Hvorfor er verden i den dybeste økonomiske krise i 80 år? Årsagerne til den finansielle krise og dens konsekvenser - Del 2

Inger opdager at Vesten taber pusten – fra 1990 til 2001

Ingen opdager, at Vesten i virkeligheden taber pusten i løbet af 90’erne. Siden 1945 har Vesten (sammen med Japan) banket igennem økonomisk og efterladt verdens resterende 5 mia. mennesker i støvet. Men nye ting er ved at ske. Specielt Tigerøkonomierne (Singapore, Sydkorea osv) er begyndt at vokse og vokse. Sovjet falder og samtidigt begynder Kina og så småt Indien at melde sig på banen. Disse lande er afsindigt konkurrencedygtige. Lønningerne er meget lave og uddannelsesniveauet er så godt som noget. Vestlige investeringer (og dermed teknologi og viden) vælter til landende (det er billigere at lade sine f.eks. TV producerer i Sydkorea end USA). Hvad Vesten i virkeligheden oplever, er, at industriproduktionen – rygraden i Vestens kolosale vækst 1945-90 – flytter fra Vesten til Tigerøkonomierne, Kina og Indien.

Når Vesten ikke rigtigt mærker det så er det fordi man satser voldsomt på hvad der snart benævnes New Economy. New Economy er i princippet netop fænomenet at Vesten går fra industriproduktion til vidensproduktion. Dette specielt forankret i computerbranchen og dotcom fænomenet. Disse brancher har gode kår i Vesten (viden, elektronisk infrastruktur, hjemmemarkeder der er klar osv) og derfor er det her it-eventyret letter fra jorden. Hele Vesten oplever en stor vækst fra it-brancherne og dotcom-eventyret.

Teknologitunge aktier bliver i USA handlet på NASDAQ. Fra begyndelsen af 90’erne til 2001 stiger NASDAQ med næsten 1000%. Ingen realøkonomisk forklaring kan godtgøre, at en tidobling af værdien af ”vidensøkonomien” i USA. Det er en bobbel. Og vidensøkonomien bliver en stor del af USAs samlede økonomi. Hvad verden ser er således en amerikansk økonomi der buldrer derudaf. Men i virkeligheden er USAs økonomi dårlig.

Ikke kun bygger den delvis på en illusion (jvf. Boblen), men det dækker også over, at fordelingen af værdierne bliver mere og mere skæv i USA. Skattereformer der klart lemper de rigeste og det faktum at vidensøkonomien trods alt er samlet på ret få virksomheder (måske 2000), der typisk ejes af ret få store investorer gør, at dem som virkelig få del i boomet i 90’erne er de få. Måske ikke engang de højest 5 % indtjenende, men derimod 1-2 % højest tjenende. Hvis man derimod ser på den gennemsnitlige amerikaner så ser væksten meget mere skidt ud. For medianborgeren (altså ikke den gennemsnitlige borger, men derimod at – hvis man stiller alle borgere på række med den som tjener mindst først og den som tjener mest sidst – går til den borger, hvor lige mange antal personer tjener mindre som mere end ham står) da oplever han stort set ingen realindkomstfremgang fra 1988 til 2007. Og endnu værre er det for det 20 % fattigste der oplever en realindkomsttilbagegang. Set nationaløkonomisk da er den eneste rigtig fine ting ved boomet, at arbejdsløsheden er meget lav i perioden og dermed falder de offentlige udgifter samt at få er faldet helt ud af systemet. Men på alle andre områder, da halter USAs økonomi selvom vi er midt i et boom.

Hvorfor er dette vigtigt? En sund økonomisk adfærd fra regering, banker, investeringsbanker og almindelige borgere må bygge på en realitiske forholden til ens realøkonomi og dens fremtid. Og USA har i 50 år været vant til at være verdens økonomiske supermagt og med meget høj levestandard. Boomet gør, at stort set alle føler, at det jo stadig går fint i USA og derfor er alle økonomiske agenters adfærd (fra den almindelige borger til præsidenten) som om at USAs økonomi bare kører derudaf. Men virkeligheden er, at USAs (og Vesten i det hele taget, men specielt i USA) økonomi har det elendigt. For op mod 80 % af befolkningen da er reallønnen næsten stagnerende i 20 år. Og motoren i verdens største økonomi  er trods alt USAs hjemmemarked (der drives af netop den almindelige amerikaner). Jo, det går midlertidigt fint med NASDAQ, dotcom og it-branchen. Men målt realøkonomisk (altså ser vi bort fra boblens størrelse), så er vidensøkonomien trods alt en mindre del af Vestens økonomi. Alle de normale brancher indenfor f.eks. industri og serviceydelser har det rimeligt skidt.  Industrien fordi den bliver udkonkurreret af Østen og andre brancher fordi at den almindelige borgers købekraft er stagnerende og dermed ikke efterspørger så meget (eller jo efterspørgslen er der, men den bliver - som vi snart skal se - klaret via lån og ikke via indkomst her og nu).

Helt i fundamentet da er det ovenstående misforhold mellem realøkonomi og de økonomiske agenters illusion om, hvor god økonomien formodes at være der gør, at finanskrisen rammer i 2008. De dynamikker som direkte skaber finanskrisen – som vi om lidt skal kaste os over – bygger på en urealitisk forventning til, hvor stærk klodens samlede økonomi er. Derfor spekuleres der i fremtidige gevinster på en måde som der slet ikke er realøkonomisk belæg for. Selvom Asien år for år økonomisk bliver større og større og dermed en smule kan være med til opfylde spekulationernes nødvendige realøkonomiske grobund, så er det trods alt stadig USA og Europa som sidder på langt størstedelen af klodens økonomi. Men både USA og Europa har mistet den realøkonomiske pust (uden nogen lægger mærke til det), og derfor kan deres økonomiske potentiale slet ikke leverer så meget som spekulatiorne op gennem 00’erne tilsiger. Hvis Asien var vokset med sin faktiske rate 1990-2008 og USA og Europa hypotetisk havde en realøkonomi som alle troede 1990-2008, så ville finanskrisen være blevet meget, meget mindre.

Så med den realøkonomiske baggrund, hvad var det så direkte som ledte til finanskrisen og dermed den støreste globale økonomiske krise i 80 år?


Faldende rente, boligbobbel, finansielle værktøjer, investeringsbanker 1990-2001

En økonomi bygger på almindelige borgeres økonomiske formåen. Og for en almindelig borger er den støreste investering han laver typisk at købe en ejendom. En stor del af de penge en almindelig borger tjener gennem livet vil typisk gå til enten at betale af på sin ejerbolig eller betale leje i en lejerbolig til den som ejer boligen. Derfor er det ikke overraskende, at den samlede værdi af boligmarkedet faktisk er den største parametre overhovedet for, hvor ”stærk”, ”stor”, ”rig” et lands økonomi er. For alt i en økonomi vil i sidste ende lede til et ”passende” prisniveau for landets boliger.

Fra slutningen af 80’erne til den dag i dag har vi set en konstant faldende rente. Renterne var banket i vejret i 70’erne grundet generel ufornuftig økonomisk politik i Vesten plus dertil en oliekrise. Begge dele havde banket inflationen tårnhøjt i vejret. Den nominelle rente (dvs realrenten + inflation indregnet) gik derfor op i himlen. Hele kloden – men specielt Vesten – kæmper fra midt 70’erne til midt 90’erne med at få styr på inflationen. Det er her ikke interessant at opliste, hvordan det lykkedes, men faktum er at det lykkedes. Når inflationen falder, så falder den nominelle rente (altså den rente man rent faktisk i kroner og øre skal betale). Hvis vi kort antager – for nemhedens skyld – at et lands grundlæggende økonomi ikke udvikler sig dramatisk i mellemtiden, så vil dette for borgeren betyde at huslejen falder, idet rentebetalingen er en stor del af ens husleje. Eftersom vi her antager at økonomien ikke har udviklet sig dramatisk i mellemtiden, så betyder det en af to ting. Enten af borgernes boligudgifter falder (de får et større rådighedsbeløb pr. måned) eller at boligpriserne stiger (folk er villig til at have en husleje som de plejer, men eftersom den reale boligudgift er faldet, så har de råd til at betale et dyere hus).....eller et mix af de to muligheder.

Fra slutningen af 80’erne og op gennem 90’erne falder den nominelle rente dramatisk på kloden og specielt i Europa og også i USA. Årsagen som sagt, at efter mange års hård kamp, så er det lykkedes for regeringer og nationalbanker at lave reformer, der har fået inflationen ned.

I Vesten går boligmarkedet derfor amok. Alle i Danmark har selv oplevet det. Boligprisernes voldsomme stigning de sidste 20 år. I sig selv er ovenstående dynamik noget usund. For det boligpriser er, er jo i grunden ikke en reel værdi her og nu. Det er en forventning til at over 20-30 år, da har borgerne en stor nok indkomst til at betale for prisen på det samlede boligmarked her og nu. Hvis folk var snusfornuftige – og regeringer lavede passende reformer – så ville man vælge at sætte sig lidt billigere (jvf. faldende rente = faldende månedlig husleje) og dermed have en mere sikker økonomi. Men folk er oppotunistiske og regeringer er ikke meget for at blande sig i (og i mange tilfælde er det rigtigt fornuftigt ikke at gøre), hvad der sker på det private marked. Derfor ønskede folk at bo i dyrere ejendomme => boligpriserne stiger => den månedlige husleje bliver uforandret.

Det er i sig selv risikabelt. Vestens befolkning vælger at udbyde hinanden i boligpriserne og gør dette med forudsætningen om, at indkomsterne nok skal komme i de næste 20-30 år. Men en rigtig krise kan det ikke i sig selv blive. Dertil er de – normale – økonomiske dynamikker sådan, at boligpriserne trods alt løbende vil tilpasse sig til, hvordan landets og klodens realøkonomi ændrer sig som årnene går.

Jeg skrev de ”normale” økonomiske dynamikker. Pointen er nemlig, at et væld af sideløbende udviklinger op gennem 90’erne og endnu mere i 00’erne sker som de gør fordi, at vitale dele af de normale økonomiske dynamikker går i smadder. Og fordi boligmassens værdi er så en gigantisk del af et lands samlede økonomi, så ender det med en finanskrise.

Fra begyndelsen af 90’erne sker der en voldsom deregulering af valutamarkederne. Det sker over hele kloden. Det er i sig selv ikke dumt. At have åbne globale markeder for værdipapirer er kun godt. Med implementeringen af computerteknologi i stort og småt op gennem 90’erne, da bliver det globale værdipapirmarked bundet sammen elektonisk 24 timer i døgnet året rundt.

Sammen med deruglering af valutamarkederne fremkommer der i 90’erne et væld af nye finansieringsværktøjer. Et eksempel på et ret nyt finansieringsværktøj er afdragsfri lån. Utænkeligt før de blev introduceret. Men da de først blev introduceret så bare ét af mange andre accepterede og nye finansieringsværktøjer. Igen er det i sig selv kun godt. Med stor præcision at designe finansielle løsninger der passer perfekte til alskens typer af investorer og låntagere, det er i sig selv kun godt.

Vi må have den sidste vigtige spiller på banen, investeringsbankerne. En normal bank (som eksempelvis Nordea) er kendetegnet ved, at der er direkte sammenhæng mellem den ønskede bankmæssige service og så værdier. Tager man et lån i en bank, så gælder såvel, at banken tit kræver en sikkerhed i lånet samt at en del af beløbet skal deponeres i selve banken. Et eksempel er lån til køb af bolig. Banken låner en beløbet men sikkerheden er, at de har ret til at overtage (i hvert fald delvis) boligen, hvis man ikke kan betale. Sådan virker en investeringsbank ikke. Den handler alene med værdipapirer og kræver som sådan ikke nogen direkte sikkerhed for det der handles med. Man kan populært sige, at – delvis – er finansieringsbanker de almindelige bankers bank. Når en almindelig bank går ud på markedet med lån eller omvendt investeringer, så er der naturligvis også andre banker at handle med, men de tunge drenge, det er investeringsbankerne. Igen er der i sig selv intet galt med investeringsbanker. Det er genialt at normale banker koncenterer sig om den normale bankdrift med lån og direkte investeringer i kapital og hvor der er ansigt-til-ansigt kontakt mellem kunde og bank, mens omplaceringer af al kapitalen sker på værdipapirmarkedet, hvor investeringsbankerne er de store.
Investeringsbanker har været kendt siden 1930’erne. Men med degulering af værdipapir-/valutamarkederne og med nye finansieringsværktøjer bliver de meget store spillere på markedet, specielt i USA.

Så når alle disse ting ikke i sig selv er alvorlige, hvad er så? Svaret er  tofold. For det første at den offentlige kontrol med markederne slet ikke stod mål med alle de nye værktøjer, aktører og spilleregler. Ja, ikke engang stod de ikke mål med dem, de blev nærmest svagere og svagere. De tilsynsmyndigheder som skulle se efter om tingene nu også virkede som de skulle, de kunne slet ikke følge med. Og dette skyldes også det andet forhold. Nemlig, at ingen overhovedet havde overblik over, hvad det var for kræfter man havde sluppet løs på markederne i 90’erne....og 00’erne. Krydsningen af manglende magt – og vilje og viden - hos lokale tilsynsmyndigheder,  deregulering af markederne, nye eksplosive finansieringsværktøjer og kolosale investeringsbanker der brugte alle elementer til det yderste, det gjorde at INGEN havde overblik, hvad det i virkeligheden var for kræfter man havde sluppet løs.

Ja, gådighed er en vigtig spiller. Mængden af lobbyvirksomhed (der er ekstrem magtfuld i USA, i særdeleshed i den finansielle sektor), direkte kriminelle handlinger i den finansielle sektor og en total mangel på etik og snusfornuft, gjorde at grådigheden blandt topfolk og topmæglere i den finansielle sektor var uhæmmet og fik frit spil. Det var grådigheden der drev værket og som gjorde mange, mange tusinde mennesker i topposter i den finansielle sektor til mangemilliardære.
Men grådighed kan tæmmes....af viden og af regler/love. Men USA er landet, hvor doktrinen er liberal økonomi og hvor regulering altid anses for et unde. Og viden om kræfterne der var i spil forstod ingen. Dertil skal lægges, at lektien fra 30’ernes depression svajede over det hele højt på himlen. I 30’erne forstod man ikke, at når banker krakker, så har der katastrofale konsekvenser for hele landets økonomi, og hvis landet er stort nok, for hele verdens økonomi. Derfor gik staten ikke ind og stillede garanti for bankerne i 30’erne. Resultatet var bankkrak efter bankkrak, og derudfra spredte de giftige ringe der fik hele kloden ind i en økonomisk depression. Men fra da af, da har den finansielle sektor været ”hellig”. Alle regeringer på kloden forstod, at banker ikke må konkurs. Derfor vidste banker, at de i princippet aldrig ville kunne gå konkurs. En regering ville ved love og direkte statsgarantier altid levere sikkerheden for, at en bank ikke ville gå konkurs – i hvert fald de virkeligt store banker. Det betød, at selvom mange at de største banker og investeringsbanker godt vidste, at det eventyr de indledte i 90’erne og som sprang i 2008, det nok var risikabelt (men accebtabelt risikabelt i alles øjne), så gjorde det ikke noget, for staten skulle nok sørge for, at ingen store spiller gik nedenom og hjem. Småspillere (små lokalbanker, små pensionsforeninger osv) ville måske ryge. Men de store spillere ville ikke kunne krakke.

Ovenstående er den holdning/etik/overbevisning der driver undergangen. Grådighed, deregulering og villighed til at tage enorme mængder af risiko. Men lad os nu se på de faktiske forhold der forårsagede finanskrisen og dens eksplosion.

(more to come)