Fra finanskrise til global ressesion 2008 til nu
D. 13. september 2008 går Lehman Brothers konkurs. En af USAs fem største investeringsbanker. D. 16. september står det klart, at verdens største forsikringsselskab, AIG, de facto også er gået konkurs. At sige, at der er panik rundt om på kloden, det er at sige det mildt. En af verdens største investeringsbanker og verdens største forsikringsselskab skal indfrie forpligtigelser langt over, hvad de har af værdier og de er derfor de facto gået konkurs.
Hvis to finansielle giganter som de to kan gå konkurs, så står det klart, at enhver finansiel institution på kloden kan gå konkurs bare de blinker med øjnene. Det kan kun betyde en ting. I banksprog at man ”sikre sin stilling”. Det betyder, at man trækker sig ud af så mange investeringer og lån man kan og alene prøver at få samlet så mange værdier man kan indenfor murene, hvorved ens solvens stiger og man kan klare flere run på ens bank. Man kan populært sige, at dette er det modsatte af gearing, eller den laveste gearing muligt. Alle finansielle institutioner på kloden gør dette her midt i september. Intra-bank-markedet (altså markedet for transaktioner mellem finansielle institutioner) lukker helt ned, på globalt plan. Det er en katastrofe. Ligeså sygt en vild gearing er, ligeså ødelæggende for en økonomi er det, at banker nu holder op med at lave transaktioner. Men alle er nødt til det. Dem som ikke følger markedets love vil være jaget bytte for selvsamme markedskræfter. Men selvom alle banker sikre deres stilling, så har rigtigt, rigtigt mange problemer med overhovedet at være solvente. Selv nu, da står stakkevis af banker og er på grænsen til at krakke.
USAs regering må gøre noget. Jeg skal ikke i detaljen forklarer alle bankpakker, dertil er de for mange og placeret nationalt, regionalt og ved mellemstatslige aftaler. Men pointen er, at USAs finansielle sektor er ved at bryde sammen. Lehman Brothers er krakket og AIG er de facto. USA regering stiller derfor garanti for (reelt overtager de AIG) at AIGs forpligtigelser. Men markederne er slet ikke beroliget. Alt for mange er ved at krakke.
Så nu begynder regeringen af lave en række af ”hjælpepakker”. De dækker simpelthen for at banker krakker. Det samme gør alskens – specielt vestlige, da de er værst ramt – landes regeringer rundt om på kloden. Men nu er vi oppe i beløbsstørrelser, hvor selv stater ryster på hånden, når der skal skrives under. Det er så mange penge vi taler om, at skulle de finansielle sektorer falde fra hinanden, så er lande ved at konkurs. Pakkerne skal ”blot” dække for to hensyn. At redde de (få, tigger og ber man om) banker der rent faktisk krakker og give sikkerheden til borgere og investorer om, at den finansielle sektor skal nok klare den, så kom igang, begynd at handle normalt igen.
Den første del af krisen omhandler således den finansielle sektors overlevelse, bankpakker og –garantier. Allerede nu er vi ude i så store beløb, at stater er dybt pressede på deres økonomi. Stater – specielt i Vesten – der i forvejen har meget store stats- og udenlandsgælde.
Men vi er slet ikke færdige. Det er først nu det bliver til en global krise. Efter den akutte redningsplan i efteråret 2008/foråret 2009, da kommer der følgevirkninger af finanskrisen.
For hvad sker der nu? Alle banker sikre deres stilling og meget håndsky overfor noget der en brøkdel minder om risikofyldte investeringer, og samtidigt er intra-bank-markedet meget dødt. Banker tør således ikke låne fra deres egen beholdning og omvendt kan de ikke gå ud på værdipapirmarkedet og genplacerer deres ønsker om mere likviditet. Dette rammer almindelige borgere og virksomheder.
En af de tunge drenge der møder denne virkelig er GM. Den amerikanske bilindustri har i årtier været skod. Helt op til 2008, da har de store amerikanse bilvirksomheder satset på traditionelle amerikanske (skod-) biler, specielt stor benzinlugende Pickups og SUVs. Men manglen på olie op gennem 00’erne har presset benzinpriserne i vejret. Så meget at selv de amerikanske bilister ser sig om efter biler med lavere brændsstofforbrug. Men de store amerikanske bilvirksomheder har ikke rigtig nogen at tilbyde. Indtjeningen falder. Naturligvis går de til banken og siger de trænger til lån. Men det vil ingen banker give dem i en finanskrise. Jamen så er GM ved at krakke. Ved diverse hjælpeordninger lykkes det at redde GM. Men det viser, at når bankerne begynder at være ultra strikse med deres udlån, så rammer det samfundsøkonomien meget hårdt. Der er i et kapitalistisk system behov for såvel sikre, lidt usikre som meget usikre låntagning. Det skal bare give mening (afkast og risiko skal passe sammen). Men nu nægter bank efter bank at udlåne til noget som helst der bare perifært indeholde lav risiko.
Simpelt, så sker der det, at virksomheders normale økonomiske åndedræt alvorligt hæmmes og dermed falder land efter lands produktion. Vi kender møllen. Folk fyres og virksomheder skraber i det hele taget bunden. Statens skatteindtægter falder. Statens udgifter stiger, da flere skal understøttes. Købekraften stagnerer, da der ikke er råd til at give reallønsfremgang. Så falder efterspørgslen. Så tjener virksomhederne endnu mindre. Og sådan kører møllen igen og igen. Og fordi verden mere end nogensinde er globaliseret og fordi stort set alle finansielle sektorer på kloden har det værre end middel-okay, så rammer det overalt. Det bliver en global ressesion.
Tingene arbejder mod hinanden. At føre ekspansiv finanspolitik (koordieret over kloden) ville være spot on, men alle lande (specielt Vesten) er allerede langt inde i de røde felter på bundlinijen og har ikke råd til det. Ligedeles vil borgerne ikke bruge penge, da det er dystre tider og arbejdsløsheden stiger. Og virksomhederne tjener mindre fordi ingen køber deres produkter.
Lande er allerede i det røde felt af bankpakker. Og nu rammes kloden af en ressesion. Tingene begynder ikke mere at kunne hænge sammen.
Det er derfor vi pt står på en knivsæg. Ingen lande kan efterhånden gøre mere, hvis deres økonomi ikke derved skal falde fra hinanden (som Grækenland både på den ene og anden måde har været tæt på). Men gøres der ikke mere, så kan vi i lang, lang tid ikke hive os ud af hængedyndet. Og endnu værre, bare få alvorlige puf – som f.eks. at Spanien og Italien sættes under max pres på markedet og til sidst kollapser (ala Island eller næsten Grækenland) – så revner ballonen. Så er beløbene som investorer og stater må afskrive så store, at de næste rækker af lande står klar til at blive slagtet.....osv.
Så vi er i den meget skidte situation, at vi ikke rigtigt kan trække os selv (altså ikke DK, men kloden)ud af dyndet, og omvendt er småting fra, at det går rigtigt galt.
Lad os sige, at kloden lige akkurat holder sig på den rigtige side af knivsæggen. Hvad så? Jamen det bliver ikke for nemt. For det første så skal verdenshandlen og den globale finansielle sektor ved egen kraft igen få gang i sagerne, så vi ”naturligt” langsomt kan få en højkonjunktur (eller i det mindste ikke voldsom lavkonjunktur). Men selv her bliver det ikke nemt. For mange lande – som altid naturligvis mest i Vesten, da de er hårdest ramt – da er de nedsparede underskud på statsfinanserne så store, at det vil – selv med højkonjunktur – tage lang tid førend tallene ikke mere er røde. Og i hele den tid, da vil velfærdsstarterne (som alle lande har, bare i større eller mindre grad) være dybt pressede og hvor besparelser og serviceforringelser vil ramme bredt.
Det er derfor vi står i den største krise i 80 år. Selv hvis den økonomiske udvikling er bedre end vi pt tør tro på, så bliver det hårde tider, specielt for velfærdsstaterne. Og omvendt, puffes vi over på den forkerte side af knivsæggen, så bliver det rigtigt, rigtigt grimt.
Lad os runde af med, hvad det faktisk er vi har oplevet 2008 til nu.
Det starter som en finansiel krise. Pengene der tabes er investorers penge og så naturligvis at banker går i rødt. Stater rundt om på kloden stiller garantier for den finansielle sektor og må mange gange ind og direkte hjælpe økonomisk. Omend almindelige mennesker kan synes det er unfair, så har det været nødvendigt at redde de virksomheder, der i grunde har skabt krisen. Ikke at redde dem, ville være betydeligt værre. Således har staten – og dermed skatterborgerne – overtaget ”gælden” fra den finansielle sektor. Samtidigt er klodens konjunkturer raslet ned. Dermed er stater økonomi langt oppe i det røde felt. Når Gækenland, Italien og Spanien er blevet jagtet i 2011, så er det fordi markederne ikke tror på, at de planer som disse regeringer har lagt for fremtiden for at få de offentlige indtægter og udgifter (sammenholdt med allerede oparbejdede store underskud) til at hænge sammen. Dermed siger markedet, at de ikke tror på at de investeringer markederne har i disse lande vil kunne indfries. Og så trækker markedet sine investeringer her og nu fra landende mens der endnu er småpenge på kistebunden. Det har disse lande ikke råd til. Derfor bliver de presset til at lave økonomiske politikker som gør mega ondt, for at overbevise markedet om, at de skam nok skal kunne klare fremtidige indfrielser. Dette er i princippet, hvad der kan ske for hvert eneste land på kloden pt. Og er landet for stort, så trækker det andre lande med sig. Og så har vi katastrofen.
Hvad markederne og staterne pt kæmper om er altså, om stater – via realitiske økonomiske politikker (herunder besparelser der gør nas) - kan overbevise markederne om, at de er såve likvide som solvente, her og nu og på sigt.
Hvad der begyndte som et hul i kassen i specielt den amerikanske finansielle sektors kasse er altså blevet til røde tal for klodens staters finanser, og hvor markedet og stater nu kæmper om, hvorvidt de tiltag, de forskellige stater er i gang, med nu også er troværdige.
Hvordan det ender ved ingen endnu.
fredag den 6. januar 2012
torsdag den 5. januar 2012
Hvorfor er verden i den dybeste økonomiske krise i 80 år? Årsagerne til den finansielle krise og dens konsekvenser - Del 3
Finanskrisens dynamik og eksplosion
Det er i USA årsagerne til finanskrisen skal findes. Vi husker at den gennemsnitlige amerikaner stort set har hatf stagnerende realindkomst i 20 år. Vi husker at USA har lave skatter, men store offentlige udgifter, hvilket leder til stadig større stats- og udenlandsgæld. Hvad der virker som en økonomi der er i fremgang, det er i virkeligheden lånefinansieret statslig ekspansiv finanspolitik samt en bobbel på NASDAQ. Men renten er faldende så boligpriserne begynder – ligesom i Europa – at eksplodere i USA. Almindelige amerikanere – der som sagt stort set er stagnerende i indkomst – skal ud og låne mange, mange penge på de finansielle markeder for at have råd til at købe ny bolig.
Indtil 90’erne, da er det nogenlunde nemt. Du vil låne til en bolig. Du møder op i en bank, og banken vurderer om du nu også ser ud til at have en økonomi, uddannelse og job som kan bære, hvad du efterspørger. Banken laver en kreditvurdering og – mod sikkerhed – påtager sig ansvaret for det optagede lån. Det gør man også i 90’erne. Men der er sket noget nyt. Dereguleringer, nye finansielle værktøjer og specielt en kolosal vækst i størrelsen af investeringsbanker gør, at bankernes muligheder for at genplacerer deres penge rundt om kloden er vokset dramatisk. Bankerne kan meget nemt afsætte deres porteføljer til investeringsbankerne. Således begynder bankernes sikkerhedsfølelse at stige markant. De begynder simpelthen at låne mere og mere villigt til almindelige amerikanere og i særdeleshed til folk, der direkte vurderes til IKKE at kunne klare deres indbetalinger, de såkaldte subprime lån. Men bankerne kan nemt afsætte dem til investeringsbanker. Hvordan kan det nu ske? Hvorfor er investeringsbankerne ikke bange for at optage lån der tydeligvis bliver mere og mere risikofyldte som årene går?
Lad os se på nogen nøgleårsager.
Det er i USA årsagerne til finanskrisen skal findes. Vi husker at den gennemsnitlige amerikaner stort set har hatf stagnerende realindkomst i 20 år. Vi husker at USA har lave skatter, men store offentlige udgifter, hvilket leder til stadig større stats- og udenlandsgæld. Hvad der virker som en økonomi der er i fremgang, det er i virkeligheden lånefinansieret statslig ekspansiv finanspolitik samt en bobbel på NASDAQ. Men renten er faldende så boligpriserne begynder – ligesom i Europa – at eksplodere i USA. Almindelige amerikanere – der som sagt stort set er stagnerende i indkomst – skal ud og låne mange, mange penge på de finansielle markeder for at have råd til at købe ny bolig.
Indtil 90’erne, da er det nogenlunde nemt. Du vil låne til en bolig. Du møder op i en bank, og banken vurderer om du nu også ser ud til at have en økonomi, uddannelse og job som kan bære, hvad du efterspørger. Banken laver en kreditvurdering og – mod sikkerhed – påtager sig ansvaret for det optagede lån. Det gør man også i 90’erne. Men der er sket noget nyt. Dereguleringer, nye finansielle værktøjer og specielt en kolosal vækst i størrelsen af investeringsbanker gør, at bankernes muligheder for at genplacerer deres penge rundt om kloden er vokset dramatisk. Bankerne kan meget nemt afsætte deres porteføljer til investeringsbankerne. Således begynder bankernes sikkerhedsfølelse at stige markant. De begynder simpelthen at låne mere og mere villigt til almindelige amerikanere og i særdeleshed til folk, der direkte vurderes til IKKE at kunne klare deres indbetalinger, de såkaldte subprime lån. Men bankerne kan nemt afsætte dem til investeringsbanker. Hvordan kan det nu ske? Hvorfor er investeringsbankerne ikke bange for at optage lån der tydeligvis bliver mere og mere risikofyldte som årene går?
Lad os se på nogen nøgleårsager.
CDO’er
For det første, at i de såkaldte derivater. Derivater er en aftale mellem to parter, hvor betingelserne for handlen aftales og hvor aftalen gælder et aftalt stykke tid. Hvor der ved normale transaktioner gælder, at der er – selv i USA – masser af regulering på, hvad man kan handle, hvor meget man kan handle, hvor stor sikkerheden skal være og hvilke rettigheder forsklellige aktører har, så gælder det for derivater i USA ved lov – grundet stor lobbyvirksomhed fra de største investeringsbanker – bestemt, at der slet ikke skulle være tilsynsmæssige regler for aftale om derivater. Derivater blev et totalt frit marked, og investeringsbankerne godtede sig. Lavede de en derivat, så kunne de lave en hvilke som helst økonomisk transaktion de ønskede. Derivater er altså noget der sker på kapitalmarkedet, mellem banker.....ikke noget almindelige mennesker eller virksomheder kommer i nærheden af.
En meget populær derivat var de såkaldte CDOs. CDOs kan være mange ting. Men i sin essens så er det at pakke forskellige kapitalelementer og lægge dem i én pakke. CDOs er – brugt med omtanke – geniale. Lad os sige, at du er en bank og har for 8 mia. kr. meget sikre lån og for 2 mia. kr. ret usikre lån. De 8 mia. kr. ville – solgt uden CDOs – være nemme at afsætte, mens de usikre lån ville kræve en så høj rente, at de ikke var nemme at komme af med, hvis man skulle tjene på dem. Med CDOs så kan man pakke dem. En CDO kunne f.eks. bestå at for 4 mio. kr. sikre lån og 1 mio. kr. usikre lån. For en som er interesseret i at aftage en sådan CDO, da får man et lidt højere afkast (fordi man også tager de usikre lån med), og omvendt, så vil langt de fleste transaktioner gå godt, og de få gange man mistede de 1 mio. kr. usikre lån, så kunne man klare det.
Problemet var, at CDOs meget hurtigt blev utroligt komplicerede. CDOs kunne bestå af mange, mange forskellige assets. Og meget snart mistede alle en real viden/fornemmelse for, hvor sikker/usikker en given CDO var. Ikke nok med det. Investeringsbanker gjode – ulovligt/uetisk – også alt for ikke at forklare en investor om den konkrete usikkerhed ved denne og hin CDO.
Kapitalmarkedet blev oversvømmet af CDOs. Og alle var tilfredse (undtagen investorene, de vidste det bare ikke....det vender vi tilbage til). Investeringsbankerne var tilfredse fordi de nemt kunne handle alskens mystiske pakker, og fik høj kutage for det. Bankerne var tilfredse fordi, at de nemt kunne komme af alle mulige underlige lån og investeringer de havde fået skrabet sammen (og tjent kutage på dette). Og borgerne var tilfredse fordi de næsten uanset deres kreditværdighed kunne få lån til alskens ting, specielt med ”sikkerhed” i deres boliger der jo var steget og steget i værdi (det samme vi oplevede i Danmark).
Men CDOs var sprængfarlige. De udgjorde mere og mere af markedet og enten løj man direkte om deres sikkerhed/usikkerhed, eller også druknede disse fakta i kompleksiteten af de dem.
Kreditvurderingsvirksomheder
Rundt om på kloden findes der mange kreditvurderingsvirksomheder. Men de tre som generelt altid har været bestemmende har været tre amerikanske, Moody’s, S&P og Fitch. Disse virksomheders job er at komme med vurderinger af kreditværdighed....fra konkrete værdipapirer – f.eks. en obligation – til banker og investeringsbanker i deres helhed. Deres kreditvurdering er ekstrem vigtig på det globale marked. Ved lov er det sådan i mange lande, at f.eks. pensionsfonde (der er storspillere som investore i værdipapirer) at de kun må investere i værdipairer der har AAA rating (den højest mulige rating).
Hvorfor disse tre virksomheder så katastrofalt missede korrekt at vurdere værdipapirer 1990-2008 er svært at forstå. Noget af det har sikkert at gøre med, at det var amerikanske papirer de vurderede og de i mellemting af vane med at anse amerikanske værdipapirer for meget sikre og at give amerikanske værdipapirer meget god kår på de internationale markeder, så har givet dem alt for ratings. Noget har sikkert at gøre med, at ingen helt forstod, hvor spængfarlige de nye investeringsværktøjer var og man derfor undervurderede deres usikkerhed voldsomt. Og noget er simpelthen uforklarligt. Et svigt af dimmensioner.
For fakta er, at helt op til 2008, da vedblev kreditvirksomhederne ved at give stakkevis efter stakkevis af mere og mere højrisikopapirer AAA rating. Ikke bare gode A eller AA ratings. Men den højeste sikkerhedsvurdering overhovedet muligt.
Klodens investorer blev derfor lullet i søvn med, hvad det egentlig var for underlige værdipapirer de købte. Specielt CDOs med subprime lån (altså de lån som bankerne selv anså for at være givet til folk som egentlig ikke vurderes til at kunne klare afbetalingerne) var en tikkende bombe, og som fik AAA rating med gang på gang.
Det går jo godt
Alle agenter i en økonomi har det med at tro at sådan som det går nu, sådan vil det altid gå, specielt i gode tider. Sådan også med værdipapirmarkedet. Jo de var måske højrisikofyldte kunne enkelte globake investorer forstå. Men det gik jo godt. Der kom flere og flere værdipapirer på markedet og alt så ud til at gå godt. Og afkastet er godt. Alle er tilfredse. Og når det går godt så bliver verdenskonjunkturene jo gode og så kommer folk i arbejde og får reallønsfremgang og så vil alle de tvivlsomme låntagere sikkert have råd til at betale for deres lån, og så er papirene jo ikke så usikre.
Tankegangen lyder absurd. Men hvis de byggede på en realøkonomisk virkelighed, så giver det skam delvis mening. Men analyserne byggede jo ikke på en realøkonomisk virkelighed. USA haltede økonomisk og Europa var heller ikke for godt kørende.
Genforsikringer
En sidste vigtig detalje er muligheden for genforsikringer. Lad os sige du havde en CDO som du godt vidste var lidt ulden i kanten.....men det fortalte du ikke til markedet. Du var lidt bange for at tabe penge på den. Men markedet ved ikke at du udmærket er klar over, at den er noget ulden og den har uafhængigt fået en AAA rating. Du går nu ud på markedet og tegner en forsikring på din egen CDO. Da den er vurderet højt er prisen på en forsikring lav. Masser af gange tjener du mange penge på alle de CDOs du handler som går godt. Og skulle en enkelt hist og her går galt, så dækker en billig forsikring for tabet.
Enhver kan jo regne ud, at i marked med fuld viden og gennemsigtighed, da vil priserne på forsikringen være tilpas i forhold til risikoen på det man forsikre. Men investeringsvirksomhederne fortalte ikke om deres egen viden om uldne CDOs og de fik endog AAA ratinger med på vejen. Derfor blev det en plusforretning at tegne forsikringer mod sine egne CDOs. En meget, meget usund adfærd, der råber til himlen om, at dette her, det vil gå galt.
Investorene
Så hvem bærer egentlig risikoen for det cirkus vi har startet? Det er ikke de private låntagere. Det er ikke bankerne. Det er ikke investeringsbankerne. Hvem så? Det er de normale investorer rundt om kloden. Det er almindelige borgere. Det er pensionsforeninger. Det er stater. Det er alle som køber CDOs (eller indirekte CDOs som pakkes på anden måde til brug på ikke-intra-bankmarkedet).
Men disse investorer er blevet vildledt. De tror at de køber maks sikre investeringer i en verden der ser ud til at være i højkonjunktur, hvilket gør det endnu bedre.
Men de forstår ikke, at mange af de amerikanske deviater og specielt CDOs er ekstremt risikofyldte investeringer. Ja, de går godt pt. Men det er en bombe som ligger og bare vendter på at sprænge. Og for hvert år der går, der bliver bomben større og større.
Hermed har vi skitseret præmisserne for katastrofen der lægges i 90’erne. Lad os nu gå til 00’erne.
Amerikansk højkonjunktur midt i en amerikansk krise 2001-2008
Dotcom eventyret ryger i 2001. En vild overinvestering i mere og mere tvivlsomme dotcom projekter kan ikke blive ved med at gå godt. Boblen sprænger og NASDAQ falder voldsomt. I 2001 står USA reelt med følgende fakta for deres lands økonomi
- En vidensøkonomi (New Economy) der i det store hele netop er blevet fuldkommen smadret
- En industri-/service økonomy (Old Economy), der såvel er ved at blive udkonkurreret af Østen og hvor den hjemlandske købekraft er mere og mere elendig
- Statsfinanser med store underskud og med stor stats- og udenlandsgæld
Det burde være opskriften på en gevaldig lavkonjunktur i USA. Men det modsatte sker. USAs krig mod terror er en dyr affære. Det pumper efterspørgsel ud i samfundet. Men kombineret med stadig flere skattenedsættelser (specielt til de rige) under Bush, da leder dette til endnu større offentlige underskud og endnu større stats- og udenlandsgæld.
Samtidigt går amerikanerne amok i forbrug generelt. Til det må man sige ?!?!?!?!?!?!?! Eh, hvad? Jeres købekraft og konkurrenceevne er ringere end nogensinde siden krigen. Og I har INTET sparet op. Hvad sker der?
Jamen der sker det, at amerikanerne låner til deres forbrug. Alle de indtil nu omtalte mekanimser i den finansielle sektor i USA har skabt et marked for afsætning af uendelige mængder lån så langt øjet rækker. Så den almindelige amerikaner låner og låner. Og lånene går til forbrug og forbrug.
Men det kan ikke blive ved med at gå godt. USAs stat har lån op til begge øre. Og den almindelige amerikanske middelklasse (trods alt stadig verdens mest købestærke (men mindre end i umindelige tider) grupper) optager lån til op til begge øre. Dette trækker en højkonjunktur ud over USA, men det er på lånt tid.
Hvad der svarer til Realkredit Danmark og Nykredit i Danmark er i USA Fannie May og Freddie Mac begynder op gennem 00’erne at opleve at flere og flere af deres subprime lån ikke kommer i hus. Selvom den amerikanske middelklasse har lånt til forbrug, så begynder flere og flere ikke at kunne betale deres lån tilbage.
Hvad der begynder at ske er følgende. Hele det system man har opbygget virker så længe at ikke for mange ikke kan opfylde deres betalinger. Er det bare en mindre del af låntagerne der ikke kan betale, så har systemet af derivater, CDOs og genforsikringer nogenlunde styr på det. Usikkerheden i hele systemet fordeles over hele massen ved netop disse systemer. Men der et punkt, hvor det ikke kan blive ved med at gå godt. Når en stor finansvirksomhed – f.eks. Fannie May eller Freddie Mac – skal betale for nogen aftaler de skal indfrie og hvor deres kasse er for lille – grundet for få indbetalinger fra låntagere – til at de kan klare indfrielsen, så går det galt. Og når vi er oppe i klassen af de to største realkreditinstitutioner i USA, så kan systemet ikke mere klare det. Ringene spreder sig, fordi beløbene er så store. Kan f.eks. Freddie Mac ikke pludselig indfri deres forpligtigelser til f.eks. Lehmann Brothers (en af – inden den krakkede – USA fem største investeringsbanker), så er Lehmanns kasse tom, og så kan de ikke indfri deres forpligtigelser videre i systemet.
Vi er oppe i beløbsstørrelser, hvor ingen enkeltspillere på markedet på kloden kan klare, at nu må de afskrive den og den spillers indfrielser.
Ovenståede er netop hvad der sker. Manglende indbetalingerne til Subprime lånene når en krtisk størrelser i 2007. Freddie Mac’s og Fannie May’s kasser svinder mere og mere ind. Forskellige tiltag træder i værk. Staten overtager firmaerne, da det går op for USAs regering, hvor skidt de har det. Men realøkonomien er ikke til at komme uden om. Gigantiske beløb kommer ikke ind i kassen og nu sejler investeringsvirksomhederne. Stakkevis af deres CDOs er jo indholdende subprime lån. Og nu får de ikke indfrielserne fra realkreditinstitutionerne.
En meget vigtig årsag til at investeringsbankerne så lynhurtigt rammer bunden skyldes en ny lov fra 2005 de har arbejdet hårdt for at få vedtaget. Man kan bruge mange ord (dansk, engelsk, fagligt) om, hvad vi taler om, men lad os kalde det gearing. Med gearing menes, hvor stor en intern beholdning af værdier en finansiel virksomhed skal have i forhold til deres samlede investeringer. Snusfornuftigt kunne man jo sige, at man skal have interne værdier i samme omfang som man investerer. Men i normale tider er det ikke optimalt. Det er godt at kunne leverer finansielle transaktioner for betydeligt mere end man har på kistebunden, hvis man er bank/investeringbank (og dermed - i normale tider - for hele samfundet). I normale tider er det simpelthen ikke i spil, at man pludselig oplever akkutte udbetalinger der er i nærheden af, hvad ens samlede transaktioner er. Forholdet mellem disse to kaldes gearing. Men specielt investeringsbankerne kan se en fordel i at kunne investere i meget mere end de har på kistebunden. I 2005 vedtager Kongressen således at fjerne loftet over gearing for investeringsbankerne. Det betyder af fra 2005 til 2008 stiger investeringsbankernes gearing voldsomt, i størrelsenordene gange 5. De har nu i langt højere grad end nogensinde mange, mange flere investeringer kørende end de har penge på kistebunden.
Når så store spillere som Freddie Mac og Fannie May ikke kan indfri deres forpligtigelser, så har investeringsbankerne ingenting på kistenbunden, nærmest fra sekund til sekund.
Der er nu panik. Det er galt nok, at masser af investorer rundt om på kloden nu ser deres amerikanske værdipapirinvesteringer falde med rekordfart. Værre endnu er det at hele sektoren for realkreditinstitutioner, sektoren for (store) banker og sektoren for (store) investeringsbanker i USA fraktisk er ved at krakke fuldkommen. Ikke bare vil det smadre USA tilbage til stenalderen. Ringene i vandet vil ramme hele kloden med en kraft vi aldrig har oplevet. Ryger USAs finansielle sektor fra hinanden, så vil 30’erne depression være småting i forhold til, hvad vi så ville opleve.
Enter USAs regering.
Når så store spillere som Freddie Mac og Fannie May ikke kan indfri deres forpligtigelser, så har investeringsbankerne ingenting på kistenbunden, nærmest fra sekund til sekund.
Der er nu panik. Det er galt nok, at masser af investorer rundt om på kloden nu ser deres amerikanske værdipapirinvesteringer falde med rekordfart. Værre endnu er det at hele sektoren for realkreditinstitutioner, sektoren for (store) banker og sektoren for (store) investeringsbanker i USA fraktisk er ved at krakke fuldkommen. Ikke bare vil det smadre USA tilbage til stenalderen. Ringene i vandet vil ramme hele kloden med en kraft vi aldrig har oplevet. Ryger USAs finansielle sektor fra hinanden, så vil 30’erne depression være småting i forhold til, hvad vi så ville opleve.
Enter USAs regering.
Hvorfor er verden i den dybeste økonomiske krise i 80 år? Årsagerne til den finansielle krise og dens konsekvenser - Del 2
Inger opdager at Vesten taber pusten – fra 1990 til 2001
Ingen opdager, at Vesten i virkeligheden taber pusten i løbet af 90’erne. Siden 1945 har Vesten (sammen med Japan) banket igennem økonomisk og efterladt verdens resterende 5 mia. mennesker i støvet. Men nye ting er ved at ske. Specielt Tigerøkonomierne (Singapore, Sydkorea osv) er begyndt at vokse og vokse. Sovjet falder og samtidigt begynder Kina og så småt Indien at melde sig på banen. Disse lande er afsindigt konkurrencedygtige. Lønningerne er meget lave og uddannelsesniveauet er så godt som noget. Vestlige investeringer (og dermed teknologi og viden) vælter til landende (det er billigere at lade sine f.eks. TV producerer i Sydkorea end USA). Hvad Vesten i virkeligheden oplever, er, at industriproduktionen – rygraden i Vestens kolosale vækst 1945-90 – flytter fra Vesten til Tigerøkonomierne, Kina og Indien.
Når Vesten ikke rigtigt mærker det så er det fordi man satser voldsomt på hvad der snart benævnes New Economy. New Economy er i princippet netop fænomenet at Vesten går fra industriproduktion til vidensproduktion. Dette specielt forankret i computerbranchen og dotcom fænomenet. Disse brancher har gode kår i Vesten (viden, elektronisk infrastruktur, hjemmemarkeder der er klar osv) og derfor er det her it-eventyret letter fra jorden. Hele Vesten oplever en stor vækst fra it-brancherne og dotcom-eventyret.
Teknologitunge aktier bliver i USA handlet på NASDAQ. Fra begyndelsen af 90’erne til 2001 stiger NASDAQ med næsten 1000%. Ingen realøkonomisk forklaring kan godtgøre, at en tidobling af værdien af ”vidensøkonomien” i USA. Det er en bobbel. Og vidensøkonomien bliver en stor del af USAs samlede økonomi. Hvad verden ser er således en amerikansk økonomi der buldrer derudaf. Men i virkeligheden er USAs økonomi dårlig.
Ikke kun bygger den delvis på en illusion (jvf. Boblen), men det dækker også over, at fordelingen af værdierne bliver mere og mere skæv i USA. Skattereformer der klart lemper de rigeste og det faktum at vidensøkonomien trods alt er samlet på ret få virksomheder (måske 2000), der typisk ejes af ret få store investorer gør, at dem som virkelig få del i boomet i 90’erne er de få. Måske ikke engang de højest 5 % indtjenende, men derimod 1-2 % højest tjenende. Hvis man derimod ser på den gennemsnitlige amerikaner så ser væksten meget mere skidt ud. For medianborgeren (altså ikke den gennemsnitlige borger, men derimod at – hvis man stiller alle borgere på række med den som tjener mindst først og den som tjener mest sidst – går til den borger, hvor lige mange antal personer tjener mindre som mere end ham står) da oplever han stort set ingen realindkomstfremgang fra 1988 til 2007. Og endnu værre er det for det 20 % fattigste der oplever en realindkomsttilbagegang. Set nationaløkonomisk da er den eneste rigtig fine ting ved boomet, at arbejdsløsheden er meget lav i perioden og dermed falder de offentlige udgifter samt at få er faldet helt ud af systemet. Men på alle andre områder, da halter USAs økonomi selvom vi er midt i et boom.
Hvorfor er dette vigtigt? En sund økonomisk adfærd fra regering, banker, investeringsbanker og almindelige borgere må bygge på en realitiske forholden til ens realøkonomi og dens fremtid. Og USA har i 50 år været vant til at være verdens økonomiske supermagt og med meget høj levestandard. Boomet gør, at stort set alle føler, at det jo stadig går fint i USA og derfor er alle økonomiske agenters adfærd (fra den almindelige borger til præsidenten) som om at USAs økonomi bare kører derudaf. Men virkeligheden er, at USAs (og Vesten i det hele taget, men specielt i USA) økonomi har det elendigt. For op mod 80 % af befolkningen da er reallønnen næsten stagnerende i 20 år. Og motoren i verdens største økonomi er trods alt USAs hjemmemarked (der drives af netop den almindelige amerikaner). Jo, det går midlertidigt fint med NASDAQ, dotcom og it-branchen. Men målt realøkonomisk (altså ser vi bort fra boblens størrelse), så er vidensøkonomien trods alt en mindre del af Vestens økonomi. Alle de normale brancher indenfor f.eks. industri og serviceydelser har det rimeligt skidt. Industrien fordi den bliver udkonkurreret af Østen og andre brancher fordi at den almindelige borgers købekraft er stagnerende og dermed ikke efterspørger så meget (eller jo efterspørgslen er der, men den bliver - som vi snart skal se - klaret via lån og ikke via indkomst her og nu).
Helt i fundamentet da er det ovenstående misforhold mellem realøkonomi og de økonomiske agenters illusion om, hvor god økonomien formodes at være der gør, at finanskrisen rammer i 2008. De dynamikker som direkte skaber finanskrisen – som vi om lidt skal kaste os over – bygger på en urealitisk forventning til, hvor stærk klodens samlede økonomi er. Derfor spekuleres der i fremtidige gevinster på en måde som der slet ikke er realøkonomisk belæg for. Selvom Asien år for år økonomisk bliver større og større og dermed en smule kan være med til opfylde spekulationernes nødvendige realøkonomiske grobund, så er det trods alt stadig USA og Europa som sidder på langt størstedelen af klodens økonomi. Men både USA og Europa har mistet den realøkonomiske pust (uden nogen lægger mærke til det), og derfor kan deres økonomiske potentiale slet ikke leverer så meget som spekulatiorne op gennem 00’erne tilsiger. Hvis Asien var vokset med sin faktiske rate 1990-2008 og USA og Europa hypotetisk havde en realøkonomi som alle troede 1990-2008, så ville finanskrisen være blevet meget, meget mindre.
Så med den realøkonomiske baggrund, hvad var det så direkte som ledte til finanskrisen og dermed den støreste globale økonomiske krise i 80 år?
Faldende rente, boligbobbel, finansielle værktøjer, investeringsbanker 1990-2001
En økonomi bygger på almindelige borgeres økonomiske formåen. Og for en almindelig borger er den støreste investering han laver typisk at købe en ejendom. En stor del af de penge en almindelig borger tjener gennem livet vil typisk gå til enten at betale af på sin ejerbolig eller betale leje i en lejerbolig til den som ejer boligen. Derfor er det ikke overraskende, at den samlede værdi af boligmarkedet faktisk er den største parametre overhovedet for, hvor ”stærk”, ”stor”, ”rig” et lands økonomi er. For alt i en økonomi vil i sidste ende lede til et ”passende” prisniveau for landets boliger.
Fra slutningen af 80’erne til den dag i dag har vi set en konstant faldende rente. Renterne var banket i vejret i 70’erne grundet generel ufornuftig økonomisk politik i Vesten plus dertil en oliekrise. Begge dele havde banket inflationen tårnhøjt i vejret. Den nominelle rente (dvs realrenten + inflation indregnet) gik derfor op i himlen. Hele kloden – men specielt Vesten – kæmper fra midt 70’erne til midt 90’erne med at få styr på inflationen. Det er her ikke interessant at opliste, hvordan det lykkedes, men faktum er at det lykkedes. Når inflationen falder, så falder den nominelle rente (altså den rente man rent faktisk i kroner og øre skal betale). Hvis vi kort antager – for nemhedens skyld – at et lands grundlæggende økonomi ikke udvikler sig dramatisk i mellemtiden, så vil dette for borgeren betyde at huslejen falder, idet rentebetalingen er en stor del af ens husleje. Eftersom vi her antager at økonomien ikke har udviklet sig dramatisk i mellemtiden, så betyder det en af to ting. Enten af borgernes boligudgifter falder (de får et større rådighedsbeløb pr. måned) eller at boligpriserne stiger (folk er villig til at have en husleje som de plejer, men eftersom den reale boligudgift er faldet, så har de råd til at betale et dyere hus).....eller et mix af de to muligheder.
Fra slutningen af 80’erne og op gennem 90’erne falder den nominelle rente dramatisk på kloden og specielt i Europa og også i USA. Årsagen som sagt, at efter mange års hård kamp, så er det lykkedes for regeringer og nationalbanker at lave reformer, der har fået inflationen ned.
I Vesten går boligmarkedet derfor amok. Alle i Danmark har selv oplevet det. Boligprisernes voldsomme stigning de sidste 20 år. I sig selv er ovenstående dynamik noget usund. For det boligpriser er, er jo i grunden ikke en reel værdi her og nu. Det er en forventning til at over 20-30 år, da har borgerne en stor nok indkomst til at betale for prisen på det samlede boligmarked her og nu. Hvis folk var snusfornuftige – og regeringer lavede passende reformer – så ville man vælge at sætte sig lidt billigere (jvf. faldende rente = faldende månedlig husleje) og dermed have en mere sikker økonomi. Men folk er oppotunistiske og regeringer er ikke meget for at blande sig i (og i mange tilfælde er det rigtigt fornuftigt ikke at gøre), hvad der sker på det private marked. Derfor ønskede folk at bo i dyrere ejendomme => boligpriserne stiger => den månedlige husleje bliver uforandret.
Det er i sig selv risikabelt. Vestens befolkning vælger at udbyde hinanden i boligpriserne og gør dette med forudsætningen om, at indkomsterne nok skal komme i de næste 20-30 år. Men en rigtig krise kan det ikke i sig selv blive. Dertil er de – normale – økonomiske dynamikker sådan, at boligpriserne trods alt løbende vil tilpasse sig til, hvordan landets og klodens realøkonomi ændrer sig som årnene går.
Jeg skrev de ”normale” økonomiske dynamikker. Pointen er nemlig, at et væld af sideløbende udviklinger op gennem 90’erne og endnu mere i 00’erne sker som de gør fordi, at vitale dele af de normale økonomiske dynamikker går i smadder. Og fordi boligmassens værdi er så en gigantisk del af et lands samlede økonomi, så ender det med en finanskrise.
Fra begyndelsen af 90’erne sker der en voldsom deregulering af valutamarkederne. Det sker over hele kloden. Det er i sig selv ikke dumt. At have åbne globale markeder for værdipapirer er kun godt. Med implementeringen af computerteknologi i stort og småt op gennem 90’erne, da bliver det globale værdipapirmarked bundet sammen elektonisk 24 timer i døgnet året rundt.
Sammen med deruglering af valutamarkederne fremkommer der i 90’erne et væld af nye finansieringsværktøjer. Et eksempel på et ret nyt finansieringsværktøj er afdragsfri lån. Utænkeligt før de blev introduceret. Men da de først blev introduceret så bare ét af mange andre accepterede og nye finansieringsværktøjer. Igen er det i sig selv kun godt. Med stor præcision at designe finansielle løsninger der passer perfekte til alskens typer af investorer og låntagere, det er i sig selv kun godt.
Vi må have den sidste vigtige spiller på banen, investeringsbankerne. En normal bank (som eksempelvis Nordea) er kendetegnet ved, at der er direkte sammenhæng mellem den ønskede bankmæssige service og så værdier. Tager man et lån i en bank, så gælder såvel, at banken tit kræver en sikkerhed i lånet samt at en del af beløbet skal deponeres i selve banken. Et eksempel er lån til køb af bolig. Banken låner en beløbet men sikkerheden er, at de har ret til at overtage (i hvert fald delvis) boligen, hvis man ikke kan betale. Sådan virker en investeringsbank ikke. Den handler alene med værdipapirer og kræver som sådan ikke nogen direkte sikkerhed for det der handles med. Man kan populært sige, at – delvis – er finansieringsbanker de almindelige bankers bank. Når en almindelig bank går ud på markedet med lån eller omvendt investeringer, så er der naturligvis også andre banker at handle med, men de tunge drenge, det er investeringsbankerne. Igen er der i sig selv intet galt med investeringsbanker. Det er genialt at normale banker koncenterer sig om den normale bankdrift med lån og direkte investeringer i kapital og hvor der er ansigt-til-ansigt kontakt mellem kunde og bank, mens omplaceringer af al kapitalen sker på værdipapirmarkedet, hvor investeringsbankerne er de store.
Investeringsbanker har været kendt siden 1930’erne. Men med degulering af værdipapir-/valutamarkederne og med nye finansieringsværktøjer bliver de meget store spillere på markedet, specielt i USA.
Så når alle disse ting ikke i sig selv er alvorlige, hvad er så? Svaret er tofold. For det første at den offentlige kontrol med markederne slet ikke stod mål med alle de nye værktøjer, aktører og spilleregler. Ja, ikke engang stod de ikke mål med dem, de blev nærmest svagere og svagere. De tilsynsmyndigheder som skulle se efter om tingene nu også virkede som de skulle, de kunne slet ikke følge med. Og dette skyldes også det andet forhold. Nemlig, at ingen overhovedet havde overblik over, hvad det var for kræfter man havde sluppet løs på markederne i 90’erne....og 00’erne. Krydsningen af manglende magt – og vilje og viden - hos lokale tilsynsmyndigheder, deregulering af markederne, nye eksplosive finansieringsværktøjer og kolosale investeringsbanker der brugte alle elementer til det yderste, det gjorde at INGEN havde overblik, hvad det i virkeligheden var for kræfter man havde sluppet løs.
Ja, gådighed er en vigtig spiller. Mængden af lobbyvirksomhed (der er ekstrem magtfuld i USA, i særdeleshed i den finansielle sektor), direkte kriminelle handlinger i den finansielle sektor og en total mangel på etik og snusfornuft, gjorde at grådigheden blandt topfolk og topmæglere i den finansielle sektor var uhæmmet og fik frit spil. Det var grådigheden der drev værket og som gjorde mange, mange tusinde mennesker i topposter i den finansielle sektor til mangemilliardære.
Men grådighed kan tæmmes....af viden og af regler/love. Men USA er landet, hvor doktrinen er liberal økonomi og hvor regulering altid anses for et unde. Og viden om kræfterne der var i spil forstod ingen. Dertil skal lægges, at lektien fra 30’ernes depression svajede over det hele højt på himlen. I 30’erne forstod man ikke, at når banker krakker, så har der katastrofale konsekvenser for hele landets økonomi, og hvis landet er stort nok, for hele verdens økonomi. Derfor gik staten ikke ind og stillede garanti for bankerne i 30’erne. Resultatet var bankkrak efter bankkrak, og derudfra spredte de giftige ringe der fik hele kloden ind i en økonomisk depression. Men fra da af, da har den finansielle sektor været ”hellig”. Alle regeringer på kloden forstod, at banker ikke må konkurs. Derfor vidste banker, at de i princippet aldrig ville kunne gå konkurs. En regering ville ved love og direkte statsgarantier altid levere sikkerheden for, at en bank ikke ville gå konkurs – i hvert fald de virkeligt store banker. Det betød, at selvom mange at de største banker og investeringsbanker godt vidste, at det eventyr de indledte i 90’erne og som sprang i 2008, det nok var risikabelt (men accebtabelt risikabelt i alles øjne), så gjorde det ikke noget, for staten skulle nok sørge for, at ingen store spiller gik nedenom og hjem. Småspillere (små lokalbanker, små pensionsforeninger osv) ville måske ryge. Men de store spillere ville ikke kunne krakke.
Ovenstående er den holdning/etik/overbevisning der driver undergangen. Grådighed, deregulering og villighed til at tage enorme mængder af risiko. Men lad os nu se på de faktiske forhold der forårsagede finanskrisen og dens eksplosion.
(more to come)
Ingen opdager, at Vesten i virkeligheden taber pusten i løbet af 90’erne. Siden 1945 har Vesten (sammen med Japan) banket igennem økonomisk og efterladt verdens resterende 5 mia. mennesker i støvet. Men nye ting er ved at ske. Specielt Tigerøkonomierne (Singapore, Sydkorea osv) er begyndt at vokse og vokse. Sovjet falder og samtidigt begynder Kina og så småt Indien at melde sig på banen. Disse lande er afsindigt konkurrencedygtige. Lønningerne er meget lave og uddannelsesniveauet er så godt som noget. Vestlige investeringer (og dermed teknologi og viden) vælter til landende (det er billigere at lade sine f.eks. TV producerer i Sydkorea end USA). Hvad Vesten i virkeligheden oplever, er, at industriproduktionen – rygraden i Vestens kolosale vækst 1945-90 – flytter fra Vesten til Tigerøkonomierne, Kina og Indien.
Når Vesten ikke rigtigt mærker det så er det fordi man satser voldsomt på hvad der snart benævnes New Economy. New Economy er i princippet netop fænomenet at Vesten går fra industriproduktion til vidensproduktion. Dette specielt forankret i computerbranchen og dotcom fænomenet. Disse brancher har gode kår i Vesten (viden, elektronisk infrastruktur, hjemmemarkeder der er klar osv) og derfor er det her it-eventyret letter fra jorden. Hele Vesten oplever en stor vækst fra it-brancherne og dotcom-eventyret.
Teknologitunge aktier bliver i USA handlet på NASDAQ. Fra begyndelsen af 90’erne til 2001 stiger NASDAQ med næsten 1000%. Ingen realøkonomisk forklaring kan godtgøre, at en tidobling af værdien af ”vidensøkonomien” i USA. Det er en bobbel. Og vidensøkonomien bliver en stor del af USAs samlede økonomi. Hvad verden ser er således en amerikansk økonomi der buldrer derudaf. Men i virkeligheden er USAs økonomi dårlig.
Ikke kun bygger den delvis på en illusion (jvf. Boblen), men det dækker også over, at fordelingen af værdierne bliver mere og mere skæv i USA. Skattereformer der klart lemper de rigeste og det faktum at vidensøkonomien trods alt er samlet på ret få virksomheder (måske 2000), der typisk ejes af ret få store investorer gør, at dem som virkelig få del i boomet i 90’erne er de få. Måske ikke engang de højest 5 % indtjenende, men derimod 1-2 % højest tjenende. Hvis man derimod ser på den gennemsnitlige amerikaner så ser væksten meget mere skidt ud. For medianborgeren (altså ikke den gennemsnitlige borger, men derimod at – hvis man stiller alle borgere på række med den som tjener mindst først og den som tjener mest sidst – går til den borger, hvor lige mange antal personer tjener mindre som mere end ham står) da oplever han stort set ingen realindkomstfremgang fra 1988 til 2007. Og endnu værre er det for det 20 % fattigste der oplever en realindkomsttilbagegang. Set nationaløkonomisk da er den eneste rigtig fine ting ved boomet, at arbejdsløsheden er meget lav i perioden og dermed falder de offentlige udgifter samt at få er faldet helt ud af systemet. Men på alle andre områder, da halter USAs økonomi selvom vi er midt i et boom.
Hvorfor er dette vigtigt? En sund økonomisk adfærd fra regering, banker, investeringsbanker og almindelige borgere må bygge på en realitiske forholden til ens realøkonomi og dens fremtid. Og USA har i 50 år været vant til at være verdens økonomiske supermagt og med meget høj levestandard. Boomet gør, at stort set alle føler, at det jo stadig går fint i USA og derfor er alle økonomiske agenters adfærd (fra den almindelige borger til præsidenten) som om at USAs økonomi bare kører derudaf. Men virkeligheden er, at USAs (og Vesten i det hele taget, men specielt i USA) økonomi har det elendigt. For op mod 80 % af befolkningen da er reallønnen næsten stagnerende i 20 år. Og motoren i verdens største økonomi er trods alt USAs hjemmemarked (der drives af netop den almindelige amerikaner). Jo, det går midlertidigt fint med NASDAQ, dotcom og it-branchen. Men målt realøkonomisk (altså ser vi bort fra boblens størrelse), så er vidensøkonomien trods alt en mindre del af Vestens økonomi. Alle de normale brancher indenfor f.eks. industri og serviceydelser har det rimeligt skidt. Industrien fordi den bliver udkonkurreret af Østen og andre brancher fordi at den almindelige borgers købekraft er stagnerende og dermed ikke efterspørger så meget (eller jo efterspørgslen er der, men den bliver - som vi snart skal se - klaret via lån og ikke via indkomst her og nu).
Helt i fundamentet da er det ovenstående misforhold mellem realøkonomi og de økonomiske agenters illusion om, hvor god økonomien formodes at være der gør, at finanskrisen rammer i 2008. De dynamikker som direkte skaber finanskrisen – som vi om lidt skal kaste os over – bygger på en urealitisk forventning til, hvor stærk klodens samlede økonomi er. Derfor spekuleres der i fremtidige gevinster på en måde som der slet ikke er realøkonomisk belæg for. Selvom Asien år for år økonomisk bliver større og større og dermed en smule kan være med til opfylde spekulationernes nødvendige realøkonomiske grobund, så er det trods alt stadig USA og Europa som sidder på langt størstedelen af klodens økonomi. Men både USA og Europa har mistet den realøkonomiske pust (uden nogen lægger mærke til det), og derfor kan deres økonomiske potentiale slet ikke leverer så meget som spekulatiorne op gennem 00’erne tilsiger. Hvis Asien var vokset med sin faktiske rate 1990-2008 og USA og Europa hypotetisk havde en realøkonomi som alle troede 1990-2008, så ville finanskrisen være blevet meget, meget mindre.
Så med den realøkonomiske baggrund, hvad var det så direkte som ledte til finanskrisen og dermed den støreste globale økonomiske krise i 80 år?
Faldende rente, boligbobbel, finansielle værktøjer, investeringsbanker 1990-2001
En økonomi bygger på almindelige borgeres økonomiske formåen. Og for en almindelig borger er den støreste investering han laver typisk at købe en ejendom. En stor del af de penge en almindelig borger tjener gennem livet vil typisk gå til enten at betale af på sin ejerbolig eller betale leje i en lejerbolig til den som ejer boligen. Derfor er det ikke overraskende, at den samlede værdi af boligmarkedet faktisk er den største parametre overhovedet for, hvor ”stærk”, ”stor”, ”rig” et lands økonomi er. For alt i en økonomi vil i sidste ende lede til et ”passende” prisniveau for landets boliger.
Fra slutningen af 80’erne til den dag i dag har vi set en konstant faldende rente. Renterne var banket i vejret i 70’erne grundet generel ufornuftig økonomisk politik i Vesten plus dertil en oliekrise. Begge dele havde banket inflationen tårnhøjt i vejret. Den nominelle rente (dvs realrenten + inflation indregnet) gik derfor op i himlen. Hele kloden – men specielt Vesten – kæmper fra midt 70’erne til midt 90’erne med at få styr på inflationen. Det er her ikke interessant at opliste, hvordan det lykkedes, men faktum er at det lykkedes. Når inflationen falder, så falder den nominelle rente (altså den rente man rent faktisk i kroner og øre skal betale). Hvis vi kort antager – for nemhedens skyld – at et lands grundlæggende økonomi ikke udvikler sig dramatisk i mellemtiden, så vil dette for borgeren betyde at huslejen falder, idet rentebetalingen er en stor del af ens husleje. Eftersom vi her antager at økonomien ikke har udviklet sig dramatisk i mellemtiden, så betyder det en af to ting. Enten af borgernes boligudgifter falder (de får et større rådighedsbeløb pr. måned) eller at boligpriserne stiger (folk er villig til at have en husleje som de plejer, men eftersom den reale boligudgift er faldet, så har de råd til at betale et dyere hus).....eller et mix af de to muligheder.
Fra slutningen af 80’erne og op gennem 90’erne falder den nominelle rente dramatisk på kloden og specielt i Europa og også i USA. Årsagen som sagt, at efter mange års hård kamp, så er det lykkedes for regeringer og nationalbanker at lave reformer, der har fået inflationen ned.
I Vesten går boligmarkedet derfor amok. Alle i Danmark har selv oplevet det. Boligprisernes voldsomme stigning de sidste 20 år. I sig selv er ovenstående dynamik noget usund. For det boligpriser er, er jo i grunden ikke en reel værdi her og nu. Det er en forventning til at over 20-30 år, da har borgerne en stor nok indkomst til at betale for prisen på det samlede boligmarked her og nu. Hvis folk var snusfornuftige – og regeringer lavede passende reformer – så ville man vælge at sætte sig lidt billigere (jvf. faldende rente = faldende månedlig husleje) og dermed have en mere sikker økonomi. Men folk er oppotunistiske og regeringer er ikke meget for at blande sig i (og i mange tilfælde er det rigtigt fornuftigt ikke at gøre), hvad der sker på det private marked. Derfor ønskede folk at bo i dyrere ejendomme => boligpriserne stiger => den månedlige husleje bliver uforandret.
Det er i sig selv risikabelt. Vestens befolkning vælger at udbyde hinanden i boligpriserne og gør dette med forudsætningen om, at indkomsterne nok skal komme i de næste 20-30 år. Men en rigtig krise kan det ikke i sig selv blive. Dertil er de – normale – økonomiske dynamikker sådan, at boligpriserne trods alt løbende vil tilpasse sig til, hvordan landets og klodens realøkonomi ændrer sig som årnene går.
Jeg skrev de ”normale” økonomiske dynamikker. Pointen er nemlig, at et væld af sideløbende udviklinger op gennem 90’erne og endnu mere i 00’erne sker som de gør fordi, at vitale dele af de normale økonomiske dynamikker går i smadder. Og fordi boligmassens værdi er så en gigantisk del af et lands samlede økonomi, så ender det med en finanskrise.
Fra begyndelsen af 90’erne sker der en voldsom deregulering af valutamarkederne. Det sker over hele kloden. Det er i sig selv ikke dumt. At have åbne globale markeder for værdipapirer er kun godt. Med implementeringen af computerteknologi i stort og småt op gennem 90’erne, da bliver det globale værdipapirmarked bundet sammen elektonisk 24 timer i døgnet året rundt.
Sammen med deruglering af valutamarkederne fremkommer der i 90’erne et væld af nye finansieringsværktøjer. Et eksempel på et ret nyt finansieringsværktøj er afdragsfri lån. Utænkeligt før de blev introduceret. Men da de først blev introduceret så bare ét af mange andre accepterede og nye finansieringsværktøjer. Igen er det i sig selv kun godt. Med stor præcision at designe finansielle løsninger der passer perfekte til alskens typer af investorer og låntagere, det er i sig selv kun godt.
Vi må have den sidste vigtige spiller på banen, investeringsbankerne. En normal bank (som eksempelvis Nordea) er kendetegnet ved, at der er direkte sammenhæng mellem den ønskede bankmæssige service og så værdier. Tager man et lån i en bank, så gælder såvel, at banken tit kræver en sikkerhed i lånet samt at en del af beløbet skal deponeres i selve banken. Et eksempel er lån til køb af bolig. Banken låner en beløbet men sikkerheden er, at de har ret til at overtage (i hvert fald delvis) boligen, hvis man ikke kan betale. Sådan virker en investeringsbank ikke. Den handler alene med værdipapirer og kræver som sådan ikke nogen direkte sikkerhed for det der handles med. Man kan populært sige, at – delvis – er finansieringsbanker de almindelige bankers bank. Når en almindelig bank går ud på markedet med lån eller omvendt investeringer, så er der naturligvis også andre banker at handle med, men de tunge drenge, det er investeringsbankerne. Igen er der i sig selv intet galt med investeringsbanker. Det er genialt at normale banker koncenterer sig om den normale bankdrift med lån og direkte investeringer i kapital og hvor der er ansigt-til-ansigt kontakt mellem kunde og bank, mens omplaceringer af al kapitalen sker på værdipapirmarkedet, hvor investeringsbankerne er de store.
Investeringsbanker har været kendt siden 1930’erne. Men med degulering af værdipapir-/valutamarkederne og med nye finansieringsværktøjer bliver de meget store spillere på markedet, specielt i USA.
Så når alle disse ting ikke i sig selv er alvorlige, hvad er så? Svaret er tofold. For det første at den offentlige kontrol med markederne slet ikke stod mål med alle de nye værktøjer, aktører og spilleregler. Ja, ikke engang stod de ikke mål med dem, de blev nærmest svagere og svagere. De tilsynsmyndigheder som skulle se efter om tingene nu også virkede som de skulle, de kunne slet ikke følge med. Og dette skyldes også det andet forhold. Nemlig, at ingen overhovedet havde overblik over, hvad det var for kræfter man havde sluppet løs på markederne i 90’erne....og 00’erne. Krydsningen af manglende magt – og vilje og viden - hos lokale tilsynsmyndigheder, deregulering af markederne, nye eksplosive finansieringsværktøjer og kolosale investeringsbanker der brugte alle elementer til det yderste, det gjorde at INGEN havde overblik, hvad det i virkeligheden var for kræfter man havde sluppet løs.
Ja, gådighed er en vigtig spiller. Mængden af lobbyvirksomhed (der er ekstrem magtfuld i USA, i særdeleshed i den finansielle sektor), direkte kriminelle handlinger i den finansielle sektor og en total mangel på etik og snusfornuft, gjorde at grådigheden blandt topfolk og topmæglere i den finansielle sektor var uhæmmet og fik frit spil. Det var grådigheden der drev værket og som gjorde mange, mange tusinde mennesker i topposter i den finansielle sektor til mangemilliardære.
Men grådighed kan tæmmes....af viden og af regler/love. Men USA er landet, hvor doktrinen er liberal økonomi og hvor regulering altid anses for et unde. Og viden om kræfterne der var i spil forstod ingen. Dertil skal lægges, at lektien fra 30’ernes depression svajede over det hele højt på himlen. I 30’erne forstod man ikke, at når banker krakker, så har der katastrofale konsekvenser for hele landets økonomi, og hvis landet er stort nok, for hele verdens økonomi. Derfor gik staten ikke ind og stillede garanti for bankerne i 30’erne. Resultatet var bankkrak efter bankkrak, og derudfra spredte de giftige ringe der fik hele kloden ind i en økonomisk depression. Men fra da af, da har den finansielle sektor været ”hellig”. Alle regeringer på kloden forstod, at banker ikke må konkurs. Derfor vidste banker, at de i princippet aldrig ville kunne gå konkurs. En regering ville ved love og direkte statsgarantier altid levere sikkerheden for, at en bank ikke ville gå konkurs – i hvert fald de virkeligt store banker. Det betød, at selvom mange at de største banker og investeringsbanker godt vidste, at det eventyr de indledte i 90’erne og som sprang i 2008, det nok var risikabelt (men accebtabelt risikabelt i alles øjne), så gjorde det ikke noget, for staten skulle nok sørge for, at ingen store spiller gik nedenom og hjem. Småspillere (små lokalbanker, små pensionsforeninger osv) ville måske ryge. Men de store spillere ville ikke kunne krakke.
Ovenstående er den holdning/etik/overbevisning der driver undergangen. Grådighed, deregulering og villighed til at tage enorme mængder af risiko. Men lad os nu se på de faktiske forhold der forårsagede finanskrisen og dens eksplosion.
(more to come)
Hvorfor er verden i den dybeste økonomiske krise i 80 år? Årsagerne til den finansielle krise og dens konsekvenser - Del 1
Indledning
Vi står midt i den værste globale økonomiske krise i 80 år. I dagligdagens løbende fortællinger om Danmarks, EU’s, USA’s og klodens økonomiske tilstand kan det undertiden være svært at finde ud af, hvad det egentlig er der er gået galt. Hvorfor er vi havnet i en sådan krise? Og måske endnu mere vigtigt – hvorfor opdagede ingen det i tide?
Dette – lange – blogindlæg vil prøve at give en uddybende, men dog nem forståelig og – for indholdets omfang – en ret kort forklaring af det.
Denne blog skal ikke oversvømmes af navne, da historien om krisen langt mere er en fortælling om strukturer end det er enkeltpersoners handlinger. Men enkelte vil dog poppe frem. Lad os lægge ud med Joseph E. Stiglitz, modtager af Nobelprisen i økonomi i 2001 og generelt en af verdens fremmeste økonomer.
Jeg havde – tror det var i 2006 – fået et tib om, at DR2 havde et langt interview med ham og hvor han udtalte sig om en krise der meget snart ville komme og som ville være af gigantiske dimensioner. Jeg havde sporadisk hørt sådanne udtalelser andre steder i dette år. Og selvom det Stiglitz fortalte gav fuld mening, så var det alligevel – for en gennemsnitlig økonom som mig, der bruger det meste af tiden på kommunal økonomi og dansk økonomi – svært helt at forstå alvoren af det Stiglitz udtalte sig om. Så galt kan det da ikke gå? Det må de (USA) da have styr på, så det ikke går så galt?
At jeg ikke forstod omfanget af det Stiglitz fortalte skal naturligvis ikke være målestokken for, at så er det klart at ingen andre heller ikke kan. Men alligevel siger det en del. En økonom der har styr på makroøkonomi og følger med i den globale udvikling kan ikke forestiller sig at det kommer til at gå så galt som det gjorde. Og mange, mange andre økonomer, politikere og analytikkere havde det på samme måde. Noget lå måske og lurede ude i fremtiden. Men det kunne umuligt være nu under en stor højkonjunktur og da slet ikke i et omfang der på nogen måde kan sammenlignes, hvad der blev virkelighed. Vi vil vende tilbage til de konkrete dynamikker i dette senere.
De fundamentale årsager 1945-90
Det er for dramatisk at påstå at ting der skete for 60 år siden har direkte konsekvens for finanskrisen. Men for at forstå, hvordan tingene begyndte at gå amok i 00’erne, så må man forstå, hvad grundlaget er.
USA træder ud af 2. verdenskrig som verdens suverænt mest mægtige land. Ved at bruge voldsomme dele af BNP (BNP = i korte træk og populært sagt et lands indkomster i ét år) på militærudgifter følger Sovjet nogenlunde med som militærmagt. Men på alle andre områder er USA i mindst en klasse over alle andre, specielt økonomisk.
Modsat Europa der bombet tilbage af krigen, så er USA på hjemmefronten ikke ødelagt, og med deres høje uddannelsesniveau, liberale økonomi, kapitalisme, kæmpe hjemmemarked og gigantiske industriapperat vokser USAs økonomi voldsomt 1945-1975. I kernen af USAs rigdom er industriapperatet og industriarbejderen.
Også Europas økonomi vokser voldsomt 1960-75. Dette dog ”bagvendt” i forhold til USA. I USA tjener befolkningen pengene, betaler en ret lav skat, og da USAs velfærdsstat er ret lille, så går dette fint. Men i Europa vælger mange lande at opbygge en velfærdsstat. En velfærdsstat der koster kassen, og som skatteborgerne ikke kan betale opbygningen af. Derfor tager stort set alle europæiske lande store statslån (lånt af deres borgere og udenlandske investorer) til at dække de store udgifter. Europa løber i 70’erne rundt med meget store statslån, mens USAs samme er til at overse.
I 70’erne rammer oliekrisen. Oliepriserne sættes op -> I-landenes (der alle er industrilande og kræver olie i deres produktion) virksomheder oplever store udgifter -> priserne på produkter sættes op for at dække udgifter -> stor inflation, folk bliver fyret og bliver arbejdsløse -> skatteindtægterne falder og statens udgifter stiger -> efterspørgslen falder dramatisk. Og dette hjul bider sig selv og kører bare rundt og rundt og bliver værre og værre.
Stort set alle I-lande vælter ind i 80’erne med stor statsgæld, forhutlet økonomi, høj arbejdsløshed og høj inflation.
I USA vælges Reagan og han indleder en ny økonomisk politik, reaganomics. Reaganomics er kort fortalt, at USAs stat brager udgifterne op (specielt til militæret for at knække Sovjet) og sænke skatterne. I midt-80’erne oplever USA en flot højkonjunktur på denne cocktail. Men det kommer med en pris. Prisen er tofold. For det første at statsunderskuddet og udenlandsgælden vokser dramatisk. Det har USA aldrig set før. Lidt forenklet kan man sige at USA – ligesom Europa i 60’erne, omend af andre årsager og mål – vælger at lade staten låne pengene til at banke deres økonomi op i gear. USA får aldrig bugt med denne gæld. Meget snart er USA det land i verden som skylder flest penge væk, og det vokser år for år og er det suverænt stadigt. Det andet der sker – grundet skattereformerne – er at uligheden vokser voldsomt i USA. Det vender vi om kort tid tilbage til. USA vælter ind i 90’erne med ret godt fut i økonomien, men med stor gæld og med stadig større ulighed.
(more to come)
Vi står midt i den værste globale økonomiske krise i 80 år. I dagligdagens løbende fortællinger om Danmarks, EU’s, USA’s og klodens økonomiske tilstand kan det undertiden være svært at finde ud af, hvad det egentlig er der er gået galt. Hvorfor er vi havnet i en sådan krise? Og måske endnu mere vigtigt – hvorfor opdagede ingen det i tide?
Dette – lange – blogindlæg vil prøve at give en uddybende, men dog nem forståelig og – for indholdets omfang – en ret kort forklaring af det.
Denne blog skal ikke oversvømmes af navne, da historien om krisen langt mere er en fortælling om strukturer end det er enkeltpersoners handlinger. Men enkelte vil dog poppe frem. Lad os lægge ud med Joseph E. Stiglitz, modtager af Nobelprisen i økonomi i 2001 og generelt en af verdens fremmeste økonomer.
Jeg havde – tror det var i 2006 – fået et tib om, at DR2 havde et langt interview med ham og hvor han udtalte sig om en krise der meget snart ville komme og som ville være af gigantiske dimensioner. Jeg havde sporadisk hørt sådanne udtalelser andre steder i dette år. Og selvom det Stiglitz fortalte gav fuld mening, så var det alligevel – for en gennemsnitlig økonom som mig, der bruger det meste af tiden på kommunal økonomi og dansk økonomi – svært helt at forstå alvoren af det Stiglitz udtalte sig om. Så galt kan det da ikke gå? Det må de (USA) da have styr på, så det ikke går så galt?
At jeg ikke forstod omfanget af det Stiglitz fortalte skal naturligvis ikke være målestokken for, at så er det klart at ingen andre heller ikke kan. Men alligevel siger det en del. En økonom der har styr på makroøkonomi og følger med i den globale udvikling kan ikke forestiller sig at det kommer til at gå så galt som det gjorde. Og mange, mange andre økonomer, politikere og analytikkere havde det på samme måde. Noget lå måske og lurede ude i fremtiden. Men det kunne umuligt være nu under en stor højkonjunktur og da slet ikke i et omfang der på nogen måde kan sammenlignes, hvad der blev virkelighed. Vi vil vende tilbage til de konkrete dynamikker i dette senere.
De fundamentale årsager 1945-90
Det er for dramatisk at påstå at ting der skete for 60 år siden har direkte konsekvens for finanskrisen. Men for at forstå, hvordan tingene begyndte at gå amok i 00’erne, så må man forstå, hvad grundlaget er.
USA træder ud af 2. verdenskrig som verdens suverænt mest mægtige land. Ved at bruge voldsomme dele af BNP (BNP = i korte træk og populært sagt et lands indkomster i ét år) på militærudgifter følger Sovjet nogenlunde med som militærmagt. Men på alle andre områder er USA i mindst en klasse over alle andre, specielt økonomisk.
Modsat Europa der bombet tilbage af krigen, så er USA på hjemmefronten ikke ødelagt, og med deres høje uddannelsesniveau, liberale økonomi, kapitalisme, kæmpe hjemmemarked og gigantiske industriapperat vokser USAs økonomi voldsomt 1945-1975. I kernen af USAs rigdom er industriapperatet og industriarbejderen.
Også Europas økonomi vokser voldsomt 1960-75. Dette dog ”bagvendt” i forhold til USA. I USA tjener befolkningen pengene, betaler en ret lav skat, og da USAs velfærdsstat er ret lille, så går dette fint. Men i Europa vælger mange lande at opbygge en velfærdsstat. En velfærdsstat der koster kassen, og som skatteborgerne ikke kan betale opbygningen af. Derfor tager stort set alle europæiske lande store statslån (lånt af deres borgere og udenlandske investorer) til at dække de store udgifter. Europa løber i 70’erne rundt med meget store statslån, mens USAs samme er til at overse.
I 70’erne rammer oliekrisen. Oliepriserne sættes op -> I-landenes (der alle er industrilande og kræver olie i deres produktion) virksomheder oplever store udgifter -> priserne på produkter sættes op for at dække udgifter -> stor inflation, folk bliver fyret og bliver arbejdsløse -> skatteindtægterne falder og statens udgifter stiger -> efterspørgslen falder dramatisk. Og dette hjul bider sig selv og kører bare rundt og rundt og bliver værre og værre.
Stort set alle I-lande vælter ind i 80’erne med stor statsgæld, forhutlet økonomi, høj arbejdsløshed og høj inflation.
I USA vælges Reagan og han indleder en ny økonomisk politik, reaganomics. Reaganomics er kort fortalt, at USAs stat brager udgifterne op (specielt til militæret for at knække Sovjet) og sænke skatterne. I midt-80’erne oplever USA en flot højkonjunktur på denne cocktail. Men det kommer med en pris. Prisen er tofold. For det første at statsunderskuddet og udenlandsgælden vokser dramatisk. Det har USA aldrig set før. Lidt forenklet kan man sige at USA – ligesom Europa i 60’erne, omend af andre årsager og mål – vælger at lade staten låne pengene til at banke deres økonomi op i gear. USA får aldrig bugt med denne gæld. Meget snart er USA det land i verden som skylder flest penge væk, og det vokser år for år og er det suverænt stadigt. Det andet der sker – grundet skattereformerne – er at uligheden vokser voldsomt i USA. Det vender vi om kort tid tilbage til. USA vælter ind i 90’erne med ret godt fut i økonomien, men med stor gæld og med stadig større ulighed.
(more to come)
Abonner på:
Opslag (Atom)