At forstå Kina - Del 6

Demokrati og menneskerettigheder i Kina
Når samfunds- og menneskerettighedssyn sammenlignes mellem Kina og Vest, så slår det næsten gnister.
Som altid når vi sammenligner mellem Kina og Vesten, så skal vi forstå fortiden, for at forstå nutiden.

Vesten – med historisk forankring i Europa – har været kendetegnet ved stater/kejserdømmer/kongedømmer/bystater der lige siden Middelalderen har været i interne krige med hinanden og hvor ingen enhed vedvarende har fået overtaget og skabt et ”samlet Europa”. Romerriget var tæt på og deres indflydelse på Europas selvforståelse skal ikke undervurderes. Men siden Romerrigets fald i det 4. årh. da har Europa ikke været samlet.
Disse konstante interne europæiske krige har været domineret af mange aktører: Kejsere, konger, paver, bisper, ridderklassen, adlen, rige købmænd og rige landmænd. Dette har betydet, at europæere har været vant til at blive flyttet rundt på banen af eksterne aktører som var de bare bønder i skakspil. Dette har igen betydet, at da oplysningstiden og tankerne til det moderne samfund opstod, da var det helt centralt i den oplyste folkesjæl i Europa, at tænke i juridiske rettigheder for de almindelige borgere overfor alskens større spillere. Det vi i dag forstå via af borger- og menneskerettigheder og hvordan en stat skal opbygges, så den bedst tjener folket. Rettigheder forankret i lovgivning er således en del af fundamentale i det vestlige tankegods.

Sådan er Kina ikke. Kinesere har aldrig opfattet som værende bønder i et skakspil udspillet af alskens underlige og grusomme aktøre. Kinesere har altid fundet, at de – så længe kejseren havde sig guddommelige mandat – blev fair og retfærdigt regeret af en kejser, der ville og kunne gøre det bedste for det kinesiske folk og den kinesiske civilisation, og at når skulle være krig, at de selvfølgelig stod til rådighed for kejseren.

Dette har betydet, at såvel borgerlige rettigheder som love er langt, langt mindre vigtige i Kina end i Europa. Angående lovgivning, så har Kinas kultur (og hele Fjernøstens for den sags skyld, da Kinas kulturelle indflydelse historisk har været enorm i området) været sådan, at lovgivning er langt mindre ”anvendt” end i Vesten. Selv i Japan – der som sagt er mere vestlig end noget andet land i Fjernøsten – er der et afslappet forhold til lovgivning. I Japan som de andre lande i området er det holdningen at tvister klares gennem private forlig, hvor overhoveder for klaner/familier/virksomheder/det offentlige mødes og udreder problemerne udenfor retssalene og således at ingen mister ansigt. At miste ansigt er det alle fjernøstlige kulturer anser som det værste der kan ske for en, sin familie, sin virksomhed, sit samfund eller sit land.

I Vesten er personlig uretfærdighed langt vigtigere end skam eller at tabe ansigt. Derfor er det ikke underligt, at meget få tvister i Fjernøsten havner hos domstolene, mens at i Vesten da er det typiske at alvorlige tvister klares gennem lov og domstole.

Her bør måske lige klarlægges en ting, der ellers ville virke selvmodsigende i forhold til det jeg har skrevet. Konfucianismen har et stort fokus på retfærdighed. Men det er en anden form for retfærdighed end Vestens retfærdighed. I konfucianismen er retfærdigheden mere ”spirituel”, ”religiøs” forstået. Det er livsenergier, der ”kosmisk” skal gå op i en højere enhed, lidt i samme stil Taoismens ying og yang. Det er i Østen således vigtigt at gøre gode og retfærdige ting, da det på et ”kosmisk” niveau er med til at holde det jordiske liv harmonisk. I Vesten derimod er retfærdighed defineret personligt og ved lov. Det er ”overgreb” på individdet, man gennem lov forsøger at tæmme, så der opleves en personlig retfærdighed.

Udover at kinesere således i det hele taget ikke har det store drive til at brokke sig, så gælder det også, at når de brokker sig, så anser staten det som deres pligt at finde en pragmatisk løsning på problemet og ikke striks se på lovgivningen.

Derfor bliver snakken om menneskerettigheder i Kina meget hurtigt afsporet. Vi i Vesten forventer at den normale kineser – specielt da fordi 500 mio. indb. der stadig lever ret fattigt og uden megen spas i livet – da bør gå på barikaderne for at få social og juridisk retfærdighed og kræve dette gennem lovbestemte rettigheder for dem som borgere og mennesker.
Men sådan opfatter en kineser simpelthen ikke deres eksistens. Rettigeheder, retfærdighed og lovgivning er simpelthen længere nede i deres virkelighedsopfattelse end konfucianismens ideer, ideerne om skam/tabe ansigt og at tingene ordnes ved udramatiske pragmatiske aftaler.

Med den nye verden Kina i disse år kastes i ud i, da er det klart, at retfærdighed, rettigheder og lovgivning bliver stadig bliver mere og mere printet ind i bevidstheden hos kineserne. Men det er langsom proces og ikke en proces kineserne på nogen måde higer efter. Blot en påvirkning til deres egentlige syn på eksistensen konfronteret med globale (vestlige) modernisme.

Modsat hvad mange tror, så er statscensuren pt. ikke vild i Kina. Den er der og i et omfang vi slet ikke kan lide i Vesten. Men set fra en kinser af, da har ytringsfriheden aldrig været større end nu. Og faktisk ytre den kinesisker borger sig meget nu. I såvel aviser som på internettet er det helt normalt at have debatter om alskens forhold i landet. Kun på nogen få delikate politikområder (det kunne f.eks. være holdninger til Tibet eller om der skal indføres demokrati i landet), da er der hård og kontrolleret censur. Men på langt hovedparten af politiske spørgsmål i landet, da er en rimelig fri debat både et faktum og noget staten tager afslappet. Ja, faktisk – i henhold til konfucianismen og hvor den gamle kommunistiske ånd mere og mere udrenses – så lytter staten aktivt meget til den politiske debat der i landet. Om forurening, problemer med rent vand, klimaforandringer, social ulighed, tiltagende korruption, behov for infrastruktur, problemer mellem land og by for at nævne nogen vigtige område.

Hverken for staten, for den kinesiske kultur eller for den almindelige kineser er demokrati derfor særlig interessant. Som sagt har kinserne været fuldkommen vant til, at der er et stort og naturligt magtvakum udenfor staten og dermed nu om dage partiet. Den pluralistiske debat mellem naturlige forskellige magtaktører (som har været det helt normale i Vesten) er derfor ikke eksisterende i Kina. Og borgerne synes generelt, at staten (partiet) vitterlig forsøger og har succes med at gøre det bedste for folket.

Den klart vigtigste motor og udfordring for partiet er vedvarende høk økonomiske vækst. Så længe den – som den har gjort i over 20 år – vedbliver med at hente millioner og atter millioner ud af fattigdom og endog begyndende rigdom, så er det borgernes opfattelse (naturligvis ikke hver eneste borges opfattelse, men sådan i stor almindelighed) at statens projekt er godt og at man kan udholde mange uheldige sideeffekter af det. Den store udfordring – og som staten/partiet også har som et af deres helt centrale fokusområder – det er at staten, indenfor realismens rammer, skal tænke på hele landet og samfundet, mens disse vækstpolitikker kører. At selvom det er accepteret at østprovinserne banker derudaf i rigdom, at så skal staten altså også gøre en helhjertet indsats for at hurtigst muligt at sprede denne vækst til hele landet så alle få del i den.

Hvis Kinas vækst vedbliver med at være stor, og partiet som hidtil yder en helhjertet indsats for få så mange kinesere med i denne vækst, så har kineserne ikke megen interesse for menneskerettigheder og demokrati. Staten har det ikke, da de mener, at den vej de har udstukket jo virker og at alvorlige reformer i den politiske struktur vil kunne lamme beslutningsprocessen for en vedvarende høj vækst. Og borgerne anser vækst og social balance som det vigtigste i den enkelte kinsers verdensopfattelse og de ønsker ikke en ændring af fundamentale samfundsforhold, så længe det går godt.

Hvad partiet har gjort de seneste 25 år det er at indføre små gradvise reformer internt i partiet. F.eks. at fraktioner indenfor partiet er mere og mere accepteret og ikke noget der skal nedkæmpes. F.eks. er der flere ministre i den nuværende regering, der ikke kan siges at være med i præsidentens kerne. Afstemninger indenfor partiet er også blevet mere og mere normale, og hvor uenighed ikke leder til kaos og udrensning. Og en helt grundlæggende ændring er at det aktivt opfordres til partiets medlemmer at lytte til borgernes ønsker og medtage dem i beslutningerne taget i partiet.

Alt tyder på, at demokrati ligger årtier ude i fremtiden. Den kinesiske stat og det kinesiske folk er så fokuseret på vækst, at de ikke er interesseret i at lave store samfundsreformer, der potentielt kan forstyrre væksten. Hvad vi derimod vil se er formentlig en vedvarende proces af små reformer, hvor man hver gang vil se om disse reformer vil skade væksten, og hvis det ikke gør, så vil det blive accepteret. En langsom og gradvis proces af små reformer med flere menneskerettigheder og mere og mere ”demokratisk” proces internt i partiet er det vi højst sandsynligt vil opleve.

Så hvordan skal Vesten forholde sig til dette. Vesten må acceptere, at fokus og ønsker i Kina ikke er på store samfundsreformer på kort tid. Vi må acceptere, at det vil være små og gradvise reformer vi kommer til at se. Vores plads er påpege, når (hvis!) store befolkningsgrupper finder at partiet ikke mere tjener deres bedste. Vores plads er at påpege når minoriteter undertrykkes for meget. Vores plads er altid at lokke – men ikke hysterisk tvinge – Kina til at vedblive mere deres reformer. Vores plads er respektfuldt at forklare, hvordan vi ser på tingene set fra Vestens side af, men at vi skam forstår, at Kina ikke altid er enige med os.


Opsummering

Kina er klodens ældste eksisterende civilisation. I 2000 år har Kina været klodens mest avancerede og rige civilisation, hvor kun Romerriget og Osmanerriget sporadisk har været i nærheden af samme avancerede niveau. Fra år 1800 til år 2000 bliver Kina voldsomt hægtet af kapløbet grundet Vestens succes med kapitalisme og industrialisering. Kinerserne ser med skam på de 200 år, da det for dem er helt unormalt ikke at være klodens civilisatioriske navle. Kina indså omkring 1978, at hvis de igen skulle blive en førende civilisation, så måtte de få gang i deres økonomi og efter vestlig inspiration lade markedskræfterne være motoren for dette. Nu nærmer Kina sig med stormskridt at være klodens mægtigste civilisation igen. Så hvad kan vi forvente af dem som ny stormagt?

Følgende politikker vil overdøve alt andet og stort set al Kinas ageren inden- og udlands vil skyldes disse fokusområder.

Vækst
Over alt andet, da skinner fokuset på vedvarende høj vækst. Analytikkere af Kina siger, at smertesgrænsen er en årlig vækst på 6%. Længerevarende vækst under denne grænse, vil give alvorlig grobund for uro såvel internt i Kommunistpartiet som i befolkningens velvilje til at sluge store krav til dem i vækstens ”hellige” navn. Det kan lyde akademisk, hvorfor 6% er så meget mere kritisk end de gennemsnitlige 9-10% landet ligger på nu. Men bag væksten skjuler sig den sociale mobilitet, hvor hundrede af millioner af fattige landarbejdere hentes indtil lidt højere betalt industriarbejde, tier af millioner der går fra lavindkomst industriarbejde til højere lønnet og kvalificeret industriarbejde og millioner der går fra højere lønnet industriarbejde til endnu højere lønnet servicearbejde. Hastigheden hvormed folk hives ud af fattigdom og sparkes højere og højere op i indkomst er det som afspejler sig i vækstraterne. 8-10%s vækst er godt. 6-8% er ok, men ikke optimalt. Under 6% og så begynder udsigterne til, hvornår flertallet i Kina har en rimelig indkomst at være for langt ude i fremtiden.
Kinas helt særskilt største fokus er derfor vækst. Og alle andre politikker skal forstås ud fra om de hæmmer væksten i landet.

Forsyningssikkerhed
Kina mangler notorisk stort set alle råstoffer, både til at holde deres befolkning og økonomiske motor kørende.  Kinas underrigspolitiske ageren skal i høj grad forstås med forsyningssikkerhedens briller. Kina er ikke meget for Vestens vedvarende krav til alskens emergent economies/u-lande (f.eks. i det arabiske forår) om politiske reformer og hensyn til menneskerettigheder, da det klart vil skabe ustabilitet i mange u-lande.  Og en sådan ustabilitet vil ramme Kinas muligheder for at handle råstoffer. Derfor er Kina på bagbenene overfor FNs, Vestens og det såkaldte ”internationale samfunds” aktive ageren mht. krav om sociale og politiske reformer i alskens lande, både symbolsk i lande som Kina ikke direkte er afhængige af (det kunne f.eks. være den aktuelle problemstilling in Syrien) og konkret i de lande som Kina forsyningsmæssigt er afhængige af.
Kina mener ikke selv, at der er nogen logik i, at de skal følge internationale konventioner (typisk udformet af Vesten og uden at nogen emergent economies har haft nogen som helst indflydelse på dem) pr. automatik. Derimod følger Kina et spor, hvor deres ageren undenlands alene bygger på deres egne interesser mht. import af råstoffer og global eksport af deres industrivarer.

Intern stabilitet
Intern ro i landet er næst i rækken af fokusområder. Både (kynisk) fordi social uro kan hæmme vejen for vækst og (idealitisk) fordi det vitterlig ligger i den kinesiske selvofattelse fra laveste borger til højeste minister i partiet, at den kinesiske civilisation skal bygge på harmoni og retfærdighed i alle deles af den, og befolkningen samlet skal have det godt som muligt. Stor fokus på daglige problemer kineserne rundt om i landet faktisk og føler de har vil vedvarend være i partiets fokus. Seriøs fokus på en (kinesisk) velfærsstat er et faktum. Massive planer og opsparinger til uddannelsessystemet, sygehusvæsnet, infrastruktur, forureningsproblemer, rent vand og tilstrækkelige fødevarerprogrammer er allerede i gang og endnu mere står klar.

Forurening
Forurening er et fokusområde. Men Kina har – set med deres øjne – et realistisk forhold til det. Miljø- og forureningspolitikker bliver ikke vedtaget, hvis de alvorligt hæmmer væksten og de er til at leve med lidt endnu. Men hvor det menes, at væksten ikke hæmmes, da gør Kina alt hvad de kan indenfor deres økonomiske muligheder og de globale teknologier på området for at mindske deres forurening og påvirkning af miljøet. Som miljøteknologien globalt bliver mere potent, så kan man roligt regne med, at Kina vil være førende mht. implementering og brug af vedvarende energi og miljøbevarelsesprodukter.

Men hvad med Kina overfor omverden? Her vil landet have følgende pointer.

Vesten
Kina har ikke et aggressivt syn på Vesten. De skammer sig over den tid, hvor Vesten overhalede dem og gjorde Kina til semi-koloni. Ligeledes har de ikke historien til eller selvforståelsen af, at det pr. automatik skal være sådan, at de spilleregler Vesten har udbredt globalt de sidste 200 år er noget Kina skal følge. De har selvfølgelig en realitetssans, der tilsiger, at kloden har endnu en gang de spilleregler de har, og generelt er det nogen man følge. Men der skal ikke gå automatik i det, er Kinas standpunkt. Derfor er synet på Vesten rimeligt afslappet sådan i bunden. Vi er ikke helt tossede og har jo vist, at vi er en civilisation som har kunnet skabe magt og rigdom. Men hvor Japan har Vesten som idoler, så har Kina Vesten som et nødvendigt onde, hvor man dog på enkelte punkter (som Kina selv suverænt udvælger det) kan lade sig inspirere af Vesten. Troen på, at forandring/vækst ikke er en modspiller til harmoni og stabilitet og troen på at en kapitalitisk produktionsform handlet på globale frie marked er en økonomisk motor der vedvarende kan levere velstandsfremgang er vestlige, og hvor Kina er blevet overbevist om, at dette også vil gælde for dem.
Så længe Vesten vil gøre en seriøs indsats for at forstå Kinas fokusområder (men ikke nødvendigvis være enige, men i så fald respektfuldt kæmpe for det modsatte) og ikke altid går i flæsket på dem, hver eneste gang Vesten synes at nu opfører Kina sig ikke som Vesten mener alle lande skal opføre sig, så tilsiger intet at Kina ikke skulle have et afslappet forhold til Vesten og at Vesten og Kina (sammen med Indien og Fjernøsten) ikke er ligeærdige samarbejdspartnere, der på normale realpolitiske –og diplomatiske nok skal få tingene til at fungere på en konstruktiv måde for begge parter.

Ikke-Vesten
Man kan opdele alle ikke-vestlige lande på kloden i tre set med Kinas øjne.

Fjernøsten: Kina vil mene – og stort set med rette – at Fjernøsten gennem kulturpåvirkning og handel vil være påvirket/afhængige af Kina, lidt ligesom Europa var af USA i efterkrigstiden. At Fjernøsten – omend bestående af frie, uafhængige nationalstater Kina respeterer (udover Taiwan og Tibet) – så at sige bliver en del af den kinesiske civilisation. Eksport til og import fra sine naboer er og vil vedblivende blive ved med at være Kinas naturlige hjemmebane.

Lande der har råstoffer de skal bruge: Kina vil have et totalt kynisk forhold til disse lande. De vil stort set være fuldkommen ligeglad med, hvordan tilstanden er i disse lande. Med samtlige værktøjer vil de sikre sig, at de kan få leverancer fra disse lande. Om de så indirekte støtte f.eks. Iran med at få atomvåben, det er en biting. Hvis Iran viser at de er en sikker og stabil leverandør af olie til Kina, så vil Kina formentlig intet gøre ved Irans atomplaner. Vi skal altså ikke regne med Kina i nogen internationale aftaler om Iran. Og sådan vil det være land efter land de importerer fra. Forsyningssikkerheden står langt over eventuelle etiske og menneskeretslige overvejelser.

Lande de eksporterer til: Kina vil generelt støtte op om internationale regler for fri global handel såsom de typisk forhandles i GATT og WTO. Det er i Kinas interesse, at man kan handle med alle på frie markeder og også at det går godt for alskens lande, da det endnu mere vil øge efterspørgslen efter Kinas produkter.

Man kan sige, at Kina vil forfølge to spor. Hvor fri handel forhandles (GATT og WTO), da vil Kina gladeligt indgå i multilaterale aftaler, der altså gælder fælles for alle parter. Men hvor GATT og WTO ikke vil lege med, da vil Kina lave stakkevis af bilaterale aftaler, som kun gælder for de to aktuelle parter. Det er i høj grad op til Vesten, hvorvidt deres krav til de internationale handelsaftaler gør at Kina helst vil placere sin aftaler i multilaterale aftaler eller om Kina føler at de vil være bedre tjent med bilaterale aftaler. Kina kan og vil gå begge veje, Vesten må forstå, at deres holdninger vil afgøre om, Kina vælger den ene eller anden vej mest. 

At forstå Kina - Del 5

Kinas udfordringer

Kinas økonomiske mirakel skal næsten helt sikkert nok fortsættte af selv derudaf i flere årtier endnu, det sørger hundrede af millioner af forsat rekruterbare landarbejder til meget billige industriarbejdere for. Men selvfølgelig har Kina nogen udfordringer som det må forholde sig til.

Mangel på råstoffer
Den første udfordring er dets mangel på naturlige ressourcer, herunder specielt olie. Kina er umættelige mht. stort set alle råstoffer. De efterspørger langt mere energi, beton, stål, aluminium, titanium, magnesium, kobber,  guld, rent vand, mad, kul, gas og oile end noget andet land på kloden, og de har slet ikke nok af disse ressourcer indenlands. Kun Indien og USA (men USA har det meste selv indenlands (frataget olie og deraf energi)) er i nærheden af Kina. Derfor oplever verden pt et prisboom på råvarer. Og det vil vare ved i årtier endnu. Så vi er den pudsige situation pt globalt set, at industrivarer aldrig har været billigere end nu og omvendt har råstoffer (herunder mad) aldrig været dyere end nu......begge dele primært trukket af Kina og sekundært Indien og med resten af kloden stort set kun tilskuere til dette. Prisboomet på råstoffer og fødevarer og eksport af samme til Kina, er således også en af de vigtigste årsager til, at betydelige dele af de gamle såkladte u-lande i disse år oplever en  økonomisk vækst, de ellers aldrig har oplevet.

Ovenstående situation gør at forsyningssikkerheden er en central del af Kinas mange, mange år endnu. Jeg vil senere uddybe dette.

Forurening
Kina er ganske klar over og fokuseret på, hvor meget de foruene. De ting som udlandet angriber dem hårdt for, det mærker de skam også indenlands. Forureningen i stakkevis af millionbyer er langt over, hvad nogen finder rimeligt. Og klimaændringerne indenlands kan mærkes, hvor mere og mere af den i forvejen ret lille frugtbare jord mindskes dag for dag, og hvor deres ørken mod nord meget vel meget snart kan blive klodens største ørken.

Kina er da allerede også nu klodens mest investerende land i vedvarende energiformer og har allerede indført miljølove som vil få USA til rødme af skam. Eneste problem er at lovene ikke håndhæves meget (se senere indlæg om Kinas (og generelt Fjernøstens) forholden til lovgivning). Og det er et næsten umuligt projekt Kina (og Indien) står med. Stadig er olie den eneste kilde til at holde et industriapperat kørende på. Men det sviner og forurener.
Man skal være blåøjet og dum, hvis man tror, at Kina ikke fortsat vil være total afhængig af olie. Jeps, alt hvad kloden pt forsker i med vedvarende energi vil blive implementeret tidligere og langt mere omfattende i Kina end alle andre steder. Men vi er nok +10-15 år ude i fremtiden, og indtil da vil Kina og Indien høvle olie (og kul) af.

Stabilitet indenlands
Ved siden af forsyningssituationen og stringent fokus på økonomisk vækst, så er regeringens største fokus stabilitet i landet. Man må ikke undervurdere denne interesse. Som jeg har skrevet tidligere, så har det historisk ligget dybt i kineserne at landet skal være stabilt og harmonisk. Stadig lever mere end 70 % af Kinas befolkning på landet og er ikke meget rigere end for 30 år siden. Og selv i 2030 vil ca. 50 % stadig være at finde i landbruget. Men omvendt ser vi provinserne ud mod kysten som med stormskridt er ved at være så moderniserede og rige som Vesten. Kineserne har forståelse både af at sådan må udviklingen naturligvis være og at staten naturligvis skal gøre sit for at udligne disse forhold over landet.....indenfor realismens grænser naturligvis.


Kina som ny stormagt

Så hvad er det for et Kina vi skal forvente at se i fremtiden? Ovenfor har jeg så kort som det er muligt prøvet at beskrive, hvor Kina kommer fra, og hvad der er deres situation pt. Og ud fra det kan man sige en del om, hvordan Kina i fremtiden ser sig selv på den globale scene.

Man kan sige, at to modsatterede kræfter vil være i spil. Den ene mest i starten, den anden mere og mere som tiden går.

Kina har pt mest interesse i at være på god fod med så mange som muligt. Det er klart, at har man størrelse som Kina har i verdenshandlen og generelt på den internationale scene, så vil de også til tider slå i bordet og være umulige. Men generelt vil dette ikke være Kinas politik med mindre de presses op i en krog.

Det skyldes mange forhold. For det første er der forsyningssituationen med alle råstoffer. Kina vil vedvarende være nødsaget til at købe råstoffer på det globale marked. Specielt olie vil være helt fokus hos dem. De har ikke luksusen til at blive uvenner med alle dem der forsyner dem med råstoffer.

Derfor ser vi også, at Kina klart er den mest aktive spiller politisk og økonomisk udenfor Vestens generelle legepladser. Specielt Afrika, Mellemøsten, Indien og Fjernøsten (og endog sporadisk i Sydamerika) er steder, hvor Kina gør alt for sikre deres forsyningssikkerhed. De gør det ved handel, ved støtte, ved direkte investeringer,  ved partnerskaber, ved pres og ved samarbejdsaftaler.
Det er derfor vi så tit er efter Kina. Kina ser ikke særligt meget på, om et land er blandt de ”gode” eller de ”onde”. De er f.eks. ligeglad med at de bygger og finansiere en stor dæmning i Congo selvom de ved, at dette er at støtte en korrupt leder, hvis de blot får en sikker leverance af kobber. De hamrer ikke løs på Iran selvom Iran rasler med atom-sablen, hvis de blot er sikre på olieforsyninger. Kinas udenrigspolitik er simpelthen forankret i at sikre, at hvad de behøver, det kan de også få fat på, da de er gode venner med alle dem de forsyningsmæssigt er afhængige af.

Det samme ser vi med handel og kapitalreserver. Kina har verdens største kapitalreserve. Denne er skabt på kun 15 år!! Den er skabt ved, at de sælger og sælger billigere varer, hvilket giver ufattelige overskud på handels- og betalingsbalancen og for dette overskud opkøber de udenlandske værdipapirer (specielt amerikanske statsobligationer, Kina sidder på næsten 60 % af alle amerikanske statsobligationer!!). Kinas industrieksport, Mellemøstens olieeksport og Ruslands eksport af specielt olie og gas har gjort af disse områder pt er der, hvor stort set hele klodens kapitalreserver er placeret. Man kan sige at Vestens samlede store statsunderskud er placeret som kapitalresserver i Kina, Mellemøsten og Rusland.

Men specielt Kina (det er lidt mere lunket med Mellemøsten og Rusland, selvom man dog ikke skal tro at de på disse punkter er galninge) har ingen interesse i at bruge deres kapitalreserver aggressivt i verdenshandlen. For de er verdens mest eksporterende land. De storsælger til Vesten, til Japan, til Fjernæsten og til stort set alle udviklingslande. Hvad de ønsker er stabile handelsforhold på det globale marked.  Uro på valutamarkedet eller eksportmarkederne er overhovedet ikke i Kinas interesse.

Derfor kan man i en del år endnu forvente at Kina er rolig gigant. Hvis de presses op i et hjørne eller man ikke forstå, hvorfor de gør som de gør og derfor laver dumme politikker overfor dem, så vil de vise tænder. Men giver man dem plads, så vil de formentlig være til at tale med på de fleste områder.

Men der er naturligvis den anden dynamik som virker modsat. Og det er, at Kina – som allerede forklaret – helt naturligt ser sig klodens civiliserede navle. Jo stærkere de bliver jo mere tillokkende vil det blive for dem at se sig som lederen i verden.
Men man skal dog ikke blive overdrevet bang for dette....lidt bange er ok, men ikke overdrevet bange. For Kinas selvopfattelse er ikke specielt krigerisk eller aggressiv. Jojo, som enhver anden civilisation så har den da gang på gang været i interne og eksterne krige. Så selvfølgelig er Kina ikke bare et pascitistisk land. Men Kinas selvopfattelse har altid været, at ca. de grænser de har haft i 2000 år, det er der Kina hører til. Et element i deres sindelag (hvilket jo også blev understreget da Vesten bankede på deres døre i 1800-tallet) er, at de er lidt ligeglade med alt det udenfor Riget i midten. At disse lande/civilisationer er underlegne og lettere komiske og noget som man egentlig ikke gider bruge tid på. Man kan sige, at Kina er langt mere indenrigspolitisk orienteret end udenrigspolitisk orienteret i sin natur, og at det kun er deres mangel på ressourcer samt deres interesser for handel der gør, at landet har en aktiv udenrigspolitik (sat på spidsen naturligvis).

Det er klart, at fordi vi lever i en tid, hvor globaliseringen er mega stor og global handel er det alle leger med, så vil Kina aldrig som tidligere kunne sætte sig hen i stolen, blundre og ikke høre omverdenen. Det er en ny meget forskellig tid vi lever i. Men pointen er blot, at deres grundlæggende syn på eksistensen, deres land og deres kultur er rimeligt selvtilfreds og ikke særligt udenlands aggressiv.

Selvfølgelig igen idenfor realismens grænser. Men den magt de vil få om 20 år, så vil de naturlgivis buldre frem her og der. Og specielt hvis de føler at de bliver presset op i en krog. Men det vil ikke være det normale.

Som eksempel på, hvad jeg mener, så kan nævnes Taiwan og Tibet. I henhold til kinesisk overbevisning, så er begge dele en naturlig del af det de opfatter som Kina. Derfor mener Kina, at begge lande skal hjem til Kina og så er de egentlig ligeglad med at hverken Taiwan eller Tibet selv mener, at de skal tilbage til dem.

Så Kina kan være meget aggressive, når Taiwan eller Tibet kommer på bordet. Og det viser naturligvis den svære balancegang som såvel Vesten som Kina selv altid må være på. På den ene side, så vil det internationale samfund ikke acceptere at to lande der ønsker at være selvstændige og delvist er det skal anekteres af Kina. På den anden side så forstår det internationale samfund ikke, at Kina simpelthen helt definitorisk anser begge lande som deres, ikke i henhold til noget nymodens vestlig pjat som nationalisme eller nationalstatstanker, men placeret i den ældgamle kinesiske overbevisnings om deres civilisations plads på kloden.

Her ser man en situation som vil ske oftere og oftere i fremtiden. At Kina – med dets historie, dets afsky overfor tiden da de var en koloni, med dets selvforståelse og med dets magt – simpelthen ikke er født ind i de regler på den internationale scene der i høj grad er designet af Vesten i de sidste 200 år, og de derfor hverken mener de skal eller vil følge sådanne regler pr. automatik.

Hvordan Kina vil spille op til dans i fremtiden vil således i høj grad afhænge af, at begge parter (Vesten og Kina) forstår hinandens situation, kan acceptere ikke præcist at få det som de hver i sær ønsker og der i stedet laves konstruktive kompromisser begge parter kan se giver mening.

At forstå Kina - Del 4

Hvorfor ingen industrialisering i Kina omkring 1800?

Modsat hvad mange tror, så var Kinas økonomiske system mindst ligeså avanceret som Vestens omkring år 1800 og havde været det i flere århundrede. Kina har (i år 1800) haft mange hundrede år med frie markeder og fri konkurrence. Men det var kun på området for landbruget. Ikke så mærkeligt. 95 % af alle kinesere var landmænd og som sagt var der endog konstant mangel på føde. Staten havde fundet ud af, at fri handel og konkurrence i landbruget øgede effektiviteten. Kina er i virkeligheden betydeligt langt foran Vesten, når det gælder at lave et økonomisk system, der er effektivt.

Ligeledes havde der i 100 år været småindustrialisering i Kina. Altså endnu tidligere end i England. Men det var set i forhold den vej England tog små-industrialiering og mest placeret i forbindelse med landbrugsproduktionen.

Når Kina ikke rigtigt fik gang i industrialiseringen (der ville havde gjort Vesten til en parantes i historien), så skyldtes det to ting
 i) at landet var arbejdskraftsintensivt (for datiden og nu, med uendelige mængder af mennesker) og omvendt ikke kapitalintensivt og
ii) at landet notorisk manglede kulforekomster.

England var så heldige, at de fandt store kulforekomster på egen jord i begyndelsen af 1800-tallet og landet var naturligt ikke arbejdskraftsintensivt i de områder, hvor England kom til at begynde deres industrielle revolution. Begge dele tilsagde, at det var en klog vej at vælge industrialiseringens vej. Modsat i Kina, hvor der manglede nødvendigt kul, men hvor der var masser af arbejdskraft.

Det er derfor, at Vesten rykker voldsomt fra Kina i 1800-tallet. Og modsat Japan, ser Kina ikke skriften på væggen da Vesten banker på dets døre omkring 1830. For det første anser Kina stadig sig selv som Riget i Midten og dermed verdens naturlige navle. Og for det andet, så ved Kina godt – korrekt – at ingen vestlig maritim baseret magt kan indtage dette enorme land. Mongolerne kunne 600 år tidligere, men det var en landbaseret nabo, der bag nye krigsteknologiske gennembrud kunne nedbryde det landbaserede kinesiske militær. Men en fremmed maritim lille hær, den ville aldrig kunne indtage enorme Kina.

Hvad Kina ikke indser, det er at Vesten ikke behøver at indtage landet, som de ellers har indtaget alle de andre fjernøstlige lande. Det er nok at overtager kontrollen med vigtige kystbyer, indtager de største indre byer og at få magt ved kejsernes indercirkel. Det er korrekt, at Kina som et af de få lande i Fjernøsten ikke bliver rigtig koloniaseret. Men omvendt sidder Vesten tungt på den reelle politiske magt i landet, på handlen i de store byer og i kystbyerne.

Det er her Kina bliver banket meget tilbage. For Vesten gør stort set ikke andet end sørge for at deres handel kører som den skal og omvendt magtmæssigt at destabiliserer landet mest muligt i egne interesser.

De sidste kejsere mister deres guddommelige mandat på denne deroute. Og således bliver den sidste kejser afsat i 1911. Nu følger 35 år med noget underligt for en kineser. Vestlig inspireret politik (f.eks. noget så underligt som nationalisme) bliver overtaget af mange spillere i Kina og landet er i konstant uro i perioden i kampen efter vestlig inspiration at skabe et vestligt funderet nationalstatsligt Kina. Kina har aldrig – i hvert fald ikke i 2000 år – prøvet sådanne interne magtkampe og fremmedartede forsøg på at omvælte landet, og ethvert forsøg på at gøre landet vestligt i perioden er en absurd ide, der slet ikke kan virke i et land med Kina historie og selvforståelse.


Kommunismen og fødslen af det moderne Kina

Kommunismen i Kina 1949-78 (Mao dør i 1976 og det tager 2 år før den nye leder Deng Xioping tager fat på reformerne) er en underlig størrelse. For på den ene side, så er det et opgør med alt det gamle og hvor kinserne i en eller anden forstand tager kommunismen til sig. På den anden side, så gælder det nok mere, at på afgørende punkter da minder Maos kommunisme faktisk om det kejserlige emperie og derfor er kommunismen måske i virkeligheden mere en videreførsel af gammel gods end et opgør med det. Man kan nu om dage i hvert fald sige, at de dele af kommunismen der mindst mindede om det gamle Kina, at det stort set udvisket i landet og i befolkningens sind, mens de ting ved kommunismen, der mest mindede om det gamle Kina lever i bedste velgående og er en del af det moderne Kina.

Skal man opridse det ultra kort, så var kommunismens vigtigste betydning for landet, at den systematisk indledte en industrialisering af landet. Og skal man påpege kommunismens vigtigste politiske betydning, så er det, at den faktisk overtog rollen fra den gamle kejser og stat, hvor kommunistpartiet nu var den samlende enhed og den folk af fri vilje accepterede som værende den som viste vejen for landet.

Ligesom i Rusland da oplever Kina, at deres planøkonomiske industrialisering bare er meget ineffektive. Fra 1978 indleder kommunistpartiet derfor en vedvarende række af reformer der skal gøre deres industri konkurrencedygtig.

Kinas vej ind i den moderne verden er slet ikke som Japans og ej heller som sine naboer, Tigerøkonomierne. Vi husker at Japan allerede var industrialisret i slutningen af 1800-tallet. Selvom landet er hårdt ramt i WW2, så ved landet hvordan man skal lave et virkedygtigt industrisamfund. Dette kombineret med stor satsning på uddannelse og hårde lange arbejdsuger (og lavere lønninger end i Vesten) gør at Japan i midt-80’erne har indhentet Vesten (nu med lønninger på linje med eller endog større end Vesten).

Tigerøkonomierne gør det på en anden måde, da de lægger fra land i slut-50’erne. De kan ikke konkurrere med Japan, da Japan simpelthen er for langt foran og stadig har lave lønninger. Tigerøkonomierne vælger en anden løsning. Den består i statsfinansierede/-ejede virksomheder gemt bag tårnhøje toldmure. På denne måde producerer de til hjemmemarkedet uden megen konkurrence fra udlandet. Via benhår satsning på uddannelse, hårde lange arbejsuger og ofte monopol på hjemmemarkedet, så vokser disse virksomheder sig store. Når de er blevet store nok og deres tekniske kunnen er vokset betydeligt, så fjerner staten toldmurene og lader virksomhederne konkurrere på verdensmarkedet, samtidigt med at man helt eller delvist privatiserere  virksomhederne. Dette har været en fin løsning på Tigerøkonomierne, der i dag stort set er på Vestens/Japans niveau i velstand.

Kina valgte en hel anden – og meget mere brutal – fremgangsmåde. I princippet bestod den alene af to nøgleforhold. For det første at Kina aldrig har tilladt at deres valuta kan handles på markedet som valuta. Det betyder, at som Kina er blevet stærkere og stærkere, så ville en ”naturlig” økonomisk mekanisme være, at deres valuta blev stærkere (kaldet loven om Purchasing Power Parity, PPP, der dog er for komplekst næremere at uddybe her) . Men ved at forhindre at deres valuta kunne blive handlet, så har Kina vedvarende kunne holde en meget lav kurs => deres eksport vedbliver med at være billig (men også ,logisk, at deres import er vedvarende dyr).
Det andet nøgleforhold var det brutale. Før 1978 havde Kina været et af verdens mest – handelsmæssigt – lukkede samfund med utrolig lille import og eksport. Fra 1978 fjerner kommunistpartiet  toldmurene og lader hele deres økonomi blive udsat den globale konkurrence. Holdningen var skarp. Man kan kun få sine statsejede virksomheder til at blive konkurrencedygtige, hvis de direkte konkurrere på det globale marked.

Omkostningen ved denne manøvre var naturligvis at tusinder af virksomheder måtte dreje nøglen om, og med masser af arbejdsløse. Men Kina er ligeglad. For manøvren virkede og der hvor (statsejede) virksomheder gik konkurs, da opstod bare nye og profitable virksomheder, hvadenten disse var privatejede, statsejede eller statskontrillede.

Kinas økonomiske vækst de seneste 30 år slår med længder noget andet vi har oplevet i historien. Hemmeligheden er ligetil. Arbejdskraften er meget billig, virksomhederne drives nu effektivt og den ”faste” kinesiske valuta gør vedvarende deres produkter billige.
Kina er helt uden sammenligning blevet klodens primære producent af industrivare. Selvfølgelig mest på de allersimpleste varer, der ikke kræver specialiseret viden. Men som landet er blevet rigere og rigere og flere og flere er højt uddannet, så har Kinas industri indtaget flere og flere højteknologiske områder.

Det er klart, at som uddannelsesniveauet stiger, så stiger lønningerne og så tabes konkurrencefordele. Men Kina er så stort og rekkruteringen af indsutriarbejdere fra landet så ubegribeligt stort, at begge dele sker på samme tid. Altså at der så langt øjet rækker da kan man ansætte super billig ny arbejdskraft fra landet og vedvarende kunne producere super billige simple industriprodukter. Men samtidigt at flere og flere rykker opaf lønnings- og karrierepyramiden. Men stadig er den højere kvalificerede arbejdskraft billigere end deres vestlige konkurrenter (og Tigerøkonomierne), og kan producere mere og mere højteknologiske industriprodukter voldsomt konkurrencedygtigt.

Dette hjælpes også på vej af, at Kina er det land i verden der klart oplever flest direkte udenlandske investeringer. Globale giganter storinvisterer i Kina, da de godt kan se konkurrencefordelene i det og også med fokus på et stadig voksende gigantisk middelklasse i landet. Så såvel udenlandsk kapital som teknologi og højteknologi pumpes pt. ind i Kina.

Kina er blevet det vildeste økonomiske mirakel vi har set i historien. Hvad tog Vesten 150 år, Japan 50 år, Tigerøkonomierne 40 år, det har Kina nået på 15-20 år. Og udover et - for Kina - mindre skvulp i væksten grundet den globale finanskrise, så tilsiger ikke meget, at de ikke de næste 30-40 år vil buldre derudaf. Specielt fordi, at deres "mætningspunkt" (hvis man lavede en løs sammenligning med Japan) slet ikke er i spil i samme periode. Kinas hypotetiske mætningspunkt (som meget også vil være gældende for Indien) ligger +40 år ude i fremtiden.

At forstå Kina - Del 3

200 års vestlig dominans – måske en anormali i historien og ikke det normale

Som allerede nævnt, så var jeg ikke særligt inde i politiske, historiske og samfundsmæssige forhold, da jeg forlod gymnasiet. Min ”samfundsdannelse” skete ved egne intense oplæsninger af alskens materiale i 90’erne samt gennem alskens fag på økonomistudiet, samt naturligvis opdateringer af dette materiale siden.
Nu er moderne økonomi jo dybt forankret i kapitalisme. Set ud fra en økonoms synsvinkel er det ikke underligt at sætte lighedstegn mellem at det var i Vesten af kapitalismen opstod og så at Vestens udvikling de sidste 200 år er den eneste rigtige vej at gå. Dette vil man også opleve, hvis man kaster sig ud i filosofiske, juridiske, sociologiske og politiske studier. På alle områder er historien om de sidste 200 år fortællingen om Vestens modernisme med demokrati, menneskerettigheder, kapitalisme, fire markeder, tredeling af magten, uafhængige domstole, urbanisering, industrialisering og teknologisering. Man kan endog gå så langt til at konstatere, at selve videnskaben sociologi alene opstod til at forklare de samfundsomvæltninger der skete i Vesten fra slutningen af 1700-tallet, hvor målet er fremstille verden før som Det Traditionelle og verden efter som Det Moderne.

Der er intet usandt i ovenstående forhold vedrørende de sidste 200 år. Og rigtigt mange ideologier/værdier vi har i Vesten vil jeg hårdnakket påstår er næsten universielt gode. I hvert fald de bedste ideer vi har pt., og hvor helt nye geniale tanker skal til førend de potentielt kan trækkes ned fra tronen. Værdier såsom borgerrettigheder, menneskerettigheder, frie uafhængige domstole, ytringsfrihed, demokrati, mindretalsbeskyttelse, firhed mht. tro, politik og seksualitet og lighed mellem kønene er ting som jeg anser af næsten universiel god karakter og som jeg hårdnakket vil kæmpe for, hvis der enten indefra eller udefra bliver stillet spørgsmålstegn ved deres gode væsen.

Men vi har måske en tendens til at se Vestens vej som den eneste duelige vej. Og vi glemmer tit, at når vi ikke ser i detaljerne, så roder vi værdier sammen i et stort kaos. Tag demokrati. Industrialiseringen (take off for modernismen i Vesten begyndende i England i slutningen af 1700-taller) begyndte under monarkier. Først 50 år senere begyndte det at blive normalt med demokratier til overbygning på industrialiseringen. Og selv her var det et lille mindretal der kunne stemme. Først mod slutningen af 1800-tallet bliver det normalt at flertallet har stemmeret. Vel at mærke et flertal blandt mænd. For vi skal betydeligt ind i 1900-tallet førend det bliver normalt at kvinder kan stemme. Man kan således sige, at der går 100-150 år fra industrialiseringens begyndelse indtil demokrati for flertallet af borgerne i Vesten er normalt. Man kan da spørge om det er fair, logisk og hensigtsmæssigt at kræve af ny-industrialiserede lande at de efter få årtier skal være levedygtige demokratier? Det vil vi vende tilbage til senere.

Men for nu er det blot vigtigt at huske på, at når vi i Vesten måler ”moderniseringen” rundt omkring på kloden, så har vi det nok med at sætte vores egen historie de sidste 200 år som den eneste målestok for, hvad der er rigtige og forkerte måder at gøre det på i den moderen verden.
Historien om Kina er historien om, at Vestens historie de sidste 200 år nok snarere skal ses som en anormali end som det eneste rette eksempel på, hvordan et samfund kan og skal bygges.


Kina – Riget i Midten

Kina er landet på kloden med den længste ubrudte historie. Ser man bort fra Mongolernes invasion af det nordlige Kina og deres voldsomme ekspansion mod vest i den sene middelalder, så har Kinas grænser været næsten faste i 2000 år. Begyndelsen til et samlet Kina ligger næsten 2500 år fra nu. Kina som en frodig, stærk og samlet civilisation med ret faste grænser har eksisteret i næsten 2000 år.

I historisk tid har Kina konstant været landet på kloden med flest indbyggere. Kun på Romerrigets højeste og i Osmanerrigets storhedstid har man haft emperier der kan komme op på siden af Kina. Men disse riger har maksimalt holdt nogen hundrede år. Kina derimod konstant i 2000 år.
Ikke nok med det, i perioden år 500 til år 1500 er Kina suverænt klodens stærkeste emperie, med højeste velstand, teknologisk milevidt foran alle andre, videnskabeligt i en helt anden liga og militært uovervidenlige. Kina var Riget i Midten. Den stærkeste og mest avancerede civilisation i menneskets historie og hvor andre lande og emperier kun var småting i dets perifær.

I perioden år 1500 til år 1800 er Kina stadig klodens mægtigste land/emperie. Men Vesten haler ind på dem. Først med industrialiserings take off i England i 1800-tallet rykker Vesten uimodståeligt fra Kina. Og indtil år 2000 var de langt bagefter Vesten. De sidste 10-15 år har de for alvor meldt sig ind som en supermagt, og alt taler for at omkring år 2030, da vil Kina igen være klodens mægtigste land, da Kina her forventes at overhale USA som landet med højest BNP på kloden.

Vi har det med at måle Kinas væsen og betydning ud fra de sidste 200 år. Men set med en kinesers øjne er de sidste 200 år en skam og et pinligt faktum. Kina tænker ikke sig selv som en falmet kæmpe gennem 200 år. De ser sig selv som Riget i Midten med 2000 års historie om dem som klodens mægtigste emperie og hvor de sidste 200 år er det unormale og skamfulde som ikke skal ske igen.

For at forstå det Kina vi ser i dag og det Kina der med næsten uundgåelige skridt meget snart er klodens mægtigste land, så må vi forstå dets historie og hvad det så er kinesere mener den kinesiske kultur og civilisation er. Selvom historien har stor betydning i stort set alle lande og da ikke mindst i Vestens selvforståelse, så er historien om muligt endnu vigtigere for kinesernes selvforståelse.

Den kinesiske civilisation

Centralt i Kinas selvforståelse er deres kejser. Omend den sidste kejser blev afsat i 1911, så er Kinas inderste i højeste grad bestemt ud fra tiden som emperie under en guddommelig kejser.

Det lyder bekendt. Også Japan havde en guddommelig kejser. Men der er en stor forskel på de to kejserdømmer. Den japanske kejser var direkte guddomelig til al evighed (altså dermed slægten), men fordi dette giver uendelige problemer i den daglige politik til at regere landet, så blev Japan reelt styret af hærfører. I Kina er kejserne ikke direkte guddommelig i al evighed. Kinesere mener, at en kejser regere på et guddommeligt mandat. At så længe han har mandatet, så er han guddommelig. Men guderne kan trække mandatet tilbage og så er kejseren ikke mere guddommelig. I Kina blev dette meget smart tolket således at så længe kejseren regerede godt for sit folk og det gik godt, så havde kejseren sit guddommelige mandat. Men når f.eks. der opstod hungersnød, man tabte i store slag eller der var social stor uro i landet, så kunne det være det tegn på, at det guddommelige havde trukket sit mandat tilbage. Det var dermed okay så at vælte kejseren, og indsætte en ny. Kina har således haft næsten ti forskellige slægter til at regere og det synes kinesere er lige som det skal være.

Omend 40 års hård kommunisme en smule har demonteret konfucianismen, så er konfucianismen både historisk og nu om dage den klart mest betydende ”ideologi” i Kina. Konfucianisme er ikke en religion. Det er et filosofisk system udtænkt af Konfucius ca. 500 f.kr. Filosofien omhandler hvordan mennesker skal opføre sig og hvad deres værdier skal være. Ideologien gælder for alle mennesker i deres daglige liv, i deres samværd med andre mennesker og hvordan samfundets samlede etik skal være. Og mest af alt, så blev det statens officielle ideologi. Den fortalte at staten altid skulle tjene folket. At harmoni i alle samfundsforhold var centrale. At man skal sørge for at ingen lider. At mennesket er centralt for alting. At der skal regeres på baggrund af viden, studier og fairness.

Når man kombinerer det kejserlige guddommelige mandat med konfucianismen, så får man et kejserdømme, der har regeret ud fra at gøre det bedste for folket og hvor harmoni i alle samfundselementer er i fokus og hvor retfærdighed og viden var fundamentet for alt dette.

Nu vokser træerne jo ikke ind i himlen. Vigtig moderne idehistorie og historiske erfaringer mht. hvad der så er fair, retfærdigt og i folkets bedste er naturligvis ikke noget regeringsetikken historisk har kunnet forholde sig til. Og ligeledes, at selvom Kina år 500 til år 1500 var landet med suverænt største velstand og teknologi, så var det med nutidens øjne naturligvis et meget fattigt land, hvor der ikke var råd til alt, hvad man ønskede at gøre for folket. Så selvfølgelig har regeringsformen set med nutidens øjne været hård, diktatorisk og med store indhug i korrekt behandling af folket. Men med datidens øjne – og med fair perspektiverende moderne øjne – da må man medgive, at det kinesiske kejserdømme regerede ud fra folkets bedste og med harmoni og retfærdighed som centrale elementer.

Statsadministrationen, der altid har været kejseren fuldkommen loyal og regeret ud fra hans ønsker, var ligeledes klodens mest avancerede. Her blev folk udpeget ud fra hårde prøver der centrede sig om konfucianismen, statsadministration og generel intellektuel indsigt.
I de – lange – perioder, hvor kejserne ansås for at have et guddommeligt mandat, da var kejserens ord lov helt uden for diskussion noget sted i landet. Og en goddommelig kejser og en stor kyndig statsadministration har gjort, at kinesere føler det helt normalt ikke selv at deltage i den politiske proces og næsten blindt følger statens anvisninger.

Dette understreges af, at Kina har haft et meget specielt ”magtvakum” udenfor den officielle stats. Kina har alrig haft en organiseret religion (som f.eks. Kirken i Vesten), der var en spiller overfor staten. Der har heller ikke været en adel på nogen måde, og der har således ikke været noget til at udfordrer statens autoritet. Selvom der gennem historien har været mange rige købmænd/rigt borgerskab, så har heller ikke disse fundet det passende at indgå i den politiske proces, da de opfattede sig selv som helt ubetydende for regeringsførelsen. Og endeligt har militæret altid været total loyal overfor kejseren, og der har ikke været interne politiske magtkampe i militæret. Fra Kinas begyndelse til den dag i dag, da er det ikke pluralistisk politik der er den politiske proces, men derimod, at hvis man vil opnår noget for en selv, så bliver man venner med eller lobbyer for staten. Dette leder naturligvis undertiden til decideret korruption. Men det er nu ikke det normale, hverken historisk eller nu om dage.

For Kina er det langt ind i folkesjælen sådan, at staten er den kærlige men strikse far for folket, der gør hvad han kan for sit folk, og omvendt så brokker folket sig ikke over regeringen, for det er til folkets eget bedste (mener folket selv).

Kinas indenrigspolitik har altid været domineret af tre forhold. For det første, at der altid har boet mange (for mange) mennesker i landet. For det andet, at selvom området omkring Yangze-floden er meget frodig, så er landet som helhed ikke særligt frodigt og har altid haft svært at brødføde dets folk. Og endeligt, at landet – sin størrelse taget i betragtning – har få naturlige ressourcer.

Kina har således altid være kendetegnet ved, at have rigelig med arbejdskraft, men haft for lidt mad og vand og hvor kapitalintensive eventyr (der kræver råstoffer) var meget begrænsede.
Det som staten altid har koncentreret sig om, det er at sikre mad og vand til hele landet, at forbinde hele landet (veje og floder) og gennem omallokeringer at sikre harmoni og stabilitet over hele landet.

Udenrigspolitisk har Kina være kendetegnet ved overbevisningen om Riget i Midten. Kina har aldrig set sig som en nationalstat (en statskonstruktion opfundet i Europa op gennem 1700-1800-tallet), men derimod som en civilisation. Riget i Midten er simpelthen den eneste rigtige civilisation og afgrænses ca. af Kinas fysiske grænser. Rundt om Riget i Midten, da er der så ring efter ring, hvor hver ny ring mere og mere er kendetegnet ved barbarisme.
Den kinesiske udenrigspolitik har afspejlet dette (altså i historisk tid). På den ene side, at Kina på den ene side ser sig selv som et "civilisatorisk bål" i det barbariske mørke, hvor deres indflydelse direkte skinner igennem på deres naboer, men hvor det stadig bliver mere og mere primitivt jo længere man kommer fra Riget i Midten. På den anden side afspejler dette også er et meget navlepillende land. For kinesere er Kina det interessante, men omverdenen - i sin barbariske natur - er uinteressant og noget man stort set kun kan finde underholdningsmæssig (pga. deres primitive natur) interesse for.

Ovenstående forhold er blevet understreget af, at selvom Kina til tider har været invaderet og blevet overtaget af fremmede magter (det gælder specielt mongolske angreb fra de nordlige stepper), så har det altid været sådan, at når nogen har overtaget landet, så har de på forbløffende kort tid udskiftet deres egne værdier, traditioner og politikker med de allerede eksisterende i Kina. For kinesere er dette beviset på at selv de få gange, hvor nogen har overtage magten i landet Kina, da har den kinesiske civilisation været af så fin essens, at den har været noget de nye magthavere har overtaget som deres egen kultur.

At forstå Kina - Del 2

Hvorfor Kina ikke er Japan

Indtil jeg begyndte at grave ned i Kina og dets indre, så tror jeg, at mit syn på Østen svarede til mange andres. Nemlig, at Fjernøsten var en grød af meget enslydende mennesker og kulturer. At når man så på Japan, perspektiverede det over Tigerøkonomierne (Sydkorea, Singapor, Hongkong og Taiwan) og endeligt så på Kina, så var det samme slags lande, der bare var kommet forskelligt i gang, men som med tiden ville blive mere ens.

På den måde, så virkede Japan som det moderne eksempel for andre at følge i Fjernøsten.

Dette er dog helt forkert. Japan er undtagelsen i Fjernøsten. Særlingen. Japan er ikke det typiske. De andre lande vil helt sikkert på nogen områder komme til at minde om Japan. Men på mange andre – og typisk mere fundamentale – områder, da vil Japan komme til at fremstå som særlingen i flokken af fjernøstlige lande.

Lad os se på Japan og hvorfor de er blevet så særlige.

Igennem historien har Japan altid været bange for dets store nabo til vest, Kina. Meget af Japans selvforståelse gennem historien har bygget  på frygten for at Kina en dag ville komme og overtage landet. Ligeledes er Japan ikke videre heldigt forsynet med naturlige ressourcer og dets mange bjerge har gjort de frodige områder få i landet. Japan har – indtil ca. 1900 – derfor været et ret fattigt land og med en evig lillebrors-mentalitet overfor Kina. Allerede historisk har Japan altid forsøgt at absorbere meget kinesisk indflydelse (f.eks. religion og etik) for på den måde ikke at fremstå som en fjende for Kina.

Overhovedet i Japan har i næsten 2000 år været kejseren. Det er klart, at jo tættere på vi kommer på nutiden, jo mere er kejseren blevet noget konstitutionelt og symbolsk. Men det ændrer ikke på, at i 2000 år – og også nu – da er kejseren det retmæssige overhoved i Japan. Den japanske kongeslægt er i henhold til japansk overbevisning klodens guddommeligt udpegede overhoved for al evighed.
Sådanne guddommeligt udpegede overhoveder har det med at få problemer. Omkostningen ved at være guddommelig er, at ens styre mister jordforbindelsen med folket. I Japan løste man problemet ved, at den reelle magt og daglige styre lå hos (skiftende) hærfører, typisk Shoguner. Og magtkampe blev ført mellem shoguner og deres samuraier. Derved kunne kejseren vedblive med at være symbolsk (og for folket i sidste ende reelt) overhoved, mens dagligdagens realpolitik blev klaret/udkæmpet af hære og hærfører.

Dette kombineret med Japans evige frygt for Kina gjode Japan til et yderst militaristisk land. Helt frem til 1867 er Japan et meget fattigt, yderst militaristisk og feudalt land, og totalt lukket for omverdenen.

I 1867 er de vestlige kolonialmagter nået til Japan. En koallision af amerikanske, engelske, franske og hollandske interesser og skibe anker op ud for Japan og kræver, at Japan åbner for deres grænser og – naturligvis – handel, der er det Vesten er interesseret i.
Japan har set, hvordan vestlige magter har overtaget stort set alle lande i Fjernøsten og indser, at hvis de ikke gør noget, så lider de samme skæbne.
Japan vælger den mest radikale løsning set i nyere historie. De gør det ikke fordi de bare ønsker det. De gør det for at bevare det de elsker allermest, deres land, deres identitet og deres kultur. Det de gør – med forbløffende fart og effekt – er at tage ved lære af Vesten og opføre sig så de på bølgelængde med Vesten. Det er forbløffende. I 1866 går samuraier stadig rundt med sværd og i et feudalt samfund er det dem som lokalt styrer samfundet. 30 år senere er Japan industrialiseret, urbaniseret og har fået en – for datiden – moderne styreform. De gør det så meget, at Vesten er et ideal alle sigter efter i Japan. Vesten er så at sige på mode i Japan.....fra 1867 til idag. Vesten anses som noget godt. Som noget man bør efterligne.

Man gjorde ikke dette for at blive som Vesten til sit inderste. I sit inderste da bevarede Japan sit væsen. Japansk sædvavne, livsstil, familiforhold, syn på lovgivning, syn på hvem der bestemmer og hvem som bare skal følge ordre, traditioner, måde at løse konflikter på, sproget, syn på religion, overtro osv. osv., det er så japansk som det har været i tusind år. Men overbygningen på dette - moderniteten, kapitalismen, industrialiseringen, teknologien, økonomien, samhandel, administration og statsopbygning - den er så vestlig som den kan blive.

Japan er derfor helt unik, ikke bare i Østen men på hele kloden. Ikke bare ved at at se på deres samfund, men også hvis man spørger en tilfældig japaner, så vil en japaner mene, at de er super japanske og super vestlige....på samme tid og være meget stolte af begge dele.

Nu om dage ville man kunne sige at Vesten består af Europa, USA, Rusland, Japan, Canada, Australien og New Zealand. Den sidste på holdet er Rusland. Men fraholdt Rusland, så er Japan det eneste land i verden udenfor Europa , Nordamerika, Australien/New Zealand, der nåede at blive industrialiseret i 1800-tallet. Samtlige andre lande på kloden er først blevet industrialiseret i 1900-tallet og stort set alle først efter WW2.

Som sine vestlige idoler (kombineret med at deres mangel på råstoffer, specielt olie til deres industriapperalt) så begynder Japan også i første halvdel af sidste årh. at blive aggressiv kolonialmagt. Gammel militær ånd, at være den suverænt stærkeste magt i Fjernøsten og mangel på råstoffer førte Japan lige ind i WW2 på den forkerte side.
Men det er værd at huske, at selvom Japan blev bombet meget tilbage i WW2 og måtte starte på en frisk bagefter, så var de ikke på bar bund. Meget ligesom Tyskland. Begge lande smadret af krigen. Men begge lande med viden om og erfaringer med, hvordan man lave et industrialiseret velfungerende land. Og begge banker igennem efter WW2. Begge nu meget forsigtige på den internationale politiske scene og i stedet lade deres økonomier tale. Japan endnu mere end før WW2 nu med idolisering af, ønske om at være sådan og fokus på Vesten.

Derfor er Japan en særlign i Fjernøsten. Den er særling fordi den så tidligt opnåede industrialisering og – set med klodens øjne – har haft lang tids erfaring med Moderniseringen (altså som på engelsk Modernism). Hvor mange af de fjernøstlige lande er pt. da var Japan for 50-100 år siden. Og endnu vigtigere. Modsat alle sine naboer, så ikke bare valgte Japan at gå vestens vej frivilligt. Nej, de gjorde det med en ildhu og idolisering af Vesten som ingen andre ikke-Vesten-lande på nogen måde kommer i nærheden af. Og selv her i det mest vestlige ikke-vest-land i verden, da er essensen af Japans virke så meget anderledes end Vesten, at det er svært at forstå.

En sidste ting må nævnes om Japan inden vi kaster os over dets nabo, Kina. Japan har som sagt et lillebrorssyn i forhold til Kina. De har aldrig set sig som ”det førende land”. En del af det Emmott i føromtalte bog talte for – og som andre analytikere er enige i – er også, at Japans ”fald” (stagnation) i begyndelsen af 90’erne netop skyldtes deres selvforståelse og ikke bare hard core realøkonomiske fakta (selvom de selvfølgelig også var super vigtige). Forstået på den måde, at siden 1867 havde de prøvet at indhente Vesten, deres idoler. Nu stod de i 90’erne og ikke bare havde hentet dem, men faktisk var ved at overhale dem. Så mistede de deres fokus og mål. De opfatter ikke sig selv som ”det førende land”. De elsker Japan og alt det japanske og vil ikke lade nogen andre bestemme over sig. Men de har ingen visioner for eller ambitioner om at være forbilledet for andre lande at følge. Derfor mistede Japan simpelthen pusten da de først nåede toppen, og nu kun havde sig selv at spørge om, hvordan de skulle rykke videre.
Som vi skal se, så har Kina slet, slet ikke de ”problemer”, ligesom at på voldsomt mange andre af de forhold jeg har beskrevet ovenfor, da er Kina en fundamental anderledes størrelse end Japan. Og derfor bliver et raising China slet ikke som Japan.

At forstå Kina - Del 1

Indledning

Selvom jeg ikke var historisk eller politisk interesseret i gymnasiet, så havde jeg dog fanget så meget, at Japen i slutningen af 80’erne var en magt, en økonomi og et land som så ud til at være ustoppelig og var ved at trække fra Vesten. Da jeg på biblioteket så en bog som hed ”Det japanske mareridt – Solen går også ned” (af Bill Emmott) så syntes jeg dette lød spændende og jeg måtte læse den.
Bogen er fra 1991 og er således skrevet førend at Japan rent faktisk gik ind i en krise 1992-93 og som mere eller mindre har varet lige indtil nu. I bogen forklarer Emmott ud fra skarpe iagtagelse om Japans demografi, forbrugsmønstre, japaneres sindelag og konkurrencesituation, at Japan kan ikke blive ved med at vokse og vokse. På et tidspuntk da må de flade ud. Jeg var meget imponeret over, hvor skarpt Emmott beskrev Japans stagnation, som den kom til at se ud få år senere.

Samme interesse, men med forsat fortegn så man i romanen ”Solen stiger”(Michael Crichton, 1992), der i grunden er én lang forskrækket amerikansk fortælling om, at Japan er ved at udkonkurrere USA på alle parametre i begyndelsen af 90’erne.

Det viste sig at Emmott var spot on og at Crichton havde overvuderet Japan.

Ved første øjekast kan dette og følgende blogindlæg lyde lidt ala af jeg ser verden mht. Kina meget som Crichton gjode med Japan og at der ikke nok tages hensyn til, at også Kina vil få sine udfordringer, som det ikke bare kan løbe fra.

Men der er en forskel. USA er i begyndelsen af 90’erne på toppen af sin økonomiske styrke (at det så er sådan - som jeg forklarede det i en tidligere blog – at det byggede på en usund økonomisk politik der ikke kunne holde, det er en anden ting) og alligevel anser man – ikke tåbeligt – Japan for et land der er ved at løbe fra USA. Men Japan har/havde kun ca. 125 mio. indbyggere mod USAs ca. 275 mio. indbyggere. Men tag så Kina. Når Kina i 2050 er ved at være i hælene på de førende lande på Kloden, da vil da have ca. 1,5 mia. indbyggere. Det er 12 gange så meget som Japan på deres top og over 3 gange så meget som USA har til den tid.

Selvom Kina faktisk ville løbe ind i problemer som kunne minde om dem Japan løb ind i, så vil Kinas ufattelige størrelse dog fuldkommen overtrufne dette, når man ser på, hvilken magt de til den tid vil have.

Denne række af blogindlæg omhandler dette næsten faktum (næsten, fordi det trods alt er fremtiden og den ikke er faktum).


COP15 – Giganten viser tænder

Man kan påstå, at jeg burde have set det komme før end jeg gjode. Men selv ikke mit studie i økonomi 10 år tidligere havde mange sætninger til overs for de nye voksende økonomier i Øst. Selvom jeg  tog brede fag såsom statsteori, international politisk økonomi, international politik og udviklingsøkonomi, så var Fjernøsten ligesom ikke rigtigt på radaren i undervisningsmaterialet. Det viser noget om den fart, som vi taler om. At på bare ti år, da går Kina, Indien, Brasilien, Mexico, Sydafrika og Indonesien fra ikke at være en sætning værdig til at være centrale spillere på den globale scene.

Jeg opdagede i hvert fald først at de internationale spilleregler var blevet skrevet helt om i november 2009, da København var vært for klimakonferencen COP15.

Det var jo lige til højrebenet. Videnskaben var efterhånden enstemmig enige om, at vores nuværende udledning af CO2 i atmosfæren såvel var et kæmpe problem for det globale klima som at det var et decideret forureningsproblem. Og Vesten var opsatte på at bide i det sure æble. Vi skulle nok tage de største byrder med at sænke CO2’en, men til gengæld forventede alle også, at så kunne vi få en global aftale for alle lande, således at Kyoto-protokollen kunne opgraderes til noget mere ambitiøst og globalt gældende.
Faktisk lå det mest i kortene, at den største forhindring ville blive USA, der langt fra var ligeså villige som f.eks. Europa og Japan til skære i deres CO2.

Men hvad der skete for øjnene af os var en verden i forandring.
Som dagene skred frem, så forstod man, at Kina var voldsomt på bagbenen. Man så at Kina, Indien, Sydafrika og Brasilien spillede hard balls og direkte gik imod Europa og USA. Man så den afrikanske sammenslutning lave alle muligt benspænd og det gik hurtigt op for en, at de havde Kina i ryggen for deres udfald.

Det var et chok. Sovjet havde været en militær modstander af rang indtil dets fald i 1991. Grundet deres militære styrke, så kunne Vesten ikke bare gøre som det passede dem. Men fra Sovjets fald i 1991 og indtil disse dage i 2009, da havde Vesten været så stærk på alle tænkelige niveauer, at det simpelthen var utænkeligt, at de ikke skulle kunne få banket alle på plads, hvis de virkeligt ville det.
Men nu så vi, at specielt Kina og delvis Indien på ingen måde var til at banke på plads. Begge lande blev i disse dage født som supermagter. Måske ikke for eksperterne, der måske allerede havde gennemskuet det. Men for de almindelige mennesker, da stod det klart, at verden havde fået to nye giganter i disse dage.

Siden dengang har jeg interesseret mig for, hvad det er der sker i Fjernøsten. Og hvilken betydning disse forandringer har for os i Vesten og i Danmark.

De følgende blogindlæg omhandler Kina. Giganten i øst, der med stormskridt er ved at blive klodens mægtigste land.

På nogen vil de følgende indlæg måske lyde som en slags knægang for Kina. Forstået sådan, at beskrivelsen af deres styrke og dynamik kan lyde så ukritisk, at det kan virke som om, at jeg giver afkald på klassiske vestlige dyder såsom menneskerettigheder og demokrati. Dette er dog ikke tilfældet. Jeg anser mange af Vestens værdier og ideologier som værende de fineste mennesket hidtil har fundet på, og at jeg mener, at de på sigt vil være gode værdier for andre lande at tage ved lære af.
Men for at kunne forholde os ordentligt til de sande dynamikker og udfordringer vi står overfor, så må vi forstå Kina og kinesere. Og at forstå dem betyder at se det fra deres synsvinkel. Kun når vi har forstået Kina og kinesere, så kan vi meningsfuldt og proggressivt begynde at få deres interesser til bedre at passe med vor egne interesser.

Hvorfor er verden i den dybeste økonomiske krise i 80 år? Årsagerne til den finansielle krise og dens konsekvenser - Del 4

Fra finanskrise til global ressesion 2008 til nu

D. 13. september 2008 går Lehman Brothers konkurs. En af USAs fem største investeringsbanker. D. 16. september står det klart, at verdens største forsikringsselskab, AIG, de facto også er gået konkurs. At sige, at der er panik rundt om på kloden, det er at sige det mildt. En af verdens største investeringsbanker og verdens største forsikringsselskab skal indfrie forpligtigelser langt over, hvad de har af værdier og de er derfor de facto gået konkurs.
Hvis to finansielle giganter som de to kan gå konkurs, så står det klart, at enhver finansiel institution på kloden kan gå konkurs bare de blinker med øjnene. Det kan kun betyde en ting. I banksprog at man ”sikre sin stilling”. Det betyder, at man trækker sig ud af så mange investeringer og lån man kan og alene prøver at få samlet så mange værdier man kan indenfor murene, hvorved ens solvens stiger og man kan klare flere run på ens bank. Man kan populært sige, at dette er det modsatte af gearing, eller den laveste gearing muligt. Alle finansielle institutioner på kloden gør dette her midt i september. Intra-bank-markedet (altså markedet for transaktioner mellem finansielle institutioner) lukker helt ned, på globalt plan. Det er en katastrofe. Ligeså sygt en vild gearing er, ligeså ødelæggende for en økonomi er det, at banker nu holder op med at lave transaktioner. Men alle er nødt til det. Dem som ikke følger markedets love vil være jaget bytte for selvsamme markedskræfter. Men selvom alle banker sikre deres stilling, så har rigtigt, rigtigt mange problemer med overhovedet at være solvente. Selv nu, da står stakkevis af banker og er på grænsen til at krakke.

USAs regering må gøre noget. Jeg skal ikke i detaljen forklarer alle bankpakker, dertil er de for mange og placeret nationalt, regionalt og ved mellemstatslige aftaler. Men pointen er, at USAs finansielle sektor er ved at bryde sammen. Lehman Brothers er krakket og AIG er de facto. USA regering stiller derfor garanti for (reelt overtager de AIG) at AIGs forpligtigelser. Men markederne er slet ikke beroliget. Alt for mange er ved at krakke.
Så nu begynder regeringen af lave en række af ”hjælpepakker”. De dækker simpelthen for at banker krakker. Det samme gør alskens – specielt vestlige, da de er værst ramt – landes regeringer rundt om på kloden. Men nu er vi oppe i beløbsstørrelser, hvor selv stater ryster på hånden, når der skal skrives under. Det er så mange penge vi taler om, at skulle de finansielle sektorer falde fra hinanden, så er lande ved at konkurs. Pakkerne skal ”blot” dække for to hensyn. At redde de (få, tigger og ber man om) banker der rent faktisk krakker og give sikkerheden til borgere og investorer om, at den finansielle sektor skal nok klare den, så kom igang, begynd at handle normalt igen.

Den første del af krisen omhandler således den finansielle sektors overlevelse, bankpakker og –garantier. Allerede nu er vi ude i så store beløb, at stater er dybt pressede på deres økonomi. Stater – specielt i Vesten – der i forvejen har meget store stats- og udenlandsgælde.

Men vi er slet ikke færdige. Det er først nu det bliver til en global krise. Efter den akutte redningsplan i efteråret 2008/foråret 2009, da kommer der følgevirkninger af finanskrisen.

For hvad sker der nu? Alle banker sikre deres stilling og meget håndsky overfor noget der en brøkdel minder om risikofyldte investeringer, og samtidigt er intra-bank-markedet meget dødt. Banker tør således ikke låne fra deres egen beholdning og omvendt kan de ikke gå ud på værdipapirmarkedet og genplacerer deres ønsker om mere likviditet. Dette rammer almindelige borgere og virksomheder.
En af de tunge drenge der møder denne virkelig er GM. Den amerikanske bilindustri har i årtier været skod. Helt op til 2008, da har de store amerikanse bilvirksomheder satset på traditionelle amerikanske (skod-) biler, specielt stor benzinlugende Pickups og SUVs. Men manglen på olie op gennem 00’erne har presset benzinpriserne i vejret. Så meget at selv de amerikanske bilister ser sig om efter biler med lavere brændsstofforbrug. Men de store amerikanske bilvirksomheder har ikke rigtig nogen at tilbyde. Indtjeningen falder. Naturligvis går de til banken og siger de trænger til lån. Men det vil ingen banker give dem i en finanskrise. Jamen så er GM ved at krakke. Ved diverse hjælpeordninger lykkes det at redde GM. Men det viser, at når bankerne begynder at være ultra strikse med deres udlån, så rammer det samfundsøkonomien meget hårdt. Der er i et kapitalistisk system behov for såvel sikre, lidt usikre som meget usikre låntagning. Det skal bare give mening (afkast og risiko skal passe sammen). Men nu nægter bank efter bank at udlåne til noget som helst der bare perifært indeholde lav risiko.

Simpelt, så sker der det, at virksomheders normale økonomiske åndedræt alvorligt hæmmes og dermed falder land efter lands produktion. Vi kender møllen. Folk fyres og virksomheder skraber i det hele taget bunden. Statens skatteindtægter falder. Statens udgifter stiger, da flere skal understøttes. Købekraften stagnerer, da der ikke er råd til at give reallønsfremgang. Så falder efterspørgslen. Så tjener virksomhederne endnu mindre. Og sådan kører møllen igen og igen. Og fordi verden mere end nogensinde er globaliseret og fordi stort set alle finansielle sektorer på kloden har det værre end middel-okay, så rammer det overalt. Det bliver en global ressesion.

Tingene arbejder mod hinanden. At føre ekspansiv finanspolitik (koordieret over kloden) ville være spot on, men alle lande (specielt Vesten) er allerede langt inde i de røde felter på bundlinijen og har ikke råd til det. Ligedeles vil borgerne ikke bruge penge, da det er dystre tider og arbejdsløsheden stiger. Og virksomhederne tjener mindre fordi ingen køber deres produkter.

Lande er allerede i det røde felt af bankpakker. Og nu rammes kloden af en ressesion. Tingene begynder ikke mere at kunne hænge sammen.

Det er derfor vi pt står på en knivsæg. Ingen lande kan efterhånden gøre mere, hvis deres økonomi ikke derved skal falde fra hinanden (som Grækenland både på den ene og anden måde har været tæt på). Men gøres der ikke mere, så kan vi i lang, lang tid ikke hive os ud af hængedyndet. Og endnu værre, bare få alvorlige puf – som f.eks. at Spanien og Italien sættes under max pres på markedet og til sidst kollapser (ala Island eller næsten Grækenland) – så revner ballonen. Så er beløbene som investorer og stater må afskrive så store, at de næste rækker af lande står klar til at blive slagtet.....osv.

Så vi er i den meget skidte situation, at vi ikke rigtigt kan trække os selv (altså ikke DK, men kloden)ud af dyndet, og omvendt er småting fra, at det går rigtigt galt.

Lad os sige, at kloden lige akkurat holder sig på den rigtige side af knivsæggen. Hvad så? Jamen det bliver ikke for nemt. For det første så skal verdenshandlen og den globale finansielle sektor ved egen kraft igen få gang i sagerne, så vi ”naturligt” langsomt kan få en højkonjunktur (eller i det mindste ikke voldsom lavkonjunktur). Men selv her bliver det ikke nemt. For mange lande – som altid naturligvis mest i Vesten, da de er hårdest ramt – da er de nedsparede underskud på statsfinanserne så store, at det vil – selv med højkonjunktur – tage lang tid førend tallene ikke mere er røde. Og i hele den tid, da vil velfærdsstarterne (som alle lande har, bare i større eller mindre grad) være dybt pressede og hvor besparelser og serviceforringelser vil ramme bredt.

Det er derfor vi står i den største krise i 80 år. Selv hvis den økonomiske udvikling er bedre end vi pt tør tro på, så bliver det hårde tider, specielt for velfærdsstaterne. Og omvendt, puffes vi over på den forkerte side af knivsæggen, så bliver det rigtigt, rigtigt grimt.

Lad os runde af med, hvad det faktisk er vi har oplevet 2008 til nu.

Det starter som en finansiel krise. Pengene der tabes er investorers penge og så naturligvis at banker går i rødt. Stater rundt om på kloden stiller garantier for den finansielle sektor og må mange gange ind og direkte hjælpe økonomisk. Omend almindelige mennesker kan synes det er unfair, så har det været nødvendigt at redde de virksomheder, der i grunde har skabt krisen. Ikke at redde dem, ville være betydeligt værre. Således har staten – og dermed skatterborgerne – overtaget ”gælden” fra den finansielle sektor. Samtidigt er klodens konjunkturer raslet ned. Dermed er stater økonomi langt oppe i det røde felt. Når Gækenland, Italien og Spanien er blevet jagtet i 2011, så er det fordi markederne ikke tror på, at de planer som disse regeringer har lagt for fremtiden for at få de offentlige indtægter og udgifter (sammenholdt med allerede oparbejdede store underskud) til at hænge sammen. Dermed siger markedet, at de ikke tror på at de investeringer markederne har i disse lande vil kunne indfries. Og så trækker markedet sine investeringer her og nu fra landende mens der endnu er småpenge på kistebunden. Det har disse lande ikke råd til. Derfor bliver de presset til at lave økonomiske politikker som gør mega ondt, for at overbevise markedet om, at de skam nok skal kunne klare fremtidige indfrielser. Dette er i princippet, hvad der kan ske for hvert eneste land på kloden pt. Og er landet for stort, så trækker det andre lande med sig. Og så har vi katastrofen.
Hvad markederne og staterne pt kæmper om er altså, om stater – via realitiske økonomiske politikker (herunder besparelser der gør nas)  - kan overbevise markederne om, at de er såve likvide som solvente, her og nu og på sigt.
Hvad der begyndte som et hul i kassen i specielt den amerikanske finansielle sektors kasse er altså blevet til røde tal for klodens staters finanser, og hvor markedet og stater nu kæmper om, hvorvidt de tiltag, de forskellige stater er i gang, med nu også er troværdige.

Hvordan det ender ved ingen endnu.