Jeg er jo guitar-fanatiker til fingerspidserne og jeg havde lyst til at skabe lidt klarhed over elguitarens historie. Ikke så meget selve guitaren, men mere de effekter (forstærkere og effektpedaler) der er opfundet hen af vejen og skabt guitarens lyd, samt sætte dem i den musikalske kontekst de skal sættes i.
Jeg har ikke altid været så skarp angående alle guitarens udsøgte detaljer som jeg er nu. Og engang faldt for jeg præcis den samme fælde som jeg tror mange andre er faldet i. Nemlig ikke at kunne skelne mellem, hvad der i en fed solo er guitaristens evner der gør udslaget eller det er effekterne der bruges i guitarlyden.
Mit kerneeksempel er Johnny B. Goode scenen fra Back to the Future.
http://www.youtube.com/watch?v=wCXK8yB4T6M
Jeg har ikke altid været så skarp angående alle guitarens udsøgte detaljer som jeg er nu. Og engang faldt for jeg præcis den samme fælde som jeg tror mange andre er faldet i. Nemlig ikke at kunne skelne mellem, hvad der i en fed solo er guitaristens evner der gør udslaget eller det er effekterne der bruges i guitarlyden.
Mit kerneeksempel er Johnny B. Goode scenen fra Back to the Future.
http://www.youtube.com/watch?v=wCXK8yB4T6M
Altså jeg elsker filmen, scenen og nummeret. Så ingen kritik af det som film. Men hvad der er interessant - for denne artikel - i dette klip er, hvordan man kan komme til at misforstå, hvad der er teknik og hvad der guitareffekter.
Hvis man ikke har så meget forstand på guitar, så er jeg sikker på, at Spielbergs udlægning af guitarscenen modtages fuldkommen. Den er:
Haves et nummer Marty kender. Det er Johnny B. Goode. Han spiller det og Chuck Berry hører det over telefonen. Herefter giver Marty den gas med en masse guitarteknik (specielt tapping og sweeppicking) og da han kigger op har han mistet alle publikum. De er ikke klar til denne shredguitar som var så populær i 80'erne da filmen blev lavet.
Men der er en alvorlig fejl i klippet. Marty ville aldrig kunne have spillet sådan som han spiller fra 1:50 inde i nummeret og frem. Selv hvis han havde teknikken til det, så er den (nødvendige) tilhørende hårde metal-distortion årtier ude i fremtiden (scenen udspiller sig i 1955). At spille det han spiller med den "distortion" der fandtes i 1955 ville have givet en hel anden lyd end indtrykket af den solo han spiller 1:50 og frem.
Ved det er en detalje. Men den fremhæves for at give en indledning til guitarens udvikling de seneste 60 år.
Den klassiske guitar var blevet rimelig almindelig op gennem 1800-tallet. Da jazz begynder at blive stort i 1920-30'erne, da er guitaren selvfølgelig at finde i tidens big jazz bands.
Men der er et problem. En akustisk guitar spiller ikke særligt højt. Blæsere i et bigband spiller typisk meget højere og vil typisk helt overdøve guitaren.
Svaret var i begyndelsen, at sætte en mikrofon foran guitaren og afspille det over forstærkere. Som sådan fungere dette ok. Men to problemer er der dog. For det første optager mikrofonen jo ikke kun den akustiske lyd fra guitaren, men alle akustiske lyde omkring den (de andre instrumenter f.eks.). Dette giver et meget mudret lydbillede. For det andet er akustisk lyd opfanget af mikrofon og forstærket notorisk kendt for ubehagelig og ukontrolerbar feedback.
Men en løsning var ved at findes i 30'erne. Elguitaren. Ideen i elguitaren er, at sætte en magnetisk pickup ved siden af strengen. Når strengen vibrere så vil den få spændingen i magneten nedenunder til at ændre sig. Denne ændring kan så omsættes til et lydsignal og forstærkes.
På denne måde er den akustisk del af guitarstrengens lyd fjernet og alene den (tilhørende) magnetiske svingning er bevaret. Elguitaren som vi kender den er født.
Tre guitarer skal nævnes. De var dem som bragte elguitaren ud i massekulturen i 50'erne, de er de mest sælgende guitarer gennem tiderne og den dag stadig de mest solgte guitarer.
Fender Telecaster: http://en.wikipedia.org/wiki/Fender_Telecaster
Hvis man ikke har så meget forstand på guitar, så er jeg sikker på, at Spielbergs udlægning af guitarscenen modtages fuldkommen. Den er:
Haves et nummer Marty kender. Det er Johnny B. Goode. Han spiller det og Chuck Berry hører det over telefonen. Herefter giver Marty den gas med en masse guitarteknik (specielt tapping og sweeppicking) og da han kigger op har han mistet alle publikum. De er ikke klar til denne shredguitar som var så populær i 80'erne da filmen blev lavet.
Men der er en alvorlig fejl i klippet. Marty ville aldrig kunne have spillet sådan som han spiller fra 1:50 inde i nummeret og frem. Selv hvis han havde teknikken til det, så er den (nødvendige) tilhørende hårde metal-distortion årtier ude i fremtiden (scenen udspiller sig i 1955). At spille det han spiller med den "distortion" der fandtes i 1955 ville have givet en hel anden lyd end indtrykket af den solo han spiller 1:50 og frem.
Ved det er en detalje. Men den fremhæves for at give en indledning til guitarens udvikling de seneste 60 år.
Den klassiske guitar var blevet rimelig almindelig op gennem 1800-tallet. Da jazz begynder at blive stort i 1920-30'erne, da er guitaren selvfølgelig at finde i tidens big jazz bands.
Men der er et problem. En akustisk guitar spiller ikke særligt højt. Blæsere i et bigband spiller typisk meget højere og vil typisk helt overdøve guitaren.
Svaret var i begyndelsen, at sætte en mikrofon foran guitaren og afspille det over forstærkere. Som sådan fungere dette ok. Men to problemer er der dog. For det første optager mikrofonen jo ikke kun den akustiske lyd fra guitaren, men alle akustiske lyde omkring den (de andre instrumenter f.eks.). Dette giver et meget mudret lydbillede. For det andet er akustisk lyd opfanget af mikrofon og forstærket notorisk kendt for ubehagelig og ukontrolerbar feedback.
Men en løsning var ved at findes i 30'erne. Elguitaren. Ideen i elguitaren er, at sætte en magnetisk pickup ved siden af strengen. Når strengen vibrere så vil den få spændingen i magneten nedenunder til at ændre sig. Denne ændring kan så omsættes til et lydsignal og forstærkes.
På denne måde er den akustisk del af guitarstrengens lyd fjernet og alene den (tilhørende) magnetiske svingning er bevaret. Elguitaren som vi kender den er født.
Tre guitarer skal nævnes. De var dem som bragte elguitaren ud i massekulturen i 50'erne, de er de mest sælgende guitarer gennem tiderne og den dag stadig de mest solgte guitarer.
Fender Telecaster: http://en.wikipedia.org/wiki/Fender_Telecaster
Introduceret i 1949 blev den hurtigt en succes i country, bluegrass, blues og begyndende rock & roll.
Fender Stratocaster: http://en.wikipedia.org/wiki/Fender_Stratocaster
Tænkt som en avanceret (og dyrere) udgave af Telecasteren og introduceret i 1954. Men dens mange geniale løsninger og vellykkede design gjorde den til et øjeblikkeligt hit og om muligt en endnu mere solgt model end Telecasteren.
Gibson Les Paul: http://en.wikipedia.org/wiki/Gibson_Les_Paul
Gibsons hurtige svar på Telecasterens popularitet og debuterede i 1952. Men faktisk var den ikke særlig populær indtil slutningen af 60'erne. Herfra er den om noget hard rock/metal guitaren alle andre tilsvarende guitarer bliver målt efter.
Set i det store perspektiv, så er der ikke sket så meget med elguitaren fra 1950 til nu. Sættes en Telecaster fra 1950 i en forstærker og en typisk moderne guitar i sammen forstærker, så vil der kun være små forskelle i lyden.
Derfor forlader vi nu guitaren og kaster os over forstærkeren.
Rocket 88 (1951 af Ike Turner/Jackie Brenston) http://www.youtube.com/watch?v=Gbfnh1oVTk0
Fender Stratocaster: http://en.wikipedia.org/wiki/Fender_Stratocaster
Tænkt som en avanceret (og dyrere) udgave af Telecasteren og introduceret i 1954. Men dens mange geniale løsninger og vellykkede design gjorde den til et øjeblikkeligt hit og om muligt en endnu mere solgt model end Telecasteren.
Gibson Les Paul: http://en.wikipedia.org/wiki/Gibson_Les_Paul
Gibsons hurtige svar på Telecasterens popularitet og debuterede i 1952. Men faktisk var den ikke særlig populær indtil slutningen af 60'erne. Herfra er den om noget hard rock/metal guitaren alle andre tilsvarende guitarer bliver målt efter.
Set i det store perspektiv, så er der ikke sket så meget med elguitaren fra 1950 til nu. Sættes en Telecaster fra 1950 i en forstærker og en typisk moderne guitar i sammen forstærker, så vil der kun være små forskelle i lyden.
Derfor forlader vi nu guitaren og kaster os over forstærkeren.
Rocket 88 (1951 af Ike Turner/Jackie Brenston) http://www.youtube.com/watch?v=Gbfnh1oVTk0
anses generelt for at være historiens første nummer, hvor en distorted guitarlyd bevidst er blevet brugt på. Grunden til lyden skyldes - menes det omend lidt usikkert - at forstærkeren enten blev tabt ved et uheld eller fik en skade grundet vand, hvilket gav den en ikke helt ren lyd. Men at bruge lyden det var et bevidst valg.
At beskadige sin forstærker blev brugt jævnligt over de næste 15 år. Men det mest normale var dog, at man opdagede, at hvis man skruede helt op for tidens forstærkere, så begyndte deres rør at at kamme over, og den forvrængede lyd som kom af dette kaldes overdrive. De første 1:50 af linket fra Back to the Future er overdrive-lyd på guitaren. Et andet eksempel kunne simpelthen være Chuck Berrys orignal: http://www.youtube.com/watch?v=6ofD9t_sULM
To ting er vigtige at forstå ud fra dette link. For det første at det er kerne rock & roll og dermed den tids absolut hårdeste musik, der i chok, fryd og kommiciel gennemslagskraft nemt kunne sammenlignes med f.eks. Metallicas Black album fra 90'erne.
For det andet, at dette er den absolut hårdeste guitarlyd man kunne frembringe på denne tid.
Siden er variationen over overdrive-lyd (specielt hvor forvrænget den skal være) eksploderet. Men i sin essens lyder overdrive sådan og man finder overdrive-lyd overalt -i blues, blues-rock, pop og rock.
Guitarlyden kun blev en anelse mere hård over de næste 8 år. Fire forskellige ting ændrer guitaren for altid i perioden 1965-67.
Den første er Beatles. Decca records afslog Beatles fordi de mente at "guitar groups are on the way out". De havde ret. Rock & roll var næsten død og guitarer var ved at glide ud af populærmusikken i begyndelsen af 60'erne. Hvad de ikke forstod var, at foran stod netop bandet som skulle introducere elguitaren som en fundamental del af populærmusikken de næste mange, mange årtier.
Uden Beatles ville elguitaren formentlig være delvist død. Men Beatles popularitet for masserne og inspiration for andre gjorde, at guitaren var kommet for at blive.
Det næste der skete var at produceren Glen Snoddy i 1964 ved et uheld kom til at mixe et nummer på et album, så det blev meget forvrænget. Snoddy var så inspireret af denne tilfældige forvrængning at han måtte lave en "enhed" som med vilje kunne gøre det samme. Året efter var hans effektpedal Maestro Fuzz-tone klar. Verdens første egentlige guitareffektpedal. Hvad Snoddy havde fundet var fuzz-distortion lyden. Tjek denne video for at finde ud af hvordan en fuzz-pedal lyder. http://www.youtube.com/watch?v=ajj92dIifGY
Fuzz'en skulle dominerer distortionen de næste 10 år.
Det tredje der skete var, at Keith Richards fik fat på en Maestro Fuzz-tone og brugte den på I Can't Get No Satisfaction. Og så lyder riffet således: http://www.youtube.com/watch?v=8_VbImuG71M
Med nummerets voldsomme succes blev fuzz det helt store på ingen tid.
Det sidste der skete var, at en fyr ved navn Jimi Hendrix meldte sig på banen. Af alle guitarister ever er han den som har haft størst betydning for guitaren.
Man må indledningsvis forstå, at elguitaren generelt aldrig havde været et soloinstrument. Lidt i jazz og ja så selvfølgelig en god slat i bues. Men i pop, rock, rock & roll og R&B var elguitaren mest af alt et rytmeinstrument (og et - i musikalsk forstand - harmonisk instrument).
Hvad Hendrix gjorde var at vise alle, at det tonale arsenal i elguitar er ekstremt. Formentlig det mest alsidige instrument vi overhovedet har opfundet. Brugt til det yderste, kan det nærmest alt, hvad noget musik kan bestå af. Og mest af alt, at guitaren ligesom pianoet, saxofonen, trompeten og andre soloinstrumenter kunne lave spændende leads.
Jimi Hendrix anses af mange for den "dygtigste" guitarist nogensinde. Det er dog forkert. Han kommer næppe i top 1.000 teknisk set. For tiden han spillede i var han klart den teknisk dygtigste guitarist verden havde set. Men - som sagt - set med nutidens øjne, er hans teknik ikke vildt imponerende.
Hvad Hendrix evnede var at tage blues'en, spille den til sin grænse og dertil tilsætte tidens to eneste seriøse effekter. Fuzz-distortion og Wah-wah pedal. Hans Woodoo Child viser hvordan det lyder:
At beskadige sin forstærker blev brugt jævnligt over de næste 15 år. Men det mest normale var dog, at man opdagede, at hvis man skruede helt op for tidens forstærkere, så begyndte deres rør at at kamme over, og den forvrængede lyd som kom af dette kaldes overdrive. De første 1:50 af linket fra Back to the Future er overdrive-lyd på guitaren. Et andet eksempel kunne simpelthen være Chuck Berrys orignal: http://www.youtube.com/watch?v=6ofD9t_sULM
To ting er vigtige at forstå ud fra dette link. For det første at det er kerne rock & roll og dermed den tids absolut hårdeste musik, der i chok, fryd og kommiciel gennemslagskraft nemt kunne sammenlignes med f.eks. Metallicas Black album fra 90'erne.
For det andet, at dette er den absolut hårdeste guitarlyd man kunne frembringe på denne tid.
Siden er variationen over overdrive-lyd (specielt hvor forvrænget den skal være) eksploderet. Men i sin essens lyder overdrive sådan og man finder overdrive-lyd overalt -i blues, blues-rock, pop og rock.
Guitarlyden kun blev en anelse mere hård over de næste 8 år. Fire forskellige ting ændrer guitaren for altid i perioden 1965-67.
Den første er Beatles. Decca records afslog Beatles fordi de mente at "guitar groups are on the way out". De havde ret. Rock & roll var næsten død og guitarer var ved at glide ud af populærmusikken i begyndelsen af 60'erne. Hvad de ikke forstod var, at foran stod netop bandet som skulle introducere elguitaren som en fundamental del af populærmusikken de næste mange, mange årtier.
Uden Beatles ville elguitaren formentlig være delvist død. Men Beatles popularitet for masserne og inspiration for andre gjorde, at guitaren var kommet for at blive.
Det næste der skete var at produceren Glen Snoddy i 1964 ved et uheld kom til at mixe et nummer på et album, så det blev meget forvrænget. Snoddy var så inspireret af denne tilfældige forvrængning at han måtte lave en "enhed" som med vilje kunne gøre det samme. Året efter var hans effektpedal Maestro Fuzz-tone klar. Verdens første egentlige guitareffektpedal. Hvad Snoddy havde fundet var fuzz-distortion lyden. Tjek denne video for at finde ud af hvordan en fuzz-pedal lyder. http://www.youtube.com/watch?v=ajj92dIifGY
Fuzz'en skulle dominerer distortionen de næste 10 år.
Det tredje der skete var, at Keith Richards fik fat på en Maestro Fuzz-tone og brugte den på I Can't Get No Satisfaction. Og så lyder riffet således: http://www.youtube.com/watch?v=8_VbImuG71M
Med nummerets voldsomme succes blev fuzz det helt store på ingen tid.
Det sidste der skete var, at en fyr ved navn Jimi Hendrix meldte sig på banen. Af alle guitarister ever er han den som har haft størst betydning for guitaren.
Man må indledningsvis forstå, at elguitaren generelt aldrig havde været et soloinstrument. Lidt i jazz og ja så selvfølgelig en god slat i bues. Men i pop, rock, rock & roll og R&B var elguitaren mest af alt et rytmeinstrument (og et - i musikalsk forstand - harmonisk instrument).
Hvad Hendrix gjorde var at vise alle, at det tonale arsenal i elguitar er ekstremt. Formentlig det mest alsidige instrument vi overhovedet har opfundet. Brugt til det yderste, kan det nærmest alt, hvad noget musik kan bestå af. Og mest af alt, at guitaren ligesom pianoet, saxofonen, trompeten og andre soloinstrumenter kunne lave spændende leads.
Jimi Hendrix anses af mange for den "dygtigste" guitarist nogensinde. Det er dog forkert. Han kommer næppe i top 1.000 teknisk set. For tiden han spillede i var han klart den teknisk dygtigste guitarist verden havde set. Men - som sagt - set med nutidens øjne, er hans teknik ikke vildt imponerende.
Hvad Hendrix evnede var at tage blues'en, spille den til sin grænse og dertil tilsætte tidens to eneste seriøse effekter. Fuzz-distortion og Wah-wah pedal. Hans Woodoo Child viser hvordan det lyder:
Nu var elguitaren kommet for at blive.
Næste store nyskabelse var fremkomsten af Marshall-forstærkeren.
Som sagt så havde man tidligere fundet ud af, at hvis man spillede maksimalt højt på tidens forstærkere så forvrængede rørene og lyden der kom ud var en varm overdrive-lyd. Marshall fandt dog de mest anvendte rør for dyre og brugte derfor nogen andre. Det viste sig, at disse rør forvrængede endnu mere end de gamle. Fra da af forsøgte Marshall at skabe forstærkere som lød mere og mere forvrængede.
Hvor fuzz-distortion lyder syret og vild, så er Marshall-lyden mere rå. Vi kalder den for distortion. Med distortion var vejen lagt for 70'ernes rock, hard rock og begyndende heavy metal. Tag live-klip fra 70'erne med bands som Black Sabbath, Deep Purple eller Led Zeppelin og man vil se den ene Marshall-forstærker efter hinanden.
Her er et link til hvordan en typisk Marshall lyder http://www.youtube.com/watch?v=gqy6umW0UFU
Næste store nyskabelse var fremkomsten af Marshall-forstærkeren.
Som sagt så havde man tidligere fundet ud af, at hvis man spillede maksimalt højt på tidens forstærkere så forvrængede rørene og lyden der kom ud var en varm overdrive-lyd. Marshall fandt dog de mest anvendte rør for dyre og brugte derfor nogen andre. Det viste sig, at disse rør forvrængede endnu mere end de gamle. Fra da af forsøgte Marshall at skabe forstærkere som lød mere og mere forvrængede.
Hvor fuzz-distortion lyder syret og vild, så er Marshall-lyden mere rå. Vi kalder den for distortion. Med distortion var vejen lagt for 70'ernes rock, hard rock og begyndende heavy metal. Tag live-klip fra 70'erne med bands som Black Sabbath, Deep Purple eller Led Zeppelin og man vil se den ene Marshall-forstærker efter hinanden.
Her er et link til hvordan en typisk Marshall lyder http://www.youtube.com/watch?v=gqy6umW0UFU
70'erne blev rockens årti og hovedinstrumentet pr. excellence var elguitaren.
Til at hjælpe med lyden dukkede en hel del nye effektpedaler nu op som førhen kun havde eksisteret i studiet. Omkostninger til transistorer var faldet så meget, at det gav mening at lave effektpedaler.
Flangeren: Giver en pulserende jetagtig lyd. Bruges ligeså tit med som uden distortion.
http://www.youtube.com/watch?v=5Y7e5uafLKo
Til at hjælpe med lyden dukkede en hel del nye effektpedaler nu op som førhen kun havde eksisteret i studiet. Omkostninger til transistorer var faldet så meget, at det gav mening at lave effektpedaler.
Flangeren: Giver en pulserende jetagtig lyd. Bruges ligeså tit med som uden distortion.
http://www.youtube.com/watch?v=5Y7e5uafLKo
Phaser: Giver også en pulserende lyd, men ikke så "jetagtig". Bruges ligeså tit med som uden distortion.
Chorus: Deler signalet op i to og lader det ene spor "sno" sig om det oprindelige. Giver effekten af "flere" instrumenter.
http://www.youtube.com/watch?v=IBY3hEXeBCI
http://www.youtube.com/watch?v=IBY3hEXeBCI
Delay: En uundværlig effekt der giver meget mere "dybde" i lyden.
http://www.youtube.com/watch?v=GgTVpc8b-vw
http://www.youtube.com/watch?v=GgTVpc8b-vw
Men også distortion-pedaler dukkede op i slutningen af 70'erne. Det som Marshall havde lavet med sin forstærkere blev nu gengivet på pedaler.
I hvert fald tre distortion-pedaler er blevet så store succeser at de må nævnes her, da de simpelthen findes på måske hver anden rockplade sidenhen, og er stærkt medvirkende til at heavy metal udviklede sig kraftigt i 80'erne.
BOSS DS-1: http://www.youtube.com/watch?v=VZenfW-XdX0
I hvert fald tre distortion-pedaler er blevet så store succeser at de må nævnes her, da de simpelthen findes på måske hver anden rockplade sidenhen, og er stærkt medvirkende til at heavy metal udviklede sig kraftigt i 80'erne.
BOSS DS-1: http://www.youtube.com/watch?v=VZenfW-XdX0
Ibanez Tubescreamer (kanp så hård, men meget anvendt): http://www.youtube.com/watch?v=QP6GUQRzWjU
Pro Co Rat: http://www.youtube.com/watch?v=57JZzVkdTjM
Pro Co Rat: http://www.youtube.com/watch?v=57JZzVkdTjM
Den næste virkelig store ting der skete var Van Halen. Van Halen blev den første rigtige shred-guitarist. Shred bruges om guitarspil hvor teknisk kunnen og fart er centrale. Man kunne kalde det lir-guitar. Ting som tapping, sweeppicking, legatoruns og whammy bar dumps blev brugt.
Van Halen blev straks verdenskendte og Eruption giver os det første bud på et verdenskendt shred-nummer. http://www.youtube.com/watch?v=sI7XiJgt0vY
80'erne overtages godt nok af synths, pop og postpunk, og rocken har det svært. Men i hvert fald to genre får stor vind i sejlene i 80'erne. Heavy Metal og Shred-guitar. Det er New Wave of British Heavy Metal der flytter kloden med bands som Iron Maiden og Judas Priest. Heavy Metal vil aldrig se sig over skulderen igen og i dag en af de største genre i populærmusikken.
Shred-guitaren tager guitarspillet til nye højder. OK, der findes helt sikkert endnu flere dygtige guitarister i dag. Men forskellen er i dag er de ukendte og utrendy. I 80'erne var de stjerne og super trendy. Et typisk eksempel på shred-guitar kunne være Jason Becker med Altitudes: http://www.youtube.com/watch?v=1wFoSbjXB68
Van Halen blev straks verdenskendte og Eruption giver os det første bud på et verdenskendt shred-nummer. http://www.youtube.com/watch?v=sI7XiJgt0vY
80'erne overtages godt nok af synths, pop og postpunk, og rocken har det svært. Men i hvert fald to genre får stor vind i sejlene i 80'erne. Heavy Metal og Shred-guitar. Det er New Wave of British Heavy Metal der flytter kloden med bands som Iron Maiden og Judas Priest. Heavy Metal vil aldrig se sig over skulderen igen og i dag en af de største genre i populærmusikken.
Shred-guitaren tager guitarspillet til nye højder. OK, der findes helt sikkert endnu flere dygtige guitarister i dag. Men forskellen er i dag er de ukendte og utrendy. I 80'erne var de stjerne og super trendy. Et typisk eksempel på shred-guitar kunne være Jason Becker med Altitudes: http://www.youtube.com/watch?v=1wFoSbjXB68
90'erne er alt rockens og grungens årti. På guitarsiden er der ikke meget nyt under solen. Hvad der produceres af guitarlyd og -teknik er ikke noget man ikke allerede kender i dybden fra tidligere.
Eneste detalje er forstærkerfirmaet Mesa Boogie der i begyndelsen af 90'erne lancere deres Rectifier serie. Regnes generelt for juvelen af heavy metal forstærkere og rigtigt, rigtigt mange metal guitarister spiller på Rettifier. Den lyder således: http://www.youtube.com/watch?v=It_k4uDnetU
00'erne er præget af digitale modelers, rockens stilstand og youtube.
På effectsiden har der aldrig været flere effekter at vælge imellem. Men den største trend i 00'erne har været at lave enheder der digitalt prøver at efterligne fortidens analoge ikoner. Nye effekter laves, men det er fortidens ikoner som er super efterspurgte (hvoraf jeg har oplistet nogen af de vigtigste ovenfor).
Så er der rockens stilstand. Damn 00'erne var været triste set fra et rock-synspunkt. Metal, pop og country har det fint i 00'erne, men på rocksiden sker der ikke meget. Det er ofte ret små til helt ukendte bands i indie rock/pop, alt rok eller prog rock hvor interessant rock skal findes. Mainstream rok er til gengæld en død sild.
Endelig må youtube nævnes. Ikke kun for oploadning af diverse originale numre af kendte bands/artister. Nej, nyder man guitar, så er youtube stedet at søge. Stakkevis af amatører og soveværelsesguitarister oploader endnu flere stakkevis af fremragende covers, jams, impros op af alskens guitarspil. Og ofte af forbløffende høj kvalitet.
Ovenstående er ikke musikhistorisk gennemgang af populærmusikken de sidste 60 år. I stedet er det en kort gennemgang af guitarens placering i populærmusikken (specielt rocken), de teknologiske gennembrud som har hjulpet den på vej og hvordan disse gennembrud er blevet væltet over i ny og revolutionerende musik.
Eneste detalje er forstærkerfirmaet Mesa Boogie der i begyndelsen af 90'erne lancere deres Rectifier serie. Regnes generelt for juvelen af heavy metal forstærkere og rigtigt, rigtigt mange metal guitarister spiller på Rettifier. Den lyder således: http://www.youtube.com/watch?v=It_k4uDnetU
00'erne er præget af digitale modelers, rockens stilstand og youtube.
På effectsiden har der aldrig været flere effekter at vælge imellem. Men den største trend i 00'erne har været at lave enheder der digitalt prøver at efterligne fortidens analoge ikoner. Nye effekter laves, men det er fortidens ikoner som er super efterspurgte (hvoraf jeg har oplistet nogen af de vigtigste ovenfor).
Så er der rockens stilstand. Damn 00'erne var været triste set fra et rock-synspunkt. Metal, pop og country har det fint i 00'erne, men på rocksiden sker der ikke meget. Det er ofte ret små til helt ukendte bands i indie rock/pop, alt rok eller prog rock hvor interessant rock skal findes. Mainstream rok er til gengæld en død sild.
Endelig må youtube nævnes. Ikke kun for oploadning af diverse originale numre af kendte bands/artister. Nej, nyder man guitar, så er youtube stedet at søge. Stakkevis af amatører og soveværelsesguitarister oploader endnu flere stakkevis af fremragende covers, jams, impros op af alskens guitarspil. Og ofte af forbløffende høj kvalitet.
Ovenstående er ikke musikhistorisk gennemgang af populærmusikken de sidste 60 år. I stedet er det en kort gennemgang af guitarens placering i populærmusikken (specielt rocken), de teknologiske gennembrud som har hjulpet den på vej og hvordan disse gennembrud er blevet væltet over i ny og revolutionerende musik.
