At forstå Kina - Del 1

Indledning

Selvom jeg ikke var historisk eller politisk interesseret i gymnasiet, så havde jeg dog fanget så meget, at Japen i slutningen af 80’erne var en magt, en økonomi og et land som så ud til at være ustoppelig og var ved at trække fra Vesten. Da jeg på biblioteket så en bog som hed ”Det japanske mareridt – Solen går også ned” (af Bill Emmott) så syntes jeg dette lød spændende og jeg måtte læse den.
Bogen er fra 1991 og er således skrevet førend at Japan rent faktisk gik ind i en krise 1992-93 og som mere eller mindre har varet lige indtil nu. I bogen forklarer Emmott ud fra skarpe iagtagelse om Japans demografi, forbrugsmønstre, japaneres sindelag og konkurrencesituation, at Japan kan ikke blive ved med at vokse og vokse. På et tidspuntk da må de flade ud. Jeg var meget imponeret over, hvor skarpt Emmott beskrev Japans stagnation, som den kom til at se ud få år senere.

Samme interesse, men med forsat fortegn så man i romanen ”Solen stiger”(Michael Crichton, 1992), der i grunden er én lang forskrækket amerikansk fortælling om, at Japan er ved at udkonkurrere USA på alle parametre i begyndelsen af 90’erne.

Det viste sig at Emmott var spot on og at Crichton havde overvuderet Japan.

Ved første øjekast kan dette og følgende blogindlæg lyde lidt ala af jeg ser verden mht. Kina meget som Crichton gjode med Japan og at der ikke nok tages hensyn til, at også Kina vil få sine udfordringer, som det ikke bare kan løbe fra.

Men der er en forskel. USA er i begyndelsen af 90’erne på toppen af sin økonomiske styrke (at det så er sådan - som jeg forklarede det i en tidligere blog – at det byggede på en usund økonomisk politik der ikke kunne holde, det er en anden ting) og alligevel anser man – ikke tåbeligt – Japan for et land der er ved at løbe fra USA. Men Japan har/havde kun ca. 125 mio. indbyggere mod USAs ca. 275 mio. indbyggere. Men tag så Kina. Når Kina i 2050 er ved at være i hælene på de førende lande på Kloden, da vil da have ca. 1,5 mia. indbyggere. Det er 12 gange så meget som Japan på deres top og over 3 gange så meget som USA har til den tid.

Selvom Kina faktisk ville løbe ind i problemer som kunne minde om dem Japan løb ind i, så vil Kinas ufattelige størrelse dog fuldkommen overtrufne dette, når man ser på, hvilken magt de til den tid vil have.

Denne række af blogindlæg omhandler dette næsten faktum (næsten, fordi det trods alt er fremtiden og den ikke er faktum).


COP15 – Giganten viser tænder

Man kan påstå, at jeg burde have set det komme før end jeg gjode. Men selv ikke mit studie i økonomi 10 år tidligere havde mange sætninger til overs for de nye voksende økonomier i Øst. Selvom jeg  tog brede fag såsom statsteori, international politisk økonomi, international politik og udviklingsøkonomi, så var Fjernøsten ligesom ikke rigtigt på radaren i undervisningsmaterialet. Det viser noget om den fart, som vi taler om. At på bare ti år, da går Kina, Indien, Brasilien, Mexico, Sydafrika og Indonesien fra ikke at være en sætning værdig til at være centrale spillere på den globale scene.

Jeg opdagede i hvert fald først at de internationale spilleregler var blevet skrevet helt om i november 2009, da København var vært for klimakonferencen COP15.

Det var jo lige til højrebenet. Videnskaben var efterhånden enstemmig enige om, at vores nuværende udledning af CO2 i atmosfæren såvel var et kæmpe problem for det globale klima som at det var et decideret forureningsproblem. Og Vesten var opsatte på at bide i det sure æble. Vi skulle nok tage de største byrder med at sænke CO2’en, men til gengæld forventede alle også, at så kunne vi få en global aftale for alle lande, således at Kyoto-protokollen kunne opgraderes til noget mere ambitiøst og globalt gældende.
Faktisk lå det mest i kortene, at den største forhindring ville blive USA, der langt fra var ligeså villige som f.eks. Europa og Japan til skære i deres CO2.

Men hvad der skete for øjnene af os var en verden i forandring.
Som dagene skred frem, så forstod man, at Kina var voldsomt på bagbenen. Man så at Kina, Indien, Sydafrika og Brasilien spillede hard balls og direkte gik imod Europa og USA. Man så den afrikanske sammenslutning lave alle muligt benspænd og det gik hurtigt op for en, at de havde Kina i ryggen for deres udfald.

Det var et chok. Sovjet havde været en militær modstander af rang indtil dets fald i 1991. Grundet deres militære styrke, så kunne Vesten ikke bare gøre som det passede dem. Men fra Sovjets fald i 1991 og indtil disse dage i 2009, da havde Vesten været så stærk på alle tænkelige niveauer, at det simpelthen var utænkeligt, at de ikke skulle kunne få banket alle på plads, hvis de virkeligt ville det.
Men nu så vi, at specielt Kina og delvis Indien på ingen måde var til at banke på plads. Begge lande blev i disse dage født som supermagter. Måske ikke for eksperterne, der måske allerede havde gennemskuet det. Men for de almindelige mennesker, da stod det klart, at verden havde fået to nye giganter i disse dage.

Siden dengang har jeg interesseret mig for, hvad det er der sker i Fjernøsten. Og hvilken betydning disse forandringer har for os i Vesten og i Danmark.

De følgende blogindlæg omhandler Kina. Giganten i øst, der med stormskridt er ved at blive klodens mægtigste land.

På nogen vil de følgende indlæg måske lyde som en slags knægang for Kina. Forstået sådan, at beskrivelsen af deres styrke og dynamik kan lyde så ukritisk, at det kan virke som om, at jeg giver afkald på klassiske vestlige dyder såsom menneskerettigheder og demokrati. Dette er dog ikke tilfældet. Jeg anser mange af Vestens værdier og ideologier som værende de fineste mennesket hidtil har fundet på, og at jeg mener, at de på sigt vil være gode værdier for andre lande at tage ved lære af.
Men for at kunne forholde os ordentligt til de sande dynamikker og udfordringer vi står overfor, så må vi forstå Kina og kinesere. Og at forstå dem betyder at se det fra deres synsvinkel. Kun når vi har forstået Kina og kinesere, så kan vi meningsfuldt og proggressivt begynde at få deres interesser til bedre at passe med vor egne interesser.