At forstå Kina - Del 4

Hvorfor ingen industrialisering i Kina omkring 1800?

Modsat hvad mange tror, så var Kinas økonomiske system mindst ligeså avanceret som Vestens omkring år 1800 og havde været det i flere århundrede. Kina har (i år 1800) haft mange hundrede år med frie markeder og fri konkurrence. Men det var kun på området for landbruget. Ikke så mærkeligt. 95 % af alle kinesere var landmænd og som sagt var der endog konstant mangel på føde. Staten havde fundet ud af, at fri handel og konkurrence i landbruget øgede effektiviteten. Kina er i virkeligheden betydeligt langt foran Vesten, når det gælder at lave et økonomisk system, der er effektivt.

Ligeledes havde der i 100 år været småindustrialisering i Kina. Altså endnu tidligere end i England. Men det var set i forhold den vej England tog små-industrialiering og mest placeret i forbindelse med landbrugsproduktionen.

Når Kina ikke rigtigt fik gang i industrialiseringen (der ville havde gjort Vesten til en parantes i historien), så skyldtes det to ting
 i) at landet var arbejdskraftsintensivt (for datiden og nu, med uendelige mængder af mennesker) og omvendt ikke kapitalintensivt og
ii) at landet notorisk manglede kulforekomster.

England var så heldige, at de fandt store kulforekomster på egen jord i begyndelsen af 1800-tallet og landet var naturligt ikke arbejdskraftsintensivt i de områder, hvor England kom til at begynde deres industrielle revolution. Begge dele tilsagde, at det var en klog vej at vælge industrialiseringens vej. Modsat i Kina, hvor der manglede nødvendigt kul, men hvor der var masser af arbejdskraft.

Det er derfor, at Vesten rykker voldsomt fra Kina i 1800-tallet. Og modsat Japan, ser Kina ikke skriften på væggen da Vesten banker på dets døre omkring 1830. For det første anser Kina stadig sig selv som Riget i Midten og dermed verdens naturlige navle. Og for det andet, så ved Kina godt – korrekt – at ingen vestlig maritim baseret magt kan indtage dette enorme land. Mongolerne kunne 600 år tidligere, men det var en landbaseret nabo, der bag nye krigsteknologiske gennembrud kunne nedbryde det landbaserede kinesiske militær. Men en fremmed maritim lille hær, den ville aldrig kunne indtage enorme Kina.

Hvad Kina ikke indser, det er at Vesten ikke behøver at indtage landet, som de ellers har indtaget alle de andre fjernøstlige lande. Det er nok at overtager kontrollen med vigtige kystbyer, indtager de største indre byer og at få magt ved kejsernes indercirkel. Det er korrekt, at Kina som et af de få lande i Fjernøsten ikke bliver rigtig koloniaseret. Men omvendt sidder Vesten tungt på den reelle politiske magt i landet, på handlen i de store byer og i kystbyerne.

Det er her Kina bliver banket meget tilbage. For Vesten gør stort set ikke andet end sørge for at deres handel kører som den skal og omvendt magtmæssigt at destabiliserer landet mest muligt i egne interesser.

De sidste kejsere mister deres guddommelige mandat på denne deroute. Og således bliver den sidste kejser afsat i 1911. Nu følger 35 år med noget underligt for en kineser. Vestlig inspireret politik (f.eks. noget så underligt som nationalisme) bliver overtaget af mange spillere i Kina og landet er i konstant uro i perioden i kampen efter vestlig inspiration at skabe et vestligt funderet nationalstatsligt Kina. Kina har aldrig – i hvert fald ikke i 2000 år – prøvet sådanne interne magtkampe og fremmedartede forsøg på at omvælte landet, og ethvert forsøg på at gøre landet vestligt i perioden er en absurd ide, der slet ikke kan virke i et land med Kina historie og selvforståelse.


Kommunismen og fødslen af det moderne Kina

Kommunismen i Kina 1949-78 (Mao dør i 1976 og det tager 2 år før den nye leder Deng Xioping tager fat på reformerne) er en underlig størrelse. For på den ene side, så er det et opgør med alt det gamle og hvor kinserne i en eller anden forstand tager kommunismen til sig. På den anden side, så gælder det nok mere, at på afgørende punkter da minder Maos kommunisme faktisk om det kejserlige emperie og derfor er kommunismen måske i virkeligheden mere en videreførsel af gammel gods end et opgør med det. Man kan nu om dage i hvert fald sige, at de dele af kommunismen der mindst mindede om det gamle Kina, at det stort set udvisket i landet og i befolkningens sind, mens de ting ved kommunismen, der mest mindede om det gamle Kina lever i bedste velgående og er en del af det moderne Kina.

Skal man opridse det ultra kort, så var kommunismens vigtigste betydning for landet, at den systematisk indledte en industrialisering af landet. Og skal man påpege kommunismens vigtigste politiske betydning, så er det, at den faktisk overtog rollen fra den gamle kejser og stat, hvor kommunistpartiet nu var den samlende enhed og den folk af fri vilje accepterede som værende den som viste vejen for landet.

Ligesom i Rusland da oplever Kina, at deres planøkonomiske industrialisering bare er meget ineffektive. Fra 1978 indleder kommunistpartiet derfor en vedvarende række af reformer der skal gøre deres industri konkurrencedygtig.

Kinas vej ind i den moderne verden er slet ikke som Japans og ej heller som sine naboer, Tigerøkonomierne. Vi husker at Japan allerede var industrialisret i slutningen af 1800-tallet. Selvom landet er hårdt ramt i WW2, så ved landet hvordan man skal lave et virkedygtigt industrisamfund. Dette kombineret med stor satsning på uddannelse og hårde lange arbejdsuger (og lavere lønninger end i Vesten) gør at Japan i midt-80’erne har indhentet Vesten (nu med lønninger på linje med eller endog større end Vesten).

Tigerøkonomierne gør det på en anden måde, da de lægger fra land i slut-50’erne. De kan ikke konkurrere med Japan, da Japan simpelthen er for langt foran og stadig har lave lønninger. Tigerøkonomierne vælger en anden løsning. Den består i statsfinansierede/-ejede virksomheder gemt bag tårnhøje toldmure. På denne måde producerer de til hjemmemarkedet uden megen konkurrence fra udlandet. Via benhår satsning på uddannelse, hårde lange arbejsuger og ofte monopol på hjemmemarkedet, så vokser disse virksomheder sig store. Når de er blevet store nok og deres tekniske kunnen er vokset betydeligt, så fjerner staten toldmurene og lader virksomhederne konkurrere på verdensmarkedet, samtidigt med at man helt eller delvist privatiserere  virksomhederne. Dette har været en fin løsning på Tigerøkonomierne, der i dag stort set er på Vestens/Japans niveau i velstand.

Kina valgte en hel anden – og meget mere brutal – fremgangsmåde. I princippet bestod den alene af to nøgleforhold. For det første at Kina aldrig har tilladt at deres valuta kan handles på markedet som valuta. Det betyder, at som Kina er blevet stærkere og stærkere, så ville en ”naturlig” økonomisk mekanisme være, at deres valuta blev stærkere (kaldet loven om Purchasing Power Parity, PPP, der dog er for komplekst næremere at uddybe her) . Men ved at forhindre at deres valuta kunne blive handlet, så har Kina vedvarende kunne holde en meget lav kurs => deres eksport vedbliver med at være billig (men også ,logisk, at deres import er vedvarende dyr).
Det andet nøgleforhold var det brutale. Før 1978 havde Kina været et af verdens mest – handelsmæssigt – lukkede samfund med utrolig lille import og eksport. Fra 1978 fjerner kommunistpartiet  toldmurene og lader hele deres økonomi blive udsat den globale konkurrence. Holdningen var skarp. Man kan kun få sine statsejede virksomheder til at blive konkurrencedygtige, hvis de direkte konkurrere på det globale marked.

Omkostningen ved denne manøvre var naturligvis at tusinder af virksomheder måtte dreje nøglen om, og med masser af arbejdsløse. Men Kina er ligeglad. For manøvren virkede og der hvor (statsejede) virksomheder gik konkurs, da opstod bare nye og profitable virksomheder, hvadenten disse var privatejede, statsejede eller statskontrillede.

Kinas økonomiske vækst de seneste 30 år slår med længder noget andet vi har oplevet i historien. Hemmeligheden er ligetil. Arbejdskraften er meget billig, virksomhederne drives nu effektivt og den ”faste” kinesiske valuta gør vedvarende deres produkter billige.
Kina er helt uden sammenligning blevet klodens primære producent af industrivare. Selvfølgelig mest på de allersimpleste varer, der ikke kræver specialiseret viden. Men som landet er blevet rigere og rigere og flere og flere er højt uddannet, så har Kinas industri indtaget flere og flere højteknologiske områder.

Det er klart, at som uddannelsesniveauet stiger, så stiger lønningerne og så tabes konkurrencefordele. Men Kina er så stort og rekkruteringen af indsutriarbejdere fra landet så ubegribeligt stort, at begge dele sker på samme tid. Altså at der så langt øjet rækker da kan man ansætte super billig ny arbejdskraft fra landet og vedvarende kunne producere super billige simple industriprodukter. Men samtidigt at flere og flere rykker opaf lønnings- og karrierepyramiden. Men stadig er den højere kvalificerede arbejdskraft billigere end deres vestlige konkurrenter (og Tigerøkonomierne), og kan producere mere og mere højteknologiske industriprodukter voldsomt konkurrencedygtigt.

Dette hjælpes også på vej af, at Kina er det land i verden der klart oplever flest direkte udenlandske investeringer. Globale giganter storinvisterer i Kina, da de godt kan se konkurrencefordelene i det og også med fokus på et stadig voksende gigantisk middelklasse i landet. Så såvel udenlandsk kapital som teknologi og højteknologi pumpes pt. ind i Kina.

Kina er blevet det vildeste økonomiske mirakel vi har set i historien. Hvad tog Vesten 150 år, Japan 50 år, Tigerøkonomierne 40 år, det har Kina nået på 15-20 år. Og udover et - for Kina - mindre skvulp i væksten grundet den globale finanskrise, så tilsiger ikke meget, at de ikke de næste 30-40 år vil buldre derudaf. Specielt fordi, at deres "mætningspunkt" (hvis man lavede en løs sammenligning med Japan) slet ikke er i spil i samme periode. Kinas hypotetiske mætningspunkt (som meget også vil være gældende for Indien) ligger +40 år ude i fremtiden.