Hvorfor Kina ikke er Japan
Indtil jeg begyndte at grave ned i Kina og dets indre, så tror jeg, at mit syn på Østen svarede til mange andres. Nemlig, at Fjernøsten var en grød af meget enslydende mennesker og kulturer. At når man så på Japan, perspektiverede det over Tigerøkonomierne (Sydkorea, Singapor, Hongkong og Taiwan) og endeligt så på Kina, så var det samme slags lande, der bare var kommet forskelligt i gang, men som med tiden ville blive mere ens.
På den måde, så virkede Japan som det moderne eksempel for andre at følge i Fjernøsten.
Dette er dog helt forkert. Japan er undtagelsen i Fjernøsten. Særlingen. Japan er ikke det typiske. De andre lande vil helt sikkert på nogen områder komme til at minde om Japan. Men på mange andre – og typisk mere fundamentale – områder, da vil Japan komme til at fremstå som særlingen i flokken af fjernøstlige lande.
Lad os se på Japan og hvorfor de er blevet så særlige.
Igennem historien har Japan altid været bange for dets store nabo til vest, Kina. Meget af Japans selvforståelse gennem historien har bygget på frygten for at Kina en dag ville komme og overtage landet. Ligeledes er Japan ikke videre heldigt forsynet med naturlige ressourcer og dets mange bjerge har gjort de frodige områder få i landet. Japan har – indtil ca. 1900 – derfor været et ret fattigt land og med en evig lillebrors-mentalitet overfor Kina. Allerede historisk har Japan altid forsøgt at absorbere meget kinesisk indflydelse (f.eks. religion og etik) for på den måde ikke at fremstå som en fjende for Kina.
Overhovedet i Japan har i næsten 2000 år været kejseren. Det er klart, at jo tættere på vi kommer på nutiden, jo mere er kejseren blevet noget konstitutionelt og symbolsk. Men det ændrer ikke på, at i 2000 år – og også nu – da er kejseren det retmæssige overhoved i Japan. Den japanske kongeslægt er i henhold til japansk overbevisning klodens guddommeligt udpegede overhoved for al evighed.
Sådanne guddommeligt udpegede overhoveder har det med at få problemer. Omkostningen ved at være guddommelig er, at ens styre mister jordforbindelsen med folket. I Japan løste man problemet ved, at den reelle magt og daglige styre lå hos (skiftende) hærfører, typisk Shoguner. Og magtkampe blev ført mellem shoguner og deres samuraier. Derved kunne kejseren vedblive med at være symbolsk (og for folket i sidste ende reelt) overhoved, mens dagligdagens realpolitik blev klaret/udkæmpet af hære og hærfører.
Dette kombineret med Japans evige frygt for Kina gjode Japan til et yderst militaristisk land. Helt frem til 1867 er Japan et meget fattigt, yderst militaristisk og feudalt land, og totalt lukket for omverdenen.
I 1867 er de vestlige kolonialmagter nået til Japan. En koallision af amerikanske, engelske, franske og hollandske interesser og skibe anker op ud for Japan og kræver, at Japan åbner for deres grænser og – naturligvis – handel, der er det Vesten er interesseret i.
Japan har set, hvordan vestlige magter har overtaget stort set alle lande i Fjernøsten og indser, at hvis de ikke gør noget, så lider de samme skæbne.
Japan vælger den mest radikale løsning set i nyere historie. De gør det ikke fordi de bare ønsker det. De gør det for at bevare det de elsker allermest, deres land, deres identitet og deres kultur. Det de gør – med forbløffende fart og effekt – er at tage ved lære af Vesten og opføre sig så de på bølgelængde med Vesten. Det er forbløffende. I 1866 går samuraier stadig rundt med sværd og i et feudalt samfund er det dem som lokalt styrer samfundet. 30 år senere er Japan industrialiseret, urbaniseret og har fået en – for datiden – moderne styreform. De gør det så meget, at Vesten er et ideal alle sigter efter i Japan. Vesten er så at sige på mode i Japan.....fra 1867 til idag. Vesten anses som noget godt. Som noget man bør efterligne.
Man gjorde ikke dette for at blive som Vesten til sit inderste. I sit inderste da bevarede Japan sit væsen. Japansk sædvavne, livsstil, familiforhold, syn på lovgivning, syn på hvem der bestemmer og hvem som bare skal følge ordre, traditioner, måde at løse konflikter på, sproget, syn på religion, overtro osv. osv., det er så japansk som det har været i tusind år. Men overbygningen på dette - moderniteten, kapitalismen, industrialiseringen, teknologien, økonomien, samhandel, administration og statsopbygning - den er så vestlig som den kan blive.
Japan er derfor helt unik, ikke bare i Østen men på hele kloden. Ikke bare ved at at se på deres samfund, men også hvis man spørger en tilfældig japaner, så vil en japaner mene, at de er super japanske og super vestlige....på samme tid og være meget stolte af begge dele.
Nu om dage ville man kunne sige at Vesten består af Europa, USA, Rusland, Japan, Canada, Australien og New Zealand. Den sidste på holdet er Rusland. Men fraholdt Rusland, så er Japan det eneste land i verden udenfor Europa , Nordamerika, Australien/New Zealand, der nåede at blive industrialiseret i 1800-tallet. Samtlige andre lande på kloden er først blevet industrialiseret i 1900-tallet og stort set alle først efter WW2.
Som sine vestlige idoler (kombineret med at deres mangel på råstoffer, specielt olie til deres industriapperalt) så begynder Japan også i første halvdel af sidste årh. at blive aggressiv kolonialmagt. Gammel militær ånd, at være den suverænt stærkeste magt i Fjernøsten og mangel på råstoffer førte Japan lige ind i WW2 på den forkerte side.
Men det er værd at huske, at selvom Japan blev bombet meget tilbage i WW2 og måtte starte på en frisk bagefter, så var de ikke på bar bund. Meget ligesom Tyskland. Begge lande smadret af krigen. Men begge lande med viden om og erfaringer med, hvordan man lave et industrialiseret velfungerende land. Og begge banker igennem efter WW2. Begge nu meget forsigtige på den internationale politiske scene og i stedet lade deres økonomier tale. Japan endnu mere end før WW2 nu med idolisering af, ønske om at være sådan og fokus på Vesten.
Derfor er Japan en særlign i Fjernøsten. Den er særling fordi den så tidligt opnåede industrialisering og – set med klodens øjne – har haft lang tids erfaring med Moderniseringen (altså som på engelsk Modernism). Hvor mange af de fjernøstlige lande er pt. da var Japan for 50-100 år siden. Og endnu vigtigere. Modsat alle sine naboer, så ikke bare valgte Japan at gå vestens vej frivilligt. Nej, de gjorde det med en ildhu og idolisering af Vesten som ingen andre ikke-Vesten-lande på nogen måde kommer i nærheden af. Og selv her i det mest vestlige ikke-vest-land i verden, da er essensen af Japans virke så meget anderledes end Vesten, at det er svært at forstå.
En sidste ting må nævnes om Japan inden vi kaster os over dets nabo, Kina. Japan har som sagt et lillebrorssyn i forhold til Kina. De har aldrig set sig som ”det førende land”. En del af det Emmott i føromtalte bog talte for – og som andre analytikere er enige i – er også, at Japans ”fald” (stagnation) i begyndelsen af 90’erne netop skyldtes deres selvforståelse og ikke bare hard core realøkonomiske fakta (selvom de selvfølgelig også var super vigtige). Forstået på den måde, at siden 1867 havde de prøvet at indhente Vesten, deres idoler. Nu stod de i 90’erne og ikke bare havde hentet dem, men faktisk var ved at overhale dem. Så mistede de deres fokus og mål. De opfatter ikke sig selv som ”det førende land”. De elsker Japan og alt det japanske og vil ikke lade nogen andre bestemme over sig. Men de har ingen visioner for eller ambitioner om at være forbilledet for andre lande at følge. Derfor mistede Japan simpelthen pusten da de først nåede toppen, og nu kun havde sig selv at spørge om, hvordan de skulle rykke videre.
Som vi skal se, så har Kina slet, slet ikke de ”problemer”, ligesom at på voldsomt mange andre af de forhold jeg har beskrevet ovenfor, da er Kina en fundamental anderledes størrelse end Japan. Og derfor bliver et raising China slet ikke som Japan.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar