan, glæd dig til den røde eller blå pille...noget totalt overraskende vil ske".
Ganske rigtigt. Valget mellem den røde og den blå pille er en af filmhistoriens mest overbevisende scener. Selvfølgelig set før i andre forklædninger. Men ikke så overraskende og overbevisende som i The Matrix.
Sidste vigtige inspirationskilde er Battlestar Galactica og spinn off serien Caprica. Det er svært at sige, hvad man anser som den bedste TV-serie nogensinde. Der er mange om buddet og nogen er gode, hvor andre er svage, og omvendt udmærker nogen sig, hvor andre slet ikke har noget at sige.
Men for mig er Battlestar Galactica den bedste serie nogensinde. Selvom det er SF (Science Fiction) serie, så er SF slet ikke det som er pointen i serien. At de robotter som mennesket skaber 58 år før serien (som det forklares i Caprica) gør oprør og udrydder 12 de menneskeligt koloniserede verdener og hvor kun 50.000 overlever i en lille flåde og søger en ny verden, hvor de kan overleve er bare det ekstreme setup som skal klargøre fuldkommen nutidige menneskelige problemstilling: Terror, hvor langt rækker demokratiet kontra militærstaten, racisme, hvor langt rækker menneskerettigheder og har robotter det, har ytringsfriheden grænser, kan nogen ideer være så vigtige at de tilsidesætte andre vigtige ideer, hvad er et menneske, hvor stammer mennesket fra, findes der religion eller er verden gudeløs osv. osv.
Ingredienserne i Twin Peaks's underlige sammenblanding af en simpel who-did-it krimi med underlige syrede forklaringer, ideen om en serie der fortæller den begavede og nuancerede historie om Nazi-tysklands opstigen, The Games gode ide til at føre en person bag lyset for blot at gøre personen klogere, The Matrixs dejlige røde og blå pille og en - langt hen af vejen - men gennemført stor fortælling om mennesket og vores skæbne i Battlestar Galactica er - som året er gået - blevet mere og mere sammenblandet til en samlet vision.
Denne vision kan deles i tre
- Ideen om, hvor stort et projekt vi overhovedet kan tillade os at tro på som muligt
- Ideen om, hvordan man - hypotetisk - kunne frembringe noget som er klasser over (i film eller TV) hvad vi nogensinde har set
- Et konkret bud på et plot som kunne være en blandt mange bud på et plot som netop passer til et sådant voldsomt projet
De vil følge tre indlæg om hvert elementer efter dette indlæg.
Grundet mine manglende evner til at forstille mig det som endnu ikke er forestillet, så vil jeg typisk forfalde til at tale om film eller TV-serier, da det er to helt typiske måder at formidle store handlingesmættede visionelle oplevelser på. Men som sådan har jeg ingen problemer med at forstille mig, at det som ligger og roder som en ide sagtens kunne være internetfænomen, et computerspil eller noget helt andet.
Men for ikke hele tiden at skulle opliste alskens virkelige og hypotetiske medier som platform for ens ideer, så vil jeg helt typisk bare direkte eller indirekte formidle mine tanker som om det alene er en film eller en TV-serie, jeg har i tankerne. Men blot skal altså huskes på, at hvis læseren af disse indlæg har andre og langt mere visionære medier/platforme i tankerne, så er de apriori mindst ligeså vedkommende.
Baggrunden
Retrospektivt ligger arnestedet for mine tanker formentlig i TV-serien Twin Peaks. Når jeg siger retrospektivt, så er det fordi, at det er en analytisk eftertanke. Kronologisk er Twin Peaks konceptet først noget som har haft indvirken på tankerne i disse indlæg de seneste måneder.
Men som koncpetionelt aspekt, da er Twin Peaks en glimrende indledning.
Twin Peaks ramte USA i 1990 og Danmark i 1991.
Verden havde aldrig set en serie som Twin Peaks. Lynch havde tidlige produceret nogen ret underlige og skæve film. Men de var mest af alt kult-film.
Sådan bredt rammende, da var det Twin Peaks som slog Lynch fast som en interessant film/TV mager.
Hvad der gjorde Twin Peaks interessant var, at over, hvad der i grunden bare var en interessant who-did-it krimi serie, da fik han lagt et vildt lag af mytisk, overnaturlige emner, surrealitiske indslag og i det hele taget et absurd plot.
Nu er Twin Peaks ikke en af mine all time top serier. Dette fordi, at de sidste ca. 10 afsnit blev totalt underlige og hvor tingene simpelthen ikke gav mening. Indtil de sidste afsnit, da havde Lynch smidt 20 forskellige underlige bolde op i luften. Man havde i sæson 1 og halvvejs i sæson 2 været i åndeløs spænding over, hvordan han dog meningsfuldt skulle få samlet alle disse bolde og bare forundret og henrykt fulgt med i galskaben.
Men det viste sig, at Lynch kun greb nogen enkelte bolde, mens resten bare blev glemt og hoppede rundt alene uden forklaring.
Så Twin Peaks var et interessant forsøg....men det blev ikke rundet af på påkrævet vis og derfor kan serien ikke få de ultimative karakterer med på vejen.
Næste udviklingstrin på vejen er MOL. En gang for ca. 6 år siden postede et medlem et spørgsmål om Hitler var genial, gal eller bare heldig.
OK, 1914-1945 er nok en af de perioder jeg mest har læst om mit liv. Så meget om økonomi, politik, kultur osv. i denne periode har jeg i mit voksne liv altid følt mig draget til at forstå og læse stakkevis om. Herunder helt centralt, hvad der skete i Tyskland i perioden, hvordan nazismen kom til magten og hvad hulen der skete i landet i disse år.
En anden debatør på MOL var specialist i krigsførelsens historie - herunder i særdeleshed 2. verdenskrig - og han begyndte på en lang række af fantastiske indlæg der beskrev, hvor elendig en krigsfører Hitler var, og at selvom han hist og her lavede overraskende vellykkede strategier, så var det småting i forhold til de uendelige rækker af absurde og katastrofale strategier han generelt udstedte til sin hær.
Jeg syntes, at jeg måtte tage hansken op. Hvis han skrev så gode indlæg om Hitler som krigsfører, så måtte jeg skrive en lang række af indlæg om, hvordan det overhovedet kunne lade sig gøre, at en galning som Hitler overhovedet kunne komme til magten og i et af tidens mest uddannede og kulturelt dannede folkeslag kunne forføres af hans syge ideer og endog få sit folk til blindt at indlede historiens største krig og systematisk gennemføre holocaust.
Uden at skulle prale, så vil jeg selv mene, at rækken af tonstunge indlæg jeg lavede i den tråd, nok er det fornemmeste intellektuelle stykke arbejde jeg nogensinde har lavet, indregnet alt prof. arbejde og alt udarbejdet i stuediet.
Jeg er virkeligt super tilfreds med min fremlægning, der i alskens detaljer viste, hvor mange tilfældige ting Hitler ikke havde styr på tilfældigt gik hans vej, hvor anderledes folk tænkte dengang i forhold til nu, hvor meget propaganda - aldrig set i den målestok - påvirkede folk, hvor totalt fejlvurderende de senere allierede vurderede Hitlers planer, hvor meget 1. verdenskrig hav determineret udviklingen op til 2. verdenskrig, hvor stor betydning krakket i 1929 havde for udviklingen, hvor desperat nøden var i Tyskland i begyndelsen af 30'erne og de derfor ville lytte på enhver - nok så meget galning - der bare gav dem håb om et bedre liv.
Fair nok, men ligegyldigt hvor meget jeg skrev og hvor meget forsøgte at tydeliggøre det, så syntes jeg aldrig, at jeg helt kunne formidle, hvad der skete inde i hovederne på helt almindelige - civiliserede - tysker og som gjorde, at det kunne ske.
For os moderne mennesker som såvel har set konsekvenserne af nazi-tysklands gerninger og som i årtier har lært at forholde os kritisk til den uendelige mængde af informationer, misinformationer, propaganda og spin som prøver at få os lokket til at mene alskens ting, da er det nærmest umuligt at forestille os at blive tossede duelige nikkedukker til et groteskt nazi-regime. Vi kan simpelthen ikke sætte os ind, hvordan en gennemsnitlig tysker i 30'erne så verden, forstod verden, forholdt sig til den vilde propaganda og statlig organiseret terror som de var midt i.
Tråden er efterhånden 4 år gammel. Men ligesiden har jeg altid haft en ide, at man da må kunne lave en TV-serie om, hvad der skete i Tyskland 1929-39, så alle ville have en mere indfølende og indsigtsfuld viden om, hvordan den største katastrofe i menneskehedens civilisation kunne ske.
En sådan film eller TV-serie findes ikke. Her er årsagen:
En films styrke er dens historie. At samle trådene i en 1½-2-½ til et samlet hele er ikke så svært i en film, og en god film er stort set altid en god film, fordi historien er skarpt skåret og hænger sammen. Til gengæld er 1½-2½ timer ikke megen tid, hvis man skal nuancere og måske endog udvikle mange er personerne i filmen. Går det vildt for sig, så er der måske lagt en smule arbejde i at nuancere hovedpersonen og perifært 1-2 bipersoner. Men det så også det. Resten af personerne i en normal (god) film er personer uden dybde, nuancer og som selvfølgelig ingen udvikling oplever.
En TV-serie har det præcist modsat. Her er der masser plads, tid og scener til at lade stort set alle vigtige personer i serien få deres eget liv, udvikle sig, have flere facetter af deres person og visende dybde. Til gengæld er det en nærmest uoverskuelig proces at få 20-100 afsnit til at hænge overbevisende sammen og hvor alle afsnit er vigtige og interessante.
De snærende bånd grundet hensyn til dyr produktion af film/TV-serie kontra krav til nødvendig indtjening er endnu et perspektiv. Man må ikke ramme ved siden af sin målgruppe, så går man fallit. Og ramme sin målgruppe betyder, at målgruppen kan identificerer sig med hovedpersonerne i serien/filmen. Og her nytter det ikke noget, at ens helt pludselig viser at være en anti-helt og at skurken pludselig er helten. Som Weber ville sige det, å er der idealtype, som er udstukket for karakterne i handlingen overordnet set, som de må indpasse sig under.
Derfor forfalder næmest alle serier (og film) til at lade onde mennesker være onde og lade gode mennesker være gode.
Det nytter bare ingenting, hvis man vil lave en film om 30'ernes Tyskland......eller for den sags skyld, hvis man på nogen måde dramaturisk vil prøve at fortælle noget relevant om den virkelighed vi lever i.
Ikke bare er "ondskab" og "godhed" som koncepter typisk håbløst komplicerede at forstå. For skal gode og onde ting ikke altid placerers i kontekst? Og kan der ikke være nuancer......hvad hvis man gør noget godt for en anden, men det kun fordi man også selv derved opnår noget?
Nej, ikke kun det, verden er fuldt helt andre og langt mere interessante personer. Personer som f.eks. er "gode", men som gør onde ting....eller måske bare glemmer at gøre gode ting. Eller omvendt "onde" personer, men som bag ondskaben også viser sig at være normale menneske, der gør mange gode ting.
En meningsfuld serie om 30'ernes tyskere må derfor omhandle mange ting
- en top-nazist der gør mange onde ting, men måske også viser sig at have reddet sine jødiske naboer som han holder af
- den gode humanist der ikke har bollerne til at stå frem og tale nazisterne imod
- mennesker der i helt andre sammenhænge søger sine egne ambitioner, og for at muliggøre dette bruger systemet til deres fordel
- jøder der glemmer at råbe op med stemme bagved førend det er for sent
- den der kæmper den gode sag og bliver henrettet for det
- en der i starten går ind for ideerne, men som sidenhen kommer i tvivl og med de midler han har forsøger at rette op på uret
- forskeren der kæmper for sine seneste ideer og nyder godt af støtte fra partiet
- medløberen der hverken gør gode eller dårlige ting, men netop fordi han intet gør er dybt ansvarlig for forløbet
Vi skal følge den gode, der kæmper for det gode
Vi skal følge den onde, der dyrker det onde
Vi skal følge den gode, der bliver forført af det onde
Vi skal følge den onde, der trods pres og trusler alligevel også gør det gode
Denne serie ville jeg meget gerne lave.
Næste inspirationskilde er The Game (1997, med Michael Douglas). Filmen holder ikke i længden. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre. For mange ting som dem der planlægger bedraget bag handlingen er ude af deres hænder og kan ikke styres. Men ideen om at blive ført bag lyset for at opleve noget helt, det er fremragende.
Næstsidste vigtige inspiration er The Matrix. Underligt nok, så fik jeg set filmen meget sent. Og indtil jeg fik den set, så var der mange som sagde til mig "Jan, glæd dig til den røde eller blå pille...noget totalt overraskende vil ske".
Ganske rigtigt. Valget mellem den røde og den blå pille er en af filmhistoriens mest overbevisende scener. Selvfølgelig set før i andre forklædninger. Men ikke så overraskende og overbevisende som i The Matrix.
Sidste vigtige inspirationskilde er Battlestar Galactica og spinn off serien Caprica. Det er svært at sige, hvad man anser som den bedste TV-serie nogensinde. Der er mange om buddet og nogen er gode, hvor andre er svage, og omvendt udmærker nogen sig, hvor andre slet ikke har noget at sige.
Men for mig er Battlestar Galactica den bedste serie nogensinde. Selvom det er SF (Science Fiction) serie, så er SF slet ikke det som er pointen i serien. At de robotter som mennesket skaber 58 år før serien (som det forklares i Caprica) gør oprør og udrydder 12 de menneskeligt koloniserede verdener og hvor kun 50.000 overlever i en lille flåde og søger en ny verden, hvor de kan overleve er bare det ekstreme setup som skal klargøre fuldkommen nutidige menneskelige problemstilling: Terror, hvor langt rækker demokratiet kontra militærstaten, racisme, hvor langt rækker menneskerettigheder og har robotter det, har ytringsfriheden grænser, kan nogen ideer være så vigtige at de tilsidesætte andre vigtige ideer, hvad er et menneske, hvor stammer mennesket fra, findes der religion eller er verden gudeløs osv. osv.
Ingredienserne i Twin Peaks's underlige sammenblanding af en simpel who-did-it krimi med underlige syrede forklaringer, ideen om en serie der fortæller den begavede og nuancerede historie om Nazi-tysklands opstigen, The Games gode ide til at føre en person bag lyset for blot at gøre personen klogere, The Matrixs dejlige røde og blå pille og en - langt hen af vejen - men gennemført stor fortælling om mennesket og vores skæbne i Battlestar Galactica er - som året er gået - blevet mere og mere sammenblandet til en samlet vision.
Denne vision kan deles i tre
- Ideen om, hvor stort et projekt vi overhovedet kan tillade os at tro på som muligt
- Ideen om, hvordan man - hypotetisk - kunne frembringe noget som er klasser over (i film eller TV) hvad vi nogensinde har set
- Et konkret bud på et plot som kunne være en blandt mange bud på et plot som netop passer til et sådant voldsomt projet
De vil følge tre indlæg om hvert elementer efter dette indlæg.
En indledende kommentar til rækken af indlæg der følger herefter
Jeg er lidt ked af, at jeg har skrevet mere på min log.
Kristen oprettede denne log for mig, fordi hun - i det ½ år jeg havde kendt hende på det tidspunkt - syntes at jeg havde så mange spændende tanker i hovedet - og hele tiden ævlede løs om dem - at jeg burde få min blog. Dette også fordi hun havde fået forståelsen af at jeg havde lavet sindsygt mange - og typisk voldsomt omfangsrige - indlæg på MOL (MOL = Motion-Online.dk...typisk i off topic).
Men de seneste år har jeg kun skrevet en brækdel på MOL af hvad jeg gjorde 2001-07. Jeg havde en lang periode - 2001-2007 - hvor jeg virkeligt gik op i at debattere den verden der eksisterede/eksisterer. Med årene er jeg blevet lidt mindre brændende overfor det, og vel vidende hvor meget tid man bruger på at lave lange, begavede indlæg om alskens ting, så har jeg i lang tid ikke haft overskud til det.
Overskud delvist fordi at arbejdsmængden/-tiden brugt i Helsingør Kommune 2007-2010 var helt vild og tappede for intellektuelle indspark i fritiden og senest overskud fordi min verden det sidste år har været hæmmet af fyring fra arbejde og min mors død.
Ovenstående kunne lyde som en fin indledning til at sige, at jeg nu igen ville debattere meget på nettet. Det tror jeg nu ikke. Som det var engang - med debat online og IRL - det kommer nok ikke til at ske igen.
Men omvendt, så har jeg jo naturligvis gjort mig mange tanker det sidste år, selvfølgelig fordi jeg uretfærdigt blev afskediget ovenpå et monster stykke arbejde, hvor der i bjerget af udfærdiget materiale og udregninger havde sneget sig en misforståelse ind, som ingen opdagede førend det var kritisk. Og naturligvis også fordi, at min mor døde midt i det hele, og at ens verden, når en af ens forældre dør, bliver totalt dekonstruktureret.
De indlæg som følger her er slet ikke "den store historie om alle tanker jeg har gjort mig det seneste år". Haha. Det er derimod bare en tilbagevendende ting jeg igen og igen har gjort mig tanker om det seneste år.
Garanteret totalt nyttesløst. Men alle mennesker har vel et krunstnerisk udtryk de gerne ville formidle til verden, hvis de bare havde evnerne og mulighederne. De følgende indlæg omhandler tanker om det kunstneriske udtryk jeg gerne ville være en del af, hvis jeg fik chancen.
Eftersom jeg ikke har den fjerneste ide om, hvordan det skal blive realiseret, så kan jeg jo ganske harmløst bare fortælle om tankerne her på en blog, eftersom de næppe nogensinde bliver til noget.
Kristen oprettede denne log for mig, fordi hun - i det ½ år jeg havde kendt hende på det tidspunkt - syntes at jeg havde så mange spændende tanker i hovedet - og hele tiden ævlede løs om dem - at jeg burde få min blog. Dette også fordi hun havde fået forståelsen af at jeg havde lavet sindsygt mange - og typisk voldsomt omfangsrige - indlæg på MOL (MOL = Motion-Online.dk...typisk i off topic).
Men de seneste år har jeg kun skrevet en brækdel på MOL af hvad jeg gjorde 2001-07. Jeg havde en lang periode - 2001-2007 - hvor jeg virkeligt gik op i at debattere den verden der eksisterede/eksisterer. Med årene er jeg blevet lidt mindre brændende overfor det, og vel vidende hvor meget tid man bruger på at lave lange, begavede indlæg om alskens ting, så har jeg i lang tid ikke haft overskud til det.
Overskud delvist fordi at arbejdsmængden/-tiden brugt i Helsingør Kommune 2007-2010 var helt vild og tappede for intellektuelle indspark i fritiden og senest overskud fordi min verden det sidste år har været hæmmet af fyring fra arbejde og min mors død.
Ovenstående kunne lyde som en fin indledning til at sige, at jeg nu igen ville debattere meget på nettet. Det tror jeg nu ikke. Som det var engang - med debat online og IRL - det kommer nok ikke til at ske igen.
Men omvendt, så har jeg jo naturligvis gjort mig mange tanker det sidste år, selvfølgelig fordi jeg uretfærdigt blev afskediget ovenpå et monster stykke arbejde, hvor der i bjerget af udfærdiget materiale og udregninger havde sneget sig en misforståelse ind, som ingen opdagede førend det var kritisk. Og naturligvis også fordi, at min mor døde midt i det hele, og at ens verden, når en af ens forældre dør, bliver totalt dekonstruktureret.
De indlæg som følger her er slet ikke "den store historie om alle tanker jeg har gjort mig det seneste år". Haha. Det er derimod bare en tilbagevendende ting jeg igen og igen har gjort mig tanker om det seneste år.
Garanteret totalt nyttesløst. Men alle mennesker har vel et krunstnerisk udtryk de gerne ville formidle til verden, hvis de bare havde evnerne og mulighederne. De følgende indlæg omhandler tanker om det kunstneriske udtryk jeg gerne ville være en del af, hvis jeg fik chancen.
Eftersom jeg ikke har den fjerneste ide om, hvordan det skal blive realiseret, så kan jeg jo ganske harmløst bare fortælle om tankerne her på en blog, eftersom de næppe nogensinde bliver til noget.
Abonner på:
Opslag (Atom)