At forstå Kina - Del 5

Kinas udfordringer

Kinas økonomiske mirakel skal næsten helt sikkert nok fortsættte af selv derudaf i flere årtier endnu, det sørger hundrede af millioner af forsat rekruterbare landarbejder til meget billige industriarbejdere for. Men selvfølgelig har Kina nogen udfordringer som det må forholde sig til.

Mangel på råstoffer
Den første udfordring er dets mangel på naturlige ressourcer, herunder specielt olie. Kina er umættelige mht. stort set alle råstoffer. De efterspørger langt mere energi, beton, stål, aluminium, titanium, magnesium, kobber,  guld, rent vand, mad, kul, gas og oile end noget andet land på kloden, og de har slet ikke nok af disse ressourcer indenlands. Kun Indien og USA (men USA har det meste selv indenlands (frataget olie og deraf energi)) er i nærheden af Kina. Derfor oplever verden pt et prisboom på råvarer. Og det vil vare ved i årtier endnu. Så vi er den pudsige situation pt globalt set, at industrivarer aldrig har været billigere end nu og omvendt har råstoffer (herunder mad) aldrig været dyere end nu......begge dele primært trukket af Kina og sekundært Indien og med resten af kloden stort set kun tilskuere til dette. Prisboomet på råstoffer og fødevarer og eksport af samme til Kina, er således også en af de vigtigste årsager til, at betydelige dele af de gamle såkladte u-lande i disse år oplever en  økonomisk vækst, de ellers aldrig har oplevet.

Ovenstående situation gør at forsyningssikkerheden er en central del af Kinas mange, mange år endnu. Jeg vil senere uddybe dette.

Forurening
Kina er ganske klar over og fokuseret på, hvor meget de foruene. De ting som udlandet angriber dem hårdt for, det mærker de skam også indenlands. Forureningen i stakkevis af millionbyer er langt over, hvad nogen finder rimeligt. Og klimaændringerne indenlands kan mærkes, hvor mere og mere af den i forvejen ret lille frugtbare jord mindskes dag for dag, og hvor deres ørken mod nord meget vel meget snart kan blive klodens største ørken.

Kina er da allerede også nu klodens mest investerende land i vedvarende energiformer og har allerede indført miljølove som vil få USA til rødme af skam. Eneste problem er at lovene ikke håndhæves meget (se senere indlæg om Kinas (og generelt Fjernøstens) forholden til lovgivning). Og det er et næsten umuligt projekt Kina (og Indien) står med. Stadig er olie den eneste kilde til at holde et industriapperat kørende på. Men det sviner og forurener.
Man skal være blåøjet og dum, hvis man tror, at Kina ikke fortsat vil være total afhængig af olie. Jeps, alt hvad kloden pt forsker i med vedvarende energi vil blive implementeret tidligere og langt mere omfattende i Kina end alle andre steder. Men vi er nok +10-15 år ude i fremtiden, og indtil da vil Kina og Indien høvle olie (og kul) af.

Stabilitet indenlands
Ved siden af forsyningssituationen og stringent fokus på økonomisk vækst, så er regeringens største fokus stabilitet i landet. Man må ikke undervurdere denne interesse. Som jeg har skrevet tidligere, så har det historisk ligget dybt i kineserne at landet skal være stabilt og harmonisk. Stadig lever mere end 70 % af Kinas befolkning på landet og er ikke meget rigere end for 30 år siden. Og selv i 2030 vil ca. 50 % stadig være at finde i landbruget. Men omvendt ser vi provinserne ud mod kysten som med stormskridt er ved at være så moderniserede og rige som Vesten. Kineserne har forståelse både af at sådan må udviklingen naturligvis være og at staten naturligvis skal gøre sit for at udligne disse forhold over landet.....indenfor realismens grænser naturligvis.


Kina som ny stormagt

Så hvad er det for et Kina vi skal forvente at se i fremtiden? Ovenfor har jeg så kort som det er muligt prøvet at beskrive, hvor Kina kommer fra, og hvad der er deres situation pt. Og ud fra det kan man sige en del om, hvordan Kina i fremtiden ser sig selv på den globale scene.

Man kan sige, at to modsatterede kræfter vil være i spil. Den ene mest i starten, den anden mere og mere som tiden går.

Kina har pt mest interesse i at være på god fod med så mange som muligt. Det er klart, at har man størrelse som Kina har i verdenshandlen og generelt på den internationale scene, så vil de også til tider slå i bordet og være umulige. Men generelt vil dette ikke være Kinas politik med mindre de presses op i en krog.

Det skyldes mange forhold. For det første er der forsyningssituationen med alle råstoffer. Kina vil vedvarende være nødsaget til at købe råstoffer på det globale marked. Specielt olie vil være helt fokus hos dem. De har ikke luksusen til at blive uvenner med alle dem der forsyner dem med råstoffer.

Derfor ser vi også, at Kina klart er den mest aktive spiller politisk og økonomisk udenfor Vestens generelle legepladser. Specielt Afrika, Mellemøsten, Indien og Fjernøsten (og endog sporadisk i Sydamerika) er steder, hvor Kina gør alt for sikre deres forsyningssikkerhed. De gør det ved handel, ved støtte, ved direkte investeringer,  ved partnerskaber, ved pres og ved samarbejdsaftaler.
Det er derfor vi så tit er efter Kina. Kina ser ikke særligt meget på, om et land er blandt de ”gode” eller de ”onde”. De er f.eks. ligeglad med at de bygger og finansiere en stor dæmning i Congo selvom de ved, at dette er at støtte en korrupt leder, hvis de blot får en sikker leverance af kobber. De hamrer ikke løs på Iran selvom Iran rasler med atom-sablen, hvis de blot er sikre på olieforsyninger. Kinas udenrigspolitik er simpelthen forankret i at sikre, at hvad de behøver, det kan de også få fat på, da de er gode venner med alle dem de forsyningsmæssigt er afhængige af.

Det samme ser vi med handel og kapitalreserver. Kina har verdens største kapitalreserve. Denne er skabt på kun 15 år!! Den er skabt ved, at de sælger og sælger billigere varer, hvilket giver ufattelige overskud på handels- og betalingsbalancen og for dette overskud opkøber de udenlandske værdipapirer (specielt amerikanske statsobligationer, Kina sidder på næsten 60 % af alle amerikanske statsobligationer!!). Kinas industrieksport, Mellemøstens olieeksport og Ruslands eksport af specielt olie og gas har gjort af disse områder pt er der, hvor stort set hele klodens kapitalreserver er placeret. Man kan sige at Vestens samlede store statsunderskud er placeret som kapitalresserver i Kina, Mellemøsten og Rusland.

Men specielt Kina (det er lidt mere lunket med Mellemøsten og Rusland, selvom man dog ikke skal tro at de på disse punkter er galninge) har ingen interesse i at bruge deres kapitalreserver aggressivt i verdenshandlen. For de er verdens mest eksporterende land. De storsælger til Vesten, til Japan, til Fjernæsten og til stort set alle udviklingslande. Hvad de ønsker er stabile handelsforhold på det globale marked.  Uro på valutamarkedet eller eksportmarkederne er overhovedet ikke i Kinas interesse.

Derfor kan man i en del år endnu forvente at Kina er rolig gigant. Hvis de presses op i et hjørne eller man ikke forstå, hvorfor de gør som de gør og derfor laver dumme politikker overfor dem, så vil de vise tænder. Men giver man dem plads, så vil de formentlig være til at tale med på de fleste områder.

Men der er naturligvis den anden dynamik som virker modsat. Og det er, at Kina – som allerede forklaret – helt naturligt ser sig klodens civiliserede navle. Jo stærkere de bliver jo mere tillokkende vil det blive for dem at se sig som lederen i verden.
Men man skal dog ikke blive overdrevet bang for dette....lidt bange er ok, men ikke overdrevet bange. For Kinas selvopfattelse er ikke specielt krigerisk eller aggressiv. Jojo, som enhver anden civilisation så har den da gang på gang været i interne og eksterne krige. Så selvfølgelig er Kina ikke bare et pascitistisk land. Men Kinas selvopfattelse har altid været, at ca. de grænser de har haft i 2000 år, det er der Kina hører til. Et element i deres sindelag (hvilket jo også blev understreget da Vesten bankede på deres døre i 1800-tallet) er, at de er lidt ligeglade med alt det udenfor Riget i midten. At disse lande/civilisationer er underlegne og lettere komiske og noget som man egentlig ikke gider bruge tid på. Man kan sige, at Kina er langt mere indenrigspolitisk orienteret end udenrigspolitisk orienteret i sin natur, og at det kun er deres mangel på ressourcer samt deres interesser for handel der gør, at landet har en aktiv udenrigspolitik (sat på spidsen naturligvis).

Det er klart, at fordi vi lever i en tid, hvor globaliseringen er mega stor og global handel er det alle leger med, så vil Kina aldrig som tidligere kunne sætte sig hen i stolen, blundre og ikke høre omverdenen. Det er en ny meget forskellig tid vi lever i. Men pointen er blot, at deres grundlæggende syn på eksistensen, deres land og deres kultur er rimeligt selvtilfreds og ikke særligt udenlands aggressiv.

Selvfølgelig igen idenfor realismens grænser. Men den magt de vil få om 20 år, så vil de naturlgivis buldre frem her og der. Og specielt hvis de føler at de bliver presset op i en krog. Men det vil ikke være det normale.

Som eksempel på, hvad jeg mener, så kan nævnes Taiwan og Tibet. I henhold til kinesisk overbevisning, så er begge dele en naturlig del af det de opfatter som Kina. Derfor mener Kina, at begge lande skal hjem til Kina og så er de egentlig ligeglad med at hverken Taiwan eller Tibet selv mener, at de skal tilbage til dem.

Så Kina kan være meget aggressive, når Taiwan eller Tibet kommer på bordet. Og det viser naturligvis den svære balancegang som såvel Vesten som Kina selv altid må være på. På den ene side, så vil det internationale samfund ikke acceptere at to lande der ønsker at være selvstændige og delvist er det skal anekteres af Kina. På den anden side så forstår det internationale samfund ikke, at Kina simpelthen helt definitorisk anser begge lande som deres, ikke i henhold til noget nymodens vestlig pjat som nationalisme eller nationalstatstanker, men placeret i den ældgamle kinesiske overbevisnings om deres civilisations plads på kloden.

Her ser man en situation som vil ske oftere og oftere i fremtiden. At Kina – med dets historie, dets afsky overfor tiden da de var en koloni, med dets selvforståelse og med dets magt – simpelthen ikke er født ind i de regler på den internationale scene der i høj grad er designet af Vesten i de sidste 200 år, og de derfor hverken mener de skal eller vil følge sådanne regler pr. automatik.

Hvordan Kina vil spille op til dans i fremtiden vil således i høj grad afhænge af, at begge parter (Vesten og Kina) forstår hinandens situation, kan acceptere ikke præcist at få det som de hver i sær ønsker og der i stedet laves konstruktive kompromisser begge parter kan se giver mening.