Jeg har aldrig forstået hvorfor folk har behov for at tro. Jeg tænker naturligvis ikke på tro i retning af "en sandsynlighedsmæssig prædiktion", idet dette er en uvurderlig del af det morderne liv.
Nej, jeg taler naturligvis om tro i retning af religion. Om teismer og dermed i grunden også ateisme.
Engang var religionerne de absolut mest avancerede "videnskabelige", filosofisk og eksistentielle bud på den verden mennesket mødte. Det var ikke voodoo eller enhjørninger. Det var cutting edge bud på, hvordan den verden vi lever i er skruet sammen.
Som århundrene gik, så blev mennesket klogere. Ved brug af logik, analytiske evner og konstant tilegnet ny viden var det åbenlyst, at religionernes bud på, hvordan verden er skruet samme, var forkert. Så mange postulater i religionerne er grotekst og åbenlyst forkerte. Så mange ting er internt inkonsistente. Så mange ting vidner om moralske ideer som engang gav mening, men som tiden gik virker mere og mere barbariske.
Grundlæggende er der intet i religionerne som er af så genial karakter, at det ikke bedre og mere præcist bliver beskrevet og forklaret af videnskaben eller filosofien sidenhen.
Dette på nær én enkelt ting. Nemlig det grundlæggende absurde. Nemlig at det eneste en religioner tilbyder og som ikke kan findes andre steder, det er den insisterende postulering om, at der findes noget guddommeligt, noget overjordisk, som ikke lader sig analysere eller forstå af mennesket.
Og det er her det går galt.
Mennesket kan kun udtale sig om hændelser de principielt og potentielt kan erfare.
Det er ikke et krav, at alting skal erfares. Det er et krav, at såfremt alle naturlige (dvs. universet) muligheder for erfaring af ny viden, da er dette grænsen for erfaring. At mennesket sætter sig med hænderne i skødet og intet gør i 10.000 år er ikke det, der bestemmer grænserne for erfaring.
Hvad dette betyder er, at mennesket kun kan erfare ting som er en del af den virkelighed vi kalder Universet. Et univers som vi sådan mener blev skabt ud fra en singularitet for ca. 15 mia. år siden. Ud fra denne singularitet er alt skabt som mennesket nogensinde vil kunne opnår erkendelse om. Kun ting og hændelser der principielt og potentielt kan erfares ud fra denne singularitet er noget mennesket pontentielt kan erfare.
Men religioner påstår, at der er noget gudommeligt, noget overeksistentielt.
Religionerne mener ikke, at vi bare endnu ikke har erfaret "det guddommelige". Nej, de mener, at vi aldrig vil kunne erfare det gudommelige, det som gør at religion er noget anderledes end videnskab og filosofi.
I modsætning til den religiøse - teisten - så har vi også ateister og agnostikere.
Ateisten er overbevist om, at det guddommelige ikke findes. Han "tror på", at der ikke findes noget at tro på.
Agnostikeren stiller sig tvivlende overfor postulater, som man endnu ikke har set skyggen af beviser for skulle eksistere.
Ignostikken er noget helt anderledes.
Ignostikeren forstår, at mennesket kun kan udtale sig om ting, der principielt og potentielt kan erfares af mennesket. Såvel teisten, som ateisten og agnostikeren udtaler sig (= forholder sig til) til abstrakte konstruktioner, der principielt ligger udenfor menneskelig erkendelse. Dette er jo konceptet i det gudommelige. Hvadenten man er troende (teisten), benægter det guddommelige (ateisten) eller stiller sig tvivlende overfor det guddommelige (agnostikeren), så forholder de sig til det guddommelige som noget meningsfuldt at forholde sig til.
Ignostikeren ved, at dette er sludder. Selve postulerinen om, hvad det guddommelige er (for dette er den eneste kerne i en religions virkningssammenhænge) er fundamentalt meningsløst. At forholde sig til det konsekvent meningsløse er naturligvis meningsløst.
Derfor er teisme, ateisme og agnostisme alle absurde tankekonstruktioner, som mennesket naturligvis straks burde droppe.
Ignostikeren er personen, der siger, at postulater om det guddommelige (hvadenten man er teist, ateist eller agnostiker) er tåbeligt, tidsspilde, meningsløst og absurd.
For ignostikeren er det eneste relevante - og dermed meningsfulde - at forholde sig eksistentielt til den virkelighed vi rent faktisk potentielt kan erfare......det virkelighed vi kalder Universet og hvad der i dette univers potentielt kan erfares.
Ignostikkens diskrete charme er, at den er nøjsom og stille. Den postulerer ingenting. Den forholder sig derimod stille og nøgternt til den eksistens vi lever i og intet andet. Derfor den diskrete charme.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar