Hvorfor er verden i den dybeste økonomiske krise i 80 år? Årsagerne til den finansielle krise og dens konsekvenser - Del 1

Indledning


Vi står midt i den værste globale økonomiske krise i 80 år. I dagligdagens løbende fortællinger om Danmarks, EU’s, USA’s og klodens økonomiske tilstand kan det undertiden være svært at finde ud af, hvad det egentlig er der er gået galt. Hvorfor er vi havnet i en sådan krise? Og måske endnu mere vigtigt – hvorfor opdagede ingen det i tide?

Dette – lange – blogindlæg vil prøve at give en uddybende, men dog nem forståelig og – for indholdets omfang – en ret kort forklaring af det.

Denne blog skal ikke oversvømmes af navne, da historien om krisen langt mere er en fortælling om strukturer  end det er enkeltpersoners handlinger. Men enkelte vil dog poppe frem. Lad os lægge ud med Joseph E. Stiglitz, modtager af Nobelprisen i økonomi i 2001 og generelt en af verdens fremmeste økonomer.
Jeg havde – tror det var i 2006 – fået et tib om, at DR2 havde et langt interview med ham og hvor han udtalte sig om en krise der meget snart ville komme og som ville være af gigantiske dimensioner. Jeg havde sporadisk hørt sådanne udtalelser andre steder i dette år. Og selvom det Stiglitz fortalte gav fuld mening, så var det alligevel – for en gennemsnitlig økonom som mig, der bruger det meste af tiden på kommunal økonomi og dansk økonomi – svært helt at forstå alvoren af det Stiglitz udtalte sig om. Så galt kan det da ikke gå? Det må de (USA) da have styr på, så det ikke går så galt?

At jeg ikke forstod omfanget af det Stiglitz fortalte skal naturligvis ikke være målestokken for, at så er det klart at ingen andre heller ikke kan. Men alligevel siger det en del. En økonom der har styr på makroøkonomi og følger med i den globale udvikling kan ikke forestiller sig at det  kommer til at gå så galt som det gjorde. Og mange, mange andre økonomer, politikere og analytikkere havde det på samme måde. Noget lå måske og lurede ude i fremtiden. Men det kunne umuligt være nu under en stor højkonjunktur og da slet ikke i et omfang der på nogen måde kan sammenlignes, hvad der blev virkelighed. Vi vil vende tilbage til de konkrete dynamikker i dette senere.


De fundamentale årsager 1945-90

Det er for dramatisk at påstå at ting der skete for 60 år siden har direkte konsekvens for finanskrisen. Men for at forstå, hvordan tingene begyndte at gå amok i 00’erne, så må man forstå, hvad grundlaget er.

USA træder ud af 2. verdenskrig som verdens suverænt mest mægtige land. Ved at bruge voldsomme dele af BNP (BNP = i korte træk og populært sagt et lands indkomster i ét år) på militærudgifter følger Sovjet nogenlunde med som militærmagt. Men på alle andre områder er USA i mindst en klasse over alle andre, specielt økonomisk.

Modsat Europa der bombet tilbage af krigen, så er USA på hjemmefronten ikke ødelagt, og med deres høje uddannelsesniveau, liberale økonomi, kapitalisme, kæmpe hjemmemarked og gigantiske industriapperat vokser USAs økonomi voldsomt 1945-1975. I kernen af USAs rigdom er industriapperatet og industriarbejderen.

Også Europas økonomi vokser voldsomt 1960-75. Dette dog ”bagvendt” i forhold til USA. I USA tjener befolkningen pengene, betaler en ret lav skat, og da USAs velfærdsstat er ret lille, så går dette fint. Men i Europa vælger mange lande at opbygge en velfærdsstat. En velfærdsstat der koster kassen, og som skatteborgerne ikke kan betale opbygningen af. Derfor tager stort set alle europæiske lande store statslån (lånt af deres borgere og udenlandske investorer) til at dække de store udgifter. Europa løber i 70’erne rundt med meget store statslån, mens USAs samme er til at overse.

I 70’erne rammer oliekrisen. Oliepriserne sættes op ->  I-landenes (der alle er industrilande og kræver olie i deres produktion) virksomheder oplever store udgifter -> priserne på produkter sættes op for at dække udgifter -> stor inflation, folk bliver fyret og bliver arbejdsløse -> skatteindtægterne falder og statens udgifter stiger -> efterspørgslen falder dramatisk. Og dette hjul bider sig selv og kører bare rundt og rundt og bliver værre og værre.

Stort set alle I-lande vælter ind i 80’erne med stor statsgæld, forhutlet økonomi, høj arbejdsløshed og høj inflation.
I USA vælges Reagan og han indleder en ny økonomisk politik, reaganomics. Reaganomics er kort fortalt, at USAs stat brager udgifterne op (specielt til militæret for at knække Sovjet) og sænke skatterne. I midt-80’erne oplever USA en flot højkonjunktur på denne cocktail. Men det kommer med en pris. Prisen er tofold. For det første at statsunderskuddet og udenlandsgælden vokser dramatisk. Det har USA aldrig set før. Lidt forenklet kan man sige at USA – ligesom Europa i 60’erne, omend af andre årsager og mål – vælger at lade staten låne pengene til at banke deres økonomi op i gear. USA får aldrig bugt med denne gæld. Meget snart er USA det land i verden som skylder flest penge væk, og det vokser år for år og er det suverænt stadigt. Det andet der sker – grundet skattereformerne – er at uligheden vokser voldsomt i USA. Det vender vi om kort tid tilbage til. USA vælter ind i 90’erne med ret godt fut i økonomien, men med stor gæld og med stadig større ulighed.


(more to come)