The Greatest Show on Earth - Mit eget (lille) bud på et spændende plot

Nedenstående er IKKE et seriøst bud på, hvad det bedste plot til The Greatest Show on Earth kunne være. Jeg håber ved gud, at der kan fremskaffes 63 bedre bud på et plot end det nedenstående.
Men for sjovs skyld, og fordi jeg faktisk finder de omtalte emner, problemstillinger, handlinger super interessante, så kunne jeg godt tænke mig en serie, der omhandlede noget ala det.

Alle generationer synes vel, at deres egen generation og tid er den mest interessante at beskæftige sig med. Derfor handler mit plot (eller rettere emneområder) sig om det nutidige menneske. Godt nok tror jeg, at den udspiller sig omkring 2020-25. Men det er kun fordi nogen vigtige "effekter" som skal gøre os klogere på os selv, formentlig først er på plads om +10 år. Jeg anser dog den lille forskydning i tid (grundet krav til teknologi) som værende ubetydelig i forhold til hovedemnet som udspiller sig her og nu....mennesket, menneskets eksistens, vores samfund, vores rettigheder, vores "skæbne", vores moralske ståsted, religion, terror, findes der en gud, hvad skal man tro på, hvad kan man stole på i en verden der konstant forandrer sig, ytringsfrihed, demokrati, moralsk forfald, snerpethed, syn på sex og seksualitet(er), kærlighedsopfattelse og -valg. Og meget mere.

Først vil jeg fortælle om et gimmik. Derefter prøve at afdække, hvad dette gimmik dækker over.

Gimmik drejer sig om de første afnit. Måske er vi helt henne ved 10. afsnit, måske lidt før. Hvad der er vigtigt, det er at seere på dette tidspunkt har fundet sig til rette i serien. Der kører allerede et fedt og vedkommende plot og det er en interessant historie der udspiller sig for vores mange hovedpersoner. Alle seere identificerer sig altid med en eller flere af karakterene i en serie. Ellers er en serie simpelthen mislykket. Hvis folk ikke kan identificerer sig med de problemstillinger, følelser og udfordringer bare nogen af hovedpersonerne har, så er serien intetsigende. Dette gælder for al "kunst". "Kunst" (bemærk anførlsestegnene) der ikke rækker ud over skaberenes egne øjne og ikke siger nogen andre noget er værdiløs kunst.
Så det gælder også her. Seerene har altså fundet deres skurke og helte.

Men der er noget underligt på spil. Det er meget subtilt. Det er mere en uudtalt følelse end det er noget man kan sætte ord på. Men der er et eller andet, som er foruroligende. Der er altså scener som virker en lille smule forkert. Vores "helte" gør nogen gange nogen ting, som er lidt foruroligende. Ville en helt vi følger over mange sæsoner virkeligt gøre noget sådan...det virker ikke helt fint.

Hvad publikum ikke ved, det er at 3/4 af handlingen er en selvstændig historie, og hvad der sker i 1/4 af handlingen det er anden selvstændig historie. På overfladen da er det samme personer og handlinger der sker i begge dele og det virker som om det er én sammenhængende historie.
I 10. afsnit (eller deromkring) efter at folks "foruroligende" stemning er vokset sig fyldig, så klarlægges viser det sig, at 1/4-delen er virtual reality og 3/4-delen er virkelighed.
Når vi snigende-sig-langsomt-ind-på-os er blevet foruroliget, så er det fordi vores "helte" også lever et virtuelt liv i virtual reality.....et sted, hvor de opfører sig, som de aldrig ville opføre sig i den virkelige verden.

Serien kommer til at handle meget om "moral" og "etik", specielt i en verden, hvor vi meget snart kan lave kunstig intelligens, kunstige mennesker og intelligente robotter. OK, måske er vi 20 år ude i fremtiden. Men i det store perspektiv, så er det "snart". Og når grænserne for den verden vi kender nu (verden er givet udefra) hurtigt udviskes og overskrives af en anden verden (en verden mennesket egenhændigt har skabt), så bliver masser nutidens probemstillinger, moraler, etikker og livsanskuelser sat langt mere på spidsen og vedkommende.

Men det er langt bedre at lade folk føle noget end bare at fortælle dem det. Det kræver selvfølgelig en langt bedre scriptforfatter end mig og en langt mere visionær instruktør for at det skal kunne lykkes. Men jeg er sikker på det kan gøres genialt. Altså, at folk selv skal føle, at: "Hov, der havde jeg vist nogen moralske problemer fordi jeg relaterer det til den virkelige verden, men gælder nu også, hvis virkeligheden er skruet anderledes sammen end jeg troede?"
Ved at folk selv føler (selv oplever denne erkendelse) det, så er det langt stærkere end hvis man viste/fortalte dem det.

Eftersom virtual reality er en vigtig, vigtig detalje i hele historien, er det smart at lave dette gimmik.

For hvad skal serien handle om?

Nutiden. Men selvfølgelig med et vist perspektiv.
Nutiden er det oplyste, videnstunge, dokumenterede, analyserede, rige, ressourcestærke, frihedsfyldte, sikre, sunde (ala medicin og hospitaler) samfund mennesket nogensinde har oplevet. Og dog ser det ud til at vi bliver mere og mere forvirrede og lever vores liv mere og mere overfladiske/uinteressante. Og af verdens 7 mia. mennesker der ved til min gru at over 9 ud af 10 meget eller endnu mere bygger deres liv på religiøse ideer. Ikke bare er verdens sekulariserede liv meget forvirret og svært at forholde sig til. Nej ved gud (ganske ironisk valg af ord), 9 ud af 10 levende mennesker tror på overnaturlige sammenhænge og årsager, der absolut intet belæg er for.

Til at hjælpe os med at forstå vores nutidige problemer hiver jeg så f.eks. kunstig intelligens, virtual reality og kunstigt skabte mennesker op af hatten.

Lad mig tage et eksempel.
En mand slår hans kæreste. De fleste normale mennesker på kloden kan blive enige om, at det er no-go og helt uacceptabelt.
Fair.
Men så lad os tage første step.
Hvad hvis nu kæresten var et kunstigt menneske? I mindste detalje og celle identisk med et "normalt menneske". Men frembragt på et laboratorium uden nogensinde at have set en sædceller eller et æg? Skal dette kunstige opfattes på samme måde som et rigtigt menneske?
De fleste ville nok komme til konklusionen, at et sådant perfekt kopiet mennesker var til stede, så skulle det også opfattes som et normalt menneske.
Fair.

Men lad os så sige, at det er en robot der står overfor os. Den er udstyret med kunstig intelligens der er fuldkommen uadskillig fra mennesket. Og robotten er lavet, så den i mindste ligner et rigtigt menneske, føler som et rigtigt menneske, opfører sig som et rigtigt menneske. Men hvis du kapper armen af, så vil det være nemt at se, at robotten ikke er lavet at organisk materiale, men derimod består af plastformer og kulfiber.
Er det ok at slå denne robot?
Mange vil sikkert komme frem til, at selvom det er en robot, så er det ikke okay at slå den, hvis den føler og tænker præcist som et menneske.
Fair.

Men producenten af robotten har indset dette. Så den version vi har nu er identisk med den ovenfor. Men lille detalje. Den føler ikke smerte.
Er det ok nu at slå den? Nogen vil sikkert sige, at nu er det ok, for nu gør det ikke ondt. Jajo, men er det at slå bare et spørgsmål om smerte? Er det ikke også et spørgsmål om, selve konceptet at krænke et andet menneske....smerte eller ej? Hvorfor gælder dette koncept ikke en robot? Hvis det gælder, hvorfor så?

Nå, men hvad nu hvis vi skifter til virtual reality? Vi laver en verden i virtual reality, hvor det for alle derinde (og for den sags skyld en "virkelig person", der dykker ind i VR) simpelthen ikke har en chance for at gennemskue, at de ikke er rigtige mennesker.
Så en virtuel mand slår sin virtuelle kæreste. Kæresten føler og oplever præcist det samme som et virkeligt menneske.
Er det okay at slå i dette tilfælde? Det begynder at bliver kompliceret, ikke? Disse personer er ikke ægte. De findes ikke. De er 0'er og 1'er inde i en computer. En kompliceret og smart kombination af 0'er og 1'er....men dog ikke andet. Men de føler og tror de er mennesker.
Hvad skal vi sige til det?

OK, men den smarte konstruktør af VR ovenfor tager ikke chancer. Så hans nye VR er identisk. Blot er der den lille detalje, at ingen i VR kan føle smerte. Er det nu okay?

Som vi kan se, så begynder tingene at blive kompliceret, når mennesker begynder at skabe verden. Ikke at jeg på nogen måde er imod det. Slet ikke. Blot, at det vitterligt bliver kompliceret. Og jo mere kompliceret det bliver, jo mere fortæller det noget om "os selv". Vi kan langt bedre sætte vores nuværende verden i kontekst, hvis den sættes overfor en verden der er langt mere kompliceret.

Man kan spørge om, hvor det gode plot bliver af? Plottet skal vi ikke være en lang række af ovenstående eksempler. Naturligvis ikke. Jeg har bare ikke plot-mæssige og instruktør-mæssige evner til at skabe den store sammenhængende historie om ovenstående.

Det er blot skrevet for at give en ide om, hvad det er vi skal få seeren sovset ind i.

Vi kunne tage et andet eksempel. En ny meget dogmatisk fraktion af Islam, der mener at Koranen skal læses på en helt ny, men dog dogmatisk måde, viser sig at have stor gennemslagskraft. Flere og flere støtter op om den. Men det viser sig i plottet, at denne fraktion bygger på en kunstig intelligens fortolkning af Koranen i VR. Det er en illusion. Det er hverken gud eller en skriftklog som har skabt ideerne den nye fraktion bygger på. Hvilken reel betydning ville dette have for mennesker som mener, at deres tro er skriftkloges vise udlægning af en dogmatisk tilgang til Koranen? Ville Allah mon have meninger om, hvorvidt hans profeter kunne være menneskeskabte kunstige intelligenser placeret i virtuel virkelighed, der fysisk slet ikke findes?

Men det er vigitgt at forstå, at brugen af fremtidige teknologier i serien helt overvejende er af karakteren "middel" (til at fortælle historien) og kun mindre selve målet.
For hovedpointen i historien skulle klart være, at spidde det moderne samfunds underlige forvirring og underlige valg af at formidle dets frihed, ressourcer og liv.