Hvorfor er verden i den dybeste økonomiske krise i 80 år? Årsagerne til den finansielle krise og dens konsekvenser - Del 4

Fra finanskrise til global ressesion 2008 til nu

D. 13. september 2008 går Lehman Brothers konkurs. En af USAs fem største investeringsbanker. D. 16. september står det klart, at verdens største forsikringsselskab, AIG, de facto også er gået konkurs. At sige, at der er panik rundt om på kloden, det er at sige det mildt. En af verdens største investeringsbanker og verdens største forsikringsselskab skal indfrie forpligtigelser langt over, hvad de har af værdier og de er derfor de facto gået konkurs.
Hvis to finansielle giganter som de to kan gå konkurs, så står det klart, at enhver finansiel institution på kloden kan gå konkurs bare de blinker med øjnene. Det kan kun betyde en ting. I banksprog at man ”sikre sin stilling”. Det betyder, at man trækker sig ud af så mange investeringer og lån man kan og alene prøver at få samlet så mange værdier man kan indenfor murene, hvorved ens solvens stiger og man kan klare flere run på ens bank. Man kan populært sige, at dette er det modsatte af gearing, eller den laveste gearing muligt. Alle finansielle institutioner på kloden gør dette her midt i september. Intra-bank-markedet (altså markedet for transaktioner mellem finansielle institutioner) lukker helt ned, på globalt plan. Det er en katastrofe. Ligeså sygt en vild gearing er, ligeså ødelæggende for en økonomi er det, at banker nu holder op med at lave transaktioner. Men alle er nødt til det. Dem som ikke følger markedets love vil være jaget bytte for selvsamme markedskræfter. Men selvom alle banker sikre deres stilling, så har rigtigt, rigtigt mange problemer med overhovedet at være solvente. Selv nu, da står stakkevis af banker og er på grænsen til at krakke.

USAs regering må gøre noget. Jeg skal ikke i detaljen forklarer alle bankpakker, dertil er de for mange og placeret nationalt, regionalt og ved mellemstatslige aftaler. Men pointen er, at USAs finansielle sektor er ved at bryde sammen. Lehman Brothers er krakket og AIG er de facto. USA regering stiller derfor garanti for (reelt overtager de AIG) at AIGs forpligtigelser. Men markederne er slet ikke beroliget. Alt for mange er ved at krakke.
Så nu begynder regeringen af lave en række af ”hjælpepakker”. De dækker simpelthen for at banker krakker. Det samme gør alskens – specielt vestlige, da de er værst ramt – landes regeringer rundt om på kloden. Men nu er vi oppe i beløbsstørrelser, hvor selv stater ryster på hånden, når der skal skrives under. Det er så mange penge vi taler om, at skulle de finansielle sektorer falde fra hinanden, så er lande ved at konkurs. Pakkerne skal ”blot” dække for to hensyn. At redde de (få, tigger og ber man om) banker der rent faktisk krakker og give sikkerheden til borgere og investorer om, at den finansielle sektor skal nok klare den, så kom igang, begynd at handle normalt igen.

Den første del af krisen omhandler således den finansielle sektors overlevelse, bankpakker og –garantier. Allerede nu er vi ude i så store beløb, at stater er dybt pressede på deres økonomi. Stater – specielt i Vesten – der i forvejen har meget store stats- og udenlandsgælde.

Men vi er slet ikke færdige. Det er først nu det bliver til en global krise. Efter den akutte redningsplan i efteråret 2008/foråret 2009, da kommer der følgevirkninger af finanskrisen.

For hvad sker der nu? Alle banker sikre deres stilling og meget håndsky overfor noget der en brøkdel minder om risikofyldte investeringer, og samtidigt er intra-bank-markedet meget dødt. Banker tør således ikke låne fra deres egen beholdning og omvendt kan de ikke gå ud på værdipapirmarkedet og genplacerer deres ønsker om mere likviditet. Dette rammer almindelige borgere og virksomheder.
En af de tunge drenge der møder denne virkelig er GM. Den amerikanske bilindustri har i årtier været skod. Helt op til 2008, da har de store amerikanse bilvirksomheder satset på traditionelle amerikanske (skod-) biler, specielt stor benzinlugende Pickups og SUVs. Men manglen på olie op gennem 00’erne har presset benzinpriserne i vejret. Så meget at selv de amerikanske bilister ser sig om efter biler med lavere brændsstofforbrug. Men de store amerikanske bilvirksomheder har ikke rigtig nogen at tilbyde. Indtjeningen falder. Naturligvis går de til banken og siger de trænger til lån. Men det vil ingen banker give dem i en finanskrise. Jamen så er GM ved at krakke. Ved diverse hjælpeordninger lykkes det at redde GM. Men det viser, at når bankerne begynder at være ultra strikse med deres udlån, så rammer det samfundsøkonomien meget hårdt. Der er i et kapitalistisk system behov for såvel sikre, lidt usikre som meget usikre låntagning. Det skal bare give mening (afkast og risiko skal passe sammen). Men nu nægter bank efter bank at udlåne til noget som helst der bare perifært indeholde lav risiko.

Simpelt, så sker der det, at virksomheders normale økonomiske åndedræt alvorligt hæmmes og dermed falder land efter lands produktion. Vi kender møllen. Folk fyres og virksomheder skraber i det hele taget bunden. Statens skatteindtægter falder. Statens udgifter stiger, da flere skal understøttes. Købekraften stagnerer, da der ikke er råd til at give reallønsfremgang. Så falder efterspørgslen. Så tjener virksomhederne endnu mindre. Og sådan kører møllen igen og igen. Og fordi verden mere end nogensinde er globaliseret og fordi stort set alle finansielle sektorer på kloden har det værre end middel-okay, så rammer det overalt. Det bliver en global ressesion.

Tingene arbejder mod hinanden. At føre ekspansiv finanspolitik (koordieret over kloden) ville være spot on, men alle lande (specielt Vesten) er allerede langt inde i de røde felter på bundlinijen og har ikke råd til det. Ligedeles vil borgerne ikke bruge penge, da det er dystre tider og arbejdsløsheden stiger. Og virksomhederne tjener mindre fordi ingen køber deres produkter.

Lande er allerede i det røde felt af bankpakker. Og nu rammes kloden af en ressesion. Tingene begynder ikke mere at kunne hænge sammen.

Det er derfor vi pt står på en knivsæg. Ingen lande kan efterhånden gøre mere, hvis deres økonomi ikke derved skal falde fra hinanden (som Grækenland både på den ene og anden måde har været tæt på). Men gøres der ikke mere, så kan vi i lang, lang tid ikke hive os ud af hængedyndet. Og endnu værre, bare få alvorlige puf – som f.eks. at Spanien og Italien sættes under max pres på markedet og til sidst kollapser (ala Island eller næsten Grækenland) – så revner ballonen. Så er beløbene som investorer og stater må afskrive så store, at de næste rækker af lande står klar til at blive slagtet.....osv.

Så vi er i den meget skidte situation, at vi ikke rigtigt kan trække os selv (altså ikke DK, men kloden)ud af dyndet, og omvendt er småting fra, at det går rigtigt galt.

Lad os sige, at kloden lige akkurat holder sig på den rigtige side af knivsæggen. Hvad så? Jamen det bliver ikke for nemt. For det første så skal verdenshandlen og den globale finansielle sektor ved egen kraft igen få gang i sagerne, så vi ”naturligt” langsomt kan få en højkonjunktur (eller i det mindste ikke voldsom lavkonjunktur). Men selv her bliver det ikke nemt. For mange lande – som altid naturligvis mest i Vesten, da de er hårdest ramt – da er de nedsparede underskud på statsfinanserne så store, at det vil – selv med højkonjunktur – tage lang tid førend tallene ikke mere er røde. Og i hele den tid, da vil velfærdsstarterne (som alle lande har, bare i større eller mindre grad) være dybt pressede og hvor besparelser og serviceforringelser vil ramme bredt.

Det er derfor vi står i den største krise i 80 år. Selv hvis den økonomiske udvikling er bedre end vi pt tør tro på, så bliver det hårde tider, specielt for velfærdsstaterne. Og omvendt, puffes vi over på den forkerte side af knivsæggen, så bliver det rigtigt, rigtigt grimt.

Lad os runde af med, hvad det faktisk er vi har oplevet 2008 til nu.

Det starter som en finansiel krise. Pengene der tabes er investorers penge og så naturligvis at banker går i rødt. Stater rundt om på kloden stiller garantier for den finansielle sektor og må mange gange ind og direkte hjælpe økonomisk. Omend almindelige mennesker kan synes det er unfair, så har det været nødvendigt at redde de virksomheder, der i grunde har skabt krisen. Ikke at redde dem, ville være betydeligt værre. Således har staten – og dermed skatterborgerne – overtaget ”gælden” fra den finansielle sektor. Samtidigt er klodens konjunkturer raslet ned. Dermed er stater økonomi langt oppe i det røde felt. Når Gækenland, Italien og Spanien er blevet jagtet i 2011, så er det fordi markederne ikke tror på, at de planer som disse regeringer har lagt for fremtiden for at få de offentlige indtægter og udgifter (sammenholdt med allerede oparbejdede store underskud) til at hænge sammen. Dermed siger markedet, at de ikke tror på at de investeringer markederne har i disse lande vil kunne indfries. Og så trækker markedet sine investeringer her og nu fra landende mens der endnu er småpenge på kistebunden. Det har disse lande ikke råd til. Derfor bliver de presset til at lave økonomiske politikker som gør mega ondt, for at overbevise markedet om, at de skam nok skal kunne klare fremtidige indfrielser. Dette er i princippet, hvad der kan ske for hvert eneste land på kloden pt. Og er landet for stort, så trækker det andre lande med sig. Og så har vi katastrofen.
Hvad markederne og staterne pt kæmper om er altså, om stater – via realitiske økonomiske politikker (herunder besparelser der gør nas)  - kan overbevise markederne om, at de er såve likvide som solvente, her og nu og på sigt.
Hvad der begyndte som et hul i kassen i specielt den amerikanske finansielle sektors kasse er altså blevet til røde tal for klodens staters finanser, og hvor markedet og stater nu kæmper om, hvorvidt de tiltag, de forskellige stater er i gang, med nu også er troværdige.

Hvordan det ender ved ingen endnu.