I dette indlæg - og det følgende indlæg - er jeg alene fokuseret på en TV-serie. Som jeg påpeget flere gange, så skyldes denne fokusering alene, at jeg simpelthen ikke har visionerne på andre platforme til at komme med forslag indenfor sådanne platforme. Men igen....hvis nogen har tanker på andre platforme, så tilpas bare dine ideer/visioner til de nedenfor udtænkte ideer for en TV-serie.
Det er faktisk ret svært at finde ud af, hvad en TV-serie koster at lave. Jeg har søgt meget på det på nettet. Men for det første så er det åbenbart noget man ikke generelt analyserer meget derude (modsat film, hvor meget præcise angivelser af samlede udgifter typisk fuldt tilgængelige), og omvendt så er finansieringsstrukturen simpelthen anderledes for et TV-serie. Rigtigt mange af udgifterne sikres via af TV-selskaber på forhånd stiller et budget på benene og hvor kun en lille del af de samlede udgifter så at sige er sat på højkant af produktionsselskabet. Via krav til produktionen (kommer vi ind på senere) og en ret god ide om, hvad målgruppen er for ens serier, så har TV-selskabet også en ret god ide om, hvor meget de kan tjene ind på serien via specielt reklamer.
Men sådanne aftaler mellem produktionsenhed og TV-selskab er typisk ret lukkede og noget man ikke kan finde præcise data for. Specielt fordi kontrakten indeholder masser af betingelser (f.eks. hvor godt modtages pilotafsnittet, hvor gode er Nielsens-ratings på de først afsnit, tror vi serien må afsluttes efter en sæson eller skal den fortsætte mange sæsoner osv), og hvor disse betingelser bestemmer hvor mange penge TV-selskabet(/selskaberne) er villige til at sprøjte i projektet.
Men skal man følge de data som faktisk kan fremskaffes, så koster en TV-serie helt typisk pr. afsnit mellem 0,5 og 2 mio. $ at lave pr. afsnit.
Et eksempel på, hvordan sådanne ca. 2 mio. $ kan fordeles kan illustreres via to meget populære serier på Sci-Fi Channel på deres to topserier i 00'erne....hhv. Battlestar Galactica og Stargate (SG 1).
Budgettet pr. afsnit på BG er ca. 1,5 mio. $ og 1,7 mio. $ for SG. Men budgettet blev brugt meget forskelligt. I BG kræves megen computeranimering (hvilket koster kassen), mens at udgifterne til den "normale" produktion er holdt noget nede. Omvendt med SG. Her krævedes betydeligt mindre computeranimation, men til gengæld blev der brugt mange penge på location shoots og dyre kulisser.
OK, for mig er visonen en serie af 4*13 afsnit (sådan ca.).
Hurtig hovedregning giver således et standardbudget i omegnen af 100 mio. $. Hertil skal lægges initiale opstartsomkostninger, der vel ca. løber op i en 50 mio. $ (herunder aflønning af tilbagevendende skuespillere i serien).
Rundt regnet koster en god serie på ca. 50 afsnit således ca. 1 mia. kr. at lave.
Men som sagt ovenfor, så leger jeg hypotetisk med et budget på 5. mia. kr.
Dette indlæg er en spekulation over/ideer til/visioner for, hvad i al verden vi skal bruge fem gange så mange ressourcer til (og tro mig, den skal vi nok få brugt i en fart).
Jeg vil begynde i filmens verden. Udover at det en god indledning til at anskueliggøre nogen pointer, så ved de fleste, at jeg også bare godt kan lide at fortælle løst ud af en tangent og så langt senere ramme tilbage på sporet. Filmproduktionens historie (et uddrag herfra) er således både interessant og en sjov tangent at opliste.
USA blev filmlandet nr. 1. Efter en lidt rystende start op til 1920'erne, så blev filmproduktion voldsomt succesfuld i USA fra 20'erne til 60'erne.
Produktionsmåden dengang var, at et filmselskab så at sige havde alt "in house". Filmselskabet finansierede projektet, havde instruktørene in house, havde fastansatte skuespillere, havde sine egne lokations osv. osv. Intet andet land kunne matche størrelsen af filmproduktion i USA. Tiden er fuldt med "storfilm".....Ben Hur, Cleopatra osv. Stort opsatte film, der var i format så stort at publikum ikke kunne få nok og disse store satsninger altid gav overskud.
Samtidigt opererede Hollywood under nogen fælles (strenge) moralske regler for, hvad der var acceptabelt at vise i film. Hvad var sømmeligt? Hvor meget vold måtte der være? Var filmen samfundsnedbrydelig? Osv. osv.
I 60'erne oplever Hollywood en betydelig nedgang. Det er specielt Europa som presser dem i nakken...specielt fransk film. Europæernes film er mere "kunstneriske", mere udfordrende, mere "realistiske", der er mere nøgenhed, der er mere vold, plots er langt mere udspekulerede og interessante.
Hollywoods svar på dette er The New Hollywood. Ikke noget de frivilligt gik med til. Men eftersom de (instruktører) der fulgte helt nye ideer havde succes med deres projekter, så gik Hollywood med til det.
Det blev i høj grad sparket igang, at den uafhængige institution MPAA (grundet alskens retssager) nu indsatte nogen helt nye ratingssystemer for film, og hvis producenterne bare oplyste om deres rating (hvor meget vold, sex osv. var der i filmen), så var der meget vidde rammer for hvad der kun produceres.
Hollywoods eget oldnordiske, kyske, samfundsbevarende, romatiske regler blev dermed overskrevet.
Det gav en kunstnerisk frihed i Hollywood som aldrig før. Og tilfældet vil, at netop i 70'erne der dukker der nogen af historiens bedste instruktører op: Spielberg, Coppola, Lucas, Scorsese, Polanski bare for at nævne de vigtigste.
Deres første "små" og kunstneriske spændende film blev så godt modtaget, at deres krav til filmproducenterne ikke kunne overhøres. Deres krav var simpelt. Giv os et stort budget. Når I har givet os pengene, så har I intet at skulle have sagt mere. Vi (instruktøren) har så fuld råderum over alle penge og bruger dem præcist som vi ønsker og x antal måneder senere afleverer vi så det færdige produkt som I så kan sende ud i verdens biografer. Dette var The New Hollywood. Uindskrænket magt til instruktøren.
Det gik rigtigt godt. Det ene mesterværk efter det andet blev sprøjtet ud i Hollywood i 70'erne.
Men det kunne naturligvis ikke gå godt. For hvad gør man, når filmproducenten har sprøjtet 200 mio. kr. (i datidens penge) ud på en film og den så flopper for vildt og kun tjener 100 mio. kr. ind? Filmproducenterne kræver selvfølgelig indflydelse for de penge de stiller til rådighed.
Specielt filmen Heaven's Gate (1980) anses som filmen der endeligt tog livet af The New Hollywood. Michael Cimino havde haft voldsom succes med Deer Hunter. Hans næste film skulle være et episk mesterværk om USA i slutningen af 1800-tallet. Derfor fik han et uhørt stort budget på ca. 300 mio. kr. at lege med. Men filmen blev et flop uden lige, da den kun tjente ca. 20 mio. kr. ind.
Ligesiden har filmproducenterne krævet voldsom indflydelse på de film de producerer og omvendt har nærmest alle instruktører herefter været betydeligt hæmmet i deres kunstneriske visioner.
Nu om dage skal målgrupper opstilles. Merchandise medtages som vigtige. Krav til at populære skuespillere skal have vigtige roller (selvom de måske ikke er de rigtige til at spille rollen). Betydelige indrømmelser overfor om scener, temaer og handlinger er tilstrækkeligt lidt provokerende til ikke at skræmme målgruppen. Osv. osv.
Moderne (stor)film skal kort sagt ramme plet. Bruges 1,5 mia. kr. på en film så skal den død og pine mig også tjene mindst 1,5 mia. kr. ind igen.
Det er ikke svært at indse, at hensynet til og underkastelsen overfor de folk som finansierer en projekt typisk vil ligge alvorlige hæmninger for ens kunstneriske visioner.
TV-serier er nærmest endnu mere hæmmede. For det første er regler, ratings og "censur" for TV der skal vises i prime time mange steder på jorden meget, meget snærende. For det andet, så er det endnu vigtigere at TV-selskabet rammer rigtigt. Serien skal fylde et bestemt slot i deres sendeplan (som budgettet er lagt ud fra), og så går det ikke at adskillige ugers prime times slots er fyldt med en serie som skræmmer seerne væk....for så mister TV-selskabet mange, mange reklameindtægter.
Derfor er mange "internationale" serier (specielt amerikanske) generelt en tynd affære. Selvfølgelig flot produceret, dygtigt skrevne plots, meget professionelt lavet osv., men de er bare ret harmløse, da de skal ramme deres standardseer og omvendt ikke skræmme for mange væk.
Som vi ser, så er det næsten umuligt at lave et stort anlagt nu om dage. Enten må man gå ned i gear og lave små uafhængige film (/serier), eller, hvis man vil holde et stort gear, så vil ens kunstneriske ideer blive stærkt hæmmet.
Svaret er naturligvis en pengemand der er ligeglad om økonomien hænger sammen. Så længe at produktet er det mest interessante, mest vedkommende, har største kunstneriske indhold, indeholder hidtil usete visioner, hænger sammen fra ende til anden, giver seeren en unik oplevelse, så har han ingen problemer og betaler gerne.
En lillebitte anekdote er vel Matador. Med rette vel anset i Danmark som den bedste serie i DK nogensinde. En serie der på mange måder emmer af kvaliteter, som jeg meget gerne så efterlevet i min vision. Men serien var IKKE nogen succes første sæson. Med nutidens pengeøjne, da er det slet ikke sikkert, at Matador ville havde været produceret i mere end 1 sæson i 6 afsnit.
Men DR var som bekendt licensfinansieret og kiggede ikke 5 sekunder om måneden på seertal. Så de fortsatte bare. Resultatet af dette kender vi.
Så når vi nu er fuldkommen ligeglade med seertal, med TV-selskabers krav, med alskens underlige regler for at kunne blive sendt i prime time, med om pengene nu rækker, hvordan skal man så lave den ultimative serie.
Som fortalt i et tidligere indlæg, så er TV-seriens hovedfjende nummer et, at en historie fortalt over 20-100 afsnit simpelthen er svær at få hænge sammen handlingsmæssigt. I hvert fald hvis kravet er, at alle afsnit skal levere et selvstændigt og betydeligt bidrag i den samlede historie.
Der er i hvert fald tre måder en typisk serie udvikler sig på.
Et eksempel kunne være Beverly Hills. Her er rammerne ret uskyldige (man følger nogen unge mennesker fra gymnasium til universitet) og en overordnet handling er meget løs. I disse serier er det typisk små temaer over få afsnit og konkrete "korte afsluttede historier" i de enkelte afsnit, der udgør "handlingen". Der er masser af tid til at fortælle om hovedpersonernes liv, fortid, person, karakter osv. Og man kan udsætte dem for alskens af hverdagen problemer. Kelly kan blive medlem af en kult, Brandon kan få et narkoproblem, Donna kan blive uøsnket gravid osv. osv. Denne type handling er slet ikke i spil i min verden.
Som eksempel på de to andre handlingsforløb kan nævnes BG. Eftersom jeg er stor fan af serien, så ved jeg meget om den...herunder hvordan den rent faktisk udviklede sig.
Den var IKKE skrevet med et plot, hvor man begyndte i først afsnit og sluttede med en planlagt afslutning 4 sæsoner senere.
I stedet var den ene måde at gøre det på, at det som var i fokus var afslutningen i den aktuelle sæson. Hvad der skete i næste sæson var nærmest ikke dagsordenen. Derimod gik arbejdet med at finde nogen pejlepunkter over sæsonen for at kunne ramme det sidste afsnit så "uhakket" som muligt.
Men det gjorde at stakkevis af afsnit indenfor den enkelte sæson var helt blanke når man begyndte sæsonen. I stedet så holdt man fokus på at handlingen overordnet skulle ramme pejlepunkterne nogenlunde, men at handlingen i de næste få afsnit specifikt alene blev bestemt ud fra, hvad der så til dramaturisk at virke. Eftersom seriens interesse var menneskets plads i eksistensen (og ikke Sci-Fi action som sådan), så var omdrejningspunktet for serien mennesker, deres udvikling, problemer, udfordringer osv. Så det var udviklingen i karakterene som bestemte mikrohandlingen (det aktuelle afsnit/de næste få afsnit), og hvor så mikrohandlingen bare nogenlunde skulle ramme den overordnede lidt svævende makrohandling, bestemt af 50.000 mennesker i en lille flåde der er på flugt fra de Cylons (kunstig livsform) som var efter dem.
Det er ekstremt sjældent (nu er jeg jo langt fra altvidende om alle mulige serier, så der kan være enkelte eksempler på det modsatte) at en serie faktisk har en fastlagt overordnet handling/historie der gå fra første til sidste afsnit og som gennemsyder alle de enkelte afsnit.
Som jeg ser det, så har ovenstående metoder nogen fordele. Men den væsentligste grund til, at man ikke ser det i en stort anlagt serie er - efter min analyse - mangel på penge.
Men lad mig først klarlægge hvad fordelene er ved at gå frem uden at det enkelte afsnit præcist er defineret i en større omfattende handling. Fordelene er "finde nerven" og "hvad virker".
"Hvad virker" er vigtig. Hvad der ser genialt ud i scriptet og alle siger, yes det er vejen, kan hurtigt vise sig ikke at virke i den konkrete filmatisering. Det så rigtigt ud inden, men bagefter var det knap så godt. Det er derfor ekstremt vigtig i længere serie at man kan improviserer. En bihandling der hurtigt skulle fades ud viser sig at være ekstremt spændende, og den skal nu udvikles de kommende afsnit. At have en skarp historie at skulle forholde sig til, det gør improviseringen sværere.
"Finde nerven" er meget som ovenfor. Man synes at nerven i de ti første afsnit burde omhandle emnet A. Men A finder aldrig helt nerven som historien spændende og vedkommende. Til gengæld er der nerve i emnet i B. Så Bs nerve bliver nu vigtig at udbygge.
Det siger selv, at ovenstående er helt essentielt. Men det burde ikke forhindre at man stadig har en plot som hænger sammen.
Tre ting - i min version med 5 mia. kr. at lege med - skal sikre at vi faktisk får en historie der kan følges gennem hele serien.
Den første er simpel. Vi skal finde det bedste plot ever! Verdens bedste script forfattere betales rundhåndet for at komme op med det bedste plot ever. De betales på forhånd, så de kan prioritere dette arbejde højt, og den vindende forfatter betales selvfølgelig også rundhåndet, når hans udvælges som det bedste.
Et større udvalg af kvalificerede personer (såvel eksperter, instruktører, andre forfattere som almindelige mennesker) udvælger de fem bedste scripts.
Vi har været rundhåndet, men det er småpenge vi har brugt. Nu skal vi til gengæld til at bruge penge. Dette er næste punkt for at sikre at skidtet hænger sammen.
Vi skal simpelthen lave meget professionelle pilotafsnit på 2 * 1½ time til hvert af scripts'ne. Efter hård kamp på argumenter, evner, visioner og andres bifald eller det modsatte skal hvert scrips nu gives til sin egen instruktør.
Hver instruktør har sin tone, sin vision, sin musik, sin scenografi, sit udvalgte cast osv. og laver sit bedste bud på hans pilotafsnit.
Igen sammensættes et panel af eksperter og almindelige mennesker der udvælger, hvilken instruktør, der har fået skabt det bedste af sit script og sin fortolkning. Sådanne pilotafsnit løber hurtigt op i en 100 mio. kr. med vores ambitioner. Så vi bruger hurtigt 0,5 mia. kr. på denne indledende manøvre.
Vi har nu fundet det vi synes er rigtigt spændende.
Så skal vi til endnu en runde.
Dette script (vi allerede nu virker meget lovende med den oprindelige instruktør) gives nu til 4 andre instruktører (igen - som ovenfor - nøje udvalgt), så de kan give deres bud, på hvordan de ville fortolke scriptet i henhold til deres vision. Vi fyrer næste endnu en ½ mia. kr. af på dette trin.
Nu finder vi det endelige script. Vi kan lide scriptet for hele serien og vi har også fundet stil.
Allerede nu er jeg ret sikker på, at serien vil holde et giga niveau. Alle udvælgesene og alle de tanker, debatter, ideudvekslinger, sparring der er udført af klodens fremmeste folk indenfor området gør, at vi har et materiale der er klasser over noget andet i kvalitet, gennemarbejdet, efterprøvet osv. Så det er lige før, at serien nu kører perfekt derudaf.
Men vi har den tredje - og meget vigtige - sidste detalje med. Vi har simpelthen en helt skov af scriptforfattere siddende konstant klar og konstant skrivende. Og vi har et super team af side-instruktører, specialeffektsfolk, psykologer, sociologer osv. klar som konstant er klar med at komme med produkter til hovedteamet (dem vi ovenfor valgte), så de hele tiden har alternativer, sidehandlinger, omskrivninger af dialoger, analyser af alskens forhold (videnskabelige, scenografiske, brugerundersøgelser, panelundøgelser osv) klar, så hovedteamet bare kan koncentrerer sig om planlagte handling og lave perfekte afsnit dertil.
Ja, vi bruger konstant mange penge over hele serien på ting, der måske slet ikke skal bruges. I afsnit 11 mener vi, at der kan være lidt problemer. Så vi laver ikke afsnit. Vi laver tre afsnit. Alle lavet som "endelig version" lige til udsendelse. Men hver med deres lidt forskellige kvist, for vi er ikke helt sikre på, hvad der lige her faktisk vil virke bedst. Og når det rigtige af de tre afsnit er udvalgt, så sidder stakkevis af teksforfattere klar til at tilrette senere afsnit, så det passer med den nye tvist. Afsnit 12 skal lige drejes lidt anderledes, afsnit 12-14 skal have lidt forløb for at hænge sammen og i afsnit 37 er der en vigtig, vigtig detalje som vi lægge om til afsnit 35 for at det nye tvist ikke skal blive meningsløst.
På denne måde for vi løst det umulige. På den ene side at lade en serie leve sit eget liv, lade der opstå overraskende nye tvists, konstant ramme den rigtige nerve og altid have styr på hvad virker (da vi altid har alternativer liggende spritklar) og på den anden side, at vi får en historie som løfter sig til uanede højder, da historien bare er så fed, hænger så godt sammen og hvor hvert eneste afsnit er berigende gave til den konstante udvikling af plottet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar