Nedenstående er IKKE et seriøst bud på, hvad det bedste plot til The Greatest Show on Earth kunne være. Jeg håber ved gud, at der kan fremskaffes 63 bedre bud på et plot end det nedenstående.
Men for sjovs skyld, og fordi jeg faktisk finder de omtalte emner, problemstillinger, handlinger super interessante, så kunne jeg godt tænke mig en serie, der omhandlede noget ala det.
Alle generationer synes vel, at deres egen generation og tid er den mest interessante at beskæftige sig med. Derfor handler mit plot (eller rettere emneområder) sig om det nutidige menneske. Godt nok tror jeg, at den udspiller sig omkring 2020-25. Men det er kun fordi nogen vigtige "effekter" som skal gøre os klogere på os selv, formentlig først er på plads om +10 år. Jeg anser dog den lille forskydning i tid (grundet krav til teknologi) som værende ubetydelig i forhold til hovedemnet som udspiller sig her og nu....mennesket, menneskets eksistens, vores samfund, vores rettigheder, vores "skæbne", vores moralske ståsted, religion, terror, findes der en gud, hvad skal man tro på, hvad kan man stole på i en verden der konstant forandrer sig, ytringsfrihed, demokrati, moralsk forfald, snerpethed, syn på sex og seksualitet(er), kærlighedsopfattelse og -valg. Og meget mere.
Først vil jeg fortælle om et gimmik. Derefter prøve at afdække, hvad dette gimmik dækker over.
Gimmik drejer sig om de første afnit. Måske er vi helt henne ved 10. afsnit, måske lidt før. Hvad der er vigtigt, det er at seere på dette tidspunkt har fundet sig til rette i serien. Der kører allerede et fedt og vedkommende plot og det er en interessant historie der udspiller sig for vores mange hovedpersoner. Alle seere identificerer sig altid med en eller flere af karakterene i en serie. Ellers er en serie simpelthen mislykket. Hvis folk ikke kan identificerer sig med de problemstillinger, følelser og udfordringer bare nogen af hovedpersonerne har, så er serien intetsigende. Dette gælder for al "kunst". "Kunst" (bemærk anførlsestegnene) der ikke rækker ud over skaberenes egne øjne og ikke siger nogen andre noget er værdiløs kunst.
Så det gælder også her. Seerene har altså fundet deres skurke og helte.
Men der er noget underligt på spil. Det er meget subtilt. Det er mere en uudtalt følelse end det er noget man kan sætte ord på. Men der er et eller andet, som er foruroligende. Der er altså scener som virker en lille smule forkert. Vores "helte" gør nogen gange nogen ting, som er lidt foruroligende. Ville en helt vi følger over mange sæsoner virkeligt gøre noget sådan...det virker ikke helt fint.
Hvad publikum ikke ved, det er at 3/4 af handlingen er en selvstændig historie, og hvad der sker i 1/4 af handlingen det er anden selvstændig historie. På overfladen da er det samme personer og handlinger der sker i begge dele og det virker som om det er én sammenhængende historie.
I 10. afsnit (eller deromkring) efter at folks "foruroligende" stemning er vokset sig fyldig, så klarlægges viser det sig, at 1/4-delen er virtual reality og 3/4-delen er virkelighed.
Når vi snigende-sig-langsomt-ind-på-os er blevet foruroliget, så er det fordi vores "helte" også lever et virtuelt liv i virtual reality.....et sted, hvor de opfører sig, som de aldrig ville opføre sig i den virkelige verden.
Serien kommer til at handle meget om "moral" og "etik", specielt i en verden, hvor vi meget snart kan lave kunstig intelligens, kunstige mennesker og intelligente robotter. OK, måske er vi 20 år ude i fremtiden. Men i det store perspektiv, så er det "snart". Og når grænserne for den verden vi kender nu (verden er givet udefra) hurtigt udviskes og overskrives af en anden verden (en verden mennesket egenhændigt har skabt), så bliver masser nutidens probemstillinger, moraler, etikker og livsanskuelser sat langt mere på spidsen og vedkommende.
Men det er langt bedre at lade folk føle noget end bare at fortælle dem det. Det kræver selvfølgelig en langt bedre scriptforfatter end mig og en langt mere visionær instruktør for at det skal kunne lykkes. Men jeg er sikker på det kan gøres genialt. Altså, at folk selv skal føle, at: "Hov, der havde jeg vist nogen moralske problemer fordi jeg relaterer det til den virkelige verden, men gælder nu også, hvis virkeligheden er skruet anderledes sammen end jeg troede?"
Ved at folk selv føler (selv oplever denne erkendelse) det, så er det langt stærkere end hvis man viste/fortalte dem det.
Eftersom virtual reality er en vigtig, vigtig detalje i hele historien, er det smart at lave dette gimmik.
For hvad skal serien handle om?
Nutiden. Men selvfølgelig med et vist perspektiv.
Nutiden er det oplyste, videnstunge, dokumenterede, analyserede, rige, ressourcestærke, frihedsfyldte, sikre, sunde (ala medicin og hospitaler) samfund mennesket nogensinde har oplevet. Og dog ser det ud til at vi bliver mere og mere forvirrede og lever vores liv mere og mere overfladiske/uinteressante. Og af verdens 7 mia. mennesker der ved til min gru at over 9 ud af 10 meget eller endnu mere bygger deres liv på religiøse ideer. Ikke bare er verdens sekulariserede liv meget forvirret og svært at forholde sig til. Nej ved gud (ganske ironisk valg af ord), 9 ud af 10 levende mennesker tror på overnaturlige sammenhænge og årsager, der absolut intet belæg er for.
Til at hjælpe os med at forstå vores nutidige problemer hiver jeg så f.eks. kunstig intelligens, virtual reality og kunstigt skabte mennesker op af hatten.
Lad mig tage et eksempel.
En mand slår hans kæreste. De fleste normale mennesker på kloden kan blive enige om, at det er no-go og helt uacceptabelt.
Fair.
Men så lad os tage første step.
Hvad hvis nu kæresten var et kunstigt menneske? I mindste detalje og celle identisk med et "normalt menneske". Men frembragt på et laboratorium uden nogensinde at have set en sædceller eller et æg? Skal dette kunstige opfattes på samme måde som et rigtigt menneske?
De fleste ville nok komme til konklusionen, at et sådant perfekt kopiet mennesker var til stede, så skulle det også opfattes som et normalt menneske.
Fair.
Men lad os så sige, at det er en robot der står overfor os. Den er udstyret med kunstig intelligens der er fuldkommen uadskillig fra mennesket. Og robotten er lavet, så den i mindste ligner et rigtigt menneske, føler som et rigtigt menneske, opfører sig som et rigtigt menneske. Men hvis du kapper armen af, så vil det være nemt at se, at robotten ikke er lavet at organisk materiale, men derimod består af plastformer og kulfiber.
Er det ok at slå denne robot?
Mange vil sikkert komme frem til, at selvom det er en robot, så er det ikke okay at slå den, hvis den føler og tænker præcist som et menneske.
Fair.
Men producenten af robotten har indset dette. Så den version vi har nu er identisk med den ovenfor. Men lille detalje. Den føler ikke smerte.
Er det ok nu at slå den? Nogen vil sikkert sige, at nu er det ok, for nu gør det ikke ondt. Jajo, men er det at slå bare et spørgsmål om smerte? Er det ikke også et spørgsmål om, selve konceptet at krænke et andet menneske....smerte eller ej? Hvorfor gælder dette koncept ikke en robot? Hvis det gælder, hvorfor så?
Nå, men hvad nu hvis vi skifter til virtual reality? Vi laver en verden i virtual reality, hvor det for alle derinde (og for den sags skyld en "virkelig person", der dykker ind i VR) simpelthen ikke har en chance for at gennemskue, at de ikke er rigtige mennesker.
Så en virtuel mand slår sin virtuelle kæreste. Kæresten føler og oplever præcist det samme som et virkeligt menneske.
Er det okay at slå i dette tilfælde? Det begynder at bliver kompliceret, ikke? Disse personer er ikke ægte. De findes ikke. De er 0'er og 1'er inde i en computer. En kompliceret og smart kombination af 0'er og 1'er....men dog ikke andet. Men de føler og tror de er mennesker.
Hvad skal vi sige til det?
OK, men den smarte konstruktør af VR ovenfor tager ikke chancer. Så hans nye VR er identisk. Blot er der den lille detalje, at ingen i VR kan føle smerte. Er det nu okay?
Som vi kan se, så begynder tingene at blive kompliceret, når mennesker begynder at skabe verden. Ikke at jeg på nogen måde er imod det. Slet ikke. Blot, at det vitterligt bliver kompliceret. Og jo mere kompliceret det bliver, jo mere fortæller det noget om "os selv". Vi kan langt bedre sætte vores nuværende verden i kontekst, hvis den sættes overfor en verden der er langt mere kompliceret.
Man kan spørge om, hvor det gode plot bliver af? Plottet skal vi ikke være en lang række af ovenstående eksempler. Naturligvis ikke. Jeg har bare ikke plot-mæssige og instruktør-mæssige evner til at skabe den store sammenhængende historie om ovenstående.
Det er blot skrevet for at give en ide om, hvad det er vi skal få seeren sovset ind i.
Vi kunne tage et andet eksempel. En ny meget dogmatisk fraktion af Islam, der mener at Koranen skal læses på en helt ny, men dog dogmatisk måde, viser sig at have stor gennemslagskraft. Flere og flere støtter op om den. Men det viser sig i plottet, at denne fraktion bygger på en kunstig intelligens fortolkning af Koranen i VR. Det er en illusion. Det er hverken gud eller en skriftklog som har skabt ideerne den nye fraktion bygger på. Hvilken reel betydning ville dette have for mennesker som mener, at deres tro er skriftkloges vise udlægning af en dogmatisk tilgang til Koranen? Ville Allah mon have meninger om, hvorvidt hans profeter kunne være menneskeskabte kunstige intelligenser placeret i virtuel virkelighed, der fysisk slet ikke findes?
Men det er vigitgt at forstå, at brugen af fremtidige teknologier i serien helt overvejende er af karakteren "middel" (til at fortælle historien) og kun mindre selve målet.
For hovedpointen i historien skulle klart være, at spidde det moderne samfunds underlige forvirring og underlige valg af at formidle dets frihed, ressourcer og liv.
torsdag den 17. november 2011
The Greatest Show on Earth - Min vision til hvordan et +5 mia. kr. finansieringsgrundlag kunne bruges fornuftigt
I dette indlæg - og det følgende indlæg - er jeg alene fokuseret på en TV-serie. Som jeg påpeget flere gange, så skyldes denne fokusering alene, at jeg simpelthen ikke har visionerne på andre platforme til at komme med forslag indenfor sådanne platforme. Men igen....hvis nogen har tanker på andre platforme, så tilpas bare dine ideer/visioner til de nedenfor udtænkte ideer for en TV-serie.
Det er faktisk ret svært at finde ud af, hvad en TV-serie koster at lave. Jeg har søgt meget på det på nettet. Men for det første så er det åbenbart noget man ikke generelt analyserer meget derude (modsat film, hvor meget præcise angivelser af samlede udgifter typisk fuldt tilgængelige), og omvendt så er finansieringsstrukturen simpelthen anderledes for et TV-serie. Rigtigt mange af udgifterne sikres via af TV-selskaber på forhånd stiller et budget på benene og hvor kun en lille del af de samlede udgifter så at sige er sat på højkant af produktionsselskabet. Via krav til produktionen (kommer vi ind på senere) og en ret god ide om, hvad målgruppen er for ens serier, så har TV-selskabet også en ret god ide om, hvor meget de kan tjene ind på serien via specielt reklamer.
Men sådanne aftaler mellem produktionsenhed og TV-selskab er typisk ret lukkede og noget man ikke kan finde præcise data for. Specielt fordi kontrakten indeholder masser af betingelser (f.eks. hvor godt modtages pilotafsnittet, hvor gode er Nielsens-ratings på de først afsnit, tror vi serien må afsluttes efter en sæson eller skal den fortsætte mange sæsoner osv), og hvor disse betingelser bestemmer hvor mange penge TV-selskabet(/selskaberne) er villige til at sprøjte i projektet.
Men skal man følge de data som faktisk kan fremskaffes, så koster en TV-serie helt typisk pr. afsnit mellem 0,5 og 2 mio. $ at lave pr. afsnit.
Et eksempel på, hvordan sådanne ca. 2 mio. $ kan fordeles kan illustreres via to meget populære serier på Sci-Fi Channel på deres to topserier i 00'erne....hhv. Battlestar Galactica og Stargate (SG 1).
Budgettet pr. afsnit på BG er ca. 1,5 mio. $ og 1,7 mio. $ for SG. Men budgettet blev brugt meget forskelligt. I BG kræves megen computeranimering (hvilket koster kassen), mens at udgifterne til den "normale" produktion er holdt noget nede. Omvendt med SG. Her krævedes betydeligt mindre computeranimation, men til gengæld blev der brugt mange penge på location shoots og dyre kulisser.
OK, for mig er visonen en serie af 4*13 afsnit (sådan ca.).
Hurtig hovedregning giver således et standardbudget i omegnen af 100 mio. $. Hertil skal lægges initiale opstartsomkostninger, der vel ca. løber op i en 50 mio. $ (herunder aflønning af tilbagevendende skuespillere i serien).
Rundt regnet koster en god serie på ca. 50 afsnit således ca. 1 mia. kr. at lave.
Men som sagt ovenfor, så leger jeg hypotetisk med et budget på 5. mia. kr.
Dette indlæg er en spekulation over/ideer til/visioner for, hvad i al verden vi skal bruge fem gange så mange ressourcer til (og tro mig, den skal vi nok få brugt i en fart).
Jeg vil begynde i filmens verden. Udover at det en god indledning til at anskueliggøre nogen pointer, så ved de fleste, at jeg også bare godt kan lide at fortælle løst ud af en tangent og så langt senere ramme tilbage på sporet. Filmproduktionens historie (et uddrag herfra) er således både interessant og en sjov tangent at opliste.
USA blev filmlandet nr. 1. Efter en lidt rystende start op til 1920'erne, så blev filmproduktion voldsomt succesfuld i USA fra 20'erne til 60'erne.
Produktionsmåden dengang var, at et filmselskab så at sige havde alt "in house". Filmselskabet finansierede projektet, havde instruktørene in house, havde fastansatte skuespillere, havde sine egne lokations osv. osv. Intet andet land kunne matche størrelsen af filmproduktion i USA. Tiden er fuldt med "storfilm".....Ben Hur, Cleopatra osv. Stort opsatte film, der var i format så stort at publikum ikke kunne få nok og disse store satsninger altid gav overskud.
Samtidigt opererede Hollywood under nogen fælles (strenge) moralske regler for, hvad der var acceptabelt at vise i film. Hvad var sømmeligt? Hvor meget vold måtte der være? Var filmen samfundsnedbrydelig? Osv. osv.
I 60'erne oplever Hollywood en betydelig nedgang. Det er specielt Europa som presser dem i nakken...specielt fransk film. Europæernes film er mere "kunstneriske", mere udfordrende, mere "realistiske", der er mere nøgenhed, der er mere vold, plots er langt mere udspekulerede og interessante.
Hollywoods svar på dette er The New Hollywood. Ikke noget de frivilligt gik med til. Men eftersom de (instruktører) der fulgte helt nye ideer havde succes med deres projekter, så gik Hollywood med til det.
Det blev i høj grad sparket igang, at den uafhængige institution MPAA (grundet alskens retssager) nu indsatte nogen helt nye ratingssystemer for film, og hvis producenterne bare oplyste om deres rating (hvor meget vold, sex osv. var der i filmen), så var der meget vidde rammer for hvad der kun produceres.
Hollywoods eget oldnordiske, kyske, samfundsbevarende, romatiske regler blev dermed overskrevet.
Det gav en kunstnerisk frihed i Hollywood som aldrig før. Og tilfældet vil, at netop i 70'erne der dukker der nogen af historiens bedste instruktører op: Spielberg, Coppola, Lucas, Scorsese, Polanski bare for at nævne de vigtigste.
Deres første "små" og kunstneriske spændende film blev så godt modtaget, at deres krav til filmproducenterne ikke kunne overhøres. Deres krav var simpelt. Giv os et stort budget. Når I har givet os pengene, så har I intet at skulle have sagt mere. Vi (instruktøren) har så fuld råderum over alle penge og bruger dem præcist som vi ønsker og x antal måneder senere afleverer vi så det færdige produkt som I så kan sende ud i verdens biografer. Dette var The New Hollywood. Uindskrænket magt til instruktøren.
Det gik rigtigt godt. Det ene mesterværk efter det andet blev sprøjtet ud i Hollywood i 70'erne.
Men det kunne naturligvis ikke gå godt. For hvad gør man, når filmproducenten har sprøjtet 200 mio. kr. (i datidens penge) ud på en film og den så flopper for vildt og kun tjener 100 mio. kr. ind? Filmproducenterne kræver selvfølgelig indflydelse for de penge de stiller til rådighed.
Specielt filmen Heaven's Gate (1980) anses som filmen der endeligt tog livet af The New Hollywood. Michael Cimino havde haft voldsom succes med Deer Hunter. Hans næste film skulle være et episk mesterværk om USA i slutningen af 1800-tallet. Derfor fik han et uhørt stort budget på ca. 300 mio. kr. at lege med. Men filmen blev et flop uden lige, da den kun tjente ca. 20 mio. kr. ind.
Ligesiden har filmproducenterne krævet voldsom indflydelse på de film de producerer og omvendt har nærmest alle instruktører herefter været betydeligt hæmmet i deres kunstneriske visioner.
Nu om dage skal målgrupper opstilles. Merchandise medtages som vigtige. Krav til at populære skuespillere skal have vigtige roller (selvom de måske ikke er de rigtige til at spille rollen). Betydelige indrømmelser overfor om scener, temaer og handlinger er tilstrækkeligt lidt provokerende til ikke at skræmme målgruppen. Osv. osv.
Moderne (stor)film skal kort sagt ramme plet. Bruges 1,5 mia. kr. på en film så skal den død og pine mig også tjene mindst 1,5 mia. kr. ind igen.
Det er ikke svært at indse, at hensynet til og underkastelsen overfor de folk som finansierer en projekt typisk vil ligge alvorlige hæmninger for ens kunstneriske visioner.
TV-serier er nærmest endnu mere hæmmede. For det første er regler, ratings og "censur" for TV der skal vises i prime time mange steder på jorden meget, meget snærende. For det andet, så er det endnu vigtigere at TV-selskabet rammer rigtigt. Serien skal fylde et bestemt slot i deres sendeplan (som budgettet er lagt ud fra), og så går det ikke at adskillige ugers prime times slots er fyldt med en serie som skræmmer seerne væk....for så mister TV-selskabet mange, mange reklameindtægter.
Derfor er mange "internationale" serier (specielt amerikanske) generelt en tynd affære. Selvfølgelig flot produceret, dygtigt skrevne plots, meget professionelt lavet osv., men de er bare ret harmløse, da de skal ramme deres standardseer og omvendt ikke skræmme for mange væk.
Som vi ser, så er det næsten umuligt at lave et stort anlagt nu om dage. Enten må man gå ned i gear og lave små uafhængige film (/serier), eller, hvis man vil holde et stort gear, så vil ens kunstneriske ideer blive stærkt hæmmet.
Svaret er naturligvis en pengemand der er ligeglad om økonomien hænger sammen. Så længe at produktet er det mest interessante, mest vedkommende, har største kunstneriske indhold, indeholder hidtil usete visioner, hænger sammen fra ende til anden, giver seeren en unik oplevelse, så har han ingen problemer og betaler gerne.
En lillebitte anekdote er vel Matador. Med rette vel anset i Danmark som den bedste serie i DK nogensinde. En serie der på mange måder emmer af kvaliteter, som jeg meget gerne så efterlevet i min vision. Men serien var IKKE nogen succes første sæson. Med nutidens pengeøjne, da er det slet ikke sikkert, at Matador ville havde været produceret i mere end 1 sæson i 6 afsnit.
Men DR var som bekendt licensfinansieret og kiggede ikke 5 sekunder om måneden på seertal. Så de fortsatte bare. Resultatet af dette kender vi.
Så når vi nu er fuldkommen ligeglade med seertal, med TV-selskabers krav, med alskens underlige regler for at kunne blive sendt i prime time, med om pengene nu rækker, hvordan skal man så lave den ultimative serie.
Som fortalt i et tidligere indlæg, så er TV-seriens hovedfjende nummer et, at en historie fortalt over 20-100 afsnit simpelthen er svær at få hænge sammen handlingsmæssigt. I hvert fald hvis kravet er, at alle afsnit skal levere et selvstændigt og betydeligt bidrag i den samlede historie.
Der er i hvert fald tre måder en typisk serie udvikler sig på.
Et eksempel kunne være Beverly Hills. Her er rammerne ret uskyldige (man følger nogen unge mennesker fra gymnasium til universitet) og en overordnet handling er meget løs. I disse serier er det typisk små temaer over få afsnit og konkrete "korte afsluttede historier" i de enkelte afsnit, der udgør "handlingen". Der er masser af tid til at fortælle om hovedpersonernes liv, fortid, person, karakter osv. Og man kan udsætte dem for alskens af hverdagen problemer. Kelly kan blive medlem af en kult, Brandon kan få et narkoproblem, Donna kan blive uøsnket gravid osv. osv. Denne type handling er slet ikke i spil i min verden.
Som eksempel på de to andre handlingsforløb kan nævnes BG. Eftersom jeg er stor fan af serien, så ved jeg meget om den...herunder hvordan den rent faktisk udviklede sig.
Den var IKKE skrevet med et plot, hvor man begyndte i først afsnit og sluttede med en planlagt afslutning 4 sæsoner senere.
I stedet var den ene måde at gøre det på, at det som var i fokus var afslutningen i den aktuelle sæson. Hvad der skete i næste sæson var nærmest ikke dagsordenen. Derimod gik arbejdet med at finde nogen pejlepunkter over sæsonen for at kunne ramme det sidste afsnit så "uhakket" som muligt.
Men det gjorde at stakkevis af afsnit indenfor den enkelte sæson var helt blanke når man begyndte sæsonen. I stedet så holdt man fokus på at handlingen overordnet skulle ramme pejlepunkterne nogenlunde, men at handlingen i de næste få afsnit specifikt alene blev bestemt ud fra, hvad der så til dramaturisk at virke. Eftersom seriens interesse var menneskets plads i eksistensen (og ikke Sci-Fi action som sådan), så var omdrejningspunktet for serien mennesker, deres udvikling, problemer, udfordringer osv. Så det var udviklingen i karakterene som bestemte mikrohandlingen (det aktuelle afsnit/de næste få afsnit), og hvor så mikrohandlingen bare nogenlunde skulle ramme den overordnede lidt svævende makrohandling, bestemt af 50.000 mennesker i en lille flåde der er på flugt fra de Cylons (kunstig livsform) som var efter dem.
Det er ekstremt sjældent (nu er jeg jo langt fra altvidende om alle mulige serier, så der kan være enkelte eksempler på det modsatte) at en serie faktisk har en fastlagt overordnet handling/historie der gå fra første til sidste afsnit og som gennemsyder alle de enkelte afsnit.
Som jeg ser det, så har ovenstående metoder nogen fordele. Men den væsentligste grund til, at man ikke ser det i en stort anlagt serie er - efter min analyse - mangel på penge.
Men lad mig først klarlægge hvad fordelene er ved at gå frem uden at det enkelte afsnit præcist er defineret i en større omfattende handling. Fordelene er "finde nerven" og "hvad virker".
"Hvad virker" er vigtig. Hvad der ser genialt ud i scriptet og alle siger, yes det er vejen, kan hurtigt vise sig ikke at virke i den konkrete filmatisering. Det så rigtigt ud inden, men bagefter var det knap så godt. Det er derfor ekstremt vigtig i længere serie at man kan improviserer. En bihandling der hurtigt skulle fades ud viser sig at være ekstremt spændende, og den skal nu udvikles de kommende afsnit. At have en skarp historie at skulle forholde sig til, det gør improviseringen sværere.
"Finde nerven" er meget som ovenfor. Man synes at nerven i de ti første afsnit burde omhandle emnet A. Men A finder aldrig helt nerven som historien spændende og vedkommende. Til gengæld er der nerve i emnet i B. Så Bs nerve bliver nu vigtig at udbygge.
Det siger selv, at ovenstående er helt essentielt. Men det burde ikke forhindre at man stadig har en plot som hænger sammen.
Tre ting - i min version med 5 mia. kr. at lege med - skal sikre at vi faktisk får en historie der kan følges gennem hele serien.
Den første er simpel. Vi skal finde det bedste plot ever! Verdens bedste script forfattere betales rundhåndet for at komme op med det bedste plot ever. De betales på forhånd, så de kan prioritere dette arbejde højt, og den vindende forfatter betales selvfølgelig også rundhåndet, når hans udvælges som det bedste.
Et større udvalg af kvalificerede personer (såvel eksperter, instruktører, andre forfattere som almindelige mennesker) udvælger de fem bedste scripts.
Vi har været rundhåndet, men det er småpenge vi har brugt. Nu skal vi til gengæld til at bruge penge. Dette er næste punkt for at sikre at skidtet hænger sammen.
Vi skal simpelthen lave meget professionelle pilotafsnit på 2 * 1½ time til hvert af scripts'ne. Efter hård kamp på argumenter, evner, visioner og andres bifald eller det modsatte skal hvert scrips nu gives til sin egen instruktør.
Hver instruktør har sin tone, sin vision, sin musik, sin scenografi, sit udvalgte cast osv. og laver sit bedste bud på hans pilotafsnit.
Igen sammensættes et panel af eksperter og almindelige mennesker der udvælger, hvilken instruktør, der har fået skabt det bedste af sit script og sin fortolkning. Sådanne pilotafsnit løber hurtigt op i en 100 mio. kr. med vores ambitioner. Så vi bruger hurtigt 0,5 mia. kr. på denne indledende manøvre.
Vi har nu fundet det vi synes er rigtigt spændende.
Så skal vi til endnu en runde.
Dette script (vi allerede nu virker meget lovende med den oprindelige instruktør) gives nu til 4 andre instruktører (igen - som ovenfor - nøje udvalgt), så de kan give deres bud, på hvordan de ville fortolke scriptet i henhold til deres vision. Vi fyrer næste endnu en ½ mia. kr. af på dette trin.
Nu finder vi det endelige script. Vi kan lide scriptet for hele serien og vi har også fundet stil.
Allerede nu er jeg ret sikker på, at serien vil holde et giga niveau. Alle udvælgesene og alle de tanker, debatter, ideudvekslinger, sparring der er udført af klodens fremmeste folk indenfor området gør, at vi har et materiale der er klasser over noget andet i kvalitet, gennemarbejdet, efterprøvet osv. Så det er lige før, at serien nu kører perfekt derudaf.
Men vi har den tredje - og meget vigtige - sidste detalje med. Vi har simpelthen en helt skov af scriptforfattere siddende konstant klar og konstant skrivende. Og vi har et super team af side-instruktører, specialeffektsfolk, psykologer, sociologer osv. klar som konstant er klar med at komme med produkter til hovedteamet (dem vi ovenfor valgte), så de hele tiden har alternativer, sidehandlinger, omskrivninger af dialoger, analyser af alskens forhold (videnskabelige, scenografiske, brugerundersøgelser, panelundøgelser osv) klar, så hovedteamet bare kan koncentrerer sig om planlagte handling og lave perfekte afsnit dertil.
Ja, vi bruger konstant mange penge over hele serien på ting, der måske slet ikke skal bruges. I afsnit 11 mener vi, at der kan være lidt problemer. Så vi laver ikke afsnit. Vi laver tre afsnit. Alle lavet som "endelig version" lige til udsendelse. Men hver med deres lidt forskellige kvist, for vi er ikke helt sikre på, hvad der lige her faktisk vil virke bedst. Og når det rigtige af de tre afsnit er udvalgt, så sidder stakkevis af teksforfattere klar til at tilrette senere afsnit, så det passer med den nye tvist. Afsnit 12 skal lige drejes lidt anderledes, afsnit 12-14 skal have lidt forløb for at hænge sammen og i afsnit 37 er der en vigtig, vigtig detalje som vi lægge om til afsnit 35 for at det nye tvist ikke skal blive meningsløst.
På denne måde for vi løst det umulige. På den ene side at lade en serie leve sit eget liv, lade der opstå overraskende nye tvists, konstant ramme den rigtige nerve og altid have styr på hvad virker (da vi altid har alternativer liggende spritklar) og på den anden side, at vi får en historie som løfter sig til uanede højder, da historien bare er så fed, hænger så godt sammen og hvor hvert eneste afsnit er berigende gave til den konstante udvikling af plottet.
Det er faktisk ret svært at finde ud af, hvad en TV-serie koster at lave. Jeg har søgt meget på det på nettet. Men for det første så er det åbenbart noget man ikke generelt analyserer meget derude (modsat film, hvor meget præcise angivelser af samlede udgifter typisk fuldt tilgængelige), og omvendt så er finansieringsstrukturen simpelthen anderledes for et TV-serie. Rigtigt mange af udgifterne sikres via af TV-selskaber på forhånd stiller et budget på benene og hvor kun en lille del af de samlede udgifter så at sige er sat på højkant af produktionsselskabet. Via krav til produktionen (kommer vi ind på senere) og en ret god ide om, hvad målgruppen er for ens serier, så har TV-selskabet også en ret god ide om, hvor meget de kan tjene ind på serien via specielt reklamer.
Men sådanne aftaler mellem produktionsenhed og TV-selskab er typisk ret lukkede og noget man ikke kan finde præcise data for. Specielt fordi kontrakten indeholder masser af betingelser (f.eks. hvor godt modtages pilotafsnittet, hvor gode er Nielsens-ratings på de først afsnit, tror vi serien må afsluttes efter en sæson eller skal den fortsætte mange sæsoner osv), og hvor disse betingelser bestemmer hvor mange penge TV-selskabet(/selskaberne) er villige til at sprøjte i projektet.
Men skal man følge de data som faktisk kan fremskaffes, så koster en TV-serie helt typisk pr. afsnit mellem 0,5 og 2 mio. $ at lave pr. afsnit.
Et eksempel på, hvordan sådanne ca. 2 mio. $ kan fordeles kan illustreres via to meget populære serier på Sci-Fi Channel på deres to topserier i 00'erne....hhv. Battlestar Galactica og Stargate (SG 1).
Budgettet pr. afsnit på BG er ca. 1,5 mio. $ og 1,7 mio. $ for SG. Men budgettet blev brugt meget forskelligt. I BG kræves megen computeranimering (hvilket koster kassen), mens at udgifterne til den "normale" produktion er holdt noget nede. Omvendt med SG. Her krævedes betydeligt mindre computeranimation, men til gengæld blev der brugt mange penge på location shoots og dyre kulisser.
OK, for mig er visonen en serie af 4*13 afsnit (sådan ca.).
Hurtig hovedregning giver således et standardbudget i omegnen af 100 mio. $. Hertil skal lægges initiale opstartsomkostninger, der vel ca. løber op i en 50 mio. $ (herunder aflønning af tilbagevendende skuespillere i serien).
Rundt regnet koster en god serie på ca. 50 afsnit således ca. 1 mia. kr. at lave.
Men som sagt ovenfor, så leger jeg hypotetisk med et budget på 5. mia. kr.
Dette indlæg er en spekulation over/ideer til/visioner for, hvad i al verden vi skal bruge fem gange så mange ressourcer til (og tro mig, den skal vi nok få brugt i en fart).
Jeg vil begynde i filmens verden. Udover at det en god indledning til at anskueliggøre nogen pointer, så ved de fleste, at jeg også bare godt kan lide at fortælle løst ud af en tangent og så langt senere ramme tilbage på sporet. Filmproduktionens historie (et uddrag herfra) er således både interessant og en sjov tangent at opliste.
USA blev filmlandet nr. 1. Efter en lidt rystende start op til 1920'erne, så blev filmproduktion voldsomt succesfuld i USA fra 20'erne til 60'erne.
Produktionsmåden dengang var, at et filmselskab så at sige havde alt "in house". Filmselskabet finansierede projektet, havde instruktørene in house, havde fastansatte skuespillere, havde sine egne lokations osv. osv. Intet andet land kunne matche størrelsen af filmproduktion i USA. Tiden er fuldt med "storfilm".....Ben Hur, Cleopatra osv. Stort opsatte film, der var i format så stort at publikum ikke kunne få nok og disse store satsninger altid gav overskud.
Samtidigt opererede Hollywood under nogen fælles (strenge) moralske regler for, hvad der var acceptabelt at vise i film. Hvad var sømmeligt? Hvor meget vold måtte der være? Var filmen samfundsnedbrydelig? Osv. osv.
I 60'erne oplever Hollywood en betydelig nedgang. Det er specielt Europa som presser dem i nakken...specielt fransk film. Europæernes film er mere "kunstneriske", mere udfordrende, mere "realistiske", der er mere nøgenhed, der er mere vold, plots er langt mere udspekulerede og interessante.
Hollywoods svar på dette er The New Hollywood. Ikke noget de frivilligt gik med til. Men eftersom de (instruktører) der fulgte helt nye ideer havde succes med deres projekter, så gik Hollywood med til det.
Det blev i høj grad sparket igang, at den uafhængige institution MPAA (grundet alskens retssager) nu indsatte nogen helt nye ratingssystemer for film, og hvis producenterne bare oplyste om deres rating (hvor meget vold, sex osv. var der i filmen), så var der meget vidde rammer for hvad der kun produceres.
Hollywoods eget oldnordiske, kyske, samfundsbevarende, romatiske regler blev dermed overskrevet.
Det gav en kunstnerisk frihed i Hollywood som aldrig før. Og tilfældet vil, at netop i 70'erne der dukker der nogen af historiens bedste instruktører op: Spielberg, Coppola, Lucas, Scorsese, Polanski bare for at nævne de vigtigste.
Deres første "små" og kunstneriske spændende film blev så godt modtaget, at deres krav til filmproducenterne ikke kunne overhøres. Deres krav var simpelt. Giv os et stort budget. Når I har givet os pengene, så har I intet at skulle have sagt mere. Vi (instruktøren) har så fuld råderum over alle penge og bruger dem præcist som vi ønsker og x antal måneder senere afleverer vi så det færdige produkt som I så kan sende ud i verdens biografer. Dette var The New Hollywood. Uindskrænket magt til instruktøren.
Det gik rigtigt godt. Det ene mesterværk efter det andet blev sprøjtet ud i Hollywood i 70'erne.
Men det kunne naturligvis ikke gå godt. For hvad gør man, når filmproducenten har sprøjtet 200 mio. kr. (i datidens penge) ud på en film og den så flopper for vildt og kun tjener 100 mio. kr. ind? Filmproducenterne kræver selvfølgelig indflydelse for de penge de stiller til rådighed.
Specielt filmen Heaven's Gate (1980) anses som filmen der endeligt tog livet af The New Hollywood. Michael Cimino havde haft voldsom succes med Deer Hunter. Hans næste film skulle være et episk mesterværk om USA i slutningen af 1800-tallet. Derfor fik han et uhørt stort budget på ca. 300 mio. kr. at lege med. Men filmen blev et flop uden lige, da den kun tjente ca. 20 mio. kr. ind.
Ligesiden har filmproducenterne krævet voldsom indflydelse på de film de producerer og omvendt har nærmest alle instruktører herefter været betydeligt hæmmet i deres kunstneriske visioner.
Nu om dage skal målgrupper opstilles. Merchandise medtages som vigtige. Krav til at populære skuespillere skal have vigtige roller (selvom de måske ikke er de rigtige til at spille rollen). Betydelige indrømmelser overfor om scener, temaer og handlinger er tilstrækkeligt lidt provokerende til ikke at skræmme målgruppen. Osv. osv.
Moderne (stor)film skal kort sagt ramme plet. Bruges 1,5 mia. kr. på en film så skal den død og pine mig også tjene mindst 1,5 mia. kr. ind igen.
Det er ikke svært at indse, at hensynet til og underkastelsen overfor de folk som finansierer en projekt typisk vil ligge alvorlige hæmninger for ens kunstneriske visioner.
TV-serier er nærmest endnu mere hæmmede. For det første er regler, ratings og "censur" for TV der skal vises i prime time mange steder på jorden meget, meget snærende. For det andet, så er det endnu vigtigere at TV-selskabet rammer rigtigt. Serien skal fylde et bestemt slot i deres sendeplan (som budgettet er lagt ud fra), og så går det ikke at adskillige ugers prime times slots er fyldt med en serie som skræmmer seerne væk....for så mister TV-selskabet mange, mange reklameindtægter.
Derfor er mange "internationale" serier (specielt amerikanske) generelt en tynd affære. Selvfølgelig flot produceret, dygtigt skrevne plots, meget professionelt lavet osv., men de er bare ret harmløse, da de skal ramme deres standardseer og omvendt ikke skræmme for mange væk.
Som vi ser, så er det næsten umuligt at lave et stort anlagt nu om dage. Enten må man gå ned i gear og lave små uafhængige film (/serier), eller, hvis man vil holde et stort gear, så vil ens kunstneriske ideer blive stærkt hæmmet.
Svaret er naturligvis en pengemand der er ligeglad om økonomien hænger sammen. Så længe at produktet er det mest interessante, mest vedkommende, har største kunstneriske indhold, indeholder hidtil usete visioner, hænger sammen fra ende til anden, giver seeren en unik oplevelse, så har han ingen problemer og betaler gerne.
En lillebitte anekdote er vel Matador. Med rette vel anset i Danmark som den bedste serie i DK nogensinde. En serie der på mange måder emmer af kvaliteter, som jeg meget gerne så efterlevet i min vision. Men serien var IKKE nogen succes første sæson. Med nutidens pengeøjne, da er det slet ikke sikkert, at Matador ville havde været produceret i mere end 1 sæson i 6 afsnit.
Men DR var som bekendt licensfinansieret og kiggede ikke 5 sekunder om måneden på seertal. Så de fortsatte bare. Resultatet af dette kender vi.
Så når vi nu er fuldkommen ligeglade med seertal, med TV-selskabers krav, med alskens underlige regler for at kunne blive sendt i prime time, med om pengene nu rækker, hvordan skal man så lave den ultimative serie.
Som fortalt i et tidligere indlæg, så er TV-seriens hovedfjende nummer et, at en historie fortalt over 20-100 afsnit simpelthen er svær at få hænge sammen handlingsmæssigt. I hvert fald hvis kravet er, at alle afsnit skal levere et selvstændigt og betydeligt bidrag i den samlede historie.
Der er i hvert fald tre måder en typisk serie udvikler sig på.
Et eksempel kunne være Beverly Hills. Her er rammerne ret uskyldige (man følger nogen unge mennesker fra gymnasium til universitet) og en overordnet handling er meget løs. I disse serier er det typisk små temaer over få afsnit og konkrete "korte afsluttede historier" i de enkelte afsnit, der udgør "handlingen". Der er masser af tid til at fortælle om hovedpersonernes liv, fortid, person, karakter osv. Og man kan udsætte dem for alskens af hverdagen problemer. Kelly kan blive medlem af en kult, Brandon kan få et narkoproblem, Donna kan blive uøsnket gravid osv. osv. Denne type handling er slet ikke i spil i min verden.
Som eksempel på de to andre handlingsforløb kan nævnes BG. Eftersom jeg er stor fan af serien, så ved jeg meget om den...herunder hvordan den rent faktisk udviklede sig.
Den var IKKE skrevet med et plot, hvor man begyndte i først afsnit og sluttede med en planlagt afslutning 4 sæsoner senere.
I stedet var den ene måde at gøre det på, at det som var i fokus var afslutningen i den aktuelle sæson. Hvad der skete i næste sæson var nærmest ikke dagsordenen. Derimod gik arbejdet med at finde nogen pejlepunkter over sæsonen for at kunne ramme det sidste afsnit så "uhakket" som muligt.
Men det gjorde at stakkevis af afsnit indenfor den enkelte sæson var helt blanke når man begyndte sæsonen. I stedet så holdt man fokus på at handlingen overordnet skulle ramme pejlepunkterne nogenlunde, men at handlingen i de næste få afsnit specifikt alene blev bestemt ud fra, hvad der så til dramaturisk at virke. Eftersom seriens interesse var menneskets plads i eksistensen (og ikke Sci-Fi action som sådan), så var omdrejningspunktet for serien mennesker, deres udvikling, problemer, udfordringer osv. Så det var udviklingen i karakterene som bestemte mikrohandlingen (det aktuelle afsnit/de næste få afsnit), og hvor så mikrohandlingen bare nogenlunde skulle ramme den overordnede lidt svævende makrohandling, bestemt af 50.000 mennesker i en lille flåde der er på flugt fra de Cylons (kunstig livsform) som var efter dem.
Det er ekstremt sjældent (nu er jeg jo langt fra altvidende om alle mulige serier, så der kan være enkelte eksempler på det modsatte) at en serie faktisk har en fastlagt overordnet handling/historie der gå fra første til sidste afsnit og som gennemsyder alle de enkelte afsnit.
Som jeg ser det, så har ovenstående metoder nogen fordele. Men den væsentligste grund til, at man ikke ser det i en stort anlagt serie er - efter min analyse - mangel på penge.
Men lad mig først klarlægge hvad fordelene er ved at gå frem uden at det enkelte afsnit præcist er defineret i en større omfattende handling. Fordelene er "finde nerven" og "hvad virker".
"Hvad virker" er vigtig. Hvad der ser genialt ud i scriptet og alle siger, yes det er vejen, kan hurtigt vise sig ikke at virke i den konkrete filmatisering. Det så rigtigt ud inden, men bagefter var det knap så godt. Det er derfor ekstremt vigtig i længere serie at man kan improviserer. En bihandling der hurtigt skulle fades ud viser sig at være ekstremt spændende, og den skal nu udvikles de kommende afsnit. At have en skarp historie at skulle forholde sig til, det gør improviseringen sværere.
"Finde nerven" er meget som ovenfor. Man synes at nerven i de ti første afsnit burde omhandle emnet A. Men A finder aldrig helt nerven som historien spændende og vedkommende. Til gengæld er der nerve i emnet i B. Så Bs nerve bliver nu vigtig at udbygge.
Det siger selv, at ovenstående er helt essentielt. Men det burde ikke forhindre at man stadig har en plot som hænger sammen.
Tre ting - i min version med 5 mia. kr. at lege med - skal sikre at vi faktisk får en historie der kan følges gennem hele serien.
Den første er simpel. Vi skal finde det bedste plot ever! Verdens bedste script forfattere betales rundhåndet for at komme op med det bedste plot ever. De betales på forhånd, så de kan prioritere dette arbejde højt, og den vindende forfatter betales selvfølgelig også rundhåndet, når hans udvælges som det bedste.
Et større udvalg af kvalificerede personer (såvel eksperter, instruktører, andre forfattere som almindelige mennesker) udvælger de fem bedste scripts.
Vi har været rundhåndet, men det er småpenge vi har brugt. Nu skal vi til gengæld til at bruge penge. Dette er næste punkt for at sikre at skidtet hænger sammen.
Vi skal simpelthen lave meget professionelle pilotafsnit på 2 * 1½ time til hvert af scripts'ne. Efter hård kamp på argumenter, evner, visioner og andres bifald eller det modsatte skal hvert scrips nu gives til sin egen instruktør.
Hver instruktør har sin tone, sin vision, sin musik, sin scenografi, sit udvalgte cast osv. og laver sit bedste bud på hans pilotafsnit.
Igen sammensættes et panel af eksperter og almindelige mennesker der udvælger, hvilken instruktør, der har fået skabt det bedste af sit script og sin fortolkning. Sådanne pilotafsnit løber hurtigt op i en 100 mio. kr. med vores ambitioner. Så vi bruger hurtigt 0,5 mia. kr. på denne indledende manøvre.
Vi har nu fundet det vi synes er rigtigt spændende.
Så skal vi til endnu en runde.
Dette script (vi allerede nu virker meget lovende med den oprindelige instruktør) gives nu til 4 andre instruktører (igen - som ovenfor - nøje udvalgt), så de kan give deres bud, på hvordan de ville fortolke scriptet i henhold til deres vision. Vi fyrer næste endnu en ½ mia. kr. af på dette trin.
Nu finder vi det endelige script. Vi kan lide scriptet for hele serien og vi har også fundet stil.
Allerede nu er jeg ret sikker på, at serien vil holde et giga niveau. Alle udvælgesene og alle de tanker, debatter, ideudvekslinger, sparring der er udført af klodens fremmeste folk indenfor området gør, at vi har et materiale der er klasser over noget andet i kvalitet, gennemarbejdet, efterprøvet osv. Så det er lige før, at serien nu kører perfekt derudaf.
Men vi har den tredje - og meget vigtige - sidste detalje med. Vi har simpelthen en helt skov af scriptforfattere siddende konstant klar og konstant skrivende. Og vi har et super team af side-instruktører, specialeffektsfolk, psykologer, sociologer osv. klar som konstant er klar med at komme med produkter til hovedteamet (dem vi ovenfor valgte), så de hele tiden har alternativer, sidehandlinger, omskrivninger af dialoger, analyser af alskens forhold (videnskabelige, scenografiske, brugerundersøgelser, panelundøgelser osv) klar, så hovedteamet bare kan koncentrerer sig om planlagte handling og lave perfekte afsnit dertil.
Ja, vi bruger konstant mange penge over hele serien på ting, der måske slet ikke skal bruges. I afsnit 11 mener vi, at der kan være lidt problemer. Så vi laver ikke afsnit. Vi laver tre afsnit. Alle lavet som "endelig version" lige til udsendelse. Men hver med deres lidt forskellige kvist, for vi er ikke helt sikre på, hvad der lige her faktisk vil virke bedst. Og når det rigtige af de tre afsnit er udvalgt, så sidder stakkevis af teksforfattere klar til at tilrette senere afsnit, så det passer med den nye tvist. Afsnit 12 skal lige drejes lidt anderledes, afsnit 12-14 skal have lidt forløb for at hænge sammen og i afsnit 37 er der en vigtig, vigtig detalje som vi lægge om til afsnit 35 for at det nye tvist ikke skal blive meningsløst.
På denne måde for vi løst det umulige. På den ene side at lade en serie leve sit eget liv, lade der opstå overraskende nye tvists, konstant ramme den rigtige nerve og altid have styr på hvad virker (da vi altid har alternativer liggende spritklar) og på den anden side, at vi får en historie som løfter sig til uanede højder, da historien bare er så fed, hænger så godt sammen og hvor hvert eneste afsnit er berigende gave til den konstante udvikling af plottet.
The Greatest Show on Earth - Finansieringside og overordnede rammer/ideer
Hvis nedenstående virker af en lidt anden "støbning" end de andre indlæg i denne serie, så er det fordi, at det er direkte klippet fra et indlæg jeg lavede på MOL i sidste uge. Synes ikke det kan betale sig at redigere i indlægget, da det stort set er ok som det står.
----------------------------------------------
----------------------------------------------
Verden er fuld at milliardære. Når man har så mange milliarder kroner/dollar/whatever at man ikke ved, hvordan man skal få brugt en lille del af dem resten af sit liv, så har sådanne personer med at donere store gaver til alskens offentlige/godgørende formål. Al ære og respekt for, at man giver en masse af sin formue til "gode formål". Verden er fuld af rigmænd, hvis trang til at lave et eftermæle de vil blive husket for, har skabt virkeligt betydende bidrag til samfundet. Et klassisk eksempel er Andrew Carnegie, der brugte stakkevis af kroner på at oprette offentlige biblioteker, skoler og uddannelsessteder i USA, UK og Canada....ting der virkeligt battede.
Men jeg har tit tænkt på, hvorfor ingen milliardær nogensinde har villet lave et kunstnerisk statement for dem selv. Nogen har lavet museer eller doneret store kunstværker til almenhedens nytte. Men ingen har selv lavet et bidrag til kunsten.
Jeg ved i hvert fald godt, hvad jeg ville gøre, hvis jeg havde 5 milliarder kroner for meget i pengetanken der skulle brændes af på noget alment godt. Jeg ville finansiere en medie-ting der skabte efterdønninger i årtier eller årh.
Et stort problem ved mange ting i biografen, på TV eller på computeren er, at det er lavet for at give et overskud til producenten. En film der koster 2 mia. kr. at lave skal helst ikke kun tjene 1 mia. kr ind. Det ville være en katastrofe. Så den dyre 2 mia. kr. film bliver med vilje skåret, produceret og castet til at være ret sikker på, at den rammer lige i skabet og tjener +2 mia. kr. ind.
På en måde er TV og film meget som popmusik. Fordi film og stor anlagt TV er så dyrt at lave, så skal det ramme bredt i pøblen....ligesom velproduceret pop. Men f.eks. musik er så billig at lave, at mange lave det helt gratis og uden fokus på indtjening. Og i de skæve, undergrunds, syrede dele af denne musik, da finder man kunstneriske perler, der ikke har en jordisk chance for at slå igennem kommecielt.
Så hvad hvis man havde 5 mia. kr. og INGEN krav havde til at den skulle tjene sig ind. Den måtte hjertens gerne tjene kun 1 mio. kr. selvom den kostede 5 mia. kr. at lave.
Hvis kravet alene var, at man fik lavet noget som i årtier og årh. ville stå som ultimativt kvalitetsarbejde, hvad skulle formatet så være?
Her er en liste over ting som jeg godt kunne tænke mig folk med visioner og ideer indenfor området gav nogen bud på.
Format
Skal produktet være:
- 1 film
- en sammenhængende samling af 2-3-4 film
- måske endnu flere film (der hænger sammen)
- en TV serie på måske 10 afsnit
- en TV serie på måske 20-40 afsnit
- en TV serie på måske 50-100 afsnit
- noget der er lavet til en computer (spil, ny genre whatever)
- noget helt andet jeg ikke lige har visionerne til at opstille
Emne
Hvad er det som verdens bedste film/TV/somputerting skal omhandle
- kærlighed
- meningen med livet
- sat i fremtiden for at kunne undgå virkelighedens hårde tøjler og dermed kunne lave vigtigt
- meget skarpe personskildringer
- meget skarpe skildringer af mennesker/karakterers udvikling over tid
- stille folk overfor umulige/uvirkelige valg for at se, hvordan folk reagere (viser deres natur) når de må gøre noget ud fra noget ikke kendt
- skal det indeholde "mystiske" elementer eller skal det være realisme
- er fokus den overordnede historie/pointe eller en skræmmende præcis og ærlig beskrivelse af hvordan ægte mennesker er og udvikler sig
- skal skæringen være nyskabende
- skal produktet gå til tabuer
- skal produktet bevidst gøre folk rystede
Stil
Behandlet lidt ovenfor:
- skal computergrafik bruges som aldrig set før
- skal dialogen være som nu eller mere hverdagsagtig (i hverdagen da laver folk forkerte sætningskonstruktioner nogen gange, bruger forkerte ord, udtaler ord forkert eller sjusket, der tales i munden på hinanden, to emner tales på samme tid uden at nogen helt er med på begge emner men heller ikke frakoblet samtalen, der tales grimt og provokerende til hinanden hvor det ikke forventes osv)
- må vi vise den menneskelige psyke som den virkelig er.....f.eks. at hovedpersonen der er vores helt også har helt naturlige daglige "beskidte" drifter, fantasier og nederdrægtigheder i sig
- må være med, så vi både følger hvad folk og siger, og hvad de så rent faktisk tænker og manipulerer med bagved
- må mange i produktionen være grimme og utiltalende (specielt vores helte)
Folkene bagved
Hvordan få vi skabt det bedst produkt overhovedet:
- hvordan laver man et team så de bedste personer til at overskue hele processen/produktet/at flere forskellige produkter på samme tid er i spil
- hvem skal skrive historien
- skal flere skrive historien
- skal historien ligesom være skrævet på forhånd og så blot lavet derefter
- skal historien få lov til at udvikle sig semi-spontant over produktionen
- skal der være flere forskellige handlingsforløb i spil og man så hen af vejen finder det forløb som virker mest rigtigt
- hvem skal være instruktør
- skal der være flere instruktører og som produktionen udvikler sig vælger man den/de som bedst passer til produktet
- skal cast være kendte (for at skabe bånd fra forbruger til produktion)
- skal cast være totalt ukendte folk men som bare er spot on til produktionen (eller et mix mellem kendte og ukendte skuespillere)
- hvem skal lave musikken
- må det være en musikvideo som tilfældigvis også bare har en fantisk historie at fortælle
Visning
Eftersom de fleste produkter vi har i spil kræver at nogen køber/efterspørger produktet (på deres præmisser), så vil visningen af ens produkt typisk være lagt i faste kommicielle rammer. Men eftersom man kræver nada penge af nogen, men har et super produkt som de rent faktisk vil tigge og be om, når de nu ved, at de i hvert fald ikke har store penge på spil de skal tjene ind (produktet er som udgangspunkt nærmest gratis....men omstændigheder kan selvfølgelig gøre, at detailledet faktisk kæmper for at betale for at få lov til at vise produktet), så kan man stille krav til dem:
- hvilke interessante (kunsteriske) krav kunne man stille til visningen af 1-4 sammenhængende film (f.eks. at de opsat med en måneds forskydning uanset at dette ville give mindre "profit")
- hvad med at kræve - hvis det er TV-produceret - at reklamer under visningen er strengt forbudt.
- hvad med at kræve, at der kom et nyt afsnit hver 3. dag (og genudsendt 2 gange de efterfølgende dage til det nye afsnit)
- at kræve at det skulle vises i bedste seertid....uanset hvor mange (få) der så på det
- aktiv deltagen mellem afsnit/film? Skal en stor del af handlingen foregå ved at man aktivt gør noget (på f.eks. nettet som en åbenlys mulighed) mellem at man passivt får produktet ind gennem øjne og øre. Hvor stor en del skal aktiv intervenering i det hele taget spille i forhold til at passivt at modtage et produkt?
Massetiltræning kontra unikt kunstværk
Central pointe. Lad os sige, at filmen koster 5 mia. kr. at lave. Det bliver verdens mest sete film (men med højre ratings end nogen anden), men den indtjener kun 3 mia. kr. Kommicielt er det en fiasko. Men det er dog den mest sete og højest vurdere film ever. Spørgsmål må da stilles:
- Du kan lave verdens bedste film (serie/computerting) på måde A, hvor millioner og atter millioner ser filmen, værdsætter den og det bliver et ikon. Men du kan også lave verdens bedste film på måde B, hvor kun 100.000 mennesker ser filmen, filmen værdsættes endnu højere end ved måde A, men til gengæld er den stort set ukendt og ikke noget der i almenbevidstheden går over i historien. Hvordan skal ens produkt laves? Hvor meget vejer ultimativ kusntnerisk værdi og hvor meget vejer, at stakkevis af pøblen rent faktisk ser filmen og nyder den grader de aldrig har nydt noget?
Det var nogen af tankerne jeg havde til, hvis jeg havde 5 mia. kr. at bruge på en film/flere film/en TV serie/en computerting/noget helt 8. Hvad siger I? Hvilket produkt ville I have i tankerne, hvis I havde 5 mia. kr. (eller for den sags skyld 10 mia. kr., hvis de 5 mia. kr. liiiige var lidt for lidt til dække omkostningerne) som skulle bruges på bedst mulige måde?
Men jeg har tit tænkt på, hvorfor ingen milliardær nogensinde har villet lave et kunstnerisk statement for dem selv. Nogen har lavet museer eller doneret store kunstværker til almenhedens nytte. Men ingen har selv lavet et bidrag til kunsten.
Jeg ved i hvert fald godt, hvad jeg ville gøre, hvis jeg havde 5 milliarder kroner for meget i pengetanken der skulle brændes af på noget alment godt. Jeg ville finansiere en medie-ting der skabte efterdønninger i årtier eller årh.
Et stort problem ved mange ting i biografen, på TV eller på computeren er, at det er lavet for at give et overskud til producenten. En film der koster 2 mia. kr. at lave skal helst ikke kun tjene 1 mia. kr ind. Det ville være en katastrofe. Så den dyre 2 mia. kr. film bliver med vilje skåret, produceret og castet til at være ret sikker på, at den rammer lige i skabet og tjener +2 mia. kr. ind.
På en måde er TV og film meget som popmusik. Fordi film og stor anlagt TV er så dyrt at lave, så skal det ramme bredt i pøblen....ligesom velproduceret pop. Men f.eks. musik er så billig at lave, at mange lave det helt gratis og uden fokus på indtjening. Og i de skæve, undergrunds, syrede dele af denne musik, da finder man kunstneriske perler, der ikke har en jordisk chance for at slå igennem kommecielt.
Så hvad hvis man havde 5 mia. kr. og INGEN krav havde til at den skulle tjene sig ind. Den måtte hjertens gerne tjene kun 1 mio. kr. selvom den kostede 5 mia. kr. at lave.
Hvis kravet alene var, at man fik lavet noget som i årtier og årh. ville stå som ultimativt kvalitetsarbejde, hvad skulle formatet så være?
Her er en liste over ting som jeg godt kunne tænke mig folk med visioner og ideer indenfor området gav nogen bud på.
Format
Skal produktet være:
- 1 film
- en sammenhængende samling af 2-3-4 film
- måske endnu flere film (der hænger sammen)
- en TV serie på måske 10 afsnit
- en TV serie på måske 20-40 afsnit
- en TV serie på måske 50-100 afsnit
- noget der er lavet til en computer (spil, ny genre whatever)
- noget helt andet jeg ikke lige har visionerne til at opstille
Emne
Hvad er det som verdens bedste film/TV/somputerting skal omhandle
- kærlighed
- meningen med livet
- sat i fremtiden for at kunne undgå virkelighedens hårde tøjler og dermed kunne lave vigtigt
- meget skarpe personskildringer
- meget skarpe skildringer af mennesker/karakterers udvikling over tid
- stille folk overfor umulige/uvirkelige valg for at se, hvordan folk reagere (viser deres natur) når de må gøre noget ud fra noget ikke kendt
- skal det indeholde "mystiske" elementer eller skal det være realisme
- er fokus den overordnede historie/pointe eller en skræmmende præcis og ærlig beskrivelse af hvordan ægte mennesker er og udvikler sig
- skal skæringen være nyskabende
- skal produktet gå til tabuer
- skal produktet bevidst gøre folk rystede
Stil
Behandlet lidt ovenfor:
- skal computergrafik bruges som aldrig set før
- skal dialogen være som nu eller mere hverdagsagtig (i hverdagen da laver folk forkerte sætningskonstruktioner nogen gange, bruger forkerte ord, udtaler ord forkert eller sjusket, der tales i munden på hinanden, to emner tales på samme tid uden at nogen helt er med på begge emner men heller ikke frakoblet samtalen, der tales grimt og provokerende til hinanden hvor det ikke forventes osv)
- må vi vise den menneskelige psyke som den virkelig er.....f.eks. at hovedpersonen der er vores helt også har helt naturlige daglige "beskidte" drifter, fantasier og nederdrægtigheder i sig
- må være med, så vi både følger hvad folk og siger, og hvad de så rent faktisk tænker og manipulerer med bagved
- må mange i produktionen være grimme og utiltalende (specielt vores helte)
Folkene bagved
Hvordan få vi skabt det bedst produkt overhovedet:
- hvordan laver man et team så de bedste personer til at overskue hele processen/produktet/at flere forskellige produkter på samme tid er i spil
- hvem skal skrive historien
- skal flere skrive historien
- skal historien ligesom være skrævet på forhånd og så blot lavet derefter
- skal historien få lov til at udvikle sig semi-spontant over produktionen
- skal der være flere forskellige handlingsforløb i spil og man så hen af vejen finder det forløb som virker mest rigtigt
- hvem skal være instruktør
- skal der være flere instruktører og som produktionen udvikler sig vælger man den/de som bedst passer til produktet
- skal cast være kendte (for at skabe bånd fra forbruger til produktion)
- skal cast være totalt ukendte folk men som bare er spot on til produktionen (eller et mix mellem kendte og ukendte skuespillere)
- hvem skal lave musikken
- må det være en musikvideo som tilfældigvis også bare har en fantisk historie at fortælle
Visning
Eftersom de fleste produkter vi har i spil kræver at nogen køber/efterspørger produktet (på deres præmisser), så vil visningen af ens produkt typisk være lagt i faste kommicielle rammer. Men eftersom man kræver nada penge af nogen, men har et super produkt som de rent faktisk vil tigge og be om, når de nu ved, at de i hvert fald ikke har store penge på spil de skal tjene ind (produktet er som udgangspunkt nærmest gratis....men omstændigheder kan selvfølgelig gøre, at detailledet faktisk kæmper for at betale for at få lov til at vise produktet), så kan man stille krav til dem:
- hvilke interessante (kunsteriske) krav kunne man stille til visningen af 1-4 sammenhængende film (f.eks. at de opsat med en måneds forskydning uanset at dette ville give mindre "profit")
- hvad med at kræve - hvis det er TV-produceret - at reklamer under visningen er strengt forbudt.
- hvad med at kræve, at der kom et nyt afsnit hver 3. dag (og genudsendt 2 gange de efterfølgende dage til det nye afsnit)
- at kræve at det skulle vises i bedste seertid....uanset hvor mange (få) der så på det
- aktiv deltagen mellem afsnit/film? Skal en stor del af handlingen foregå ved at man aktivt gør noget (på f.eks. nettet som en åbenlys mulighed) mellem at man passivt får produktet ind gennem øjne og øre. Hvor stor en del skal aktiv intervenering i det hele taget spille i forhold til at passivt at modtage et produkt?
Massetiltræning kontra unikt kunstværk
Central pointe. Lad os sige, at filmen koster 5 mia. kr. at lave. Det bliver verdens mest sete film (men med højre ratings end nogen anden), men den indtjener kun 3 mia. kr. Kommicielt er det en fiasko. Men det er dog den mest sete og højest vurdere film ever. Spørgsmål må da stilles:
- Du kan lave verdens bedste film (serie/computerting) på måde A, hvor millioner og atter millioner ser filmen, værdsætter den og det bliver et ikon. Men du kan også lave verdens bedste film på måde B, hvor kun 100.000 mennesker ser filmen, filmen værdsættes endnu højere end ved måde A, men til gengæld er den stort set ukendt og ikke noget der i almenbevidstheden går over i historien. Hvordan skal ens produkt laves? Hvor meget vejer ultimativ kusntnerisk værdi og hvor meget vejer, at stakkevis af pøblen rent faktisk ser filmen og nyder den grader de aldrig har nydt noget?
Det var nogen af tankerne jeg havde til, hvis jeg havde 5 mia. kr. at bruge på en film/flere film/en TV serie/en computerting/noget helt 8. Hvad siger I? Hvilket produkt ville I have i tankerne, hvis I havde 5 mia. kr. (eller for den sags skyld 10 mia. kr., hvis de 5 mia. kr. liiiige var lidt for lidt til dække omkostningerne) som skulle bruges på bedst mulige måde?
onsdag den 16. november 2011
The Greatest Show on Earth - Indledning
De følgende indlæg omhandler forskellige aspekter af de tanker jeg har gjort mig om, hvorfor der aldrig er blevet lavet bedre film/TV-serier/computerspil/whatever end der faktisk er blevet lavet, og hvad man kunne kaste op som ideer og visioner for at lave en "mediebegivenhed" større end nogensinde.
Grundet mine manglende evner til at forstille mig det som endnu ikke er forestillet, så vil jeg typisk forfalde til at tale om film eller TV-serier, da det er to helt typiske måder at formidle store handlingesmættede visionelle oplevelser på. Men som sådan har jeg ingen problemer med at forstille mig, at det som ligger og roder som en ide sagtens kunne være internetfænomen, et computerspil eller noget helt andet.
Men for ikke hele tiden at skulle opliste alskens virkelige og hypotetiske medier som platform for ens ideer, så vil jeg helt typisk bare direkte eller indirekte formidle mine tanker som om det alene er en film eller en TV-serie, jeg har i tankerne. Men blot skal altså huskes på, at hvis læseren af disse indlæg har andre og langt mere visionære medier/platforme i tankerne, så er de apriori mindst ligeså vedkommende.
Baggrunden
Retrospektivt ligger arnestedet for mine tanker formentlig i TV-serien Twin Peaks. Når jeg siger retrospektivt, så er det fordi, at det er en analytisk eftertanke. Kronologisk er Twin Peaks konceptet først noget som har haft indvirken på tankerne i disse indlæg de seneste måneder.
Men som koncpetionelt aspekt, da er Twin Peaks en glimrende indledning.
Twin Peaks ramte USA i 1990 og Danmark i 1991.
Verden havde aldrig set en serie som Twin Peaks. Lynch havde tidlige produceret nogen ret underlige og skæve film. Men de var mest af alt kult-film.
Sådan bredt rammende, da var det Twin Peaks som slog Lynch fast som en interessant film/TV mager.
Hvad der gjorde Twin Peaks interessant var, at over, hvad der i grunden bare var en interessant who-did-it krimi serie, da fik han lagt et vildt lag af mytisk, overnaturlige emner, surrealitiske indslag og i det hele taget et absurd plot.
Nu er Twin Peaks ikke en af mine all time top serier. Dette fordi, at de sidste ca. 10 afsnit blev totalt underlige og hvor tingene simpelthen ikke gav mening. Indtil de sidste afsnit, da havde Lynch smidt 20 forskellige underlige bolde op i luften. Man havde i sæson 1 og halvvejs i sæson 2 været i åndeløs spænding over, hvordan han dog meningsfuldt skulle få samlet alle disse bolde og bare forundret og henrykt fulgt med i galskaben.
Men det viste sig, at Lynch kun greb nogen enkelte bolde, mens resten bare blev glemt og hoppede rundt alene uden forklaring.
Så Twin Peaks var et interessant forsøg....men det blev ikke rundet af på påkrævet vis og derfor kan serien ikke få de ultimative karakterer med på vejen.
Næste udviklingstrin på vejen er MOL. En gang for ca. 6 år siden postede et medlem et spørgsmål om Hitler var genial, gal eller bare heldig.
OK, 1914-1945 er nok en af de perioder jeg mest har læst om mit liv. Så meget om økonomi, politik, kultur osv. i denne periode har jeg i mit voksne liv altid følt mig draget til at forstå og læse stakkevis om. Herunder helt centralt, hvad der skete i Tyskland i perioden, hvordan nazismen kom til magten og hvad hulen der skete i landet i disse år.
En anden debatør på MOL var specialist i krigsførelsens historie - herunder i særdeleshed 2. verdenskrig - og han begyndte på en lang række af fantastiske indlæg der beskrev, hvor elendig en krigsfører Hitler var, og at selvom han hist og her lavede overraskende vellykkede strategier, så var det småting i forhold til de uendelige rækker af absurde og katastrofale strategier han generelt udstedte til sin hær.
Jeg syntes, at jeg måtte tage hansken op. Hvis han skrev så gode indlæg om Hitler som krigsfører, så måtte jeg skrive en lang række af indlæg om, hvordan det overhovedet kunne lade sig gøre, at en galning som Hitler overhovedet kunne komme til magten og i et af tidens mest uddannede og kulturelt dannede folkeslag kunne forføres af hans syge ideer og endog få sit folk til blindt at indlede historiens største krig og systematisk gennemføre holocaust.
Uden at skulle prale, så vil jeg selv mene, at rækken af tonstunge indlæg jeg lavede i den tråd, nok er det fornemmeste intellektuelle stykke arbejde jeg nogensinde har lavet, indregnet alt prof. arbejde og alt udarbejdet i stuediet.
Jeg er virkeligt super tilfreds med min fremlægning, der i alskens detaljer viste, hvor mange tilfældige ting Hitler ikke havde styr på tilfældigt gik hans vej, hvor anderledes folk tænkte dengang i forhold til nu, hvor meget propaganda - aldrig set i den målestok - påvirkede folk, hvor totalt fejlvurderende de senere allierede vurderede Hitlers planer, hvor meget 1. verdenskrig hav determineret udviklingen op til 2. verdenskrig, hvor stor betydning krakket i 1929 havde for udviklingen, hvor desperat nøden var i Tyskland i begyndelsen af 30'erne og de derfor ville lytte på enhver - nok så meget galning - der bare gav dem håb om et bedre liv.
Fair nok, men ligegyldigt hvor meget jeg skrev og hvor meget forsøgte at tydeliggøre det, så syntes jeg aldrig, at jeg helt kunne formidle, hvad der skete inde i hovederne på helt almindelige - civiliserede - tysker og som gjorde, at det kunne ske.
For os moderne mennesker som såvel har set konsekvenserne af nazi-tysklands gerninger og som i årtier har lært at forholde os kritisk til den uendelige mængde af informationer, misinformationer, propaganda og spin som prøver at få os lokket til at mene alskens ting, da er det nærmest umuligt at forestille os at blive tossede duelige nikkedukker til et groteskt nazi-regime. Vi kan simpelthen ikke sætte os ind, hvordan en gennemsnitlig tysker i 30'erne så verden, forstod verden, forholdt sig til den vilde propaganda og statlig organiseret terror som de var midt i.
Tråden er efterhånden 4 år gammel. Men ligesiden har jeg altid haft en ide, at man da må kunne lave en TV-serie om, hvad der skete i Tyskland 1929-39, så alle ville have en mere indfølende og indsigtsfuld viden om, hvordan den største katastrofe i menneskehedens civilisation kunne ske.
En sådan film eller TV-serie findes ikke. Her er årsagen:
En films styrke er dens historie. At samle trådene i en 1½-2-½ til et samlet hele er ikke så svært i en film, og en god film er stort set altid en god film, fordi historien er skarpt skåret og hænger sammen. Til gengæld er 1½-2½ timer ikke megen tid, hvis man skal nuancere og måske endog udvikle mange er personerne i filmen. Går det vildt for sig, så er der måske lagt en smule arbejde i at nuancere hovedpersonen og perifært 1-2 bipersoner. Men det så også det. Resten af personerne i en normal (god) film er personer uden dybde, nuancer og som selvfølgelig ingen udvikling oplever.
En TV-serie har det præcist modsat. Her er der masser plads, tid og scener til at lade stort set alle vigtige personer i serien få deres eget liv, udvikle sig, have flere facetter af deres person og visende dybde. Til gengæld er det en nærmest uoverskuelig proces at få 20-100 afsnit til at hænge overbevisende sammen og hvor alle afsnit er vigtige og interessante.
De snærende bånd grundet hensyn til dyr produktion af film/TV-serie kontra krav til nødvendig indtjening er endnu et perspektiv. Man må ikke ramme ved siden af sin målgruppe, så går man fallit. Og ramme sin målgruppe betyder, at målgruppen kan identificerer sig med hovedpersonerne i serien/filmen. Og her nytter det ikke noget, at ens helt pludselig viser at være en anti-helt og at skurken pludselig er helten. Som Weber ville sige det, å er der idealtype, som er udstukket for karakterne i handlingen overordnet set, som de må indpasse sig under.
Derfor forfalder næmest alle serier (og film) til at lade onde mennesker være onde og lade gode mennesker være gode.
Det nytter bare ingenting, hvis man vil lave en film om 30'ernes Tyskland......eller for den sags skyld, hvis man på nogen måde dramaturisk vil prøve at fortælle noget relevant om den virkelighed vi lever i.
Ikke bare er "ondskab" og "godhed" som koncepter typisk håbløst komplicerede at forstå. For skal gode og onde ting ikke altid placerers i kontekst? Og kan der ikke være nuancer......hvad hvis man gør noget godt for en anden, men det kun fordi man også selv derved opnår noget?
Nej, ikke kun det, verden er fuldt helt andre og langt mere interessante personer. Personer som f.eks. er "gode", men som gør onde ting....eller måske bare glemmer at gøre gode ting. Eller omvendt "onde" personer, men som bag ondskaben også viser sig at være normale menneske, der gør mange gode ting.
En meningsfuld serie om 30'ernes tyskere må derfor omhandle mange ting
- en top-nazist der gør mange onde ting, men måske også viser sig at have reddet sine jødiske naboer som han holder af
- den gode humanist der ikke har bollerne til at stå frem og tale nazisterne imod
- mennesker der i helt andre sammenhænge søger sine egne ambitioner, og for at muliggøre dette bruger systemet til deres fordel
- jøder der glemmer at råbe op med stemme bagved førend det er for sent
- den der kæmper den gode sag og bliver henrettet for det
- en der i starten går ind for ideerne, men som sidenhen kommer i tvivl og med de midler han har forsøger at rette op på uret
- forskeren der kæmper for sine seneste ideer og nyder godt af støtte fra partiet
- medløberen der hverken gør gode eller dårlige ting, men netop fordi han intet gør er dybt ansvarlig for forløbet
Vi skal følge den gode, der kæmper for det gode
Vi skal følge den onde, der dyrker det onde
Vi skal følge den gode, der bliver forført af det onde
Vi skal følge den onde, der trods pres og trusler alligevel også gør det gode
Denne serie ville jeg meget gerne lave.
Næste inspirationskilde er The Game (1997, med Michael Douglas). Filmen holder ikke i længden. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre. For mange ting som dem der planlægger bedraget bag handlingen er ude af deres hænder og kan ikke styres. Men ideen om at blive ført bag lyset for at opleve noget helt, det er fremragende.
Næstsidste vigtige inspiration er The Matrix. Underligt nok, så fik jeg set filmen meget sent. Og indtil jeg fik den set, så var der mange som sagde til mig "Jan, glæd dig til den røde eller blå pille...noget totalt overraskende vil ske".
Ganske rigtigt. Valget mellem den røde og den blå pille er en af filmhistoriens mest overbevisende scener. Selvfølgelig set før i andre forklædninger. Men ikke så overraskende og overbevisende som i The Matrix.
Sidste vigtige inspirationskilde er Battlestar Galactica og spinn off serien Caprica. Det er svært at sige, hvad man anser som den bedste TV-serie nogensinde. Der er mange om buddet og nogen er gode, hvor andre er svage, og omvendt udmærker nogen sig, hvor andre slet ikke har noget at sige.
Men for mig er Battlestar Galactica den bedste serie nogensinde. Selvom det er SF (Science Fiction) serie, så er SF slet ikke det som er pointen i serien. At de robotter som mennesket skaber 58 år før serien (som det forklares i Caprica) gør oprør og udrydder 12 de menneskeligt koloniserede verdener og hvor kun 50.000 overlever i en lille flåde og søger en ny verden, hvor de kan overleve er bare det ekstreme setup som skal klargøre fuldkommen nutidige menneskelige problemstilling: Terror, hvor langt rækker demokratiet kontra militærstaten, racisme, hvor langt rækker menneskerettigheder og har robotter det, har ytringsfriheden grænser, kan nogen ideer være så vigtige at de tilsidesætte andre vigtige ideer, hvad er et menneske, hvor stammer mennesket fra, findes der religion eller er verden gudeløs osv. osv.
Ingredienserne i Twin Peaks's underlige sammenblanding af en simpel who-did-it krimi med underlige syrede forklaringer, ideen om en serie der fortæller den begavede og nuancerede historie om Nazi-tysklands opstigen, The Games gode ide til at føre en person bag lyset for blot at gøre personen klogere, The Matrixs dejlige røde og blå pille og en - langt hen af vejen - men gennemført stor fortælling om mennesket og vores skæbne i Battlestar Galactica er - som året er gået - blevet mere og mere sammenblandet til en samlet vision.
Denne vision kan deles i tre
- Ideen om, hvor stort et projekt vi overhovedet kan tillade os at tro på som muligt
- Ideen om, hvordan man - hypotetisk - kunne frembringe noget som er klasser over (i film eller TV) hvad vi nogensinde har set
- Et konkret bud på et plot som kunne være en blandt mange bud på et plot som netop passer til et sådant voldsomt projet
De vil følge tre indlæg om hvert elementer efter dette indlæg.
Grundet mine manglende evner til at forstille mig det som endnu ikke er forestillet, så vil jeg typisk forfalde til at tale om film eller TV-serier, da det er to helt typiske måder at formidle store handlingesmættede visionelle oplevelser på. Men som sådan har jeg ingen problemer med at forstille mig, at det som ligger og roder som en ide sagtens kunne være internetfænomen, et computerspil eller noget helt andet.
Men for ikke hele tiden at skulle opliste alskens virkelige og hypotetiske medier som platform for ens ideer, så vil jeg helt typisk bare direkte eller indirekte formidle mine tanker som om det alene er en film eller en TV-serie, jeg har i tankerne. Men blot skal altså huskes på, at hvis læseren af disse indlæg har andre og langt mere visionære medier/platforme i tankerne, så er de apriori mindst ligeså vedkommende.
Baggrunden
Retrospektivt ligger arnestedet for mine tanker formentlig i TV-serien Twin Peaks. Når jeg siger retrospektivt, så er det fordi, at det er en analytisk eftertanke. Kronologisk er Twin Peaks konceptet først noget som har haft indvirken på tankerne i disse indlæg de seneste måneder.
Men som koncpetionelt aspekt, da er Twin Peaks en glimrende indledning.
Twin Peaks ramte USA i 1990 og Danmark i 1991.
Verden havde aldrig set en serie som Twin Peaks. Lynch havde tidlige produceret nogen ret underlige og skæve film. Men de var mest af alt kult-film.
Sådan bredt rammende, da var det Twin Peaks som slog Lynch fast som en interessant film/TV mager.
Hvad der gjorde Twin Peaks interessant var, at over, hvad der i grunden bare var en interessant who-did-it krimi serie, da fik han lagt et vildt lag af mytisk, overnaturlige emner, surrealitiske indslag og i det hele taget et absurd plot.
Nu er Twin Peaks ikke en af mine all time top serier. Dette fordi, at de sidste ca. 10 afsnit blev totalt underlige og hvor tingene simpelthen ikke gav mening. Indtil de sidste afsnit, da havde Lynch smidt 20 forskellige underlige bolde op i luften. Man havde i sæson 1 og halvvejs i sæson 2 været i åndeløs spænding over, hvordan han dog meningsfuldt skulle få samlet alle disse bolde og bare forundret og henrykt fulgt med i galskaben.
Men det viste sig, at Lynch kun greb nogen enkelte bolde, mens resten bare blev glemt og hoppede rundt alene uden forklaring.
Så Twin Peaks var et interessant forsøg....men det blev ikke rundet af på påkrævet vis og derfor kan serien ikke få de ultimative karakterer med på vejen.
Næste udviklingstrin på vejen er MOL. En gang for ca. 6 år siden postede et medlem et spørgsmål om Hitler var genial, gal eller bare heldig.
OK, 1914-1945 er nok en af de perioder jeg mest har læst om mit liv. Så meget om økonomi, politik, kultur osv. i denne periode har jeg i mit voksne liv altid følt mig draget til at forstå og læse stakkevis om. Herunder helt centralt, hvad der skete i Tyskland i perioden, hvordan nazismen kom til magten og hvad hulen der skete i landet i disse år.
En anden debatør på MOL var specialist i krigsførelsens historie - herunder i særdeleshed 2. verdenskrig - og han begyndte på en lang række af fantastiske indlæg der beskrev, hvor elendig en krigsfører Hitler var, og at selvom han hist og her lavede overraskende vellykkede strategier, så var det småting i forhold til de uendelige rækker af absurde og katastrofale strategier han generelt udstedte til sin hær.
Jeg syntes, at jeg måtte tage hansken op. Hvis han skrev så gode indlæg om Hitler som krigsfører, så måtte jeg skrive en lang række af indlæg om, hvordan det overhovedet kunne lade sig gøre, at en galning som Hitler overhovedet kunne komme til magten og i et af tidens mest uddannede og kulturelt dannede folkeslag kunne forføres af hans syge ideer og endog få sit folk til blindt at indlede historiens største krig og systematisk gennemføre holocaust.
Uden at skulle prale, så vil jeg selv mene, at rækken af tonstunge indlæg jeg lavede i den tråd, nok er det fornemmeste intellektuelle stykke arbejde jeg nogensinde har lavet, indregnet alt prof. arbejde og alt udarbejdet i stuediet.
Jeg er virkeligt super tilfreds med min fremlægning, der i alskens detaljer viste, hvor mange tilfældige ting Hitler ikke havde styr på tilfældigt gik hans vej, hvor anderledes folk tænkte dengang i forhold til nu, hvor meget propaganda - aldrig set i den målestok - påvirkede folk, hvor totalt fejlvurderende de senere allierede vurderede Hitlers planer, hvor meget 1. verdenskrig hav determineret udviklingen op til 2. verdenskrig, hvor stor betydning krakket i 1929 havde for udviklingen, hvor desperat nøden var i Tyskland i begyndelsen af 30'erne og de derfor ville lytte på enhver - nok så meget galning - der bare gav dem håb om et bedre liv.
Fair nok, men ligegyldigt hvor meget jeg skrev og hvor meget forsøgte at tydeliggøre det, så syntes jeg aldrig, at jeg helt kunne formidle, hvad der skete inde i hovederne på helt almindelige - civiliserede - tysker og som gjorde, at det kunne ske.
For os moderne mennesker som såvel har set konsekvenserne af nazi-tysklands gerninger og som i årtier har lært at forholde os kritisk til den uendelige mængde af informationer, misinformationer, propaganda og spin som prøver at få os lokket til at mene alskens ting, da er det nærmest umuligt at forestille os at blive tossede duelige nikkedukker til et groteskt nazi-regime. Vi kan simpelthen ikke sætte os ind, hvordan en gennemsnitlig tysker i 30'erne så verden, forstod verden, forholdt sig til den vilde propaganda og statlig organiseret terror som de var midt i.
Tråden er efterhånden 4 år gammel. Men ligesiden har jeg altid haft en ide, at man da må kunne lave en TV-serie om, hvad der skete i Tyskland 1929-39, så alle ville have en mere indfølende og indsigtsfuld viden om, hvordan den største katastrofe i menneskehedens civilisation kunne ske.
En sådan film eller TV-serie findes ikke. Her er årsagen:
En films styrke er dens historie. At samle trådene i en 1½-2-½ til et samlet hele er ikke så svært i en film, og en god film er stort set altid en god film, fordi historien er skarpt skåret og hænger sammen. Til gengæld er 1½-2½ timer ikke megen tid, hvis man skal nuancere og måske endog udvikle mange er personerne i filmen. Går det vildt for sig, så er der måske lagt en smule arbejde i at nuancere hovedpersonen og perifært 1-2 bipersoner. Men det så også det. Resten af personerne i en normal (god) film er personer uden dybde, nuancer og som selvfølgelig ingen udvikling oplever.
En TV-serie har det præcist modsat. Her er der masser plads, tid og scener til at lade stort set alle vigtige personer i serien få deres eget liv, udvikle sig, have flere facetter af deres person og visende dybde. Til gengæld er det en nærmest uoverskuelig proces at få 20-100 afsnit til at hænge overbevisende sammen og hvor alle afsnit er vigtige og interessante.
De snærende bånd grundet hensyn til dyr produktion af film/TV-serie kontra krav til nødvendig indtjening er endnu et perspektiv. Man må ikke ramme ved siden af sin målgruppe, så går man fallit. Og ramme sin målgruppe betyder, at målgruppen kan identificerer sig med hovedpersonerne i serien/filmen. Og her nytter det ikke noget, at ens helt pludselig viser at være en anti-helt og at skurken pludselig er helten. Som Weber ville sige det, å er der idealtype, som er udstukket for karakterne i handlingen overordnet set, som de må indpasse sig under.
Derfor forfalder næmest alle serier (og film) til at lade onde mennesker være onde og lade gode mennesker være gode.
Det nytter bare ingenting, hvis man vil lave en film om 30'ernes Tyskland......eller for den sags skyld, hvis man på nogen måde dramaturisk vil prøve at fortælle noget relevant om den virkelighed vi lever i.
Ikke bare er "ondskab" og "godhed" som koncepter typisk håbløst komplicerede at forstå. For skal gode og onde ting ikke altid placerers i kontekst? Og kan der ikke være nuancer......hvad hvis man gør noget godt for en anden, men det kun fordi man også selv derved opnår noget?
Nej, ikke kun det, verden er fuldt helt andre og langt mere interessante personer. Personer som f.eks. er "gode", men som gør onde ting....eller måske bare glemmer at gøre gode ting. Eller omvendt "onde" personer, men som bag ondskaben også viser sig at være normale menneske, der gør mange gode ting.
En meningsfuld serie om 30'ernes tyskere må derfor omhandle mange ting
- en top-nazist der gør mange onde ting, men måske også viser sig at have reddet sine jødiske naboer som han holder af
- den gode humanist der ikke har bollerne til at stå frem og tale nazisterne imod
- mennesker der i helt andre sammenhænge søger sine egne ambitioner, og for at muliggøre dette bruger systemet til deres fordel
- jøder der glemmer at råbe op med stemme bagved førend det er for sent
- den der kæmper den gode sag og bliver henrettet for det
- en der i starten går ind for ideerne, men som sidenhen kommer i tvivl og med de midler han har forsøger at rette op på uret
- forskeren der kæmper for sine seneste ideer og nyder godt af støtte fra partiet
- medløberen der hverken gør gode eller dårlige ting, men netop fordi han intet gør er dybt ansvarlig for forløbet
Vi skal følge den gode, der kæmper for det gode
Vi skal følge den onde, der dyrker det onde
Vi skal følge den gode, der bliver forført af det onde
Vi skal følge den onde, der trods pres og trusler alligevel også gør det gode
Denne serie ville jeg meget gerne lave.
Næste inspirationskilde er The Game (1997, med Michael Douglas). Filmen holder ikke i længden. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre. For mange ting som dem der planlægger bedraget bag handlingen er ude af deres hænder og kan ikke styres. Men ideen om at blive ført bag lyset for at opleve noget helt, det er fremragende.
Næstsidste vigtige inspiration er The Matrix. Underligt nok, så fik jeg set filmen meget sent. Og indtil jeg fik den set, så var der mange som sagde til mig "Jan, glæd dig til den røde eller blå pille...noget totalt overraskende vil ske".
Ganske rigtigt. Valget mellem den røde og den blå pille er en af filmhistoriens mest overbevisende scener. Selvfølgelig set før i andre forklædninger. Men ikke så overraskende og overbevisende som i The Matrix.
Sidste vigtige inspirationskilde er Battlestar Galactica og spinn off serien Caprica. Det er svært at sige, hvad man anser som den bedste TV-serie nogensinde. Der er mange om buddet og nogen er gode, hvor andre er svage, og omvendt udmærker nogen sig, hvor andre slet ikke har noget at sige.
Men for mig er Battlestar Galactica den bedste serie nogensinde. Selvom det er SF (Science Fiction) serie, så er SF slet ikke det som er pointen i serien. At de robotter som mennesket skaber 58 år før serien (som det forklares i Caprica) gør oprør og udrydder 12 de menneskeligt koloniserede verdener og hvor kun 50.000 overlever i en lille flåde og søger en ny verden, hvor de kan overleve er bare det ekstreme setup som skal klargøre fuldkommen nutidige menneskelige problemstilling: Terror, hvor langt rækker demokratiet kontra militærstaten, racisme, hvor langt rækker menneskerettigheder og har robotter det, har ytringsfriheden grænser, kan nogen ideer være så vigtige at de tilsidesætte andre vigtige ideer, hvad er et menneske, hvor stammer mennesket fra, findes der religion eller er verden gudeløs osv. osv.
Ingredienserne i Twin Peaks's underlige sammenblanding af en simpel who-did-it krimi med underlige syrede forklaringer, ideen om en serie der fortæller den begavede og nuancerede historie om Nazi-tysklands opstigen, The Games gode ide til at føre en person bag lyset for blot at gøre personen klogere, The Matrixs dejlige røde og blå pille og en - langt hen af vejen - men gennemført stor fortælling om mennesket og vores skæbne i Battlestar Galactica er - som året er gået - blevet mere og mere sammenblandet til en samlet vision.
Denne vision kan deles i tre
- Ideen om, hvor stort et projekt vi overhovedet kan tillade os at tro på som muligt
- Ideen om, hvordan man - hypotetisk - kunne frembringe noget som er klasser over (i film eller TV) hvad vi nogensinde har set
- Et konkret bud på et plot som kunne være en blandt mange bud på et plot som netop passer til et sådant voldsomt projet
De vil følge tre indlæg om hvert elementer efter dette indlæg.
En indledende kommentar til rækken af indlæg der følger herefter
Jeg er lidt ked af, at jeg har skrevet mere på min log.
Kristen oprettede denne log for mig, fordi hun - i det ½ år jeg havde kendt hende på det tidspunkt - syntes at jeg havde så mange spændende tanker i hovedet - og hele tiden ævlede løs om dem - at jeg burde få min blog. Dette også fordi hun havde fået forståelsen af at jeg havde lavet sindsygt mange - og typisk voldsomt omfangsrige - indlæg på MOL (MOL = Motion-Online.dk...typisk i off topic).
Men de seneste år har jeg kun skrevet en brækdel på MOL af hvad jeg gjorde 2001-07. Jeg havde en lang periode - 2001-2007 - hvor jeg virkeligt gik op i at debattere den verden der eksisterede/eksisterer. Med årene er jeg blevet lidt mindre brændende overfor det, og vel vidende hvor meget tid man bruger på at lave lange, begavede indlæg om alskens ting, så har jeg i lang tid ikke haft overskud til det.
Overskud delvist fordi at arbejdsmængden/-tiden brugt i Helsingør Kommune 2007-2010 var helt vild og tappede for intellektuelle indspark i fritiden og senest overskud fordi min verden det sidste år har været hæmmet af fyring fra arbejde og min mors død.
Ovenstående kunne lyde som en fin indledning til at sige, at jeg nu igen ville debattere meget på nettet. Det tror jeg nu ikke. Som det var engang - med debat online og IRL - det kommer nok ikke til at ske igen.
Men omvendt, så har jeg jo naturligvis gjort mig mange tanker det sidste år, selvfølgelig fordi jeg uretfærdigt blev afskediget ovenpå et monster stykke arbejde, hvor der i bjerget af udfærdiget materiale og udregninger havde sneget sig en misforståelse ind, som ingen opdagede førend det var kritisk. Og naturligvis også fordi, at min mor døde midt i det hele, og at ens verden, når en af ens forældre dør, bliver totalt dekonstruktureret.
De indlæg som følger her er slet ikke "den store historie om alle tanker jeg har gjort mig det seneste år". Haha. Det er derimod bare en tilbagevendende ting jeg igen og igen har gjort mig tanker om det seneste år.
Garanteret totalt nyttesløst. Men alle mennesker har vel et krunstnerisk udtryk de gerne ville formidle til verden, hvis de bare havde evnerne og mulighederne. De følgende indlæg omhandler tanker om det kunstneriske udtryk jeg gerne ville være en del af, hvis jeg fik chancen.
Eftersom jeg ikke har den fjerneste ide om, hvordan det skal blive realiseret, så kan jeg jo ganske harmløst bare fortælle om tankerne her på en blog, eftersom de næppe nogensinde bliver til noget.
Kristen oprettede denne log for mig, fordi hun - i det ½ år jeg havde kendt hende på det tidspunkt - syntes at jeg havde så mange spændende tanker i hovedet - og hele tiden ævlede løs om dem - at jeg burde få min blog. Dette også fordi hun havde fået forståelsen af at jeg havde lavet sindsygt mange - og typisk voldsomt omfangsrige - indlæg på MOL (MOL = Motion-Online.dk...typisk i off topic).
Men de seneste år har jeg kun skrevet en brækdel på MOL af hvad jeg gjorde 2001-07. Jeg havde en lang periode - 2001-2007 - hvor jeg virkeligt gik op i at debattere den verden der eksisterede/eksisterer. Med årene er jeg blevet lidt mindre brændende overfor det, og vel vidende hvor meget tid man bruger på at lave lange, begavede indlæg om alskens ting, så har jeg i lang tid ikke haft overskud til det.
Overskud delvist fordi at arbejdsmængden/-tiden brugt i Helsingør Kommune 2007-2010 var helt vild og tappede for intellektuelle indspark i fritiden og senest overskud fordi min verden det sidste år har været hæmmet af fyring fra arbejde og min mors død.
Ovenstående kunne lyde som en fin indledning til at sige, at jeg nu igen ville debattere meget på nettet. Det tror jeg nu ikke. Som det var engang - med debat online og IRL - det kommer nok ikke til at ske igen.
Men omvendt, så har jeg jo naturligvis gjort mig mange tanker det sidste år, selvfølgelig fordi jeg uretfærdigt blev afskediget ovenpå et monster stykke arbejde, hvor der i bjerget af udfærdiget materiale og udregninger havde sneget sig en misforståelse ind, som ingen opdagede førend det var kritisk. Og naturligvis også fordi, at min mor døde midt i det hele, og at ens verden, når en af ens forældre dør, bliver totalt dekonstruktureret.
De indlæg som følger her er slet ikke "den store historie om alle tanker jeg har gjort mig det seneste år". Haha. Det er derimod bare en tilbagevendende ting jeg igen og igen har gjort mig tanker om det seneste år.
Garanteret totalt nyttesløst. Men alle mennesker har vel et krunstnerisk udtryk de gerne ville formidle til verden, hvis de bare havde evnerne og mulighederne. De følgende indlæg omhandler tanker om det kunstneriske udtryk jeg gerne ville være en del af, hvis jeg fik chancen.
Eftersom jeg ikke har den fjerneste ide om, hvordan det skal blive realiseret, så kan jeg jo ganske harmløst bare fortælle om tankerne her på en blog, eftersom de næppe nogensinde bliver til noget.
søndag den 11. september 2011
9/11 - Hvad der skete for 10 år siden - Min version
9/11 er noget unikt i vores tid. Min generations tid. På samme måde som da Berlinmuren falder og da sovjetiske toppolitkere prøver at kuppe Sovjet tilbage til tiden før Gorbatjov, men hvor Jeltsin med det sovjetiske militær i ryggen tilbageerobre parlamentet og dermed definitivt afslutter sovjet-epoken. Sådan er 9/11 også noget helt specielt.
Denne er min version af, hvad der skete den dag.
Det var en tirsdag. Modsat i USA, så var vejret i Danmark en blandet fornøjelse med regn og blæst, og med typisk dansk efterårskulde. I USA (New York) var det en blændende smuk dag. Ikke helt sommer, men efteråret havde ikke helt meldt sig og New York lå smukt badet i sol fra en skyfri himmel.
Ingen forventer at denne dag på nogen måde skal ryste den vestlige verden i dets fundament. Sovjet er faldet, Vesten har sejret af helvede til og selvom islamisme poppede mere og mere op gennem 90'erne så var det som skete på den anden side af kloden, og ikke noget som egentlig havde noget med os vesterlændinge at gøre (mente vi, forkert). Ligeledes var Kina og Indien stadig små-spillere på den internationale scene.
Demokratiet i Vesten var et faktum. Kapitalismen buldrede derudaf, og selv et større flop på aktiemarkederne året før grundet web-boblen der sprang, så var det i virkeligheden kun krusninger på overfladen. Fri bevægelighed af vare, tjeneste og personer var vidt udbredt i Vesten. Vesten var (internt) åbne samfund. Ytringsfrihed var et gode alle tog for givet og ikke noget man behøvede at tænke på.
Kort sagt......Vesten var vors tid Camelot. Uindtagelig og stedet hvor orden blev opretholdt i en verden der ellers kun var kaos.
Næj, hvor skulle vi lære, at dette var indbildning, på den hårde måde.
For mig var det en normal arbejdsdag som så mange andre. September står fuldkommen i budgetvedtagelsens tegn for en økonomiafdeling i en kommune. Så dagen er fuld med forberedelse til budgettet for en økonomisk controller som mig. På den anden side af Atlanten begynder tingene at ske ca. 14:46 dansk tid og to timer frem. Men ingen opdager dette i Økonomisk Afdeling. Kl. 15 er der indkaldt til møde for det meste af afdelingen, netop hvor forberedelsen til budgetvedtagelsen skal lægges i rammer.
Klokken er en god slat over 16, da en dør hårdt åbnes. Det er en fra en afdeling etagen over os. Han kigger forvirret og lettere ophidset på os os siger: "Sidder I her endnu??? World Trade Center er smadret, Pentagon er blevet bombet, Det Hvide Hus er under angreb!" Så smækker han døren i og tavsheden breder sig i rummet i et par sekunder. Jeg kaster mig over computeren og søger på nettet. Men det går ikke. Stort set alle sites jeg forsøger at besøge er nede (for mange mennesker søger på samme tid på de samme sites).
Mødet hæves og jeg tumler hjemad. Snakken går da en smule i tog/bus, men ikke sådan vildt. Det er svært at lægge tingene sammen ud fra de få ting folk ved.
Jeg når hjem og tænder for fjernsynet. DR. Foran ens øjne er et syn man ikke fatter. Gigantiske røgskyer (senere ved man det ikke er røg, men derimod materialet (specielt beton) fra WTC der er knust til bittesmå partikler) ligger over hele Manhatten og selvom det er svært så skimtes det, at der hvor WTC engang stod, der er der ingenting!
Der bliver zappet vildt mellem DR, TV2, CNN og BBC. Forvirringen er total. Rygter om alt muligt opstår og udspredes hele tiden. Ingen kan tjekke rygterne og samtidigt skal de formidles hurtigt. Hvor mange fly er der tale om? Der nævnes syv. Hvad er ramt? Er Det Hvide Hus og Capital ramt? Hvor er Bush? Meldinger kom ind at der er bombeangreb i Paris. Lidt senere også i London. Der er flere fly over Atlanten man ikke kan få fat på......en de med i denne vilde plan? Nogle begynder at tale om, at det er en beskidt atombombe der er blevet brugt (en beskidt atomnombe er ikke en bombe der springer via sit radioaktive materiale (fision), men som sprænges via konventionel sprængstof, men hvor radioaktivt materiale er placeret i bomben og spredes ud over store områder, når bomben sprænges).
Forvirringen er total. Hvem står bag? Er det hele Vesten der er under angreb? Er det værste overstået, eller kommer der meget mere?
Jeg slår over på CNN. Der sker noget man meget, meget sjældent ser. En trænet reporter, der dårligt kan gennemføre et indlag. Han står i Brooklin og kigger ind på Manhatten, mens han prøver at fortælle, hvad det er han har oplevet. Stemmen er rystet, ordene er svære at forstå, øjnene er tomme og pludselig ryster han med hænderne til kameraet....han må stoppe indslaget.
Og snart vises billeder man aldrig vil glemme. Billeder der er sket tidligere på dagen.
Man ser et rygende North Tower og et intakt South Tower bagved. Så Booommm står en ildkugle ud fra South Tower og man ser i langsom gengivelse det klare omrids af et stort jetfly der brager ind i tårnet (se senere for links til optagelse og hvad der skete minut for minut).
Man ser live-optagelse fra gaderne i New York. Hvad man ser, er ikke noget man ellers har set i den vestlige verden. At folk simpelthen ikke kan fatte, hvad det er som sker. Det er et chok. De forstår at noget forfærdeligt er sket. Men det de ser kan ikke være rigtigt. Der kan da ikke være muligt at flyvemaskiner flyver ind i højhuse, hvor op mod 50.000 mennesker arbejder. Hvad de ser og hvad de kan begribe går ikke op. Så alt imens folk skriger og græder, så ser man også samme øjne, der er tomme, forvirrede og ikke kan forstå det.
Man ser Pentagon i ild og røg. Det er tydeligt at i Pentagon er også her er mange mennesker døde.
Man ser WTC South Tower kollapse. Og man ved med det samme at tusinder af mennesker i det øjeblik dør.
Man ser WTC North Tower kollapse. Og igen ved man at tusinder også her netop der dør.
Man ser New York'ere der flygter fra store røg- (beton-pulver) skyer. Man ser New York'ere vælte ud indhyldet i hvidt. Man ser folk der er sårede, bløder.
Alt dette sker og som seer kan man heller ikke forstå det. Hvad er det som sker?
Utallige rapporter og undersøgelser siger de efterfølgende år, at der er sket mange fejl, og at disse fejl gjorde at 9/11 kunne lade sig gøre.
Men det er ikke helt korrekt. For man kan tage sig i agt for ting man kan forestiller sig. Ting som ingen kan forestiller sig, det kan man ikke lave forholdsregler imod.
Og på nær nogen helt få mennesker (deltagerne i planen, personer som har hørt om planen og nogen helt få personer i sikkerhedstjenester der prøver at forstå de meldinger der er kommet ind månederne inden 9/11 og delvis har en ide om, hvad der er igang), så kan INGEN forestille sig, at civile mennesker kan kapre fly med masser af mennesker ombord og bevidst flyve dem ind i mål på jorden. Terror kun for terrorens egen skyld.
Verden ændrer sig i disse timer. Vesten er ikke mere Camelot. På godt og ondt, så hives Vesten tilbage på kloden som bare en blandt flere spillere på bordet. Vesten er ikke usårlig. Hvad Vesten gør påvirker resten af verden, og hvordan resten af verden påvirkes vil på den ene eller anden måde vende tilbage til Vesten.
Når jeg tænke tilbage på disse billeder fra den dag eller de mange gange siden jeg har gennemset optagelserne fra denne dag på Youtube, da fyldes mine øjne med tåre. Ikke kun gruen i, hvad der sker den dag får tårene frem. Nej, det er også at man husker, hvor ubegribeligt dette var. At ens verden denne dag ændrer sig for altid.
Jeg har siden da både overfor mig selv og i samtaler med andre prøvet at forholde mig til, at den dag døde "blot" 3.000 mennesker i USA. Og det får tårene frem. Men hvad de tusinder og tusinder der dag ud og dag ind dør i resten af verden helt uden grund....f.eks. i Afrika af sult, krig eller AIDS?
Jeg har altid sagt, at der er flere årsager til at 9/11 rammer så meget, meget mere end de daglige normale tragedier. Her lister jeg de vigtigste op:
- Man vidste at i disse timer, da skete der ting som ville blive definerende for den tid vi levede i.
- Man vidste at hvad der skete i disse ville have voldsomme globale konsekvenser. Kloden og Vestens historie blev simpelthen ændret i disse timer.
- Vanviddet. Hvad jeg ser kan jeg ikke fatte. Er dette en drøm? Eller et trick? Og hvis det er rigtigt, hvad er det så faktisk der sker?
- Det er en smuk efterårsdag i NY og millioner af mennesker der møder frem til en helt normal arbejdsdag. Ingen kan forestille sig at denne dag - i midten af nutidens Camelot - da skal tusinder af mennesker med deres helt almindelige selvstændige eksistentielle problemer og glæder dø.
- At dette var bevidst. Ingen ønsker bevidst at millioner dør af AIDS i Afrika. Det er en konsekvens af andre beslutninger taget i andre sammenhænge, hvor en sideeffekt er, at millioner af mennesker dør af AIDS. Men dette er ikke en sideeffekt. Dette er nøje planlagt mission udført med en professionel (her fundamentalistisk) kynisme som overskrider alle regler og moraler. Slå mennesker ihjel for den ene årsags skyld at slå ihjel.
- At det er civilister som dør. Omend folk i et demokratisk samfund må tage på sin kappe, den regering de indsætter, så har ingen af disse civilister nogensinde været i krig med andre mennesker. De er uskyldige civilister. Hvordan kan nogen bevidst få den ide at tusinder af uskyldige civilister skal dø den dag?
- Almen empati
- Det er langt nemmere at forholde sig folk der lever i Camelot end de mennesker der lever i kaos udenfor.
Alle disse ting tilsammen gør, at jeg altid græder, når jeg ser klip fra denne dag. Sorgen og meningsløsheden er for stor.
Jeg har i dette indlæg ingen rigtige intentioner om at forholde mig til, hvad der så skete fra 9/11 til idag. Ej heller hvad moralen er. Ej heller en bedømmelse af historiens gang siden dag set i lyset af 9/11.
Dette indlæg omhandler alene dagen tirsdag d. 11. september 2001.
Så i den ånd, da kommer her min (ok uddybende, men ikke grotesk uddybende) oversigt/timeline over, hvad det rent faktisk var der skete den dag.
9/11 minut for minut angående de centrale hændelser
Der er masser af gode ressourcer for hvad der skete 9/11. Men det måske mest pålidelig sted at hente sine informationer er måske historycommons.org
Sitet er et uafhængigt site, hvor massevis af historikere og andre vigtige aktøre uafhængigt redegør for, hvad der sker den dag. Tagende udgangspunkt i alle (relevante) medier, i pålidelige rapporter og i videnskabelige fakta, da er historycommons.org stedet, hvor alle fakta samles om dagen.
Specielt interessant er http://www.historycommons.org/timeline.jsp?timeline=complete_911_timeline&day_of_9/11=dayOf911 som er en tidslinje over, hvad der skete på dagen.
Jeg anbefaler enhver der vil vide, hvad der i virkeligheden skete den dag (altså fakta og ikke konspirationsteorier og ligende) at se på historycommons.org.
Med det in mente så er her min oplistning af 9/11
I måenderne op til 9/11 er der forløbet to uafhængige men dog dybt forbundne udviklinger. Den ene er at 19 personer i månedsvis har trænet til at kapre 4 fly og herefter flyve dem ind i fire forskellige mål, WTC1, WTC2, Pentagon og (formentlig) Capitol.
Den anden er, at CIA og delvis FBI i månedsvis har opsnappet forlydender om, at Al Qaeda planlægger et stort terror-angreb på amerikansk jord. Men efterretningerne om Al Qaeda's planer om at angribe USA har stået på i lang tid og noget ukonkrete. Omend en del mennesker i CIA og måske enkelte i FBI har en ubehagelig fornemmelse for, at et eller andet nok kommer til at ske, så er der ingen der for alvor har ideer om, hvad der snart skal ske.
De følgende tider er amerikanske AM-tider.
Kl 7:59: American Airlines Flight 11 letter 14 min for sent fra Boston Logan International Airport. Ombord er Mohamed Atta, Waleed al-Sheri, Wail al-Shehri, Abdulaziz al-Omari og Satam al-Suqami. Som de følgende tre kaprede fly er Flight 11 nøje udvalgt. Ikke bare er det et fly af den type, som kaprene i mange uger har trænet i simulatorer med. Nej, det er store passagerfly og de er transkontinentale. Dermed er fyldt med brændsstof og er altså endnu mere dødbringende end lokale afgange med langt mindre brændstof ombord.
Kl. 8:14: United Airlines Flight 175 letter fra Boston Logan International Airport. Ombord er Marwan al-Sherri, Fayez Banihammad, Mohand al-Shehri, Hamza al_ghamdi og Ahmed al-Ghamd.
Kl. 8:14: Bedste bud på, hvornår Flight 11 kapres.
Kl. 8:20: Efter gentagne manglende respons på flight controllers anvisninger og en telefonsamtale fra en stewardesse ombord antager FAA (Federal Aviation Administration (øverste ansvarlige for civil flyvning i USA)) at Flight 11 er kapret.
Kl 8:20: Americans Airlines Flight 77 letter fra Washington Dulles International Airport. Ombord er Hani Hanjour, Khalid al-Mihdhar, Majed Moqed, Nawaf al-Hazmi og Salem al-Hazmi.
Kl. 8:25: Bostons flight controllers advare andre flight controllers i lokalområdet om at Flight 11 formentlig er kapret.
Kl. 8:34: NORADS kontaktes første gang. NORAD er højere placeret end FAA og er Nordamerikas helt overordnede ansvarlig for al luftfart i nordamerikansk luftfart. FAA og NORAD er meget forvirrede og planlægning af forholdsregler går meget langsomt. Få minutter senere kommer den første anmodning om at militærfly skal lette for at opfange Flight 11.
Kl. 8:41: Som så mange andre fly i området advares Flight 175 om, at Flight 11 nok er kapret.
Kl 8:42: Bedste bud på, hvornår Flight 175 kapres.
Kl. 8:42: United Airlines Flight 93 letter fra Newark International Airport. Flyet er ca. 40 minutter forsinket. Dette er den eneste som for kaprene går galt. Og omvendt er det det eneste sted i denne historie, hvor alle ikke-kaprere får en lille smule held. Se senere. Ombord er Ziad Jarrah, Ahmed al-Haznawi, Ahmed al-Nami og Saeed al-Ghamdi.
Kl. 8:44-46: Stewardesse Amy Sweeney fra Flight 11 prøver at forklare deres situation over telefon til hendes kontakter. Hun siger ca. "Vi flyver lavt. Vi flyver alt for lavt. Vi flyver alt, alt for lavt...............Åh Gud, vi flyver alt, alt for lavt". Kl. 8:46:30 stopper hendes opkald og kun støj modtages fra hendes signal. Dette skyldes.
Kl 8:46:30: Flight 11 pløjer sig ind i WTC North Tower.
Kl. 8:49: CNN er som første nationale netværk klar med breaking news.
Kl. 8:50: Bedste bud på hvornår Flight 77 kapres.
Kl: 8:52: NORAD har scramlet to F-15. Kun 4 jagere står på standby til at dække den østlige del af USA. To af dem er allerede nu på vingerne. Men NORAD har ingen oplysninger om, hvor Flight 11 er (og de ved ikke at Flight 11 allerede er pløjet ind i WTC) og derfor sættes til at flyve i cirkler lige udenfor NY.
Kl 8:55: En af dagens ærgelige indslag. Ingen kan forestille sig, hvad der er gang i. Derfor følges standardiserede procedure. I WTC South Tower (endnu ikke ramt) oplyser højtalere om, at man skal blive på sine pladser, da South Tower er sikker. Ca. samtidigt ringer mange til diverse centraler for hjælp. Men også her er den typiske besked, at folk skal bliver på deres pladser. Nogen følger rådene, andre ikke. Men mange er helt sikkert døde fordi de her fulgte nogen forkerte råd.
Kl 9:00: En meget årvågen passager på Flight 175 - Lee Hanson - ringer for anden gang til sin far og siger, at han ikke tror dette går godt og at han tror de er på vej mod Chicago og at de vil flyve ind i nogen bygninger der. Han gætter forkert på stedet. Men missionen har hen klart gennemskuet. Han vil opdage dette 3 minutter senere.
Kl. 9:00-03: Det begynder at gå op for FAA at der er mange fly som ikke opfører sig som de skal og dette måske er koordineret.
Kl 9:03:02: Flight 175 pløjer sig ind i South Tower. De fleste (som følger med på TV, andre enheder er ikke på TV og typisk noget efter) forstår indenfor sekunder, at verden i disse sekunder har ændret sig. Dette er ikke en ulykke. Dette er en stor anlagt terroraktion mod civile mål og borgere i USA. USA is under Attack. Krigen mod terror begynder i disse sekunder.
Kl. 9:03: NORAD informeres om at Flight 175 menes kapret. Men ingen ved på nogen måde, at det fly som netop er banket ind i South Tower netop er Flight 175.
Kl. 9:05: Præsident George Bush bliver midt i en hyggetime med en lille skoleklasse orienteret om, at to fly er fløjet ind i WCT....USA er under angreb. På video-billerne fra klassen ser man en i sekunder en tydeligt rystet præsident som prøver at begribe omfanget af de informationer han netop har fået. Verdens mægtigste magt nogensinde er blevet angrebet i hjertet af "Camelot". Hvad har verdens mægtigste person tænkt sig at gøre ved dette. Man ser, at Bush i disse sekunder prøver at forberede sig på alt dette,
Kl. 9:08: AFF tillader ikke at flere fly kan gå på vingerne i USA.
Kl. 9:28: Flight 93 kapres. Over radioen hører Cleveland Airtraffic at Flight 93 kapres. Flyet er over 40 minutter forsinket, hvilket bestemmer Flight 93 anderledes skæbne. De næste 20 minutter er adskillige passagere i telefonkontakt med familie/bekendte. Herfra lærer de, at der allerede er fløjet to fly ind i WTC. Meget snart er passagerene på Flight 93 klar over, at deres skæbne nok er i samme genre. Og nu lægges planer for at tilbageerobre flyet.....for at redde dem selv og for at redde de mennesker som er hvor flyet er på vej hen.
Kl. 9:30-40: FAA og NORAD er efterhånden helt sikre på at Flight 77 og 93 begge er kapret og at de begge ser ud til at flyve mod Washington.
Kl. 9:37:46: Flight 77 smadrer ind i Pentagon.
Kl. 9:45: Der udstedes national flyveforbud over hele USA. For første gang nogensinde i USAs historie har en civil hændelse forårsaget at USAs luftveje er helt lukkede (de få gange før har årsagen været militær). En af de største fly-logisktiske operationer begynder. Stakkevis af fly er på vej til USA og ingen af dem må lande. Canada involveres. I løbet af 9/11 lander der i alskens lufthavne i Canada (fra de største internationale til mindre lokale) langt, langt flere fly end normalt og i flere lufthavne står flyene på rad og række langt væk fra terminalerne. Men operationen lykkes. Alle fly lander sikkert de næste timer og ingen kommer til skade.
Kl. 9:57: Passagere på Flight 93 begynder deres angreb på kaprene. De er (korrekt) blevet overbevist om, at ingen kaprer har skydevåben og at deres trusler om en bombe er fake. De har kun knive. Passagerene er helt overbevist om, at de kan overvinde kaprene. De næste 6 minutter afsløre data fra de sorte bokse at der et vildt slagsmål igang. Kaprene har forskanset sig i cockpittet og piloten kaster flyet rundt i alle mulige vilde bevægelser. Og omvendt er passagerene fuldkommen fokuseret på at bryde igennem døren til cockpittet.
Kl. 9:59:04: South Tower kollapser.
Kl. 10:03:11: Passagerene i Flight 93 er kommet ind i cockpittet. Kaprene vælger at styre direkte mod jorden. Flyet crasher nær Shanksville, Pennsylvania.
Kl. 10:19: I fravær af direkte kontakt med Bush godkender Vicepræsident Cheney nu tilladelse til at civile fly der kan opfattes som en fare må nedskydes af militæret, hvis de mener, det er det rigtige at gøre.
Kl. 10:28:25: North Tower kollapser.
Dermed er angrebet på USA ovre. 9/11 er blevet en dato ingen nulevende mennesker vil glemme.
Denne er min version af, hvad der skete den dag.
Det var en tirsdag. Modsat i USA, så var vejret i Danmark en blandet fornøjelse med regn og blæst, og med typisk dansk efterårskulde. I USA (New York) var det en blændende smuk dag. Ikke helt sommer, men efteråret havde ikke helt meldt sig og New York lå smukt badet i sol fra en skyfri himmel.
Ingen forventer at denne dag på nogen måde skal ryste den vestlige verden i dets fundament. Sovjet er faldet, Vesten har sejret af helvede til og selvom islamisme poppede mere og mere op gennem 90'erne så var det som skete på den anden side af kloden, og ikke noget som egentlig havde noget med os vesterlændinge at gøre (mente vi, forkert). Ligeledes var Kina og Indien stadig små-spillere på den internationale scene.
Demokratiet i Vesten var et faktum. Kapitalismen buldrede derudaf, og selv et større flop på aktiemarkederne året før grundet web-boblen der sprang, så var det i virkeligheden kun krusninger på overfladen. Fri bevægelighed af vare, tjeneste og personer var vidt udbredt i Vesten. Vesten var (internt) åbne samfund. Ytringsfrihed var et gode alle tog for givet og ikke noget man behøvede at tænke på.
Kort sagt......Vesten var vors tid Camelot. Uindtagelig og stedet hvor orden blev opretholdt i en verden der ellers kun var kaos.
Næj, hvor skulle vi lære, at dette var indbildning, på den hårde måde.
For mig var det en normal arbejdsdag som så mange andre. September står fuldkommen i budgetvedtagelsens tegn for en økonomiafdeling i en kommune. Så dagen er fuld med forberedelse til budgettet for en økonomisk controller som mig. På den anden side af Atlanten begynder tingene at ske ca. 14:46 dansk tid og to timer frem. Men ingen opdager dette i Økonomisk Afdeling. Kl. 15 er der indkaldt til møde for det meste af afdelingen, netop hvor forberedelsen til budgetvedtagelsen skal lægges i rammer.
Klokken er en god slat over 16, da en dør hårdt åbnes. Det er en fra en afdeling etagen over os. Han kigger forvirret og lettere ophidset på os os siger: "Sidder I her endnu??? World Trade Center er smadret, Pentagon er blevet bombet, Det Hvide Hus er under angreb!" Så smækker han døren i og tavsheden breder sig i rummet i et par sekunder. Jeg kaster mig over computeren og søger på nettet. Men det går ikke. Stort set alle sites jeg forsøger at besøge er nede (for mange mennesker søger på samme tid på de samme sites).
Mødet hæves og jeg tumler hjemad. Snakken går da en smule i tog/bus, men ikke sådan vildt. Det er svært at lægge tingene sammen ud fra de få ting folk ved.
Jeg når hjem og tænder for fjernsynet. DR. Foran ens øjne er et syn man ikke fatter. Gigantiske røgskyer (senere ved man det ikke er røg, men derimod materialet (specielt beton) fra WTC der er knust til bittesmå partikler) ligger over hele Manhatten og selvom det er svært så skimtes det, at der hvor WTC engang stod, der er der ingenting!
Der bliver zappet vildt mellem DR, TV2, CNN og BBC. Forvirringen er total. Rygter om alt muligt opstår og udspredes hele tiden. Ingen kan tjekke rygterne og samtidigt skal de formidles hurtigt. Hvor mange fly er der tale om? Der nævnes syv. Hvad er ramt? Er Det Hvide Hus og Capital ramt? Hvor er Bush? Meldinger kom ind at der er bombeangreb i Paris. Lidt senere også i London. Der er flere fly over Atlanten man ikke kan få fat på......en de med i denne vilde plan? Nogle begynder at tale om, at det er en beskidt atombombe der er blevet brugt (en beskidt atomnombe er ikke en bombe der springer via sit radioaktive materiale (fision), men som sprænges via konventionel sprængstof, men hvor radioaktivt materiale er placeret i bomben og spredes ud over store områder, når bomben sprænges).
Forvirringen er total. Hvem står bag? Er det hele Vesten der er under angreb? Er det værste overstået, eller kommer der meget mere?
Jeg slår over på CNN. Der sker noget man meget, meget sjældent ser. En trænet reporter, der dårligt kan gennemføre et indlag. Han står i Brooklin og kigger ind på Manhatten, mens han prøver at fortælle, hvad det er han har oplevet. Stemmen er rystet, ordene er svære at forstå, øjnene er tomme og pludselig ryster han med hænderne til kameraet....han må stoppe indslaget.
Og snart vises billeder man aldrig vil glemme. Billeder der er sket tidligere på dagen.
Man ser et rygende North Tower og et intakt South Tower bagved. Så Booommm står en ildkugle ud fra South Tower og man ser i langsom gengivelse det klare omrids af et stort jetfly der brager ind i tårnet (se senere for links til optagelse og hvad der skete minut for minut).
Man ser live-optagelse fra gaderne i New York. Hvad man ser, er ikke noget man ellers har set i den vestlige verden. At folk simpelthen ikke kan fatte, hvad det er som sker. Det er et chok. De forstår at noget forfærdeligt er sket. Men det de ser kan ikke være rigtigt. Der kan da ikke være muligt at flyvemaskiner flyver ind i højhuse, hvor op mod 50.000 mennesker arbejder. Hvad de ser og hvad de kan begribe går ikke op. Så alt imens folk skriger og græder, så ser man også samme øjne, der er tomme, forvirrede og ikke kan forstå det.
Man ser Pentagon i ild og røg. Det er tydeligt at i Pentagon er også her er mange mennesker døde.
Man ser WTC South Tower kollapse. Og man ved med det samme at tusinder af mennesker i det øjeblik dør.
Man ser WTC North Tower kollapse. Og igen ved man at tusinder også her netop der dør.
Man ser New York'ere der flygter fra store røg- (beton-pulver) skyer. Man ser New York'ere vælte ud indhyldet i hvidt. Man ser folk der er sårede, bløder.
Alt dette sker og som seer kan man heller ikke forstå det. Hvad er det som sker?
Utallige rapporter og undersøgelser siger de efterfølgende år, at der er sket mange fejl, og at disse fejl gjorde at 9/11 kunne lade sig gøre.
Men det er ikke helt korrekt. For man kan tage sig i agt for ting man kan forestiller sig. Ting som ingen kan forestiller sig, det kan man ikke lave forholdsregler imod.
Og på nær nogen helt få mennesker (deltagerne i planen, personer som har hørt om planen og nogen helt få personer i sikkerhedstjenester der prøver at forstå de meldinger der er kommet ind månederne inden 9/11 og delvis har en ide om, hvad der er igang), så kan INGEN forestille sig, at civile mennesker kan kapre fly med masser af mennesker ombord og bevidst flyve dem ind i mål på jorden. Terror kun for terrorens egen skyld.
Verden ændrer sig i disse timer. Vesten er ikke mere Camelot. På godt og ondt, så hives Vesten tilbage på kloden som bare en blandt flere spillere på bordet. Vesten er ikke usårlig. Hvad Vesten gør påvirker resten af verden, og hvordan resten af verden påvirkes vil på den ene eller anden måde vende tilbage til Vesten.
Når jeg tænke tilbage på disse billeder fra den dag eller de mange gange siden jeg har gennemset optagelserne fra denne dag på Youtube, da fyldes mine øjne med tåre. Ikke kun gruen i, hvad der sker den dag får tårene frem. Nej, det er også at man husker, hvor ubegribeligt dette var. At ens verden denne dag ændrer sig for altid.
Jeg har siden da både overfor mig selv og i samtaler med andre prøvet at forholde mig til, at den dag døde "blot" 3.000 mennesker i USA. Og det får tårene frem. Men hvad de tusinder og tusinder der dag ud og dag ind dør i resten af verden helt uden grund....f.eks. i Afrika af sult, krig eller AIDS?
Jeg har altid sagt, at der er flere årsager til at 9/11 rammer så meget, meget mere end de daglige normale tragedier. Her lister jeg de vigtigste op:
- Man vidste at i disse timer, da skete der ting som ville blive definerende for den tid vi levede i.
- Man vidste at hvad der skete i disse ville have voldsomme globale konsekvenser. Kloden og Vestens historie blev simpelthen ændret i disse timer.
- Vanviddet. Hvad jeg ser kan jeg ikke fatte. Er dette en drøm? Eller et trick? Og hvis det er rigtigt, hvad er det så faktisk der sker?
- Det er en smuk efterårsdag i NY og millioner af mennesker der møder frem til en helt normal arbejdsdag. Ingen kan forestille sig at denne dag - i midten af nutidens Camelot - da skal tusinder af mennesker med deres helt almindelige selvstændige eksistentielle problemer og glæder dø.
- At dette var bevidst. Ingen ønsker bevidst at millioner dør af AIDS i Afrika. Det er en konsekvens af andre beslutninger taget i andre sammenhænge, hvor en sideeffekt er, at millioner af mennesker dør af AIDS. Men dette er ikke en sideeffekt. Dette er nøje planlagt mission udført med en professionel (her fundamentalistisk) kynisme som overskrider alle regler og moraler. Slå mennesker ihjel for den ene årsags skyld at slå ihjel.
- At det er civilister som dør. Omend folk i et demokratisk samfund må tage på sin kappe, den regering de indsætter, så har ingen af disse civilister nogensinde været i krig med andre mennesker. De er uskyldige civilister. Hvordan kan nogen bevidst få den ide at tusinder af uskyldige civilister skal dø den dag?
- Almen empati
- Det er langt nemmere at forholde sig folk der lever i Camelot end de mennesker der lever i kaos udenfor.
Alle disse ting tilsammen gør, at jeg altid græder, når jeg ser klip fra denne dag. Sorgen og meningsløsheden er for stor.
Jeg har i dette indlæg ingen rigtige intentioner om at forholde mig til, hvad der så skete fra 9/11 til idag. Ej heller hvad moralen er. Ej heller en bedømmelse af historiens gang siden dag set i lyset af 9/11.
Dette indlæg omhandler alene dagen tirsdag d. 11. september 2001.
Så i den ånd, da kommer her min (ok uddybende, men ikke grotesk uddybende) oversigt/timeline over, hvad det rent faktisk var der skete den dag.
9/11 minut for minut angående de centrale hændelser
Der er masser af gode ressourcer for hvad der skete 9/11. Men det måske mest pålidelig sted at hente sine informationer er måske historycommons.org
Sitet er et uafhængigt site, hvor massevis af historikere og andre vigtige aktøre uafhængigt redegør for, hvad der sker den dag. Tagende udgangspunkt i alle (relevante) medier, i pålidelige rapporter og i videnskabelige fakta, da er historycommons.org stedet, hvor alle fakta samles om dagen.
Specielt interessant er http://www.historycommons.org/timeline.jsp?timeline=complete_911_timeline&day_of_9/11=dayOf911 som er en tidslinje over, hvad der skete på dagen.
Jeg anbefaler enhver der vil vide, hvad der i virkeligheden skete den dag (altså fakta og ikke konspirationsteorier og ligende) at se på historycommons.org.
Med det in mente så er her min oplistning af 9/11
I måenderne op til 9/11 er der forløbet to uafhængige men dog dybt forbundne udviklinger. Den ene er at 19 personer i månedsvis har trænet til at kapre 4 fly og herefter flyve dem ind i fire forskellige mål, WTC1, WTC2, Pentagon og (formentlig) Capitol.
Den anden er, at CIA og delvis FBI i månedsvis har opsnappet forlydender om, at Al Qaeda planlægger et stort terror-angreb på amerikansk jord. Men efterretningerne om Al Qaeda's planer om at angribe USA har stået på i lang tid og noget ukonkrete. Omend en del mennesker i CIA og måske enkelte i FBI har en ubehagelig fornemmelse for, at et eller andet nok kommer til at ske, så er der ingen der for alvor har ideer om, hvad der snart skal ske.
De følgende tider er amerikanske AM-tider.
Kl 7:59: American Airlines Flight 11 letter 14 min for sent fra Boston Logan International Airport. Ombord er Mohamed Atta, Waleed al-Sheri, Wail al-Shehri, Abdulaziz al-Omari og Satam al-Suqami. Som de følgende tre kaprede fly er Flight 11 nøje udvalgt. Ikke bare er det et fly af den type, som kaprene i mange uger har trænet i simulatorer med. Nej, det er store passagerfly og de er transkontinentale. Dermed er fyldt med brændsstof og er altså endnu mere dødbringende end lokale afgange med langt mindre brændstof ombord.
Kl. 8:14: United Airlines Flight 175 letter fra Boston Logan International Airport. Ombord er Marwan al-Sherri, Fayez Banihammad, Mohand al-Shehri, Hamza al_ghamdi og Ahmed al-Ghamd.
Kl. 8:14: Bedste bud på, hvornår Flight 11 kapres.
Kl. 8:20: Efter gentagne manglende respons på flight controllers anvisninger og en telefonsamtale fra en stewardesse ombord antager FAA (Federal Aviation Administration (øverste ansvarlige for civil flyvning i USA)) at Flight 11 er kapret.
Kl 8:20: Americans Airlines Flight 77 letter fra Washington Dulles International Airport. Ombord er Hani Hanjour, Khalid al-Mihdhar, Majed Moqed, Nawaf al-Hazmi og Salem al-Hazmi.
Kl. 8:25: Bostons flight controllers advare andre flight controllers i lokalområdet om at Flight 11 formentlig er kapret.
Kl. 8:34: NORADS kontaktes første gang. NORAD er højere placeret end FAA og er Nordamerikas helt overordnede ansvarlig for al luftfart i nordamerikansk luftfart. FAA og NORAD er meget forvirrede og planlægning af forholdsregler går meget langsomt. Få minutter senere kommer den første anmodning om at militærfly skal lette for at opfange Flight 11.
Kl. 8:41: Som så mange andre fly i området advares Flight 175 om, at Flight 11 nok er kapret.
Kl 8:42: Bedste bud på, hvornår Flight 175 kapres.
Kl. 8:42: United Airlines Flight 93 letter fra Newark International Airport. Flyet er ca. 40 minutter forsinket. Dette er den eneste som for kaprene går galt. Og omvendt er det det eneste sted i denne historie, hvor alle ikke-kaprere får en lille smule held. Se senere. Ombord er Ziad Jarrah, Ahmed al-Haznawi, Ahmed al-Nami og Saeed al-Ghamdi.
Kl. 8:44-46: Stewardesse Amy Sweeney fra Flight 11 prøver at forklare deres situation over telefon til hendes kontakter. Hun siger ca. "Vi flyver lavt. Vi flyver alt for lavt. Vi flyver alt, alt for lavt...............Åh Gud, vi flyver alt, alt for lavt". Kl. 8:46:30 stopper hendes opkald og kun støj modtages fra hendes signal. Dette skyldes.
Kl 8:46:30: Flight 11 pløjer sig ind i WTC North Tower.
Kl. 8:49: CNN er som første nationale netværk klar med breaking news.
Kl. 8:50: Bedste bud på hvornår Flight 77 kapres.
Kl: 8:52: NORAD har scramlet to F-15. Kun 4 jagere står på standby til at dække den østlige del af USA. To af dem er allerede nu på vingerne. Men NORAD har ingen oplysninger om, hvor Flight 11 er (og de ved ikke at Flight 11 allerede er pløjet ind i WTC) og derfor sættes til at flyve i cirkler lige udenfor NY.
Kl 8:55: En af dagens ærgelige indslag. Ingen kan forestille sig, hvad der er gang i. Derfor følges standardiserede procedure. I WTC South Tower (endnu ikke ramt) oplyser højtalere om, at man skal blive på sine pladser, da South Tower er sikker. Ca. samtidigt ringer mange til diverse centraler for hjælp. Men også her er den typiske besked, at folk skal bliver på deres pladser. Nogen følger rådene, andre ikke. Men mange er helt sikkert døde fordi de her fulgte nogen forkerte råd.
Kl 9:00: En meget årvågen passager på Flight 175 - Lee Hanson - ringer for anden gang til sin far og siger, at han ikke tror dette går godt og at han tror de er på vej mod Chicago og at de vil flyve ind i nogen bygninger der. Han gætter forkert på stedet. Men missionen har hen klart gennemskuet. Han vil opdage dette 3 minutter senere.
Kl. 9:00-03: Det begynder at gå op for FAA at der er mange fly som ikke opfører sig som de skal og dette måske er koordineret.
Kl 9:03:02: Flight 175 pløjer sig ind i South Tower. De fleste (som følger med på TV, andre enheder er ikke på TV og typisk noget efter) forstår indenfor sekunder, at verden i disse sekunder har ændret sig. Dette er ikke en ulykke. Dette er en stor anlagt terroraktion mod civile mål og borgere i USA. USA is under Attack. Krigen mod terror begynder i disse sekunder.
Kl. 9:03: NORAD informeres om at Flight 175 menes kapret. Men ingen ved på nogen måde, at det fly som netop er banket ind i South Tower netop er Flight 175.
Kl. 9:05: Præsident George Bush bliver midt i en hyggetime med en lille skoleklasse orienteret om, at to fly er fløjet ind i WCT....USA er under angreb. På video-billerne fra klassen ser man en i sekunder en tydeligt rystet præsident som prøver at begribe omfanget af de informationer han netop har fået. Verdens mægtigste magt nogensinde er blevet angrebet i hjertet af "Camelot". Hvad har verdens mægtigste person tænkt sig at gøre ved dette. Man ser, at Bush i disse sekunder prøver at forberede sig på alt dette,
Kl. 9:08: AFF tillader ikke at flere fly kan gå på vingerne i USA.
Kl. 9:28: Flight 93 kapres. Over radioen hører Cleveland Airtraffic at Flight 93 kapres. Flyet er over 40 minutter forsinket, hvilket bestemmer Flight 93 anderledes skæbne. De næste 20 minutter er adskillige passagere i telefonkontakt med familie/bekendte. Herfra lærer de, at der allerede er fløjet to fly ind i WTC. Meget snart er passagerene på Flight 93 klar over, at deres skæbne nok er i samme genre. Og nu lægges planer for at tilbageerobre flyet.....for at redde dem selv og for at redde de mennesker som er hvor flyet er på vej hen.
Kl. 9:30-40: FAA og NORAD er efterhånden helt sikre på at Flight 77 og 93 begge er kapret og at de begge ser ud til at flyve mod Washington.
Kl. 9:37:46: Flight 77 smadrer ind i Pentagon.
Kl. 9:45: Der udstedes national flyveforbud over hele USA. For første gang nogensinde i USAs historie har en civil hændelse forårsaget at USAs luftveje er helt lukkede (de få gange før har årsagen været militær). En af de største fly-logisktiske operationer begynder. Stakkevis af fly er på vej til USA og ingen af dem må lande. Canada involveres. I løbet af 9/11 lander der i alskens lufthavne i Canada (fra de største internationale til mindre lokale) langt, langt flere fly end normalt og i flere lufthavne står flyene på rad og række langt væk fra terminalerne. Men operationen lykkes. Alle fly lander sikkert de næste timer og ingen kommer til skade.
Kl. 9:57: Passagere på Flight 93 begynder deres angreb på kaprene. De er (korrekt) blevet overbevist om, at ingen kaprer har skydevåben og at deres trusler om en bombe er fake. De har kun knive. Passagerene er helt overbevist om, at de kan overvinde kaprene. De næste 6 minutter afsløre data fra de sorte bokse at der et vildt slagsmål igang. Kaprene har forskanset sig i cockpittet og piloten kaster flyet rundt i alle mulige vilde bevægelser. Og omvendt er passagerene fuldkommen fokuseret på at bryde igennem døren til cockpittet.
Kl. 9:59:04: South Tower kollapser.
Kl. 10:03:11: Passagerene i Flight 93 er kommet ind i cockpittet. Kaprene vælger at styre direkte mod jorden. Flyet crasher nær Shanksville, Pennsylvania.
Kl. 10:19: I fravær af direkte kontakt med Bush godkender Vicepræsident Cheney nu tilladelse til at civile fly der kan opfattes som en fare må nedskydes af militæret, hvis de mener, det er det rigtige at gøre.
Kl. 10:28:25: North Tower kollapser.
Dermed er angrebet på USA ovre. 9/11 er blevet en dato ingen nulevende mennesker vil glemme.
tirsdag den 9. august 2011
torsdag den 28. juli 2011
Elguitarens historie og plads i populærmusikken - kort fortalt
Jeg er jo guitar-fanatiker til fingerspidserne og jeg havde lyst til at skabe lidt klarhed over elguitarens historie. Ikke så meget selve guitaren, men mere de effekter (forstærkere og effektpedaler) der er opfundet hen af vejen og skabt guitarens lyd, samt sætte dem i den musikalske kontekst de skal sættes i.
Jeg har ikke altid været så skarp angående alle guitarens udsøgte detaljer som jeg er nu. Og engang faldt for jeg præcis den samme fælde som jeg tror mange andre er faldet i. Nemlig ikke at kunne skelne mellem, hvad der i en fed solo er guitaristens evner der gør udslaget eller det er effekterne der bruges i guitarlyden.
Mit kerneeksempel er Johnny B. Goode scenen fra Back to the Future.
http://www.youtube.com/watch?v=wCXK8yB4T6M
Jeg har ikke altid været så skarp angående alle guitarens udsøgte detaljer som jeg er nu. Og engang faldt for jeg præcis den samme fælde som jeg tror mange andre er faldet i. Nemlig ikke at kunne skelne mellem, hvad der i en fed solo er guitaristens evner der gør udslaget eller det er effekterne der bruges i guitarlyden.
Mit kerneeksempel er Johnny B. Goode scenen fra Back to the Future.
http://www.youtube.com/watch?v=wCXK8yB4T6M
Altså jeg elsker filmen, scenen og nummeret. Så ingen kritik af det som film. Men hvad der er interessant - for denne artikel - i dette klip er, hvordan man kan komme til at misforstå, hvad der er teknik og hvad der guitareffekter.
Hvis man ikke har så meget forstand på guitar, så er jeg sikker på, at Spielbergs udlægning af guitarscenen modtages fuldkommen. Den er:
Haves et nummer Marty kender. Det er Johnny B. Goode. Han spiller det og Chuck Berry hører det over telefonen. Herefter giver Marty den gas med en masse guitarteknik (specielt tapping og sweeppicking) og da han kigger op har han mistet alle publikum. De er ikke klar til denne shredguitar som var så populær i 80'erne da filmen blev lavet.
Men der er en alvorlig fejl i klippet. Marty ville aldrig kunne have spillet sådan som han spiller fra 1:50 inde i nummeret og frem. Selv hvis han havde teknikken til det, så er den (nødvendige) tilhørende hårde metal-distortion årtier ude i fremtiden (scenen udspiller sig i 1955). At spille det han spiller med den "distortion" der fandtes i 1955 ville have givet en hel anden lyd end indtrykket af den solo han spiller 1:50 og frem.
Ved det er en detalje. Men den fremhæves for at give en indledning til guitarens udvikling de seneste 60 år.
Den klassiske guitar var blevet rimelig almindelig op gennem 1800-tallet. Da jazz begynder at blive stort i 1920-30'erne, da er guitaren selvfølgelig at finde i tidens big jazz bands.
Men der er et problem. En akustisk guitar spiller ikke særligt højt. Blæsere i et bigband spiller typisk meget højere og vil typisk helt overdøve guitaren.
Svaret var i begyndelsen, at sætte en mikrofon foran guitaren og afspille det over forstærkere. Som sådan fungere dette ok. Men to problemer er der dog. For det første optager mikrofonen jo ikke kun den akustiske lyd fra guitaren, men alle akustiske lyde omkring den (de andre instrumenter f.eks.). Dette giver et meget mudret lydbillede. For det andet er akustisk lyd opfanget af mikrofon og forstærket notorisk kendt for ubehagelig og ukontrolerbar feedback.
Men en løsning var ved at findes i 30'erne. Elguitaren. Ideen i elguitaren er, at sætte en magnetisk pickup ved siden af strengen. Når strengen vibrere så vil den få spændingen i magneten nedenunder til at ændre sig. Denne ændring kan så omsættes til et lydsignal og forstærkes.
På denne måde er den akustisk del af guitarstrengens lyd fjernet og alene den (tilhørende) magnetiske svingning er bevaret. Elguitaren som vi kender den er født.
Tre guitarer skal nævnes. De var dem som bragte elguitaren ud i massekulturen i 50'erne, de er de mest sælgende guitarer gennem tiderne og den dag stadig de mest solgte guitarer.
Fender Telecaster: http://en.wikipedia.org/wiki/Fender_Telecaster
Hvis man ikke har så meget forstand på guitar, så er jeg sikker på, at Spielbergs udlægning af guitarscenen modtages fuldkommen. Den er:
Haves et nummer Marty kender. Det er Johnny B. Goode. Han spiller det og Chuck Berry hører det over telefonen. Herefter giver Marty den gas med en masse guitarteknik (specielt tapping og sweeppicking) og da han kigger op har han mistet alle publikum. De er ikke klar til denne shredguitar som var så populær i 80'erne da filmen blev lavet.
Men der er en alvorlig fejl i klippet. Marty ville aldrig kunne have spillet sådan som han spiller fra 1:50 inde i nummeret og frem. Selv hvis han havde teknikken til det, så er den (nødvendige) tilhørende hårde metal-distortion årtier ude i fremtiden (scenen udspiller sig i 1955). At spille det han spiller med den "distortion" der fandtes i 1955 ville have givet en hel anden lyd end indtrykket af den solo han spiller 1:50 og frem.
Ved det er en detalje. Men den fremhæves for at give en indledning til guitarens udvikling de seneste 60 år.
Den klassiske guitar var blevet rimelig almindelig op gennem 1800-tallet. Da jazz begynder at blive stort i 1920-30'erne, da er guitaren selvfølgelig at finde i tidens big jazz bands.
Men der er et problem. En akustisk guitar spiller ikke særligt højt. Blæsere i et bigband spiller typisk meget højere og vil typisk helt overdøve guitaren.
Svaret var i begyndelsen, at sætte en mikrofon foran guitaren og afspille det over forstærkere. Som sådan fungere dette ok. Men to problemer er der dog. For det første optager mikrofonen jo ikke kun den akustiske lyd fra guitaren, men alle akustiske lyde omkring den (de andre instrumenter f.eks.). Dette giver et meget mudret lydbillede. For det andet er akustisk lyd opfanget af mikrofon og forstærket notorisk kendt for ubehagelig og ukontrolerbar feedback.
Men en løsning var ved at findes i 30'erne. Elguitaren. Ideen i elguitaren er, at sætte en magnetisk pickup ved siden af strengen. Når strengen vibrere så vil den få spændingen i magneten nedenunder til at ændre sig. Denne ændring kan så omsættes til et lydsignal og forstærkes.
På denne måde er den akustisk del af guitarstrengens lyd fjernet og alene den (tilhørende) magnetiske svingning er bevaret. Elguitaren som vi kender den er født.
Tre guitarer skal nævnes. De var dem som bragte elguitaren ud i massekulturen i 50'erne, de er de mest sælgende guitarer gennem tiderne og den dag stadig de mest solgte guitarer.
Fender Telecaster: http://en.wikipedia.org/wiki/Fender_Telecaster
Introduceret i 1949 blev den hurtigt en succes i country, bluegrass, blues og begyndende rock & roll.
Fender Stratocaster: http://en.wikipedia.org/wiki/Fender_Stratocaster
Tænkt som en avanceret (og dyrere) udgave af Telecasteren og introduceret i 1954. Men dens mange geniale løsninger og vellykkede design gjorde den til et øjeblikkeligt hit og om muligt en endnu mere solgt model end Telecasteren.
Gibson Les Paul: http://en.wikipedia.org/wiki/Gibson_Les_Paul
Gibsons hurtige svar på Telecasterens popularitet og debuterede i 1952. Men faktisk var den ikke særlig populær indtil slutningen af 60'erne. Herfra er den om noget hard rock/metal guitaren alle andre tilsvarende guitarer bliver målt efter.
Set i det store perspektiv, så er der ikke sket så meget med elguitaren fra 1950 til nu. Sættes en Telecaster fra 1950 i en forstærker og en typisk moderne guitar i sammen forstærker, så vil der kun være små forskelle i lyden.
Derfor forlader vi nu guitaren og kaster os over forstærkeren.
Rocket 88 (1951 af Ike Turner/Jackie Brenston) http://www.youtube.com/watch?v=Gbfnh1oVTk0
Fender Stratocaster: http://en.wikipedia.org/wiki/Fender_Stratocaster
Tænkt som en avanceret (og dyrere) udgave af Telecasteren og introduceret i 1954. Men dens mange geniale løsninger og vellykkede design gjorde den til et øjeblikkeligt hit og om muligt en endnu mere solgt model end Telecasteren.
Gibson Les Paul: http://en.wikipedia.org/wiki/Gibson_Les_Paul
Gibsons hurtige svar på Telecasterens popularitet og debuterede i 1952. Men faktisk var den ikke særlig populær indtil slutningen af 60'erne. Herfra er den om noget hard rock/metal guitaren alle andre tilsvarende guitarer bliver målt efter.
Set i det store perspektiv, så er der ikke sket så meget med elguitaren fra 1950 til nu. Sættes en Telecaster fra 1950 i en forstærker og en typisk moderne guitar i sammen forstærker, så vil der kun være små forskelle i lyden.
Derfor forlader vi nu guitaren og kaster os over forstærkeren.
Rocket 88 (1951 af Ike Turner/Jackie Brenston) http://www.youtube.com/watch?v=Gbfnh1oVTk0
anses generelt for at være historiens første nummer, hvor en distorted guitarlyd bevidst er blevet brugt på. Grunden til lyden skyldes - menes det omend lidt usikkert - at forstærkeren enten blev tabt ved et uheld eller fik en skade grundet vand, hvilket gav den en ikke helt ren lyd. Men at bruge lyden det var et bevidst valg.
At beskadige sin forstærker blev brugt jævnligt over de næste 15 år. Men det mest normale var dog, at man opdagede, at hvis man skruede helt op for tidens forstærkere, så begyndte deres rør at at kamme over, og den forvrængede lyd som kom af dette kaldes overdrive. De første 1:50 af linket fra Back to the Future er overdrive-lyd på guitaren. Et andet eksempel kunne simpelthen være Chuck Berrys orignal: http://www.youtube.com/watch?v=6ofD9t_sULM
To ting er vigtige at forstå ud fra dette link. For det første at det er kerne rock & roll og dermed den tids absolut hårdeste musik, der i chok, fryd og kommiciel gennemslagskraft nemt kunne sammenlignes med f.eks. Metallicas Black album fra 90'erne.
For det andet, at dette er den absolut hårdeste guitarlyd man kunne frembringe på denne tid.
Siden er variationen over overdrive-lyd (specielt hvor forvrænget den skal være) eksploderet. Men i sin essens lyder overdrive sådan og man finder overdrive-lyd overalt -i blues, blues-rock, pop og rock.
Guitarlyden kun blev en anelse mere hård over de næste 8 år. Fire forskellige ting ændrer guitaren for altid i perioden 1965-67.
Den første er Beatles. Decca records afslog Beatles fordi de mente at "guitar groups are on the way out". De havde ret. Rock & roll var næsten død og guitarer var ved at glide ud af populærmusikken i begyndelsen af 60'erne. Hvad de ikke forstod var, at foran stod netop bandet som skulle introducere elguitaren som en fundamental del af populærmusikken de næste mange, mange årtier.
Uden Beatles ville elguitaren formentlig være delvist død. Men Beatles popularitet for masserne og inspiration for andre gjorde, at guitaren var kommet for at blive.
Det næste der skete var at produceren Glen Snoddy i 1964 ved et uheld kom til at mixe et nummer på et album, så det blev meget forvrænget. Snoddy var så inspireret af denne tilfældige forvrængning at han måtte lave en "enhed" som med vilje kunne gøre det samme. Året efter var hans effektpedal Maestro Fuzz-tone klar. Verdens første egentlige guitareffektpedal. Hvad Snoddy havde fundet var fuzz-distortion lyden. Tjek denne video for at finde ud af hvordan en fuzz-pedal lyder. http://www.youtube.com/watch?v=ajj92dIifGY
Fuzz'en skulle dominerer distortionen de næste 10 år.
Det tredje der skete var, at Keith Richards fik fat på en Maestro Fuzz-tone og brugte den på I Can't Get No Satisfaction. Og så lyder riffet således: http://www.youtube.com/watch?v=8_VbImuG71M
Med nummerets voldsomme succes blev fuzz det helt store på ingen tid.
Det sidste der skete var, at en fyr ved navn Jimi Hendrix meldte sig på banen. Af alle guitarister ever er han den som har haft størst betydning for guitaren.
Man må indledningsvis forstå, at elguitaren generelt aldrig havde været et soloinstrument. Lidt i jazz og ja så selvfølgelig en god slat i bues. Men i pop, rock, rock & roll og R&B var elguitaren mest af alt et rytmeinstrument (og et - i musikalsk forstand - harmonisk instrument).
Hvad Hendrix gjorde var at vise alle, at det tonale arsenal i elguitar er ekstremt. Formentlig det mest alsidige instrument vi overhovedet har opfundet. Brugt til det yderste, kan det nærmest alt, hvad noget musik kan bestå af. Og mest af alt, at guitaren ligesom pianoet, saxofonen, trompeten og andre soloinstrumenter kunne lave spændende leads.
Jimi Hendrix anses af mange for den "dygtigste" guitarist nogensinde. Det er dog forkert. Han kommer næppe i top 1.000 teknisk set. For tiden han spillede i var han klart den teknisk dygtigste guitarist verden havde set. Men - som sagt - set med nutidens øjne, er hans teknik ikke vildt imponerende.
Hvad Hendrix evnede var at tage blues'en, spille den til sin grænse og dertil tilsætte tidens to eneste seriøse effekter. Fuzz-distortion og Wah-wah pedal. Hans Woodoo Child viser hvordan det lyder:
At beskadige sin forstærker blev brugt jævnligt over de næste 15 år. Men det mest normale var dog, at man opdagede, at hvis man skruede helt op for tidens forstærkere, så begyndte deres rør at at kamme over, og den forvrængede lyd som kom af dette kaldes overdrive. De første 1:50 af linket fra Back to the Future er overdrive-lyd på guitaren. Et andet eksempel kunne simpelthen være Chuck Berrys orignal: http://www.youtube.com/watch?v=6ofD9t_sULM
To ting er vigtige at forstå ud fra dette link. For det første at det er kerne rock & roll og dermed den tids absolut hårdeste musik, der i chok, fryd og kommiciel gennemslagskraft nemt kunne sammenlignes med f.eks. Metallicas Black album fra 90'erne.
For det andet, at dette er den absolut hårdeste guitarlyd man kunne frembringe på denne tid.
Siden er variationen over overdrive-lyd (specielt hvor forvrænget den skal være) eksploderet. Men i sin essens lyder overdrive sådan og man finder overdrive-lyd overalt -i blues, blues-rock, pop og rock.
Guitarlyden kun blev en anelse mere hård over de næste 8 år. Fire forskellige ting ændrer guitaren for altid i perioden 1965-67.
Den første er Beatles. Decca records afslog Beatles fordi de mente at "guitar groups are on the way out". De havde ret. Rock & roll var næsten død og guitarer var ved at glide ud af populærmusikken i begyndelsen af 60'erne. Hvad de ikke forstod var, at foran stod netop bandet som skulle introducere elguitaren som en fundamental del af populærmusikken de næste mange, mange årtier.
Uden Beatles ville elguitaren formentlig være delvist død. Men Beatles popularitet for masserne og inspiration for andre gjorde, at guitaren var kommet for at blive.
Det næste der skete var at produceren Glen Snoddy i 1964 ved et uheld kom til at mixe et nummer på et album, så det blev meget forvrænget. Snoddy var så inspireret af denne tilfældige forvrængning at han måtte lave en "enhed" som med vilje kunne gøre det samme. Året efter var hans effektpedal Maestro Fuzz-tone klar. Verdens første egentlige guitareffektpedal. Hvad Snoddy havde fundet var fuzz-distortion lyden. Tjek denne video for at finde ud af hvordan en fuzz-pedal lyder. http://www.youtube.com/watch?v=ajj92dIifGY
Fuzz'en skulle dominerer distortionen de næste 10 år.
Det tredje der skete var, at Keith Richards fik fat på en Maestro Fuzz-tone og brugte den på I Can't Get No Satisfaction. Og så lyder riffet således: http://www.youtube.com/watch?v=8_VbImuG71M
Med nummerets voldsomme succes blev fuzz det helt store på ingen tid.
Det sidste der skete var, at en fyr ved navn Jimi Hendrix meldte sig på banen. Af alle guitarister ever er han den som har haft størst betydning for guitaren.
Man må indledningsvis forstå, at elguitaren generelt aldrig havde været et soloinstrument. Lidt i jazz og ja så selvfølgelig en god slat i bues. Men i pop, rock, rock & roll og R&B var elguitaren mest af alt et rytmeinstrument (og et - i musikalsk forstand - harmonisk instrument).
Hvad Hendrix gjorde var at vise alle, at det tonale arsenal i elguitar er ekstremt. Formentlig det mest alsidige instrument vi overhovedet har opfundet. Brugt til det yderste, kan det nærmest alt, hvad noget musik kan bestå af. Og mest af alt, at guitaren ligesom pianoet, saxofonen, trompeten og andre soloinstrumenter kunne lave spændende leads.
Jimi Hendrix anses af mange for den "dygtigste" guitarist nogensinde. Det er dog forkert. Han kommer næppe i top 1.000 teknisk set. For tiden han spillede i var han klart den teknisk dygtigste guitarist verden havde set. Men - som sagt - set med nutidens øjne, er hans teknik ikke vildt imponerende.
Hvad Hendrix evnede var at tage blues'en, spille den til sin grænse og dertil tilsætte tidens to eneste seriøse effekter. Fuzz-distortion og Wah-wah pedal. Hans Woodoo Child viser hvordan det lyder:
Nu var elguitaren kommet for at blive.
Næste store nyskabelse var fremkomsten af Marshall-forstærkeren.
Som sagt så havde man tidligere fundet ud af, at hvis man spillede maksimalt højt på tidens forstærkere så forvrængede rørene og lyden der kom ud var en varm overdrive-lyd. Marshall fandt dog de mest anvendte rør for dyre og brugte derfor nogen andre. Det viste sig, at disse rør forvrængede endnu mere end de gamle. Fra da af forsøgte Marshall at skabe forstærkere som lød mere og mere forvrængede.
Hvor fuzz-distortion lyder syret og vild, så er Marshall-lyden mere rå. Vi kalder den for distortion. Med distortion var vejen lagt for 70'ernes rock, hard rock og begyndende heavy metal. Tag live-klip fra 70'erne med bands som Black Sabbath, Deep Purple eller Led Zeppelin og man vil se den ene Marshall-forstærker efter hinanden.
Her er et link til hvordan en typisk Marshall lyder http://www.youtube.com/watch?v=gqy6umW0UFU
Næste store nyskabelse var fremkomsten af Marshall-forstærkeren.
Som sagt så havde man tidligere fundet ud af, at hvis man spillede maksimalt højt på tidens forstærkere så forvrængede rørene og lyden der kom ud var en varm overdrive-lyd. Marshall fandt dog de mest anvendte rør for dyre og brugte derfor nogen andre. Det viste sig, at disse rør forvrængede endnu mere end de gamle. Fra da af forsøgte Marshall at skabe forstærkere som lød mere og mere forvrængede.
Hvor fuzz-distortion lyder syret og vild, så er Marshall-lyden mere rå. Vi kalder den for distortion. Med distortion var vejen lagt for 70'ernes rock, hard rock og begyndende heavy metal. Tag live-klip fra 70'erne med bands som Black Sabbath, Deep Purple eller Led Zeppelin og man vil se den ene Marshall-forstærker efter hinanden.
Her er et link til hvordan en typisk Marshall lyder http://www.youtube.com/watch?v=gqy6umW0UFU
70'erne blev rockens årti og hovedinstrumentet pr. excellence var elguitaren.
Til at hjælpe med lyden dukkede en hel del nye effektpedaler nu op som førhen kun havde eksisteret i studiet. Omkostninger til transistorer var faldet så meget, at det gav mening at lave effektpedaler.
Flangeren: Giver en pulserende jetagtig lyd. Bruges ligeså tit med som uden distortion.
http://www.youtube.com/watch?v=5Y7e5uafLKo
Til at hjælpe med lyden dukkede en hel del nye effektpedaler nu op som førhen kun havde eksisteret i studiet. Omkostninger til transistorer var faldet så meget, at det gav mening at lave effektpedaler.
Flangeren: Giver en pulserende jetagtig lyd. Bruges ligeså tit med som uden distortion.
http://www.youtube.com/watch?v=5Y7e5uafLKo
Phaser: Giver også en pulserende lyd, men ikke så "jetagtig". Bruges ligeså tit med som uden distortion.
Chorus: Deler signalet op i to og lader det ene spor "sno" sig om det oprindelige. Giver effekten af "flere" instrumenter.
http://www.youtube.com/watch?v=IBY3hEXeBCI
http://www.youtube.com/watch?v=IBY3hEXeBCI
Delay: En uundværlig effekt der giver meget mere "dybde" i lyden.
http://www.youtube.com/watch?v=GgTVpc8b-vw
http://www.youtube.com/watch?v=GgTVpc8b-vw
Men også distortion-pedaler dukkede op i slutningen af 70'erne. Det som Marshall havde lavet med sin forstærkere blev nu gengivet på pedaler.
I hvert fald tre distortion-pedaler er blevet så store succeser at de må nævnes her, da de simpelthen findes på måske hver anden rockplade sidenhen, og er stærkt medvirkende til at heavy metal udviklede sig kraftigt i 80'erne.
BOSS DS-1: http://www.youtube.com/watch?v=VZenfW-XdX0
I hvert fald tre distortion-pedaler er blevet så store succeser at de må nævnes her, da de simpelthen findes på måske hver anden rockplade sidenhen, og er stærkt medvirkende til at heavy metal udviklede sig kraftigt i 80'erne.
BOSS DS-1: http://www.youtube.com/watch?v=VZenfW-XdX0
Ibanez Tubescreamer (kanp så hård, men meget anvendt): http://www.youtube.com/watch?v=QP6GUQRzWjU
Pro Co Rat: http://www.youtube.com/watch?v=57JZzVkdTjM
Pro Co Rat: http://www.youtube.com/watch?v=57JZzVkdTjM
Den næste virkelig store ting der skete var Van Halen. Van Halen blev den første rigtige shred-guitarist. Shred bruges om guitarspil hvor teknisk kunnen og fart er centrale. Man kunne kalde det lir-guitar. Ting som tapping, sweeppicking, legatoruns og whammy bar dumps blev brugt.
Van Halen blev straks verdenskendte og Eruption giver os det første bud på et verdenskendt shred-nummer. http://www.youtube.com/watch?v=sI7XiJgt0vY
80'erne overtages godt nok af synths, pop og postpunk, og rocken har det svært. Men i hvert fald to genre får stor vind i sejlene i 80'erne. Heavy Metal og Shred-guitar. Det er New Wave of British Heavy Metal der flytter kloden med bands som Iron Maiden og Judas Priest. Heavy Metal vil aldrig se sig over skulderen igen og i dag en af de største genre i populærmusikken.
Shred-guitaren tager guitarspillet til nye højder. OK, der findes helt sikkert endnu flere dygtige guitarister i dag. Men forskellen er i dag er de ukendte og utrendy. I 80'erne var de stjerne og super trendy. Et typisk eksempel på shred-guitar kunne være Jason Becker med Altitudes: http://www.youtube.com/watch?v=1wFoSbjXB68
Van Halen blev straks verdenskendte og Eruption giver os det første bud på et verdenskendt shred-nummer. http://www.youtube.com/watch?v=sI7XiJgt0vY
80'erne overtages godt nok af synths, pop og postpunk, og rocken har det svært. Men i hvert fald to genre får stor vind i sejlene i 80'erne. Heavy Metal og Shred-guitar. Det er New Wave of British Heavy Metal der flytter kloden med bands som Iron Maiden og Judas Priest. Heavy Metal vil aldrig se sig over skulderen igen og i dag en af de største genre i populærmusikken.
Shred-guitaren tager guitarspillet til nye højder. OK, der findes helt sikkert endnu flere dygtige guitarister i dag. Men forskellen er i dag er de ukendte og utrendy. I 80'erne var de stjerne og super trendy. Et typisk eksempel på shred-guitar kunne være Jason Becker med Altitudes: http://www.youtube.com/watch?v=1wFoSbjXB68
90'erne er alt rockens og grungens årti. På guitarsiden er der ikke meget nyt under solen. Hvad der produceres af guitarlyd og -teknik er ikke noget man ikke allerede kender i dybden fra tidligere.
Eneste detalje er forstærkerfirmaet Mesa Boogie der i begyndelsen af 90'erne lancere deres Rectifier serie. Regnes generelt for juvelen af heavy metal forstærkere og rigtigt, rigtigt mange metal guitarister spiller på Rettifier. Den lyder således: http://www.youtube.com/watch?v=It_k4uDnetU
00'erne er præget af digitale modelers, rockens stilstand og youtube.
På effectsiden har der aldrig været flere effekter at vælge imellem. Men den største trend i 00'erne har været at lave enheder der digitalt prøver at efterligne fortidens analoge ikoner. Nye effekter laves, men det er fortidens ikoner som er super efterspurgte (hvoraf jeg har oplistet nogen af de vigtigste ovenfor).
Så er der rockens stilstand. Damn 00'erne var været triste set fra et rock-synspunkt. Metal, pop og country har det fint i 00'erne, men på rocksiden sker der ikke meget. Det er ofte ret små til helt ukendte bands i indie rock/pop, alt rok eller prog rock hvor interessant rock skal findes. Mainstream rok er til gengæld en død sild.
Endelig må youtube nævnes. Ikke kun for oploadning af diverse originale numre af kendte bands/artister. Nej, nyder man guitar, så er youtube stedet at søge. Stakkevis af amatører og soveværelsesguitarister oploader endnu flere stakkevis af fremragende covers, jams, impros op af alskens guitarspil. Og ofte af forbløffende høj kvalitet.
Ovenstående er ikke musikhistorisk gennemgang af populærmusikken de sidste 60 år. I stedet er det en kort gennemgang af guitarens placering i populærmusikken (specielt rocken), de teknologiske gennembrud som har hjulpet den på vej og hvordan disse gennembrud er blevet væltet over i ny og revolutionerende musik.
Eneste detalje er forstærkerfirmaet Mesa Boogie der i begyndelsen af 90'erne lancere deres Rectifier serie. Regnes generelt for juvelen af heavy metal forstærkere og rigtigt, rigtigt mange metal guitarister spiller på Rettifier. Den lyder således: http://www.youtube.com/watch?v=It_k4uDnetU
00'erne er præget af digitale modelers, rockens stilstand og youtube.
På effectsiden har der aldrig været flere effekter at vælge imellem. Men den største trend i 00'erne har været at lave enheder der digitalt prøver at efterligne fortidens analoge ikoner. Nye effekter laves, men det er fortidens ikoner som er super efterspurgte (hvoraf jeg har oplistet nogen af de vigtigste ovenfor).
Så er der rockens stilstand. Damn 00'erne var været triste set fra et rock-synspunkt. Metal, pop og country har det fint i 00'erne, men på rocksiden sker der ikke meget. Det er ofte ret små til helt ukendte bands i indie rock/pop, alt rok eller prog rock hvor interessant rock skal findes. Mainstream rok er til gengæld en død sild.
Endelig må youtube nævnes. Ikke kun for oploadning af diverse originale numre af kendte bands/artister. Nej, nyder man guitar, så er youtube stedet at søge. Stakkevis af amatører og soveværelsesguitarister oploader endnu flere stakkevis af fremragende covers, jams, impros op af alskens guitarspil. Og ofte af forbløffende høj kvalitet.
Ovenstående er ikke musikhistorisk gennemgang af populærmusikken de sidste 60 år. I stedet er det en kort gennemgang af guitarens placering i populærmusikken (specielt rocken), de teknologiske gennembrud som har hjulpet den på vej og hvordan disse gennembrud er blevet væltet over i ny og revolutionerende musik.
onsdag den 27. juli 2011
På landet én dag
Hej alle
Ville egentlig havde lavet et indlæg i dag. Men finder ud af, at jeg tager på landet.
Er tilbage igen i morgen og så kommer der et indlæg. Har allerede skrevet det meste af det.
Det handler om elguitarens historie, set som instrument og dets placering i populærmusikkens historie.
Ville egentlig havde lavet et indlæg i dag. Men finder ud af, at jeg tager på landet.
Er tilbage igen i morgen og så kommer der et indlæg. Har allerede skrevet det meste af det.
Det handler om elguitarens historie, set som instrument og dets placering i populærmusikkens historie.
tirsdag den 19. juli 2011
Ignostikkens diskrete charme
Jeg har aldrig forstået hvorfor folk har behov for at tro. Jeg tænker naturligvis ikke på tro i retning af "en sandsynlighedsmæssig prædiktion", idet dette er en uvurderlig del af det morderne liv.
Nej, jeg taler naturligvis om tro i retning af religion. Om teismer og dermed i grunden også ateisme.
Engang var religionerne de absolut mest avancerede "videnskabelige", filosofisk og eksistentielle bud på den verden mennesket mødte. Det var ikke voodoo eller enhjørninger. Det var cutting edge bud på, hvordan den verden vi lever i er skruet sammen.
Som århundrene gik, så blev mennesket klogere. Ved brug af logik, analytiske evner og konstant tilegnet ny viden var det åbenlyst, at religionernes bud på, hvordan verden er skruet samme, var forkert. Så mange postulater i religionerne er grotekst og åbenlyst forkerte. Så mange ting er internt inkonsistente. Så mange ting vidner om moralske ideer som engang gav mening, men som tiden gik virker mere og mere barbariske.
Grundlæggende er der intet i religionerne som er af så genial karakter, at det ikke bedre og mere præcist bliver beskrevet og forklaret af videnskaben eller filosofien sidenhen.
Dette på nær én enkelt ting. Nemlig det grundlæggende absurde. Nemlig at det eneste en religioner tilbyder og som ikke kan findes andre steder, det er den insisterende postulering om, at der findes noget guddommeligt, noget overjordisk, som ikke lader sig analysere eller forstå af mennesket.
Og det er her det går galt.
Mennesket kan kun udtale sig om hændelser de principielt og potentielt kan erfare.
Det er ikke et krav, at alting skal erfares. Det er et krav, at såfremt alle naturlige (dvs. universet) muligheder for erfaring af ny viden, da er dette grænsen for erfaring. At mennesket sætter sig med hænderne i skødet og intet gør i 10.000 år er ikke det, der bestemmer grænserne for erfaring.
Hvad dette betyder er, at mennesket kun kan erfare ting som er en del af den virkelighed vi kalder Universet. Et univers som vi sådan mener blev skabt ud fra en singularitet for ca. 15 mia. år siden. Ud fra denne singularitet er alt skabt som mennesket nogensinde vil kunne opnår erkendelse om. Kun ting og hændelser der principielt og potentielt kan erfares ud fra denne singularitet er noget mennesket pontentielt kan erfare.
Men religioner påstår, at der er noget gudommeligt, noget overeksistentielt.
Religionerne mener ikke, at vi bare endnu ikke har erfaret "det guddommelige". Nej, de mener, at vi aldrig vil kunne erfare det gudommelige, det som gør at religion er noget anderledes end videnskab og filosofi.
I modsætning til den religiøse - teisten - så har vi også ateister og agnostikere.
Ateisten er overbevist om, at det guddommelige ikke findes. Han "tror på", at der ikke findes noget at tro på.
Agnostikeren stiller sig tvivlende overfor postulater, som man endnu ikke har set skyggen af beviser for skulle eksistere.
Ignostikken er noget helt anderledes.
Ignostikeren forstår, at mennesket kun kan udtale sig om ting, der principielt og potentielt kan erfares af mennesket. Såvel teisten, som ateisten og agnostikeren udtaler sig (= forholder sig til) til abstrakte konstruktioner, der principielt ligger udenfor menneskelig erkendelse. Dette er jo konceptet i det gudommelige. Hvadenten man er troende (teisten), benægter det guddommelige (ateisten) eller stiller sig tvivlende overfor det guddommelige (agnostikeren), så forholder de sig til det guddommelige som noget meningsfuldt at forholde sig til.
Ignostikeren ved, at dette er sludder. Selve postulerinen om, hvad det guddommelige er (for dette er den eneste kerne i en religions virkningssammenhænge) er fundamentalt meningsløst. At forholde sig til det konsekvent meningsløse er naturligvis meningsløst.
Derfor er teisme, ateisme og agnostisme alle absurde tankekonstruktioner, som mennesket naturligvis straks burde droppe.
Ignostikeren er personen, der siger, at postulater om det guddommelige (hvadenten man er teist, ateist eller agnostiker) er tåbeligt, tidsspilde, meningsløst og absurd.
For ignostikeren er det eneste relevante - og dermed meningsfulde - at forholde sig eksistentielt til den virkelighed vi rent faktisk potentielt kan erfare......det virkelighed vi kalder Universet og hvad der i dette univers potentielt kan erfares.
Ignostikkens diskrete charme er, at den er nøjsom og stille. Den postulerer ingenting. Den forholder sig derimod stille og nøgternt til den eksistens vi lever i og intet andet. Derfor den diskrete charme.
Nej, jeg taler naturligvis om tro i retning af religion. Om teismer og dermed i grunden også ateisme.
Engang var religionerne de absolut mest avancerede "videnskabelige", filosofisk og eksistentielle bud på den verden mennesket mødte. Det var ikke voodoo eller enhjørninger. Det var cutting edge bud på, hvordan den verden vi lever i er skruet sammen.
Som århundrene gik, så blev mennesket klogere. Ved brug af logik, analytiske evner og konstant tilegnet ny viden var det åbenlyst, at religionernes bud på, hvordan verden er skruet samme, var forkert. Så mange postulater i religionerne er grotekst og åbenlyst forkerte. Så mange ting er internt inkonsistente. Så mange ting vidner om moralske ideer som engang gav mening, men som tiden gik virker mere og mere barbariske.
Grundlæggende er der intet i religionerne som er af så genial karakter, at det ikke bedre og mere præcist bliver beskrevet og forklaret af videnskaben eller filosofien sidenhen.
Dette på nær én enkelt ting. Nemlig det grundlæggende absurde. Nemlig at det eneste en religioner tilbyder og som ikke kan findes andre steder, det er den insisterende postulering om, at der findes noget guddommeligt, noget overjordisk, som ikke lader sig analysere eller forstå af mennesket.
Og det er her det går galt.
Mennesket kan kun udtale sig om hændelser de principielt og potentielt kan erfare.
Det er ikke et krav, at alting skal erfares. Det er et krav, at såfremt alle naturlige (dvs. universet) muligheder for erfaring af ny viden, da er dette grænsen for erfaring. At mennesket sætter sig med hænderne i skødet og intet gør i 10.000 år er ikke det, der bestemmer grænserne for erfaring.
Hvad dette betyder er, at mennesket kun kan erfare ting som er en del af den virkelighed vi kalder Universet. Et univers som vi sådan mener blev skabt ud fra en singularitet for ca. 15 mia. år siden. Ud fra denne singularitet er alt skabt som mennesket nogensinde vil kunne opnår erkendelse om. Kun ting og hændelser der principielt og potentielt kan erfares ud fra denne singularitet er noget mennesket pontentielt kan erfare.
Men religioner påstår, at der er noget gudommeligt, noget overeksistentielt.
Religionerne mener ikke, at vi bare endnu ikke har erfaret "det guddommelige". Nej, de mener, at vi aldrig vil kunne erfare det gudommelige, det som gør at religion er noget anderledes end videnskab og filosofi.
I modsætning til den religiøse - teisten - så har vi også ateister og agnostikere.
Ateisten er overbevist om, at det guddommelige ikke findes. Han "tror på", at der ikke findes noget at tro på.
Agnostikeren stiller sig tvivlende overfor postulater, som man endnu ikke har set skyggen af beviser for skulle eksistere.
Ignostikken er noget helt anderledes.
Ignostikeren forstår, at mennesket kun kan udtale sig om ting, der principielt og potentielt kan erfares af mennesket. Såvel teisten, som ateisten og agnostikeren udtaler sig (= forholder sig til) til abstrakte konstruktioner, der principielt ligger udenfor menneskelig erkendelse. Dette er jo konceptet i det gudommelige. Hvadenten man er troende (teisten), benægter det guddommelige (ateisten) eller stiller sig tvivlende overfor det guddommelige (agnostikeren), så forholder de sig til det guddommelige som noget meningsfuldt at forholde sig til.
Ignostikeren ved, at dette er sludder. Selve postulerinen om, hvad det guddommelige er (for dette er den eneste kerne i en religions virkningssammenhænge) er fundamentalt meningsløst. At forholde sig til det konsekvent meningsløse er naturligvis meningsløst.
Derfor er teisme, ateisme og agnostisme alle absurde tankekonstruktioner, som mennesket naturligvis straks burde droppe.
Ignostikeren er personen, der siger, at postulater om det guddommelige (hvadenten man er teist, ateist eller agnostiker) er tåbeligt, tidsspilde, meningsløst og absurd.
For ignostikeren er det eneste relevante - og dermed meningsfulde - at forholde sig eksistentielt til den virkelighed vi rent faktisk potentielt kan erfare......det virkelighed vi kalder Universet og hvad der i dette univers potentielt kan erfares.
Ignostikkens diskrete charme er, at den er nøjsom og stille. Den postulerer ingenting. Den forholder sig derimod stille og nøgternt til den eksistens vi lever i og intet andet. Derfor den diskrete charme.
mandag den 18. juli 2011
Kort fravær
Tour de France, lidt småsygdom, lidt underlig ugidelighed og en masse arrangementer sidste uge, gjorde at såvel blog som træning var noget stillestående. Begge dele ser bedre ud nu. Træning fint i dag og blog med nye indlæg i morgen.
torsdag den 14. juli 2011
Dronningeetapen Touren 2011, 12. etape - Analyse inden det går løs
Mit bud på dagens etape.
Meget afhænger af to ting. Den første ting er simpelthen, at den første rigtige bjergetape har det med at være den dag, hvor favoritternes ben kan være ret forskellige, mens så de resterende bjergetaper da falder de enkelte ryttere meget fast ind på det niveau de nu engang er på. Men altså den første bjergetape kan give overraskelse. Hvem af favoritterne er hvor de skal være. Har f.eks. Andy, Contador eller Evans en halvskidt dag i dag, så vil nedenstående analyse kunne ændre sig.
Den anden ting, hvor stærke Hernandez, Navarro og til dels Chris Anker er i dag. Chris Anker er nok generelt stærkere end nogensinde. Men fordi Saxo holdet har været så skræmmende ringe på de flade etaper, så har det tit været de to Sørenser der har måtte hjælpe Contador. Har Chris Anker stadig guf i stængerne eller er han noget brugt allerede inden i dag? Chris Anker er helt sikkert en vigtig mand i dag. For uden ham, så har Contador reelt kun to hjælpere i bjergene af klasse, Hernandez og Navarro. Og hvor står de i årets tour? Traditionelt meget, meget stærke hjælperyttere i bjergene. Men man bliver lidt skræmt af, hvor ringe de har kørt på flade etaper.
Er Contadors tre hjælpere det mindste svage i dag, så må der blæses til angreb mod Contador fra alle andre favoritter. Er Contadors hjælpere klar, så er han knap så udsat, men angreb vil stadig være dybt farlige for vores favorit.
Det siger sig selv, at folk som Evans, Kloden og Basso ligende ikke har helt de samme mange strenge at spille på som Leopard Trek og derfor lidt mere må køre på, hvad de ser og fornemmer under selve etapen. Byder nogen chancer sig? Hvor er ens ben? Hvordan ser de andre ud? Er der guf i benene til angreb?
Men for Leopard Trek bør der ligge indtil flere helt klare taktikker på plads til dagens etape. Dette naturligvis fordi at begge Schlecks ligger så fint til (og ser stærke ud), at de generelt har et super stærkt hold og at de med Fuglsang på en flot 10. plads har mange, mange strenge at spille på.
Første streng er oplagt: En type som Cancellara eller Voigt skal tidligt forsøge at komme med i et udbrud og ligge klar til at Schlekerne eventuelt får hul til Contador og dermed kan hjælpe her. Denne strategi er såvel oplagt som svært gennemførlig, hvilket Saxo holdet kan bekræfte fra tidligere toure. Men den skal forsøges, og hvis feltet tillader at der køres væk, gennemføres.
Men det er næste strenge som er mere interessante. Som sagt vil en del afhænge af om Contador's hjælpere er klar eller ej. Er Contadors hjælpere mærkede, så kan Leopard Trek nemt køre Contador flad. Simpelthen ved at lade Fuglsang, Frank og Andy kører på skift igen og igen. Dette kan ingen svare på igen og igen....heller ikke Contador. Og slipper en af dem væk, så vil de være dødfarlige, da det må forventes at Contador så selv skal lægge mange frontkræfter i at holde et angreb nede på noget acceptabelt i tid. Og dermed vil han være ekstremt udsat på Luz-Adiden og alle de resterende favoritter vil kunne køre på ham.
Selv hvis Contadors hjælpere er skarpe i dag, så bør ovenstående strategi prøves i dybden af Leopard Trek, i nødstilfælde på Tourmalet, men ideelt set allerede seriøst fra d'Ancizan. Dette vil sætte Saxo holdet under ekstremt pres og for alvor teste (=vise) om hvor stærke de er.
Så hvis jeg var Leopard Trek så ville jeg gøre som følger:
1. Tidligt på etapen få Cancellara eller Voigt afsted og får de lov så skal de køre så de kan blive springbræt for angreb bagfra senere.
2. På d'Ancizan skal Fuglsang seriøst prøve at angribe. Svares der (trods alt næppe fra Contador selv, men derimod fra hans hjælpere) så skal der prøves flere gange fra Fuglsang. Slipper Fuglsang afsted, så bliver det ekstremt interessant med danske øjne. Slipper han ikke afsted, så vil hans (forhåbentligt) hårde angreb mærke hjælpere + Contador til de to sidste bjerge.
3. Såfremt Contador stadig har holdt samling til Tourmalet, så er medicinen konstante angreb fra Fuglsang, Frank og Andy indtil Contador giver sig. Bemærk, at her befinder vi os på en knivsæg. Contador (+ eventuelle hjælpere) vil formentlig prøve at køre så stærkt at angreb ikke er mulige. Men dette vil omvendt trætte Saxo/Contador så meget, at de allerede midt på Tourmalet og resten af etapen vil være mærkede og dermed endnu mere kan angribes. Hvis omvendt Saxo/Contador holder et lidt for lavt tempo på Tourmalet så skal angrebene fra Fuglsang/Frank/Andy falde gang på gang.
4. Holder Saxo holdet frem til Luz-Adiden, så tror jeg at Contador er så stærk at han selv vil gå i offensiv og kunne køre så stærkt, at angreb er umulige og resten af favoritterne derfor må/skal køre defensivt og bare sidde med i toget og ikke tabe tid.
Kort og godt. Hvis enten Saxo holdet er så stærk i bjergene at de som hold har holdt sammen på favoritterne helt frem til Luz-Ardiden eller at andre favoritter/hold ikke for alvor har testet Saxo inden Luz-Ardiden, så anser jeg Contador som værende så stærk at han ikke sættes på Luz-Ardiden og hvor man omvendt måske vil se ham sætte mange.
Nøglen for andre hold/favoritter må være angreb allerede fra 'Ancizan og hvis disse ikke slipper afsted endnu flere angreb på Tourmalet.
Meget afhænger af to ting. Den første ting er simpelthen, at den første rigtige bjergetape har det med at være den dag, hvor favoritternes ben kan være ret forskellige, mens så de resterende bjergetaper da falder de enkelte ryttere meget fast ind på det niveau de nu engang er på. Men altså den første bjergetape kan give overraskelse. Hvem af favoritterne er hvor de skal være. Har f.eks. Andy, Contador eller Evans en halvskidt dag i dag, så vil nedenstående analyse kunne ændre sig.
Den anden ting, hvor stærke Hernandez, Navarro og til dels Chris Anker er i dag. Chris Anker er nok generelt stærkere end nogensinde. Men fordi Saxo holdet har været så skræmmende ringe på de flade etaper, så har det tit været de to Sørenser der har måtte hjælpe Contador. Har Chris Anker stadig guf i stængerne eller er han noget brugt allerede inden i dag? Chris Anker er helt sikkert en vigtig mand i dag. For uden ham, så har Contador reelt kun to hjælpere i bjergene af klasse, Hernandez og Navarro. Og hvor står de i årets tour? Traditionelt meget, meget stærke hjælperyttere i bjergene. Men man bliver lidt skræmt af, hvor ringe de har kørt på flade etaper.
Er Contadors tre hjælpere det mindste svage i dag, så må der blæses til angreb mod Contador fra alle andre favoritter. Er Contadors hjælpere klar, så er han knap så udsat, men angreb vil stadig være dybt farlige for vores favorit.
Det siger sig selv, at folk som Evans, Kloden og Basso ligende ikke har helt de samme mange strenge at spille på som Leopard Trek og derfor lidt mere må køre på, hvad de ser og fornemmer under selve etapen. Byder nogen chancer sig? Hvor er ens ben? Hvordan ser de andre ud? Er der guf i benene til angreb?
Men for Leopard Trek bør der ligge indtil flere helt klare taktikker på plads til dagens etape. Dette naturligvis fordi at begge Schlecks ligger så fint til (og ser stærke ud), at de generelt har et super stærkt hold og at de med Fuglsang på en flot 10. plads har mange, mange strenge at spille på.
Første streng er oplagt: En type som Cancellara eller Voigt skal tidligt forsøge at komme med i et udbrud og ligge klar til at Schlekerne eventuelt får hul til Contador og dermed kan hjælpe her. Denne strategi er såvel oplagt som svært gennemførlig, hvilket Saxo holdet kan bekræfte fra tidligere toure. Men den skal forsøges, og hvis feltet tillader at der køres væk, gennemføres.
Men det er næste strenge som er mere interessante. Som sagt vil en del afhænge af om Contador's hjælpere er klar eller ej. Er Contadors hjælpere mærkede, så kan Leopard Trek nemt køre Contador flad. Simpelthen ved at lade Fuglsang, Frank og Andy kører på skift igen og igen. Dette kan ingen svare på igen og igen....heller ikke Contador. Og slipper en af dem væk, så vil de være dødfarlige, da det må forventes at Contador så selv skal lægge mange frontkræfter i at holde et angreb nede på noget acceptabelt i tid. Og dermed vil han være ekstremt udsat på Luz-Adiden og alle de resterende favoritter vil kunne køre på ham.
Selv hvis Contadors hjælpere er skarpe i dag, så bør ovenstående strategi prøves i dybden af Leopard Trek, i nødstilfælde på Tourmalet, men ideelt set allerede seriøst fra d'Ancizan. Dette vil sætte Saxo holdet under ekstremt pres og for alvor teste (=vise) om hvor stærke de er.
Så hvis jeg var Leopard Trek så ville jeg gøre som følger:
1. Tidligt på etapen få Cancellara eller Voigt afsted og får de lov så skal de køre så de kan blive springbræt for angreb bagfra senere.
2. På d'Ancizan skal Fuglsang seriøst prøve at angribe. Svares der (trods alt næppe fra Contador selv, men derimod fra hans hjælpere) så skal der prøves flere gange fra Fuglsang. Slipper Fuglsang afsted, så bliver det ekstremt interessant med danske øjne. Slipper han ikke afsted, så vil hans (forhåbentligt) hårde angreb mærke hjælpere + Contador til de to sidste bjerge.
3. Såfremt Contador stadig har holdt samling til Tourmalet, så er medicinen konstante angreb fra Fuglsang, Frank og Andy indtil Contador giver sig. Bemærk, at her befinder vi os på en knivsæg. Contador (+ eventuelle hjælpere) vil formentlig prøve at køre så stærkt at angreb ikke er mulige. Men dette vil omvendt trætte Saxo/Contador så meget, at de allerede midt på Tourmalet og resten af etapen vil være mærkede og dermed endnu mere kan angribes. Hvis omvendt Saxo/Contador holder et lidt for lavt tempo på Tourmalet så skal angrebene fra Fuglsang/Frank/Andy falde gang på gang.
4. Holder Saxo holdet frem til Luz-Adiden, så tror jeg at Contador er så stærk at han selv vil gå i offensiv og kunne køre så stærkt, at angreb er umulige og resten af favoritterne derfor må/skal køre defensivt og bare sidde med i toget og ikke tabe tid.
Kort og godt. Hvis enten Saxo holdet er så stærk i bjergene at de som hold har holdt sammen på favoritterne helt frem til Luz-Ardiden eller at andre favoritter/hold ikke for alvor har testet Saxo inden Luz-Ardiden, så anser jeg Contador som værende så stærk at han ikke sættes på Luz-Ardiden og hvor man omvendt måske vil se ham sætte mange.
Nøglen for andre hold/favoritter må være angreb allerede fra 'Ancizan og hvis disse ikke slipper afsted endnu flere angreb på Tourmalet.
Abonner på:
Opslag (Atom)